Djævelen, afgræskdiabolos (= bagvasker, ordret "der splitter, sår splid"[1]) er en ondånd, især ikristendommen (Satan) ogislam (Iblis) herskeren over de onde magter eller selve det onde,Guds modstander og menneskenes fjende.[2] Som person kaldes han Satan (hebraisk for "modstander"[3]),Beelzebub,Antikrist, fristeren eller fjenden (Matt. 13,39) eller den onde (Matt. 13,19). FraEsajas 14,12 stammer navnet Lucifer.[4]
IJobs Bog indgår Gud og Satan etvæddemål om, hvorvidt den frommeJob vil holde fast ved sin tro.
Indenfor kristen tradition findes der ingen afbildninger af djævelen, Satan ellerLucifer fra før 500-tallet, og først i 800-tallet blev fremstillinger af djævelen almindelige. Senere forekom Satan næsten lige så ofte i kunsten somjomfru Maria ellerKristus påkorset. Særlig vistes djævelen i færd med at bortvises af Kristus ellerSankt Michael.
Frem til 1000-tallet blev Satan afbildet i menneskeskikkelse. Først i 1100-tallet udviklede han dyriske træk som hale og horn. Ofte havde han også vinger, først affjer ligesomenglenes.
Fra 1100-tallet komflagermusvingerne til. De glødende øjne, den krumme næse oglansen eller gaflen, han har i hånden, blev hans fasteattributter. I slutningen af 1200-tallet begyndte man at latterliggøre ham iprædikensamlinger og på billeder. Særlig indvirkede den irskemunk Tundals syner[5] på opfatningen af djævleskikkelsen.
IDantes værkDen Guddommelige Komedie har djævelen tre hoveder, som enparodi påTreenigheden. Den isnende vind fra hans vinger står i modsætning tilDen Hellige Ånd, som bringer varme og fællesskab. Der flyderblod, vand og tårer fra de forrædere, Lucifer tygger mellem sine kæber, ligesom der flød blod, vand og tårer fra Kristus på korset. Lucifer står til livet i is, ligesom Jesus stod til livet iJordanfloden ved sindåb. Som Kristus bar alverdenssynder, knuges Lucifer af vægten af den samme verden.[6]
Den onde gav også stof til folkelige forestillinger som djævlepagt, besværgelse ogfolkeeventyr somFanden ogfogeden ogFanden og nødden, hvor sidstnævnte inspirerede den norsketegnefilm fra1917.[7]Ibsen lader sin skikkelsePeer Gynt påstå, at det var ham, der narrede Fanden ind i nødden; men folk genkender eventyret og er ikke imponeret.[8]
Djævelen optræder også i beretninger ompræstenPetter Dass, samtsagnet, der inspirerede til musikstykketFanitullen. Ifølge sagnet blev stykket spillet af fanden ved et slagsmål i etbryllup iHol iHallingdal i1724, hvor den ene af parterne blev dræbt. Begivenheden kendes fra retsdokumenter. Ifølgekøgemesteren sad Fanden på en øltønde i husetskælder, mens han spillede påviolinen, han holdt den forkerte vej. I en variant af sagnet udspilles hændelsen iHemsedal.[9] Sagnet er gengivet i vers afJørgen Moe i 1840'erne.[10]
Djævelen kunne også optræde i kirken. FraGranvin fortælles, at en mand var så from, at han kunne hænge sine vanter på solstrålen, der kom ind gennem kirkevinduet. Han havde i sin fromhed også evnen til at se djævelen, og under engudstjeneste fik han øje på ham, travelt optaget med at notere på et kalveskindspergament, hvem der sov eller lo i kirken. Så mange var faldet i søvn eller morede sig under den langeprædiken, at pergamentet blev fyldt, og djævelen bed i den ene ende og sled i den anden for at forlænge det. I stedet revnede det, og Satan slog baghovedet i kirkevæggen. Synet fik den fromme til at trække på smilebåndet; dermed faldt hans vanter ned på gulvet. -Sagnet genspejler frygten for at give efter for søvnighed eller kedsomhed under gudstjenesten, samt troen på, at djævelen kunne befinde sig usynlig mellem de troende - også i Guds hus. Ellers knyttes vanterne, der hænges på en solstråle, mest tilhelgener ellersortebogspræster.[11]
Djævlenes antal har været omdiskuteret. Den skotskfødtemystiker Richard (død1173),abbed i St. Victor-klosteret iParis, argumenterede fordæmonernes ulegemlighed ved at vise til, at hvert menneske kan rumme en hellegion af dæmoner, og da han regnede 6.666 individer i én legion, ville der ikke være plads til så mange, hvis de havde en krop. Abbed Richalmus i Schönthal mente på 1200-tallet, at det var usandt, at hvert menneske kun er forfulgt af én dæmon. Tværtimod er mennesket – ligesom det er omgivet af vand, hvis det falder i vandet – hele livet omgivet af djævle. Når Richalmus lukkede øjnene, så han ofte små djævle flyve både om sig selv og andre, "tæt somstøvfnug i en solstribe". Enteologisk afhandling fra 1500-tallet satte antallet djævle i Satans sold til 2.665.866.746.664. I1657 anslog G.Schott i sit værkMagia Universalis et Naturae et Artis djævlenes antal til 2.705 efterfulgt af 57 nuller.[12]
