| C.E. Rotwitt | |
|---|---|
 C.E. Rotwitt | |
| Danmarks 7. konseilspræsident | |
| Embedsperiode 2. december1859 – 8. februar1860 | |
| Monark | Frederik 7. |
| Foregående | C.C. Hall |
| Efterfulgt af | C.C. Hall |
| Minister for Holsten og Lauenborg | |
| Embedsperiode 2. december1859 – 8. februar1860 | |
| Foregående | I.J. Unsgaard |
| Efterfulgt af | Regnar Westenholz |
| Justitsminister | |
| Embedsperiode 2. december1859 – 8. februar1860 | |
| Foregående | C.F. Simony |
| Efterfulgt af | A.L. Casse |
| Personlige detaljer | |
| Født | 2. marts1812 Hillerød,Danmark |
| Død | 8. februar1860 (47 år) København,Danmark |
| Gravsted | Assistens Kirkegård |
| Fulde navn | Carl Eduard Rotwitt |
| Ægtefælle(r) | Albertine Georgine Ratenburg |
| Uddannelse | Jurist |
| Uddannelsessted | Københavns Universitet |
| Beskæftigelse | Politiker |
| Informationen kan være hentet fraWikidata. | |
Carl Eduard Rotwitt (født2. marts1812 iHillerød, død8. februar1860 iKøbenhavn) var endanskjurist ogpolitiker, der varDanmarks 7. konseilspræsident (statsminister) fra1859 til1860.
Rotwitt valgtes allerede tilFolketinget i1849 og i1853 tildets formand, hvilket han var til1859. Han varkonseilspræsident ogjustitsminister1859-1860 i spidsen forMinisteriet Rotwitt. Han døde som regeringsleder kun 47 år gammel.
Rotwitt blev født 2. marts 1812 – samme år som hans to nærmeste forgængere,C.C.G. Andræ ogC.C. Hall – i Hillerød og var søn af konsumtionsskriver Otto Johan Rotwitt (1766-1836) og Marie Elisabeth f. Broch. Han blev1828 student fraFrederiksborg Skole og tog1833 samt på ny1834 juridisk eksamen. Allerede1836 blev hanprokurator iThisted,1841landvæsens- ogtiendekommissær sammesteds og i slutningen af1842højesteretsadvokat (foretrukket forOrla Lehmann).
Han tog ingen del i den politiske kamp før1848, men var i august 1848 medlem af bestyrelsen forHippodrommøderne og opstilledes som det demokratiske partis kandidat ved valget i Thisted tilden grundlovgivende Rigsforsamling, dog uden held. Derimod valgtes han1849 tilFolketinget iFrederiksborg Amts 5. Kreds og genvalgtes her indtil sin død, som oftest ved kåring.[1] Han sluttede sig vel tilBondevennernes Selskab og udtalte allerede1850, hvor ønskeligt det ville være snart at få en lov om fæstevæsenets afløsning, men han var ingen udpræget partimand og stemte i reglen imod partiets yderliggående forslag; dog stemte han for Frølunds forslag om at nægte de første digtergager og imod bevillingen til den første bondehøjskole.[2] Han tog kun sjældent ordet, men blev tidlig medlem af vigtige udvalg,1850 om udjævning af hartkornsforskellen og om pensionsloven, 1850-51 afFinansudvalget (på ny1852-53) og af udvalget om toldgrænsens forlæggelse (var dets formand), 1851-52 om den ny kommunalordning og 1852-53 af den forenedeRigsdags 25 mands udvalg om arvefølgen. 1852 var han Bondevennernes kandidat til formandspladsen i Folketinget og blev i juni 1853J.N. Madvigs efterfølger i dette hverv, som han i mere end seks år røgtede med stor dygtighed og sikkerhed, hvorfor hans genvalg ingensinde mødte modstand. Han hævdede i oktober1854 med kraft tingets værdighed ogGrundlovens uindskrænkede gyldighed over forministeriet Ørsted, men ville dog ikke være med til at overbringe tingets mistillidsadresse til kongen. Efter evne støttede han det følgende ministerium iFællesforfatningens gennemførelse1855, ligesom han1858 fastholdt dens usvækkede lovlighed over forJ.A. Hansen og hans meningsfælle.1856 valgtes han i Folketinget – dog ikke af bondevenner – til medlem af Rigsrådet, men indtog her en meget tilbagetrukken stilling; han stemte 1858 forKøbenhavns Søbefæstning.[3]
Imidlertid var han i december1855 blevetamtmand i Frederiksborg Amt og kom derved til at stå i et nærmere personligt forhold til kongFrederik VII ogdennes ægtefælle; han blev i december 1858kammerherre. Dette var sikkert medvirkende til, at han efterministeriet Hall Is afgang2. december1859 blev konseilspræsident og justitsminister samt midlertidig minister forHolsten. Det ministerium, han således dannede, var vistnok langt fra at være etVenstre- eller Bondevenneministerium – foruden Rotwitt selv hørte kunV.A. Borgen til Bondevennerne –, men det stod dog i skarp modsætning til dets nærmeste forgænger, som var af rennationalliberal farve, og blev straks hilst med stor velvilje af Folketingets flertal, men med lige så stærk mistillid af de den gang rådende kredse og af hovedstadens befolkning.[3]
Som justitsminister gjorde Rotwitt det første skridt til at få retsbetjentene satte på fast lønning (sagen ordnedes1861 af hans eftermand) og til at få afgjort et længe omtvistet spørgsmål om erklæringers meddelelse til ansøgere og klagere, hvilket han allerede 1852 som udvalgsmedlem havde haft lejlighed til at give sig af med, i det han da forgæves søgte at gennemføre et mæglingsforslag.[3] Endvidere gavChristian von Jessen som indenrigsminister stødet til en ny kommunal valglov for købstæderne og til genoptagelse af spørgsmålet om jernbaner iNørrejylland, medens Borgen ville forberede præsternes faste lønning. Men hvorvidt ministeriet Rotwitt ville have formået at lede udviklingen ind i et raskere og mere demokratisk spor, endsige om det havde kunnet fremkalde en løsning af striden med Tyskland (der påtænktes åbenbart en bestemtere udskillelse af Holsten), det kom til at stå hen i det uvisse, da ministeriet efter kun to måneders beståen opløstes ved Rotwitts pludselige død 8. februar 1860.[4]
Dog havde Rotwitt i den korte tid vundet almindelig agtelse ved sin dygtighed, selv hos politiske modstandere, og man erkendte fra alle sider, at hans bortgang var et stort tab for landet. Hans jordefærd foregik under megen højtidelighed,N.F.S. Grundtvig holdt ligtalen, og i ligfølget var bl.a. de 500 bønder, som fra alle landets egne var sendte ind til kongen i anledning afFrederiksborg Slots brand. I april1862 sattes på Rotwitts grav påAssistens Kirkegård et mindesmærke, "rejst af Kong Frederik VII, det menige Folk og dets Venner".[4] Rotwitt var blevetRidder af Dannebrog 1853 ogDannebrogsmand 1858.
Rotwitt havde7. november1839 ægtet Albertine Georgine Ratenburg, datter afkancelliråd, by- og birkeskriver P. H. Ratenburg i Hillerød (d. 1830). Hun døde 7. juli 1891, 79 år gammel.[4]
| Efterfulgte: Hans Schack Knuth | Amtmand over Frederiksborg Amt 1855 –1860 | Efterfulgtes af: Johan Sigismund Schulin |
| Efterfulgte: C.C. Hall | Konseilspræsident 2. december1859 –8. februar1860 | Efterfulgtes af: C.C. Hall |
| Efterfulgte: I.J. Unsgaard | Minister for Holsten og Lauenborg 2. december1859 –8. februar1860 | Efterfulgtes af: Regnar Westenholz |
| Efterfulgte: C.F. Simony | Justitsminister 2. december1859 –8. februar1860 | Efterfulgtes af: A.L. Casse |
Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave afDansk Biografisk Leksikon, udgivet afC.F. Bricka,Gyldendal (1887–1905). |
| 1848-1900 |  | |
|---|---|---|
| 1900-1950 |
| |
| 1950-2000 | ||
| 2000- |
| |
