Delta blues er en af de tidligste stilarter af blues musik. Det opstod iMississippi-deltaet, en region i USA strækker sig fraMemphis,Tennessee, i nord tilVicksburg,Mississippi, i syd og fraHelena,Arkansas, i vest tilYazoo-floden i øst. Mississippi-deltaet er berømt for sin frugtbare jord og for sin fattigdom. Delta blues betragtes som en regional variant af landets blues.Guitar ogmundharmonika er dens dominerende instrumenter;slide guitar (normalt spilles på en stål guitar) er kendetegnende for den stil. Vokalle stilarter i Delta blues spænder fra indadvendt og sjælfuld til lidenskabelig og fyrig.
Selv om Delta blues kan spores tilbage til århundredeskiftet omkring år 1900, blev stilarten først optaget på plade i 1920'erne. Denne bluesform har i lighed med andre bluesformer navn efter sit oprindelsessted, nemligMississippiflodens delta. Det er et område, der er præget af stor fattigdom og isolation fra omverdenen, og anses derfor for at være den bluesform, der mest ligner de afrikanske rødder til bluesmusikken.
Det er ikke veldokumenteret, hvornår genren opstod i deltaet.Charley Patton er blevet betegnet som grundlægger af Delta blues, men han er blot en af flere omvandrende musikere, som inspirerede hinanden inden for det relativt begrænsede område.[1] Hans første indspilninger for et pladeselskab fandt sted hosParamount i Grafton i juni1929 og maj1930.Freddie Spruell er nævnt som den første, der fik optaget en sang, "Milk Cow Blues", som blev optaget i Chicago juni1926.[2]Tommy Johnson ogIshmon Bracey fik en pladekontrakt medVictor iMemphis i1928.Son House indspillede sit første album i Grafton,Wisconsin, forParamount Records i 1930.Robert Johnson havde turneret i flere år, da han indspillede sine to eneste plader påARC, iSan Antonio i1936 ogDallas i1937. Alle Robert Johnsons numre anses for klassiskere og er blevet genindspillet i fuldt omfang (alle 29 numre) afPeter Green (Peter Green Splinter Group) påMe and the Devil fra2001 og delvis afEric Clapton påMe and Mr. Johnson med 14 numre.[3]
Stilarten er præget af en stor frihed i formen. Selv om den gængse 12-takters form normalt kan skelnes, brydes den meget ofte med lange tekstlinjer og improvisation. Da sangeren normalt akkompagnerede sig selv på guitar, er der mange eksempler på at taktslagene ikke er faste.[4]Slideguitar er meget almindeligt, der bruges oftedobro til det formål, og sangformen kan være rå, ofte rent deklamerende.
Teksterne handler som mange andre bluessange om slaveri, fattigdom, ulykkelig kærlighed og andre former for problemer. Som et særligt træk findes der en række sange, der omhandler naturkatastroferne i Deltaet. I 1892 var det enbille,boll weevil, der ødelagde bomuldsmarkerne, hvilket blandt andre Charley Patton har beskrevet.(IMississippi Bo Weavil Blues).[5] Da digerne i området brød sammen i 1927 med store oversvømmelser til følge, skabte det store oversvømmelser, som blandt andet er foreviget iBessie Smith'Back Water Blues og PattonsHigh Water Everywhere.[5] En del af teksterne har tydelige seksuelle undertoner, og er derfor blevet betegnet somdirty blues, ligesomRobert Johnson blev kritiseret for at udøve "djævelens musik"[6]
