| Charles Augustin Sainte-Beuve | |
|---|---|
 | |
| Personlig information | |
| Født | Charles-Augustin Sainte-Beuve 23. december1804 Boulogne-sur-Mer,Frankrig |
| Død | 13. oktober1869 (64 år) Paris,Frankrig |
| Gravsted | Cimetière du Montparnasse |
| Nationalitet |  Fransk |
| Partner | Adèle Foucher |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | collège Bourbon de Saint-Denis, lycée Charlemagne, Lycée Condorcet |
| Medlem af | Académie française (fra 1844) |
| Beskæftigelse | Professor,litteraturhistoriker,historiker, aforist, forfatter,litteraturkritiker,digter,politiker |
| Faglig interesse | Lægevidenskab |
| Arbejdsgiver | Universitetet i Liège (1848-1849),Collège de France (1854-1869),École Normale Supérieure (1858-1861) |
| Kendte værker | Causeries du lundi, Volupte, Chateaubriand et son groupe litteraire sous l'empire, Portraits contemporains, Vie, poesies et pensees de Joseph Delorme med flere |
| Bevægelse | Romantikken |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Ridder af Æreslegionen, Concours général (1822) |
| Information med symbolet hentes fraWikidata.Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Charles Augustin Sainte-Beuve (født23. december1804 iBoulogne, død13. oktober1869 iParis) var en fransk forfatter, litteraturhistoriker og litteraturkritiker.
Efter et par religiøst bevægede ungdomsår, nogle års medicinstudium og ivrig fordybelse i den sensualistiske filosofi, ældre og nyere - hvilket alt sammen satte spor i hans udvikling og litterære produktion - begyndte han sin forfattervirksomhed1824-27 med en række mindre artikler i de unge Talenters tidsskrift,Le Globe, den doktrinæreliberalismes organ.
Snart kom han i berøring medVictor Hugo, hvis hustru han forelskede sig i, blev deltager i digterkredsen "le Cénacle" og optrådte i de følgende år selv som digter med en samlingPoésies de Joseph Delorme (1829. En ung brystsyg digter angaves som forfatter). Men mere opsigt gjorde det litteraturhistoriske prisskriftTableau de la poésie française au 16. siècle (1828), hvorPierre de Ronsard og hans skole atter vaktes til live.
En ny digtsamling,Les Consolations (1830), betegner en ny periode i hans åndelige vækst: han er atter under denkatolskemysticismes påvirkning; dog er her kun tale om en "litterær omvendelse", hvorom også den erotisk-religiøse, personligt inspirerede romanVolupté (1834) vidner. Samtidig skrev han i tidsskrifter talrige, fortrinlige litteraturkritikker, siden samlet i bøger.
EfterJulirevolutionen kom Sainte-Beuve, der følte sig højlig skuffet over det ny regimente, en tid i forbindelse medSaint-Simonisterne; men jo mere kritikeren kom op i ham, desto vanskeligere blev det ham at slutte sig til nogen bestemt retning, om end han endnu gennemgik en republikansk fase underArmand Carrels indflydelse og en evangelisk-demokratisk som ven afHughes Felicité Robert de Lamennais.
Et ophold iLausanne1837-38 stillede ham ansigt til ansigt medprotestantismen, der også gav ham impulser. Arbejder fra perioden indtilFebruarrevolutionen er hans sidste digtsamling,Pensées d'août (1838), hvori den engelske søskoles indflydelse erkendes, og de første bind af hans store værk,Histoire du Port-Royal, et i mange henseender ypperligt arbejde, der begyndtes med udpræget sympati forJansenismen (1840—60, i alt 5 bind; 3 udgaver i hans levetid).
Som kritiker virkede han dengang ved bladetRevue des deux Mondes, og dette tidsskrift skilte han sig aldrig fra; det er hvad han har meddelt dér, som mest udgør indholdet af den række bind, der kaldesPortraits littéraires,Portraits centemporains ogPortraits de femmes (de er komne i flere, indbyrdes ret forskellige udgaver).1844 kom han ind iAkademiet.
Revolutionen 1848 jog ham den dog ikke synderlig orleanssindede tilBelgien; men næste år, da der syntes at være kommet ro, var han igen i Paris, og fra nu af begynder hans berømteste litterært-journalistiske arbejde,Mandagsfeuilletonerne eller -kronikerne (les Lundis blev formelig et typisk udtryk), først iLe Constitutionnel, dernæst iMoniteur universel, sidst iTemps. Skønt han naturligvis ingenlunde var begejstret for statskuppet, ræsonnerede han dog, at kejserdømmet var det forhåndenværende heldigste; han fik ansættelse som professor ilatinsk digtekunst ved Collège de France; men da han ville begynde sine forelæsninger (foråret1855), blev han genstand for en så larmende moddemonstration fra studenternes side, at han måtte holde op. Han stod imidlertid underNapoleon III de mest frisindede af dynastiet (prinsNapoleon og hans søster) nærmest, angreb klerikalismen i skrift og - siden han var udnævnt til senator1865 - i tale, så at han på ny vandt popularitet hos ungdommen, og de medicinske studenter hyldede ham in corpore i den fri tankes navn.
Af bøger fra hans sidste 20 år er at nævne:Chateaubriand et son groupe litteraire (2 bind, 1860),P. J. Proudhon (1865),Étude sur Virgile (1867); i betydning når de dog ikke den stolteSerie Causeries du lundis (i alt 28 bind,1851—70). Efter hans død udkom hansCorrespondance (3 bind,1877—80),Lettres à la Princesse (1873) ogLes cahiers de Sainte-Beuve (1876).
Hans mange fjender har endnu efter hans død fremdraget visse svage sider ved hans privatliv på en nidsk og usmagelig måde; men for litteraturhistorien står han ubetinget som en afFrankrigs største forfattere. Han er udmærket som historiker, æstetiker, litteratur- og kulturhistoriker, men især som biografisk essayist; hans digterbegavelse tjente ham her ikkemindst. En lige så lærd som åndfuld forsker, der altid attrår at vide ("Plaisir désintéressé de la curiosité critique!" udbryder han) og næsten altid magter at forstå; en ærlig skeptiker, underbyggende sin ihærdige søgen med rig menneskekundskab, vunden — rigtignok tillige med en slump menneskeforagt og ironi - gennem hans vekslende åndelige faser; ingen systematiker, men bøjelig som kun få i sin opfattelse; en stilist, som - når den noget for pillent ciselerende sprogkunst i hans yngre år fraregnes - i sin fremstilling udfolder det franske sprogs naturlige lethed og klarhed på uforlignelig vis.
Der gives vel anden berettiget kritik end Sainte-Beuves psykologiske; men en læsning så suggestiv og indtagende som hans essays er der knap magen til. "Unser aller Meister" kaldes han da også afKarl Hillebrand, der selv kendte faget til bunds. I Danmark er især litteraturhistorikerenPaul V. Rubow inspireret af Sainte-Beuve.
| Denne artikel stammer hovedsagelig fraSalmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved atajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst– eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret– fjern da venligst skabelonen og erstat den med etdybt link tilSalmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |
