Der er flere personer med dette navn, seChristian 3. (flertydig).| Christian 3. | |
|---|---|
| Valgsprog: Zu Gott mein Trost allein(tysk) SPES MEA SOLUS DEUS (Gud alene er mit håb) Ske Herrens vilje | |
 Portræt udført afJacob Binck i1550 | |
| Af Guds Nåde Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers | |
| Kroning | 12. august1537 Vor Frue Kirke,København |
| Regerede | 4. juli1534 –1. januar1559 |
| Forgænger | Frederik 1. |
| Regent | Christian 3. |
| Efterfølger | Frederik 2. |
Hertug af Slesvig og Holsten, greve af Oldenburg
| |
| Ægtefælle | Dorothea af Sachsen-Lauenburg (g. 1525) |
| Børn | med Dronning Dorothea: |
| Hus | Oldenborgske slægt |
| Far | Frederik 1. |
| Mor | Anna af Brandenburg |
| Født | 12.[1] eller13. august1503 Gottorp Slot,Slesvig |
| Død | 1. januar1559 (55 år) Koldinghus |
| Hvilested | 1559 Roskilde Domkirke |
Christian 3. (12. august1503 –1. januar1559) varkonge afDanmark fra1534 til1559 ogNorge fra1537 til1559.
Han var søn afKong Frederik 1. og tilhørte denoldenborgske slægt. I hans regeringstid blevreformationen i Danmark gennemført.
Christian blev født den12. eller13. august1503 påGottorp Slot nærSlesvig som den ældste søn af Frederik 1. og dennes første hustru,Anna af Brandenburg.[2][3] Frederik var på dette tidspunkthertug afSlesvig ogHolsten i fællesskab med sin storebrorkong Hans. Moderen døde allerede 1514, da Christian var 10 år gammel, og ved faderens ægteskab fire år senere medSophie af Pommern kom den unge prins og hans eneste helsøster, Dorothea, senere gift med hertugAlbrecht af Preussen, til at stå temmelig ene over for faderen og deres unge halvsøskende. I sit 15. år fik han til lærer den højt begavede mesterWolfgang v. Utenhof, der lige kom fraWittenberg, og kort efter til hofmester den energiskeJohan Rantzau, to mænd, der fik stor indflydelse på hans liv og senere blev hans vigtigste rådgivere. I året1521 blev den unge prins under Johan Rantzaus ledelse sendt til sin morbroder kurfyrstJoachim af Brandenborg (der var gift med Christian II’s søster Elisabeth). I følge med denne kom han til at overværerigsdagen i Worms, hvor Luthers optræden gjorde et uudsletteligt indtryk på ham, der blev af den største betydning for fremtiden.[3]
Kort efter tilbagekomsten blev faderen konge i Danmark. Efter kongehyldingen i Viborg i marts 1523 drog hertug Christian som øverste befalingsmand med Johan Rantzau ved sin side gennem Fyn til Sjælland og ledede belejringen af København. I de følgende år kom han dog ikke meget til Danmark. Der udviklede sig hurtig et spændt forhold mellem ham og det endnu overvejende katolsk sindede rigsråd. Han viste sig ved enhver lejlighed som udpræget lutheraner. Åben og ligefrem, som han var i sin ungdom, lod han rigsråderne høre, at de var oprørere mod deres retmæssige konge. Han viste på denne tid ligefrem ulyst til at blive konge i Danmark.[3] Dette bragte ham atter i et spændt forhold til sin fader og flere af dennes omgivelser, der nødig ville se de med så store anstrengelser forbundne lande atter adskilte efter kongens død.
.jpg)
I 1525 giftede hans sig med den da 15-årigeDorothea, datter af hertugMagnus af Sachsen-Lauenborg, men selv derefter blev han kun knapt underholdt af sin sparsommelige fader. Han fik overladt den nordligste del afHertugdømmet Slesvig medTørning ogHaderslev Len og begyndte her straks at indførereformationen, selv i de distrikter af Nordslesvig, der hørte underRibe bispestol, uden at bryde sig ombiskopIver Munks indsigelser.[4] Samme år, 1525, lod Christian indkalde to tyske, veluddannede lutheranere,Eberhard Weidensee ogJohan Wendt, hvoraf sidstnævnte som lektor skulle undervise i den rette lære.[5] I 1527 lod Christian de tre tiggermunkeklostre i Haderslev rydde[5] og i 1528 blev samtlige præster i Christians len besked om at møde i Haderslev, hvor de fik uddelt et eksemplar af de såkaldte "Haderslevartikler" ('Artikler for landsbyernes præster'). Da en af dem, Povl Mikkelsen, valgte ikke at møde op, blev han afskediget uden videre. Præsterne måtte aflægge ed på den nye rette lære, og da tre præster fra Tørning Llen nægtede dette, blev de også afskediget. Endelig blev der udnævnt nye herredsprovster, og dermed havde Christian de facto gennemført reformationen i den nordlige del af Sønderjylland.[6] Lidt specielt er det, at der iBrøns Kirke (i Tørning Len) findes noglekalkmalerier, hvis motiver sandsynligvis har hentet deres forbilleder fraflyveblade trykt afHans Sachs iNürnberg og med klart anti-katolske motiver. Det er sandsynligt, at de er blevet lavet, mens Christian var denne kirkes patronatsherre og formentlig med hans tilsagn.[6]
Christian var i 1526statholder i Danmark i syv måneder under faderens fravær.[7]
Han var nu en ung mand, der ved sit væsen forstod at vinde sig mange venner. Men han beskyldes for på denne tid at have ført et lidt lystigt liv. Hans ungdommelige begejstring, der endnu kunne forlede ham til uoverlagte skridt, var ikke vel set hos faderen. Han søgte da trøst hos sin søster Dorothea, der i 1525 var blevet gift med hertugAlbrecht af Preussen. Disse foreslog faderen, at gøre ham til statholder iNorge for at skaffe ham en større virkekreds. Kongen sendte ham dog kun derop i1529 på et kortere ophold med pålidelige rådgivere ved sin side. Han viste sig også her meget virkelysten, men holdtes stadig tilbage fra kraftigere indgriben i de vanskelige forhold af sin forsigtige fader. Sin hensynsløse lutherske iver viste han også her ved, uden hensyn til sine danske rådgivere, at berøveMariekirken iChristiania dens klenodier.[4]
.jpg)
Under disse forhold blev allerede i 1529 hans unge halvbroderhertug Hans efter rigsrådets ønske hentet til Danmark for at opdrages her. At det katolsk sindede flertal i rigsrådet ville have Hans til konge, var en offentlig hemmelighed. Da Frederik I døde den 10. april 1533, overtog hertug Christian, tilskyndet af sine kraftige holstenske råder, straks regeringen i Hertugdømmerne i sit eget og sine umyndige halvbrødres navn og modtog på sine og deres vegne arvehylding iKiel den8. juni. Først havde han dog sørget for, at den nye læres udbredelse i Hertugdømmerne sikredes: "Hellere vil jeg gaa til Fods her fra og lade alt blive liggende end finde mig i deres ukristelige Levned", havde han kort efter faderens død skrevet tillandgrevePhilip af Hessen, men da denne tilrådede ham at imponere landdagen i Kiel ved sammenkaldt militær, afslog han dette.[4]
I Danmark udsatte rigsrådet kongevalget i et år. "Hertug Christian vil blive en værre Tyran end Christian II", sagde man. Både det lutherske adelsparti medMogens Gjøe ogErik Banner i spidsen og det demokratiske parti medJørgen Kock,Ambrosius Bogbinder ogJürgen Wullenwever tilbød ham tronen, hvis han ville vise sig i landet med væbnet styrke, men af samvittighedsfuldhed, også af hensyn til broderen, afslog han dette. Først da adelen i Jylland og Fyn ved møderne iSankt Sørens Kirke iRye den4. juli ogHjallese senere i juli 1534 ved udbruddet afGrevens Fejde kårede ham til konge, tog han mod tronen. Den18. august1534 blev han foreløbig hyldet iHorsens af den del af Jylland, der ikke havde sluttet sig tilSkipper Clement. Han lovede at udstede en håndfæstning og bekræfte privilegierne, dog med forbehold af, når der var kommet ro i landet, med rigsrådet og adelen at gøre "en kristelig god Skikkelse i alle Maader". Efter, at Clements-Fejden var dæmpet, hyldedes han derpå af hele Jylland påViborg Landsting den8. marts1535. Han har næppe personlig medansvar for den hårde medfart, Johan Rantzau havde ladet overgå bønderne efter Clements-Fejden. Personlig optrådte han på den rejse, han nu foretog i Jylland, mildnende og dæmpende og vandt ved sine retterting en stor del af den menige befolkning for sig.[4]
Da Christian i første omgang havde afslået tronen som tilbudt af det lutheranske mindretal irigsrådet sammen medKøbenhavns ogMalmøsborgmestre, tog borgmestrene herefter initiativ til at fåChristian 2., som stadig sammen med sin familie levede ieksil iNederlandene, genindsat medGrev Christoffer af Oldenburgs ogLübecks hjælp. Christian 3. og hans tilhængere havde kunmagten i Jylland, og dermed indledtes den krig, der senere blev kendt under navnet "Grevens Fejde".[4]
I september rejsteSkipper Clementborgere og bønder til oprør i det nordlige Jylland. En adelshær under anførsel af Niels Brock og Holger Rosenkrantz forsøgte først at bekæmpe oprørerne, men blev nedslagtet af bondehæren. Da den professionelle hær aflejesoldater, anført af Johan Rantzau blev sat ind, blev oprøret slået ned, og Clement flygtede fra Aalborg medJohan Rantzaus tropper i hælene. Han blev hurtigt fanget, da en bonde forrådte ham. Skipper Clement blev halshugget iViborg den 9. september1535, liget blev parteret og lagdes påstejle, og på hans afhuggede hoved satte man enblykrone.
I foråret 1535 satte hæren over tilFyn, hvor Johan Rantzau vandt den afgørende sejr over lübeckerne islaget ved Øksnebjerg den11. juni. Omtrent samtidig besejrede en dansk-svensk flådestyrke under ledelse afPeder Skram Lübecks flåde vedSvendborgsund.
Den forsigtige tilbageholdenhed, Christian tidligere havde vist, faldt ingenlunde i hans holstenske råders smag; de kaldte på reformer og mente, at det var nødvendigt at knække de danske "Stor-Hanser", der under Grevens fejde havde vist sig upålidelige. Det var formodentlig under dette pres, at kongen efter Københavns overgivelse den29. juli 1536 i et hemmeligt aftenmøde med sine holstenske råder og tyskelandsknægtoberster besluttede, at de katolske biskopper skulle fængsles, hvilket iværksattes tidlig næste morgen den 12. august, kongens fødselsdag. Man havde også overvejet at fængsle de verdslige medlemmer af rigsrådet, men dette blev afværget, idet der således bevaredes et dansk element i styrelsen som modvægt mod holstensk-tysk indflydelse. Man indskrænkede sig da til at aftvinge de verdslige rigsråder en forpligtelse til at finde sig i biskoppernes fængsling og reformationens indførelse. Da alle hindringer således var ryddede af vejen, gennemførtes på rigsdagen i København den30. oktober1536 en "Rigens Konstitution", hvorved bispemagten afskaffedes, og alt bispegods og alle bispetiender samt klostergodset inddroges, medens kirken for øvrigt i alt væsentligt beholdt sit gods. Den konfiskerede formue blev brugt til at betalegælden til den store hær aflandsknægte. Dermed varReformationen gennemført.Martin Luther sendte sin lykønskning til kongen. Samme dag udstedtes kongens håndfæstning, af hvilken de for kongemagten mest stødende bestemmelser fra tidligere håndfæstninger blev udeladte, og kongen fik straks sin søn anerkendt som sin efterfølger.[8]
Da Norge, hvor Christian var anerkendt af det søndenfjeldske råd, men hvor ærkebiskoppen af Trondhjem endnu gjorde modstand med væbnet magt, var blevet bragt til ro, idet ærkebiskoppen i april 1537 forlod landet, blev kongen og dronning Dorothea derpå på hans 34-års fødselsdag den12. august1537kronet afJohannes Bugenhagen iVor Frue Kirke iKøbenhavn ved en nytilrettelagt protestantisk version af kroningsceremoniellet.[9]
Da Christian blev konge, stod han over for en stor opgave: det danske samfund skulle genopbygges fra grunden, ikke blot fra krigens ødelæggelser men også med en helt ny politisk-administrativ og religiøs struktur. Tilmed måtte Christian være bundet af de vilkår, som adelen var villig til at acceptere. Første led i denne genopbygning var gennemførelsen af reformationen. Gennemførelsen havde to sider, dels den trosmæssige og kirkelige, dels den verdslige som blandt andet omfattede de kirkelige besiddelser. Udgangspunktet herfor blev håndfæstningen og en reces, begge dateret samme dag. Det indledte et omfattende reformarbejde, vigtige love gennemførtes, lensvæsenet ordnedes på en for kongemagten langt gunstigere måde end tidligere. Selv i besiddelse af kirkelig og videnskabelig sans støttede kongen enhver stræben i denne retning, universitetet genoprettedes, og Christian opretholdt en stadig forbindelse med Luther ogMelanchthon.[8]
Christians håndfæstning og en reces udstedt vedherredagen den30. oktober1536 fastlagde vilkårene for rigets styrelse, en statsforvaltning der med tilpasninger varede frem til enevældens indførelse i 1660.[10] Christian måtte her acceptere vilkårene for adelens støtte: han måtte kun pålægge herremændenes fæstebønder skat, optage ikkeadelige i adelsstanden, stadfæste udenlandske privilegier og begynde krig med rigsrådets samtykke. Det blev forbudt for borgere og bønder at købe eller pante jordegods, som havde tilhørt adelige. Adelen måtte frit til udlandet sælge så mange opfedede stude, som de selv kunne fodre eller lade opfodre hos deres fæstebønder, mens bønder fik ret til frit at sælge til konge, adel og andre.[11]
Adelen skulle "nyde, bruge og beholde deres jordegods og tjenere frit til evig tid med hals, hånd og al anden herlighed og rettighed, så at vi [Christian] eller vore fogeder og embedsmænd skulle aldeles intet befatte os med deres tjenere, gods, enemærke, skov, fiskevand eller nogen anden herlighed, enten medsagefald, gæsteri, ægt arbejde eller anden besværing."[12] Det var en bestemmelse, som gav adelen store friheder.
I Danmark gennemførtes derpå med ro og sindighed de store reformer, som de ny forhold krævede. Kirkens stilling ordnedes vedkirkeordinansen af2. september1537, men en ny udgave kom i1542, samme år som hertugdømmerne fik deres kirkeordning.[13] De gamle bisper blev afskaffet og erstattet af nye, såkaldte "superintendenter", men begrebet slog aldrig an, og senere gik man tilbage til betegnelsen "bisper".[14] Samtidig med kirkeordinansens vedtagelse blev udnævnt syv danske bisper samt en norsk. Stiftsinddeling og sogneordning forblev uforandrede, og der blev i hvert stift udnævnt en særlig stiftslensmand, der skulle repræsentere kongen i det stedlige kirkestyre.[15]
Kirkeordinansen bestemt, at der skulle oprettes enlatinskole i alle købstæder og at der kun skulle være denne ene skole. Dette blev efterlevet således, at der i løbet af 1500-tallet efterhånden blev oprettet skoler i de købstæder, der tidligere ingen havde haft.[16] Latinskolerne skulle drives for indtægterne fra det tidligere kirkegods og kongetienden (den tredjedel aftienden, som tidligere var blevet betalt til bispen). Købstæderne blev gjort ansvarlige for driften af skolerne, og både superintendent og lensmand skulle føre tilsyn. Skolerne skulle inddeles i 3-4 klasser, i større byer dog i 5. Undervisningen blev fastlagt efter retningslinjer fastlagte afMelanchthon og Bugenhagen.[17] Kirkeordinansen bestemte også, at børn og unge i landsbyerne skulle undervises en gang om ugen, og efterhånden fik børnene også kendskab til det skrevne ord,[18] men der gik dog omkring hundrede år inden, at læse- og skrivekundskaber begyndte at brede sig på landet.[19]
Kongens samarbejde med Johannes Bugenhagen fortsatte. Bugenhagen skrev fra Nyborg til alle landetspræster ogdegne og opfordrede til at finde godemusikere, der kunne skrivemelodier, som nyesalmer og sange kunne synges på i forbindelse med den nyegudstjeneste.[20]
En følge af reformationen var, atBibelen skulle oversættes til dansk. En oversættelse forelå faktisk allerede i 1543. Den var lavet afChristiern Pedersen, der blandt andet havde væretbogtrykker i Malmø. Denne oversættelse blev nu kontrolleret af en sagkyndig gruppe bestående af blandt andrePeder Palladius ogNiels Hemmingsen, og da dette eftersyn var afsluttet, kunne Bibelen trykkes i1550 under navn afChristian 3.s Bibel i et oplag på 3.000. Prisen var 5daler, omtrent prisen på en god ko. Biblerne blev købt af kirkerne, og da nogle af dem forsvandt, blev det i 1569 pålagt kirkeværgerne at sørge for genanskaffelse.[21]
I kirkerne bevirkede reformationen indførelsen af enprædikestol og senere også bænke at sidde på.[22]
Christian 3. havde god personlig kontakt med Martin Luther, der bagefter skrev til ham: "At Deres Majestæt har udryddet de katolske biskopper, som jo ikke ville ophøre med at forfølgeGuds ord og bringe forvirring i statsstyret, har behaget mig, og jeg skal gerne udadtil hjælpe med at forklare og forsvare det…Samtidig beder jeg ydmygt om, at Deres Majestæt vil bruge så meget af det gejstlige gods, som er inddraget under kronen, at kirkerne kan blive rimeligt forsørgede."[23]
Christian 3. var dybt religiøs. Han måtte ikke forstyrres, før han havde afsluttet sin morgenandagt. Om formiddagen tog han sig tid til at læse i Luthers skrifter "med høj og tydelig røst". Blev der tid, hørte hanprædikener også i ugedagene, og ved taflet diskuterede han teologiske problemer.Niels Hemmingsen fortæller, at kongen iblandt prædikede for hoffet. Om aftenen sang han iblandtsalmer. I sine breve til Luther fortalte kongen nyheder fra Danmark, bad om råd i enkeltsager, og sendte Luther gaver i form af penge,sild ogsmør, der var efterspurgte varer fra Danmark. Efter Luthers død understøttede Christian 3. hans enke og børn. Luther havde sendt ham bøger med dedikation, orienteret ham om danske studenter i Wittenberg, og formanet ham om standhaftighed i troen, da "Satan jo aldrig sover", som han skrev.[24]
Da Christian blev konge, var tre fjerdedele af landetsherreder under bisper og verdslige adelsmænd. Reformationen indebar, at bispernes og klostrenes jordegods overgik til kongen, hvorved krongodset voksede fra at have udgjort omkring en fjerdedel til omkring halvdelen af det samlede jordegods i Danmark. Der er blevet beregnet, at dette indebar omtrent en tredobling af denlandgilde regnet i korn, som fæstebønderne skulle betale til kronen, en stigning fra omkring 100.000 til 300.000 tønder korn. Dermed nærmede man sig datidens statsøkonomiske ideal, domænestaten, hvor kronen var selvfinansierende og ikke behøvede at opkræve ordinære skatter.[25]
En afledt virkning af ejendomsforøgelsen var, at der nu skete en omlægning af administrationen. I forlængelse af inddragelsen af kirkegodset under Kronen blev der gennemført en reform af lensvæsenet: i første omgang drejede det sig om at skabe et overblik over forholdene. I 1545 blev samtlige lensmænd indkaldt til møde, hvor de måtte forelægge dokumenter for deres adkomst til deres len.[26] Dernæst blev der gennemført en sammenlægning af de mindre len i færre og større, hvorved antallet faldt fra ca. 300 til ca. 230 i 1558. Allerede i 1545 blev antallet af hovedlen nedbragt fra 66 til 56. I 1559 omfattede regnskabslenene tre fjerdedele af landet.[27] Dernæst blev der oprettet en ny centaladministrativ enhed,rentekammeret, til at forestå regnskabsføring og tilsyn med krongodset.[28]
Rigsråderne blev fordelt på hovedlenene for at sikre kontrol med lokalforvaltningen. De lavadelige slægter, som tidligere havde levet af at administrere kirkegods, mistede nu i vid udstrækning dette eksistensgrundlag, og mange endte som almindelige bønder.[29]
På det tidspunkt, hvor Grevens Fejde fandt sted, havde Danmark oplevet en stigende eksport af levende stude.Studehandelen gik sydover til kvægmarkederne iWedel vedElben vest forHamborg, hvor der blev afholdt et stort marked begyndende 25. marts, som varede 3-4 uger. Herfra gik studene videre til de store byer: Hamborg ogLübeck, men langt de fleste blev sejlet over Elben i pramme til omegnen afStade, hvorfra de i løbet af sommeren blev sendt tilgrevskabet Oldenborg, Rhinlandet ellerHolland ogBrabant.[30] Eksporten var stærkt stigende i første halvdel af 1500-tallet[31] og var en god forretning for adelen og for Kronen.[32] Midt under krigen besluttede Christian, at de bønder i Jylland, som havde støttetskipper Clement, i stedet for at blive halshuggede skulle betale "halsløsning" i form af en stud. Bønderne skulle beholde dyrene sommeren over og først aflevere dem til kongen om efteråret (når de var opfedede) efter kongens nærmere ordrer.[33] Derved opnåede kongen af fremstå som mild og nådig og samtidig var det en god forretning for ham.
Nyborg blev nyt hovedsæde for regeringen. Her gik kongen i gang med et omfattende byggeri, der angik både slottet, købstaden og fæstningsværkerne. Selve slottet blev udvidet og moderniseret, blandt andet fik det en ny storriddersal og privategemakker. Slottets forsvarsværker blev forstærket med enskyttegang, tykkere mure og et forstærket indgangsparti. Byen fik en ny, moderne vandforsyning. Et nyt kvarter blev grundlagt bag kirken, og hele købstaden omgivet af fæstningsværker. En stor fæstningsport blev opført tværs gennem forsvarsværkerne på landsiden, mens kongen mod havet lod opføre en nyskibsbro ved Strandporten, og vejen blev gjort bredere. En kongeligdyrehave blev anlagt vest for byen.[34] I tilknytning til slottet opkøbte kongen adskillige grunde, lod de gamle ejendomme nedrive og skabte en stor turnerings- og torveplads foran slottet.[35] Selv viste Christian sig under hele sin regering som et eksempel på Gudsfrygt og fromhed, hvilket atter virkede gavnlig på hele hans hof, hvorfra der udgik en religiøs og alvorlig tone, der spores hos den bedre del af adelen i den følgende tid.[8]
Christian havde sans for musik. Det blev bestemt, at eleverne vedlatinskolen skulle synge for kongen således, at han kunne høre, om de gjorde fremskridt. Sangere og musikere blev ansat ved hoffet og hørte til de bedst betalte hoffolk. I1541 fik kongen komponeret helt ny musik til sithof. Denne skulle spilles ved det kongeligetaffel, når kongen ankom til måltiderne og mellem retterne.[20] I 1557 lod kongen indkøbe 5 nye messer. Disse var allerede kendte værker ved andre hoffer og blev nu også en del af repertoiret ved det danske hof.[36] Leder af kongenskantori var musikerenJørgen Preston, der skrev i alt 19 større og mindre kompositioner.[37] Christians interesse for musik afspejler sin også ved, at han i 1555 lod sin repræsentant i Lübeck,Gert Reutter, bestille et antal nye instrumenter "af højeste kvalitet og største elegance" fraNürnberg.[38]
Samtidigt med reformationens gennemførelse ordnedes Hertugdømmernes forhold endeligt, idet kongen delte landene med sine nu myndige halvbrødre,Hans ogAdolf, på hvis vegne han siden 1533 havde ført hele regeringen. Dette medførte et brud med Johan Rantzau, der som det slesvig-holstenske ridderskabs fører i delingerne så en svækkelse af forbindelsen mellem de to hertugdømmer og derfor ønskede en fællesregering af alle brødre i forening uden særlige delinger. Efterhånden havde kongen desuden frigjort sig for de bånd, hans holstenske råder tidligere havde lagt på ham, og atter udsonet sig med de danske stormænd, som tidligere havde sluttet sig til grev Christoffer, lige som også biskopperne efterhånden havde fået deres frihed mod at udstede forpligtelser om ikke at lægge den ny ordning hindringer i vejen.[8]
Ifølge den danske håndfæstning var det bestemt, at Norge, hvis det atter kom i forbindelse med Danmark, skulle betragtes som en provins af dette land ligesom Jylland eller Sjælland. Imidlertid blev denne bestemmelse, der desuden stred mod kongeslægtens arvekrav, ikke gennemført, idet kongen i sin titel vedblev at nævne landet som et særegent kongerige, men Reformationen blev indført ved kongebud, og da den katolske bispemagt afskaffedes, ophørte tillige et særegent norsk rigsråd. Landet sank derved ned til at blive et slags lydland under den danske Krone og styredes i alt væsentligt af danske lensmænd. Landet gik imidlertid frem i materiel udvikling, og at det var i Christians tid, atChristoffer Valkendorf somlensmand iBergen indskrænkede det lybske handelskontors hidtil store myndighed.[39]
Retsvæsenet havde tidligere været ret uoverskueligt i kraft af, at der havde eksisteret gejstlige domstole ved siden af verdslige. Nu blev der indført en entydig rækkefølge: lavest varherredsting og byting. Herfra kunne klages tillandsting og endelig tilkongens retterting. Rettertingen kom til at bestå af to dele, den ene blev normalt ledet af konge og rigsråd og skulle afgøre alle sager vedrørende adeliges liv og ære. Adelige sager kunne kun afgøres her. Den anden blev ledet af rigens kansler og kunne sætte, hvor han befandt sig. Afgørelser herfra kunne appelleres til kongen og rigsrådet.[40]
Christian havde under Grevens Fejde fået hjælp fra den svenske kongeGustav Vasa. De to var svogre, idet de var gift med to søstre, hertugdøtre fraSachsen-Lauenborg. Da krigen nu var ovre, var det en naturlig ting at forsøge at befæste det gode forhold. Det skete medaftalen i Brømsebro 1541. Den skulle have gyldighed i 50 år og gik ud på gensidig hjælp mod indre og ydre fjender. Sverige opgav sit tidligere krav på Gotland, og det blev fastlagt, at eventuelle stridigheder mellemDanmark-Norge og Sverige skulle afgøres ved forhandling og voldgift.[41]
Mod syd var Tyskland splittet mellem den katolske kejser, Karl V, og en stærk alliance af protestantiske fyrster og byer,Det schmalkaldiske Forbund. I1538 indgik Christian en gensidig bistandsaftale med forbundet, og i1541 indgik han yderligere et forsvarsforbund med Frankrig. Øresund blev spærret for nederlandske skibe, og en stor flåde blev udrustet for et angreb på Nederlandene, men en storm splittede flåden, og hjælp udeblev. For den tyske kejser blev det en målsætning at få Christian skilt fra forbundet. Det endte efter forhandlinger med indgåelsen afSpeyertraktaten i1544. Denne gav de nederlandske byer fri handelsret i Danmark, og samme vilkår i Norge som Hansestæderne. Det danske forbund med Frankrig måtte opgives, men til gengæld anerkendte kejseren Christian som retmæssig konge, mens den afsatte Christian II til gengæld skulle have sin frihed igen. Det skete kun delvis: i1549 blev han overført fraSønderborg Slot tilKalundborg Slot, hvor han levede de sidste ti år af sit liv.[42]
Christian 3. døde påKoldinghus den1. januar1559 efter flere års svagelighed i sit 56. år og blev den 3. februar bisat iSankt Knuds Kirke iOdense. I 1579 flyttedeFrederik II liget tilHellig Tre Kongers Kapel iRoskilde Domkirke og lod af nederlandske kunstnere i renæssancestil opføre det endnu stående gravminde, der regnes som et af de skønneste kunstneriske monumenter i Norden.[43]
Han blev efterfulgt som konge af sin ældste søn,Frederik, der allerede i1536 var blevet valgt som tronfølger. Efter at have underskrevethåndfæstningen, besteg han tronen som Frederik 2.
Christian 3. giftede sig den29. oktober1525 iLauenburg medDorothea af Sachsen-Lauenburg, datter afhertugMagnus 1. af Sachsen-Lauenburg ogKatharina af Braunschweig-Wolfenbüttel. Christian og Dorothea fik fem børn:
| Navn | Født | Død | Bemærkninger |
|---|---|---|---|
| MedDorothea af Sachsen-Lauenburg | |||
| Anna | 22. eller25. november1532 | 1. oktober1585 | Gift1548 medkurfyrstAugust af Sachsen |
| Frederik | 1. juli1534 | 4. april1588 | Konge afDanmark ogNorge1559–1588 Gift1572 medSophie af Mecklenburg |
| Magnus | 26. august1540 | 18. marts1583 | Fyrstbiskop afØsel ogKurland,titulærkonge afLivland1570–1578 Gift1573 medMaria Vladimirovna af Staritsa Begravet i Roskilde Domkirke |
| Hans | 25. marts1545 | 9. oktober1622 | Hertug afSlesvig-Holsten-Sønderborg Stamfar tilChristian 9. og dermed til det nuværendeglücksborgske kongehus Gift 1. gang1568 medElisabeth af Braunschweig-Grubenhagen Gift 2. gang1588 medAgnes Hedvig af Anhalt |
| Dorothea | 29. juni1546 | 6. januar1617 | Gift1561 medhertugWilhelm af Braunschweig-Lüneburg-Celle gennem en af sine sønner oldemor til grundlæggeren af det nuværendeengelske kongehus. |
tysk Wikisource) | Wikimedia Commons har medier relateret til: |
Christian 3. Født: 12. august 1503Død: 1. januar 1559 | ||
| Titler som regent | ||
|---|---|---|
| Foregående: Frederik 1. | Konge af Danmark 1534 – 1559 | Efterfølgende: Frederik 2. |
| Konge af Norge 1537 – 1559 | ||
| Hertug af Slesvig 1533 – 1559 medHans (1533–1559) medAdolf (1533–1559) | ||
| Hertug af Holsten 1533 – 1559 medHans (1533–1559) medAdolf (1533–1559) | ||
| (ca. 872–1319) |
|  |
|---|---|---|
| Borgerkrigstiden (1130-1240) | ||
(1240-1319) | ||
| Folkungaslægten (1319–1387) | ||
| (1388–1412) | ||
| Huset Pommern (1389–1442) | ||
| Huset Wittelsbach (1442–1448) | ||
| Huset Bonde (1449–1450) | ||
| Huset Oldenborg (1450–1814) | ||
| Huset Holsten-Gottorp (1814–1818) | ||
| Huset Bernadotte (1818–1905) | ||
| Huset Glücksborg (siden 1905) | ||
