 | Denne artikel har flere problemer. Hjælp medat løse dem eller diskutér problemerne pådiskussionssiden.(Se hvornår og hvordan denne besked kan fjernes) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)
|
Direktoriet (fransk:Le Directoire) var det regeringsorgan, der ved den franskeforfatning af 22. september 1795 fik denudøvende magt. Direktoriet bestod af fem medlemmer og fungerede indtilkonsulatets magtovertagelse i november 1799.
Periodens ledendepolitiker varPaul Jean Barras der fungerede somstatschef.
Direktoriets forudsætning varRobespierres fald i juli 1794, som bragte de moderate kræfter irevolutionen til magten. Der gennemførtes en afvikling afterrorstyret, men samtidig også en indskrænkning i de formelle demokratiske rettigheder. Kontrarevolutionen fandt sted under ledelse af bl.a. Paul Jean Barras,Jean Tallien ogAbbé Sieyès, som herefter skabte en ny forfatning.
Direktoriets forfatning trådte i kraft22. september1795. Statschefer blev 5 direktører, ledet af en overdirektør. Deres stilling gik på skift og som stod for den udøvende magt. Parlamentet bestod af to råd: "De Ældres råd" på 250 mand alle over 40 år (svarede til etsenat eller etoverhus) og "De 500's råd" (svarede til etunderhus) alle over 30 år, som valgtes ved indskrænket valgret. Direktørerne udpegedes af de Ældres Råd på de 500's anbefaling. Gennem hele perioden var Barras overdirektør (svarende til republikkenspræsident), mens Tallien, Sieyès ogLazare Carnot i perioder fungerede som almindelige direktører. Reelt kom forfatningen aldrig til at fungere efter hensigten, da Barras sikrede sig den afgørende magt, trods konflikter med sine meddirektører.1797 gennemførte han etstatskup, hvorved statschefens magt styrkedes og alle formelle rettigheder afskaffedes. Blandt hans rådgivere var Napoleons to senere betroede mænd,Talleyrand der varudenrigsminister 1796-99 ogJoseph Fouché som ledede politispionagen.
Indenrigspolitisk betød Direktoriet en højredrejning. Republikken bevaredes, men de demokratiske og fornyende initiativer, som trods terroren havde præget den tidligere fase af revolutionen, standsede. Royalistiske og konservative sympatier florerede og accepteredes af regeringen, så længe de ikke truede staten. En stor royalistopstand iParis oktober 1795 blev slået kraftigt ned, det samme blev nye opstande i provinsen. En gruppe af nyrige skød op som følge af krigsleverancer og salg af henrettedes ejendomme, og styret prægedes afkorruption og stigende ineffektivitet. Kulturelt set prægedes perioden af et løssluppent overklasseliv og modeluner; til dels en reaktion på revolutionens spartanske livsstil.
Udenrigspolitisk domineredes perioden helt af krigen mod de udenlandske koalitionsmagter og førte som helhed til en kraftig styrkelse af Frankrigs stilling. Således erobredes bådeHolland (1795) ogSchweiz (1798). Vigtigst var Napoleons felttog tilItalien 1796-97 som reelt knusteØstrigs magt i dette område og lagde det under fransk herredømme, hvorimod hans ekspedition tilEgypten 1798-99 fik mere symbolsk betydning. De franske sejre førte til den første koalitions opløsning og de tyske magters udtræden, således atEngland en overgang var Frankrigs eneste modstander. Der oprettedes en række franske lydstater der blev formelle republikker efter fransk stil, men reelt betød Direktoriet traditionel fransk imperialistisme i revolutionær indpakning. Samtidig førte hærens voksende rolle til en stigende afhængighed af officerskorpset.
Det blev også hæren der gjorde ende på Direktoriet. Napoleon, der efterhånden havde opbygget en stærk position som krigshelt, vendte tilbage efteråret 1799, optog kontakt med utilfredse kredse omkring Barras som søgte en "stærk mand" og styrtede 9. november samme år Direktoriet ved etmilitærkup ("Brumairekuppet").
Som helhed må Direktoriets magtperiode betegnes som afslutningen på revolutionen. Magten lagdes i hænderne på storborgerskabet, som gjorde sig afhængig af hæren, en fransk erobringspolitik gennemførtes. Napoleons magtovertagelse 1799 var reelt en logisk følge af det.
