Bogens første del udkom i1867. Marx døde imidlertid før de resterende bind kunne udgives, men andet og tredje bind blev fuldført af vennenFriedrich Engels og udgivet i henholdsvis1885 og1894. Fjerde bind blev redigeret, delvis omskrevet og udgivet afKarl Kautsky.
Efter årtiers studier aføkonomi og en række forarbejder (frem for altGrundrisse der Kritik der politischen Ökonomie,Zur Kritik der politischen Ökonomie ogTheorien über den Mehrwert) udkom i 1867 det første bind:Der Produktionsprozess des Kapitals.Friedrich Engels sammenstykkede efter Marx’ død i 1883 to yderligere bind af de overleverede manuskripter. I 1885 offentliggjorde han yderligereDer Zirkulationsprozess des Kapitals og i 1894 afsluttedes værket med:Der Gesamtprozess der kapitalistischen Produktion.
De tre bind afKapitalen kendes i dag bedst somMEW-bind 23 til 25, og i de fleste oversættelse forefindes de i versioner med kommentarer af Marx selv og tilføjelser og redigeringer af Engels.[1].Marx’ personlige udgave af første bind er optaget iUnesco'slitterære verdensarv.[2]
Det første bind afKapitalen blev skrevet i 1867[3] på grundlag af Karl Marx'Ökonomischen Manuskripte (1863-65)[4]. I perioden december 1871 - januar 1872 udarbejdede hanpræciseringer og forandringer til første bind[5]. I årene 1872/73 blev første bind udgivet i anden udgave, hvor der især var foretaget ændringer og tilføjelser i første kapitel omvaren[6].
Marx arbejdede i fem år på en fransk udgave af første bind. I forbindelse med oversættelsen foretog han en bearbejdelse af stoffet, især med store ændringer i kapitlet om „akkumulation“. Den franske udgave blev udgivet i dele i perioden 1872–1875, men som samlet bog først i 1875.[7]
Efter Marx’ død i 1883 udgav Engels første bind i en version, hvor ændringerne i den franske udgave blev indarbejdet.[8]. I den fjerde udgave[9] (1890) var der yderligere tilføjet elementer fra den franske udgave.
I 1885 offentliggjorde Engels det andet bind afKapital[10], som var en sammenskrivning af flere forskellige forlæg, som Marx havde udarbejdet i 1860erne- og 1870ne[11]. I 1894 fulgte det tredje bind[12], som tog udgangspunkt i nogle udkast Marx havde skrevet i 1864/65,[13] men med talrige omformuleringer og tilføjelser af Engels.[14]
De såkaldte blå bind („Blauen Bände“) i Marx-Engels-Werke.
Kritikken af den politiske økonomi står som undertitel på værket og er både en kritik af den kapitalistiske produktionsmåde og af de borgerlige teorier om den økonomiske udvikling. I sin kritik af produktionsforholdene fremhæver Marx, at den kapitalistiske produktionsmåde er underlagtklassekampen om fordelingen af goderne. Forudsætningen for den borgerligeideologi om markedsfrihed erejendomsretten til produktionsmidlerne og skabelsen afmerværdi gennem udbytningen afarbejdskraften.[15] Kapitalisterne er individuelt underlagt enkonkurrence, som betyder, at den samlede kapital til stadighed skal akkumuleres ( dvs. udvides), således at hver enkelt virksomhed kun kan overleve gennem en yderligereudbytning af arbejdskraften.Arbejdslønnen bliver derfor en "byrde" for virksomhedsejerne. Denne mekanisme kan kun fungere, hvis den politiske magt stiller sig i kapitalens tjeneste og sikrer arbejderklassens afhængighed af kapitalen gennem sitvoldsmonopol.
Marx understreger, at disse forhold er menneskeskabte. Endvidere gennemføres de "bag om ryggen" på borgerne, idet disse forhold fremstilles som naturlige. Idetmarkedet forudsættes som naturligt, opstår den i Marx' terminologi "varefetichisme". I følge Marx er forståelsen af varen som en naturlig udvekslingsmekanisme mellem mennesker analog tilreligiøse dogmer.
En vare synes ved første øjekast at være en ganske simpel og triviel ting. Analysen af den viser, at den i virkeligheden er en meget kompliceret ting, der er fuld af metafysisk spidsfindighed og teologiske nykker.[16]
Marx anfører i Kapitalen også, at varen har en dobbeltkarakter i form afbrugsværdien, der er den nytteværdi, som gør den salgbar og densbytteværdi, som er dens værdi i etbytteforhold på markedet.Underkapitalismen erarbejdskraften en vare, der sælges påarbejdsmarkedet. Også arbejdskraften har både en brugsværdi, som kilde til fremstilling af varer eller tjenesteydelser, og en bytteværdi, som udtrykkes iarbejdslønnen. Omsat ipenge betyder det, at lønnen skal være netop så stor, at arbejderen kan købe de forbrugsgoder, der på det givne historiske stade kræves for at holde denne type arbejder i live fysisk, moralsk og ideologisk. Den mængde samfundsmæssigt nødvendigt arbejde, som arbejderen gennem sin løn forbruger, er imidlertid typisk betydeligt mindre, end den som ligger bundet i de producerede varer (eller tjenesteydelser). Med begrebet samfundsmæssigt nødvendigt arbejde, henviser Marx til en særlig, abstrakt måleenhed:
(...) hvordan måler man arbejdsmængder? Man måler dem i den tid, som arbejdet varer, idet man måler arbejdet i timer, dage osv.. For at kunne anvende dette mål, må man i sagens natur føre al slags arbejde tilbage til gennemsnitligt eller simpelt arbejde som dets enhed.[17]
Marx var en af de første teoretikere som hævdede, atkriser er indbygget i det kapitalistiske system. I modsætning til degenerelle ligevægtsteorier[18] der antager at markedet af sig selv etablerer ligevægt, hævdede Marx, at markedet styrer mod en uligevægt, der udløser økonomiske kriser. Iloven om profitratens tendens til fald’[19]). udbygges teorien med en konjunkturanalyse. Under en højkonjunktur sker en overophobning af kapital der skal forrentes, og en dis-proportionalitet mellem aktiviteten og kapitalbeholdningen i forbrugs- og investeringsindustrierne. Når krisen indtræffer, sker der en voldsomnedskrivning af kapitalen. Konkurser er det voldsomste udtryk for denne nedskrivning. Virksomhedslukninger og frisætning af arbejdere (arbejdsløshed) er den måde hvorpåkrisen omfordeler ressourcerne mellem samfundets forskellige sektorer.
Matematisk byggerloven om profitratens tendens til fald på følgende ligning:
p' = m/c+v = m/v / c/v+1, hvor
p' er profitraten,
m er merværdien,
c er den konstante kapital inkl. råstoffer,
v er den variable kapital (arbejdslønnen),
c/v udtrykker kapitalens organiske sammensætning, og
Marx, Karl:Kapitalen - kritik af den politiske økonomi, bind 1-3, Redaktion og indledning: Johs. Witt-Hansen, Rhodos, København 1970
Marx-Engels-Werke (MEW), Bind 23–25, Berlin/DDR: Dietz Verlag, 1962/1963/1983. Bind I efter 4. oplag 1890, bind II efter 2. oplag 1893, bind III efter 1. oplag 1894.
^Sammenlign fx Michael Heinrich:Wie das Marxsche Kapital lesen? (2008), S. 248-253; ogRolf Hecker:Die Entstehungs-, Überlieferungs- und Editionsgeschichte der ökonomischen Manuskripte und des “Kapital”. I:Altvater/Hecker/Heinrich/Schaper-Rinkel:KAPITAL.DOC - Das Kapital (Bd. 1) von Marx in Schaubildern mit Kommentaren, S. 219-240online)
Marx-Engels-Gesamtausgabe (MEGA),Zweite Abteilung. „Das Kapital“ und Vorarbeiten 15 Bände in 23 Teilbänden, Dietz Verlag, Berlin/DDR, 1976-1991, ab 2003 Akademie Verlag, Berlin. Die Abteilung wurde 2012 mit dem Band 4.3. abgeschlossen.MEGA Digital
