Arden var den ældste form forplov, som blev benyttet til at pløje jorden med, førhjulploven blev opfundet. Den kan ses som et modstykke tilhakken oggravestokken. Arden kunne ikke vende jorden. Den blev holdt skråt, hvorved det pileformede hovedskær kastede det meste af jorden til den ene side.
Arden var af træ, og havde i starten kun én "tand", som "løsnede" jorden.
Arden kendes helt tilbage fralandbrugets indtog iDanmark i starten afbondestenalderen i midten af det4. årtusinde f.Kr., men findes først afbildet blandthelleristninger frabronzealderen, blandt andet i Valla og i Finntorp iBohuslen. Imiddelalderen komhjulploven, som sparede en tid og kræfter.
Arden kunne laves uden hjælp af andet endøkse ogkniv. Arden kendes i to udformninger:
Arden har været udbredt og anvendt helt op til nutiden forskellige steder i verden.[2]
Arden foretrækkes stadig mange steder i verdens tørreklimazoner, hvor jorden kun behøver at smuldres. Den kendes fra fund og afbildninger tilbage fra bronzealderen iMellem- ogFjernøsten,Europa ogIndien. Europæerne indførte den i Mellem- og Sydamerika.[3]
Arden var et yderst tilpasningsdygtigt dyrkningsredskab. Den vejede kun 10-15 kilo, men var alligevel robust, og kunne trækkes af en hest eller et par okser. Det vigtigste var dog, at en enkelt mand ved hjælp af en ard og trækdyr i løbet af et par dage kunne bearbejde og tilså nok land til at ernære sig selv og sin familie.[4] Erfaringer har vist, at en 100 meter lang ardfure kan pløjes på omkring 3 minutter med vending og eventuelle pauser. Arden pløjer jorden til en dybde af 15-20 cm. Afstanden mellem to ardfurer, fra bund til bund, er i gennemsnit omkring 30 cm. Eftersom den gennemsnitlige arbejdsevne er omkring 30 meter pr. minut, tager det omtrent to arbejdsdage på godt 8 timer at pløje 1hektar (100 x 100 meter). Arden er langt mere effektiv på sandede end på lerede jorder.[5]
Hvis arden holdes lodret, vil jorden falde lige meget til begge sider. Ved at holde arden på skrå opnåede brugeren, at det meste af jorden vil falde i den sidst oppløjede åbne plovfure.[6] Når arden var forsynet med et stejlt stillet hoved, således som tilfældet var med Døstrup-arden, fås en plov, der især egner sig til opbrydning og dybdepløjning, idet arden kan nå en dybde på 28 cm, selv i stenet jord.[7] "Såle-arden" består derimod af en tveje, hvor sidegrenen udgør åsen, som okserne trækker i, mens den kortere og tykkere del udgør sålen, som går ned i plovfuren. Bag sålen er indtappet en lodret stillet stjert (styrestang), hvoraf den øverste del er den, bonden holder i og styrer ploven. Sålen er imidlertid ofte nærmest vandret og egner sig derfor ikke til dybdepløjning men er anvendelig på jord, der allerede er smuldret i forvejen. Denne ard egner sig til dækning af sæden.[8]
En fordel ved arden er, at pløjning med ard ikke udtørrer jorden så meget som en furevendende plov.[7] Ved at pløje jorden på kryds og tværs opnås at gennembryde de balke, der bliver tilbage mellem plovfurerne efter første pløjning, hvorved jorden bliver grundigt smuldret og luftet.[7]
Forskær af jern kendes i store dele af Europa. I Nordeuropa er det ældste fund fraGotland og dateret til 400-500-tallet. Det hidtil ældste danske fund er dateret til 900-tallet.[9] Et plovskær afegetræ fraHviding syd forRibe, fundet i enbrønd, er dateret til825-850.
Det er ukendt hvor og hvornår, de ældste plove blev udviklet og taget i anvendelse. Det er sandsynligt, at det er sket i Mellemøsten, iBabylonien og i forbindelse med udviklingen afkunstvanding, idet det er muligt, at de tidligste plove alene blev anvendt til at frembringe vandingsfurer i jorden[10], måske ved at man først lod husdyr (i begyndelsen isærokser[11]) trække en hakke eller trækspade gennem jorden[12] og at redskabet med tiden har fået udvidet sit anvendelsesområde og i nogen grad erstattedehakke,gravestok ogspade som agerdyrkningsredskaber.[3] På ægyptiske og summeriske billeder ses, hvorledes de ældste plove af spadetypen var indrettede, idet de kun bestod af et plovhoved, der fortsattes opad i stjærten og var forsynet med håndtag samt en trækstang. Sådanne redskaber kendtes iIran helt op til 2. verdenskrig, og lignende spadeplove blev anvendt vedsvedjebruget i Skandinavien,Rusland samt iIndien ogKina.[13] Et indirekte vidnedsbyrd om ardens oprindelse er, at det oldnordiskearðr er afledt af latinskaratrum og græskarotron, der igen er afledt af semittiskharath, der betyder "at pløje".[13]
I visse dele af verden, fx Oceanien, Amerika og Afrika fraset Egypten, blev landbrug drevet uden plov[14], hvilken først blev indført ved koloniseringen fra Europa.[3]
Et stykke ind iyngre stenalder begyndte man at pløje både på langs og tværs af jordstykket, såkaldtkrydspløjning, for at få jorden løs, let og fri for ukrudt. De første eksempler i Norge på krydspløjning fraoldtiden blev fundet på Hunnfelterne[15] iØstfold i1950. Oldtidens agre fremstår med mørke, krydsende striber; for hver gang ardskæret stak dybt, trak det mørk jord ned i den lyse, sterilemoræne nedenunder. Tilsvarende fund er gjort på den forblæste lilleø Fjørtoft[16] nordvest forÅlesund.[17] Ardspor under dysser og gravhøje i Danmark viser, at man kun pløjede en enkelt eller højt nogle få gange. Det tyder på, at marker kun blev genopdyrket nogle få gange på samme sted. Dette taler for et ekstensivt agerbrug med græsgange og åben græsningsskov, der i perioder omdannes til små agre.[5]
Egentlige eksemplarer af arder kendes først frabronzealderen, og fra samme tid kendes afbildninger påhelleristninger[18], blandt andet fraBohuslen.[19]
En næsten komplet, men udateret eksemplar af en bueard er fundet i enmose vedDonneruplund vedVejle. Andre fund er gjort iDøstrup iHimmerland og i Hendriksmose i daværendeViborg Amt, henholdsvis daterede tilyngre bronzealder ogældre jernalder.
Undersøgelser afdyrkningslagene under gravhøje har også vist, at disse var ret tynde, kun 15-17 cm, og ofte kun indeholdt lidt organisk materiale, det vil sige, at den oprindeligemuldjord var nedbrudt ogpodsoleringsprocesserne (hvorved der indtræder en udvaskning af næringsstoffer) langt fremskredne. Dette taler for, at man frem til jernalderens begyndelse enten ikke kendte til betydningen af gødskning eller ikke har fundet det indsatsen værd.[20]
Vi kender meget lidt til stenalderens og bronzealderens dyrkningsfelter. Samlede dyrkningsfelter kendes først frakeltisk jernalder i form afdigevoldingsagre. Deres fremkomst er sammenfaldende med, at det kan påvises, at husdyr kom påstald, og dermed at man efter al sandsynlighed aktivt er begyndt at anvendegødning opsamlet i staldene.[21] Digevoldingsagrene ophører senest omkring 200 e.Kr. sandsynligvis i forbindelse med samling af bebyggelsen i færre men større landsbyer og muligvis også som led i omlægning til en form for indmark-udmarksdrift, hvor indmarken gødes fast, mens udmarken liggerbrak og kun i begrænset omfang inddraget til dyrkning.[22] Sådanne digevoldingsagre kendes i alle dele af landet, både hedeegne i Jylland og i Østdanmark, herunder på Bornholm. Undersøgelser har vist, at områder med digevoldingsagre kunne strække sig 700 m, endda op til 1.300-1.400 m fra den landsby, de hørte til.[23]
Meget taler for, at er er sket en ny omlægning af dyrkningsmåden ivikingetiden til blokagre. Pløjespor under nedlagt bebyggelse tyder på, at disse blokagre er blevet dyrket med en "krog", en sen afart af arden med bredere plovskær.[24]
En indskrift i Djulefors iSödermanland, kaldt Sö 65 og dateret tilvikingetiden, lyder:
Tolket til moderne dansk: "Inga rejste denne sten for Óleifr, sin .... . Han pløjede sin ard i østerled og udåndede ilangobardernes land."[25]
Indførelsen afhjulploven i begyndelsen af middelalderen betød dog ikke, at arden gik af brug. Den blev fortsat anvendt til lettere pløjearbejder, således til at mulde sæden ned med, og i nordligere egne som Norge var arden fortsat det bedst egnede redskab til at pløje jorden: billigere, lettere at bruge, krævede mindre trækkraft og bedre tilpasset jordens karakter. Det er muligt at omdanne en hjulplov til en ard ved at aftage muldfjælen.[26]
