For alternative betydninger, seDis (flertydig).(Se også artikler, som begynder med Dis)
Diser (entaldis, frano.dísir) er inordisk mytologi en gruppe overnaturlige, kvindelige væsener, der bl.a. omfatter mytologiske figurer som fxvalkyrier,norner. Dertil kan diser også værefylgjer, dvs. værneånder for slægten.[1] Oprindeligt kan de have været en form forfrugtbarhedsgudinder, der med tiden har udviklet sig i specialiserede former. Vi ved fra forskellige kilder, at man både i private husstande og i offentligt regi fejrede særlige højtider med fokus på frugtbarhed, kaldetdiseblót.[2] De kan også have været ånder af afdøde slægtninge og derfor være relateret tilforfædrekult.[1] Noget af det, der karakteriserer diserne, er at de i reglen optræder som kollektiver og kun meget sjældent som individuelle personligheder.[2] Detetymologiske materiale viser, at denordiske diser sandsynligvis var nært beslægtet med devestgermanskeidisi, og de har måske været gamle fællesgermanske guddomme, der med tiden mistede deres betydning.[3]
Den præcise betydning af begrebetdísir er højst usikker. I ældre tid ser det ud til, at betegnelsen kunne blive brugt omvalkyrier (da.: "Vælgere af de slagne"), et ord, der senere iskjaldetraditionen blev brugt somkenning fordís.[4] I modsætning til ordenevalkyrja ognorne, optræder begrebetdís aldrig iYngre Edda afSnorre Sturlason, men det kendes primært frasagalitteraturen. Det nordiske orddís er sprogligt beslægtet medoldhøjtyskitis,oldsaksiskidis ogangelsaksiskides, der alle kan oversættes til "frue".[1] Ordetidisi optræder iMerseburg trylleformlen, en af de eneste bevaredeførkristne tekster fra Tyskland, som et navn for gudinde.[5] I nordisk digtning kunnedís, i lighed med i det syd- og vestgermanske område, også blive brugt som betegnelse for en "frue",[1] fx kunneFreja, hvis navn i forvejen betyder frue, blive kaldtVanadís ("vanernes frue"). Der er imidlertid også den mulighed, at hun er knyttet til diserne på en eller anden måde.[6] På samme måde omtalesAlfhild undertiden som en "soldis".[kilde mangler] Derudover kunne alle former for kvindelige overnaturlige væsner bliver omtalt under navnetdísir.[6] I både den islandskeÆldre Edda og det angelsaksiske digtBeowulf (v. 1168) omtales fremtrædende kvinder fraSkjoldungernes kongeslægt somdiser (henholdsvisdîs Skiöldûnga ogides Scildinga).
Navnetdís indgår i adskillige norske og svenskestednavne, bl.a.Disevi ogDiseberg, hvilket muligvis er levn efter helligdomme viet til diser.[3]Runeindskrifter viser, at det var et almindeligt forekommende element i skandinaviske personnavne, hvilket det stadig er i Island i vore dage. Det drejer sig fx om navnene Thôrdîs, Hiördîs, Asdîs, Vigdîs, Halldîs og Freydîs. Ordetitis optræder også som forled i ældre højtyske kvindenavne, fx Itispuruc og Itislant. Den oprindelige forlydi- blev tidligt tabt iurnordisk, men Grimm foreslog alligevel, at gudindenIdunns navn er en afspejling af ordets tidlige form.
Hovedartikel:Blot#dísablót.Fra forskellige kilder ved vi, at diserne var vigtige guddomme i dennordiske religion, og at der årligt blev afholdt store fester, hvor man ofrede til dem; disse fester blev omtalt somdísablót og fandt sted i både offentligt og privat regi.Gro Steinsland foreslår, at det måske var et offentligt anliggende i detøstnordiske område, mens det ikke var det i detvestnordiske.[7] Sådanne højtider beskrives i bl.a.Hervarar saga,Víga-Glúms saga,Egils saga ogHeimskringla, og disse kilder tyder på, at formålet med blóterne var at sikre den kommende høst.[8] I den del afHeimskringla, der kaldesYnglinga saga, fortælles det for eksempel, at den svenske sagnkongeAðils døde, da han som led i et dísablót red rundt omtemplet i Uppsala. Ifølge en anden del afHeimskringla, kaldetSt. Olavs Saga, blev dísablótet i hedensk tid afholdt vedUppsala sidst i februar eller i begyndelsen af marts. Tidspunktet ved slutningen af vinteren knytter formodentligt festen sammen med høsten, som kun muliggøres af vinterens forsvinden,[3]
og det blev efterfulgt af et fællessvenskting, der indimellem omtales med navnetDísaþing (Diseting)[7] Efterreligionsskiftet blev det flyttet til begyndelsen af februar og omdøbt tilkyndelsting.[9] NavnetDisting blev dog fortsat benyttet uofficielt. I moderne tid bliver der hvert den første tirsdag i februar afholdt et marked i Uppsala, der kaldesDistingen.[10]
Helligdommen i Uppsala, som blev brugt til dyrkelsen af diserne, heddísarsalr. Den nævnes iYnglinga saga i forbindelse med kong Aðils' død samt iHervarar saga, hvor en kvinde i sorg overHeiðrekrs drab på hendes mand hænger sig selv i helligdommen.
Den mere generelle termdísir forekommer ofte i flere digte fraÆldre Edda, skjaldedigte samt i kenninger som alternativ til mere specifikke betegnelser for kollektiv guder, som fxnorner,fylgjer ogvalkyrier.
I eddadigtetHamðismál fortælles det, hvordan Jonakrs sønner, Hamðir og Sörli drager hen tilgoterkongenErmanaric for at hævne deres halvsøster, Svanhilds, grusomme død. På vejen derhen dræber de deres modstræbende bror Erpr. Da Sörli senere hen ved, at han vil dø for goternes hænder, beskriver han disernes grusomhed, når de tilskyndede ham til at dræbe hans egen bror, Erpr, der ellers ville have hugget hovedet af Ermanaric og dermed have gjort deres færd succesfuld. I dette digt fremtræderdísir som et synonym fornorne, hvilket bl.a. har fået oversætterenHenry Adams Bellows til at oversættedísir tilnorns:
|
|
IGrímnismál forudsiger "Grímnir" (Odin i forklædning) kongGeirröðrs død, som han tilskriver disernes vrede. Her brugesdísir også som synonym for nornerne:[13]
|
IReginsmál bliver den ugifte mø, Lyngheiðr, hånende omtalt somdís ulfhuguð (dís/frue med en ulvs sjæl). Senere i det samme digt er der en strofe, hvor diser optræder som kvindelige ånder, der følger en kriger for at se ham dø i et slag. En rolle, hvor de er synonyme med de kamprelaterede valkyrier, der heller ikke var til at stole på:[3]
|
|
En anden kilde, hvor dis er synonym med valkyrie, er skjaldekvadetKrákumál, der ifølge traditionen blev komponeret afRagnarr Loðbrók, mens han afventede sin død i slangegården. Det indeholder bl.a. følgende linje med en poetisk omskrivning af den skæbne, der venter ham:Heim bjóða mér dísir (Hjem indbyder diserne mig).
IHelgakviða Hundingsbana I findes en mere usikker reference tildís som synonym for "valkyrie" eller "frue". Da heltenHelgi Hundingsbane møder valkyrienSigrún første gang:
|
|
IHálfs saga ok Hálfsrekka findes en passage, hvordísir bruges som betegnelse for den kvindelige værneånd, der kaldes enfylgje. Krigeren Útsteinn er ankommet til Danmark, hvor han gæster en ellers ukendt dansk Eysteinn. En af kongens hirdmænd, Úlfr, bliver irriteret på ham, og de begynder derpå at skændes:
|
|
Rudolf Simek mener, at ordetdís var en udbredt betegnelse for "kvinde" i al almindelighed, i lighed medoldhøjtyskitis,oldsaksiskidis ogangelsaksiskides, og at man derfor også kunne bruge det i omtalen af kvindelige guddomme. Dertil kommer, at ordet også blev brugt om en særlig type af gudinder. Han mener endvidere, at eddadigtene viser, atdisir blev opfattet som valkyrielignende værneånder for de døde,[22] fx iGuðrúnarkviða. I kapitel 19 af samme digt bliver valkyrierne omtalt somHerjans dísir ("Odins dísir"). I strofe 28 af digtetAtlamál bliverdísir eksplicit omtalt som afdøde kvinder. Dette kan være tegn på, atdísir blev opfattet som døde kvinders sjæle i lighed medfylgjer og de yngrelanddísir fra denislandske folklore." Simek anser på den baggrunddísir som en parallel til deromerskematroner, om hvem der ligesom de nordiske diser var knyttet mange forskellige forestillinger og funktioner til; de blev bl.a. opfattet somfrugtbarhedsgudinder, personlige værneånder og endda krigsgudinder. Simek konkluderer på den baggrund, at de mange forskellige forestillinger om diser, der forekommer i litteraturen sandsynligvis kan være forskellige manifestationer af en udbredt tro på feminine (halv?) gudinder, i lighed med forestillingerne om valkyrier, norner og matroner.[23]
Anders Bæksted skriver at, kilderne tyder på, at diserne udgjorde en afgrænset gruppe af magter, der somskæbnegudinder og værneånder var knyttet til en bestemt person eller slægt; fx var de virksomme ved et barns fødsel.[3]Hilda Ellis Davidson betragter ordetidisi som en generel fællesbetegnelse for gudinder.[24]