I Renæssancen var celloen populær og anset som et vigtigt og elegant instrument. Men i dens senere år voksede den håndholdte, højlydte version meget i popularitet, og celloen endte med kun at være et populært instrument blandt de andre knæholdte modeller.
Omkring 1700 fik italienske musikere igen gjort celloen til et populært instrument i Nordeuropa, da der omkring 1660 blev opfundet trådbundne strenge, og de gjorde det muligt at spille finere og højere end før. Der blev foretaget mange ændringer op til 1750, hvorefter celloens størrelse og stemning blev, som vi kender den i dag.
