I1800-tallet etableredeFrankrig etprotektorat i området kaldetFransk Somaliland, ledet afLéonce Lagarde. I1967 blev navnet ændret tilDet franske Afar- og Issa-territorium. Den27. juni1977 fik landet sin selvstændighed somDjibouti. Af større byer kan nævnes hovedstadenDjibouti og den sydligt beliggende byAli Sabieh.
En borgerkrig ledet af rebeller fra Afarstammen i de tidlige1990'ere blev stoppet med en fredsaftale i1994.
Store dele af Djibouti består afstenørken med vidstraktelavaområder og vulkanske højdedrag, som på enkelte steder hæver sig mere end 1.500 meter over havet. Højst nårMoussa Ali Terara på grænsen mod Etiopien og Eritrea, med 2.021 meter over havet (også målt til 2.063 meter over havet). Forkastninger, som løber parallelt med Rødehavsforkastningen, har skabt lavninger, hvorHanlé-sletterne ogsaltsøerneAlol ogAssal ligger. Assal ligger cirka 155 meter under havoverfladen og er Afrikas laveste punkt.Tadjoura-bugten, en bugt afDet Indiske Ocean, skærer langt ind i landet.Abbesøen i vest, på grænsen mellem Djibouti og Etiopien, er kendt for et rigt fugleliv: (flamingoer,pelikaner,ibiser).[1] Kun nogle få procent af arealet er dyrkbart.[2]
Djibouti har etørkenklima med ekstrem varme. Klimaet er mere trykkende ude ved kysten end i indlandet på grund af høj luftfugtighed. Hovedstaden Djibouti har en årlig middeltemperatur på 30°C; den koldeste måned er januar med 25°C i gennemsnit (døgnmaksimum 29°C), mens den varmeste er juli med 37°C (døgnmaksimum 43°C). Store dele af landet ligger iregnskygge og får kun lidt nedbør. Den årlige nedbørsmængde er cirka 125 mm ved kysten og op til 500 mm i bjergene. Det meste af nedbøren falder i perioden oktober–april.[3] Landet er periodevis ramt af tørke, og undertiden forårsager forstyrrelser fra det Indiske Ocean stærk regn med oversvømninger til følge.[4]
Vegetationen består mestendels af tornede buske og ørkenbuske, bortset fra små skovområder på visse højdedrag. Langs devadier, som periodevis får vand, vokserdoumpalmer, og ved kysten findes strækninger medmangrovesump.
Dyrelivet omfatter blandt andetsjakaler,antiloper oggazeller.[5] Kysten ud for Djibouti er en kendt samlingsplads forhvalhajer (verdens største fisk) i vintermånederne.[6]
Landets største miljøproblem er mangel på drikkevand, meget begrænset adgang til dyrkbar jord,ørkenspredning og at visse dyrearter er udryddelsestruede.[4]
Djiboutis folkemængde skønnedes i 2011 til 757.074 personer.[4] Alle oplysninger om befolkningsforholdene er behæftede med stor usikkerhed, blandt andet på grund af de mange flygtninge og illegale immigranter, især fra Etiopien og Somalia, som befinder sig i landet. Ifølge FN var fødsels- og dødstallene i perioden 1995–2000 42,3 respektive 17,2 promille. Gennemsnitslevetiden beregnes til cirka 44 år for kvinder og 42 for mænd.[7] Spædbørnsdødelighed skønnedes i 2011 til knapt 55 døde per 1000 fødte.[4]
I 2020 er befolkningsstørrelsen anslået til 988.000 indbyggere. Folketallet er forøget med 1,6 pct. i 2020. Fødselsraten er på 2,8 barn per kvinde. Spædbarnsdødeligheden er 33,4 per 1000 levendefødte (2020). Forventet levealder ved fødsel er 68,7 for kvinder og 64,6 for mænd (2020). 28,9 pct. af befolkningen er under 14 år (2020).[7]
De største befolkningsgrupper i Djibouti erissa, som er af somalisk herkomst og udgør cirka 50% af befolkningen, ogafarerne (som også bor i dele af Etiopien og Eritrea) med cirka 35%. Afarerne er koncentrerede til de nordlige og vestlige dele af landet, mens issa forekommer i syd. Afar står sprogligt ganske nær issa, og begge folk er muslimer.[2] Desuden findes mindre grupper afeuropæere (hovedsageligfranskmænd) ogarabere.
Befolkningen er stærkt koncentreret til hovedstadsområdet. Andre byer erAli Sabieh,Tadjourah ogDikhil. Mange djiboutier lever somnomader, men disse er svært ramte af gentagne tørkeperioder, og mange er flyttet ind til byerne.[7]
Et stort sundhedsproblem eraids. I 2009 skønnedes 2,5% af den voksne befolkning at være smittet.[4]
Landområdet, som udgør staten Djibouti, blev sent befolket. Dette skyldes, at landet har megen ørken og få frugtbare områder. Før kolonitiden var der få bofaste folk der. Disse var stort setnomader, som boede der i korte perioder. Efterhånden kom derafarer til området fra Etiopien og Eritrea, ogissaer fraAdal-kongedømmet i syd. Befolkningen blev religiøst påvirkede afaraberne, og folket blevmuslimer. Afarerne var, som de fortsat er, organiserede i flere forskelligeklaner ogsultanater.
Efterhånden kom også europæere til området. Franskmænd slog sig ned ved Obock i 1859. I 1884 blev området fransk protektorat og fransk koloni fra 1896 med navnetFransk Somaliland. Dette var vigtigt for Frankrig, fordi briterne i 1897 begyndte at bygge havnenAden på den anden side af Det Røde Hav.
I forbindelse med bygningen afjernbanen til Etiopien blev Djibouti en vigtig udskibningshavn for etiopiske varer.
I 1946 blev statussen for området ændret tilfransk oversøisk territorium. Reformen åbnede for politisk aktivitet, blandt andet til at holde møder og danne fagforeninger. Egne folkeforsamlinger blev også oprettede, men den franske guvernør havde fortsat al reel myndighed.
I 1960-erne gik der en bølge afafkolonisering overAfrika, og mange af de europæiske kolonier i Afrika blev selvstændige. Dette var også aktuelt for Fransk Somaliland. Samtidig blev der gjort krav på området af både Etiopien og det nyligt selvstændige (og konstruerede) Somalia. En folkeafstemning i 1967 førte til, at området skiftede status fra koloni til fransk oversøisk territorium med udvidet indre selvstyre under navnetAfar- og Issa-territoriet. OppositionspartietLigue populaire africaine pour l'Indépendence (LPAI) pressede med støtte fra Somalia på for selvstændighed. Ti år senere, i 1977, blev der igen holdt folkeafstemning om selvstændighed. Et stort flertal var da for dette, og området blev selvstændigt under navnet Djibouti.
Den 27. juni 1977 blev Republikken Djibouti selvstændig, og den 20. september samme år blev det medlem afFN. Perioden efter selvstændigheden har været præget af uroligheder mellem folkegrupperne afarene og issaerne. Den første præsident, LPAI-lederenHassan Gouled Aptidon, formåede til en vis grad at begrænse urolighederne med sit etpartistyre. I 1979 efterfulgteRassemblement populaire pour le progrès (RPP) LPAI, og Gouled blev valgt til præsident uden modkandidat.
Under1980'erne var al politisk opposition forbudt og måtte derfor operere i hemmelighed. I 1986 flygtede tidligere statsrådAden Robleh Awalleh til Etiopien, hvor han etablerede oppositionsgruppenMouvement national djiboutien pour l’instauration de la démocratie (MNDID). I 1989 udviklede der sig voldelige modsætninger mellem etniske grupper i hovedstaden Djibouti Ville og i den afar-dominerede by Tadjourah, med voksende spændinger i afar-områderne. Også året efter var der etniske sammenstød i hovedstaden.
Ved indgangen til1990'erne blev modstanden mod Gouleds regime skærpet, og i 1990 gikFront démocratique pour la libération de Djibouti (FDLD) sammen med MNDD i en fælles front,Union des mouvements démocratiques (UMD). Dette var første gang, at to politiske grupper med basis i hver af de to etniske grupper afar og issa gik sammen for en fælles sag.
Konflikten mellem de to etniske grupper udviklede sig i første halvdel af 1990-erne til en borgerkrig, da særligFront pour la restauration de l'unité et de la démocratie (FRUD), som bestod af tre militante afar-grupper, greb til våben mod Gouleds regime 1991. Året efter tog FRUD kontrol over flere dele af landet, især i nord, hvilket førte til, at præsidenten indkaldte militærhjælp fra Frankrig, som udstationerede soldater flere steder i landet. Gouled hævdede, at oprørerne var støttede af Etiopien, og den djiboutiske hær voksede i 1990-erne fra 2.500 til 25.000 mand. FRUD underskrev en fredsaftale med regeringen i 1994, og størstedelen af volden ophørte. Tilstandene var imidlertid ikke helt rolige før frem mod 2001.
I 1992 blev der vedtaget en flerpartigrundlov, som imidlertid begrænsede antallet af partier til fire, hvor FRUD var et af de partier, som ikke blev godkendt, hvilket førte til, at dele af oppositionen boykottede valget, og regeringspartiet RPP vandt alle de 65 sæder i nationalforsamlingen. Gouled vandt det første præsidentvalg med mere end én kandidat i 1993 efter at være blevet genvalgt uden modkandidat i 1987.
I 1993 udbrød der nye kampe, blandt andet ved en omfattende regeringsoffensiv i det nordlige og centrale Djibouti, da FRUDs hovedkvarter blev erobret. 80.000 mennesker blev fordrevet fra deres hjem som følge af kampene. I 1994 blev FRUD splittet, ogAli Mohamed Daoud blev udpeget til ny leder. Den tidligere lederAhmed Dini Ahmed dannede en rivaliserende organisation iAddis Abeba i Etiopien.
I 1994 kom der fredsforhandlinger i stand mellem regeringen og FRUD, og som resultat af mægling fraFrankrig blev der indgået en fredsaftale i december 1994, som lagde grunden for at etablere enkoalitionsregering og at fordele magt mellem folkegrupperne og regionerne. FRUD-medlemmer fikamnesti, og medlemmer afguerillaen blev indlemmet i det nationale forsvar. FRUD forpligtede sig til gengæld til at opgive den militære kamp. Nogen sammenstød fandt fortsat sted 1995–1996, men i 1996 blev FRUD legaliseret som Djiboutis fjerde politiske parti. FRUD blev splittet på ny, og først i 2000 blev der indgået en endelig fredsaftale. Året efter overgav FRUD alle sine våben til regeringshæren for destruktion.
Også i regeringspartiet RPP fandt der en afskalning sted, da RPP –Groupe pour la démocratie de la république (RPP-GDR) blev oprettet i 1996. Sammen medParti national démocratique (PND) ogFront uni de l'opposition djiboutienne (FUOD) blev oppositionsalliancenCoordination de l'opposition djiboutienne etableret i 1996 af RPP-GDR.
Ved parlamentsvalget 1997 tog en koalition mellem RPP og FRUD samtlige 65 pladser. Koalitionen fik på ny alle repræsentanterne efter valget i 2003. Oppositionen samlede sig iUnion pour une alternance démocratique (UAD). For første gang i landets historie blev det indvalgt kvindelige parlamentsmedlemmer.
Præsident Aptidon gik af som præsident i 1999 i en alder af 83 år efter at være blevet valgt til en femte periode i 1997. Han blev efterfulgt af sin nevøIsmail Omar Guelleh. Ved preæsidentvalget i april 2005 blev Guelleh genvalgt for en ny 6-års-periode. Det samme skete i 2011.
Også efter fredsaftalen med FRUD og under Guelleh er politisk undertrykkelse fortsat i Djibouti, og flere medlemmer af oppositionen er blevet taget i forvaring. Det samme gælder FRUD-medlemmer deporterede fra Etiopien. Ogsåfagforeningsledere ogjournalister er taget i forvaring, aviser er blevet lukkede, og der er rapporteret om brug af tortur.
I sommeren 2008 gikeritreanske styrker ind i Djibouti. Dette førte til en tre dage lang krig, som endte med eritreansk tilbagetrækning. Dette førte til stærke internationale reaktioner, og Frankrig forøgede sin militærbistand til Djibouti.
Siden selvstændigheden har Djibouti opretholdt et nært forhold til Frankrig, som blandt andet har sin største militærbase i Afrika der. Frankrig brugte denne base både underGulfkrigen i 1991 og interventionen i Somalia året efter. I 1991 sluttede Djibouti sig til koalitionen mod Irak, hvilket styrkede forbindelserne med Frankrig. I 2001 fik Djibouti voksende betydning med sin vigtige strategiske beliggenhed i forbindelse med den USA-lededekamp mod international terror. I juni 2002 etablerede ogsåUSA en militær base i landet. Også soldater fraSpanien ogTyskland blev udstationerede i Djibouti for at ledesøoperationer, og flere lande benyttede landets havn til militære formål.
Djibouti har på grund af beliggenheden i en ustabil region været afhængig af gode forhold til nabolandene Etiopien, Eritrea og Somalia, og i1980'erne formåede landet at indtage en mæglerrolle mellem de to fjender Etiopien og Somalia, og mod slutningen af1990'erne mellem Etiopien og Eritrea. Djibouti blev i 1988 trukket ind i konflikten i Nordsomalia ved, at forsyninger til regeringssiden blev sendt via Djibouti. Under1990'erne havde Djibouti et anspændt forhold til udbryderrepublikkenSomaliland, men i 1997 anerkendte Djibouti landet.
I efteråret 1999 lagde præsident Guelleh som formand i den regionale samarbejdsorganisationInterngovernmental Authority on Development (IGAD) frem nye forslag til en fredsløsning i Somalia, hvilket førte til, at Somaliland-republikken anklagede Djibouti for at blande sig i dets anliggender og lukkede grænsen. I maj 2000 fandt der en fredskonference sted mellem parterne i Somalia i Djibouti. Da grænsekrigen mellem Etiopien og Eritrea udbrød i 1998, forsøgte også Djibouti at mægle mellem parterne, men bestræbelserne førte ikke til resultat. Efterhånden tog Djibouti mere og mere Etiopiæns parti og blev anklaget af Eritrea for at være partisk i mæglingsforsøget. I 1998 brød Djibouti de diplomatiske forbindelser med Eritrea efter at have beskyldt landet for at støtte FRUD. Forbindelserne blev ikke genoprettede før 2000. I 1998 blev Etiopien afskåret fra de eritreanske havne som følge afkrigen mellem Etiopien og Eritrea, og kun havnen i Djibouti var tilbane, hvilket yderligere styrkede forbindelserne mellem Djibouti og Etiopien. I 1998 indgik Djibouti ogIran en aftale om økonomisk samarbejde og aftaler medLibyen ogYemen blev indgået 2000. Som følge af sin geografiske placering på det konfliktfyldteAfrikas horn, har Djibouti gennem mange år været modtager af betydelige antal afflygtninge.
Djibouti er fattigt og derfor stærkt beroende af bistand fraFrankrig.[8] Økonomien er baseret på tjenester forbundne med landets strategiske beliggenhed og status somfrihandelszone. Landets vigtigste indkomstkilde er handelen og transittrafikken over hovedstaden, fortrinsvist fra Etiopien; jernbanenAddis Abeba–Djibouti blev anlagt i1917. Som international frihavn har byen dog lidt svært afbræk under krigen på Afrikas horn.[2] To tredjedele af befolkningen bor i hovedstaden og resten af befolkningen udgøres overvejende af nomadiske kvægavlere. På grund af den ringe nedbør er dyrkningsmulighederne begrænsede og næsten alle fødevarer måimporteres. Der findes næsten ingenråstoffer, og industrien er meget beskeden i omfatning.Arbejdsløsheden er omkring 50%, hvilket er et problem; en storudenlandsgæld er et andet.
Formelt set er der 6 års obligatorisk skolegang i landet, men år 2000 gik kun 40% af børnene i den skolepligtige alder i skole, mens 18% gik i en højere skole.[9] Omkring 32% af befolkningen var i 2003analfabeter.[4]
Djibouti har ingen aviser men nogle få ugeaviser. En af dem,La Nation de Djibouti, er en officiel ugeavis på fransk. Den trykkes i hovedstaden og har et oplag på 4.300. Et statsejet radio- og tv-selskab sender radio- og tv-programmer på fransk, arabisk, afar og somalisk.[10]
.svg)
