Bemærk at denne artikel er præget af spekulationer og bør omskrives, så fakta er understøttet afverificerbare kilder.
Etbandeord er et ord eller en vending, der kan tolkes som fornærmende, groft ellervulgært. Det afhænger af modtagere, tidspunktet for ytringen og meget mere om det er et bandeord. I visse situationer (fraFolketingets talerstol eller på besøg hos dronningen) vil enhver brug af bandeord altid anses som dårlig smag, hvis ikke direkte fornærmende, mens det i andre situationer er socialt acceptabelt at anvende disse ord. Bandeords funktion er at rette opmærksomhed mod både det, der bliver sagt og måden, som det siges på[1].
Påoldnordisk betødverbet "at bande" både "at forbande" og "at bandlyse, forbyde", og ordet haretymologisk set samme rødder som det engelske "to ban". I enbibelsk forståelse har det at bande snarere være forbundet med en overtrædelse af formaningen i2. Mosebog om at tage Guds navn forfængeligt.
Tiden har forandret, hvilke ord, der opfattes som "slemme" bandeord, og hvilke, der opfattes som acceptable, eller i al fald mindre slemme. Det har været medvirkende til at skabe diskussioner på tværs af generationer om, hvilke ord, der er uacceptable i det offentlige rum[2]
Historisk har mange bandeord haft karakter af tabuer, og mange bandeord fra de ældste tider er derfor i dag ukendte. Som et eksempel er ordetbjørn ikke dyrets egentlige navn, men betyder slet og retden brune. Bjørnen var et stærkt dyr, og brugen af dyrets egentlige navn var derfor tabubelagt. (Ordet har efter al sandsynlighed været nærmere beslægtet med det det indoeuropæiskeursos)[3].
Kraftordetpokker er enældre nydansk udgave af sygdommenkopper, en omskrivning for at undgå at nævne tabubelagte sygdomme.
Bandeord kan i nyere tid opdeles i tre brede kategorier: religiøse bandeord, bandeord funderet i sygdomme og bandeord koncentreret om kropslige funktioner. De religiøse bandeord udgør den største gruppe på dansk, og flere af dem har aner tilbage fra Danmarks katolske fortid.
Mange af de traditionelle danske bandeord er blevet opfattet som så stødende, at man har omskrevet dem for at mildne deres betydning. Et eksempel er "hillemænd" ogsåmænd, der formentlig er opstået som en sammentrækning af edenved alle helgener ogsom alle ved. I dag kan såmænd næppe betegnes som et bandeord, men i detfør-reformatoriske Danmark var såmænd en væsentlig ed.
Mange mennesker mener, at det "at bande" er at lave enforbandelse. Det kan man man bl.a. se i ordenekraftedeme ogfandeme; der tilfører man sig selv en forbandelse. Set i det lys kan f.eks.røvkedelig ogfuck ikke være bandeord, men "kun" grimme og vulgære ord.
Bandeord hvorifanden oghelvede indgår stammer fra reformation. Eder somfanden æde mig er over tiden blevet omskrevet og nedslidt tilfandeme eller barefa'me.Fanden gale mig er tilsvarende blevet nedslidt og omskrevet tilfandengalme[4].Søren er en omskrivning afSatan og omskrivninger afGud tildu gode ellergrød (som ived den søde grød).
Bandeord, der spiller på sygdom, minder om de religiøse bandeords omskrivninger.kraftstejleme,kræften lægge mig på en stejle ellerkraftknusme,kræften knuse mig.Kraftedeme er ligeledes et bandeord der historisk set omhandler sygdommen kræft, nemlig 'må kræften æde mig, men bruges i dag uden denne tilknytning.[5][6]
Bandeordene, der fokuserer på de kropslige funktioner, spiller især på seksuallivet og afføringen. Disse ord bruges på dansk ofte som præfiks for almindelige ord, for eksempelpissekedeligt,røvdårligt ellerlorteland. Især denne gruppe bandeord har været underlagt en kraftig påvirkning fra engelsk, og ord somfuck,shit,ho er låneord. De traditionelle danske bandeord har i langt mindre grad end de engelske været fokuseret på selve seksualakten og i langt højere grad på afføringen. Brugen afluder somskælds- eller bandeord er også udtryk for, at danske ord anvendes i en anglificeret kontekst.
Når man siger fanden eller satan snakker man om det samme. Fanden er bare en pæn måde at sige satan på og bruges oftest i kirker.Fornærmelser bliver også tit brugt i sammenhæng med bandeord, men der er mange hundrede måder at kalde nogen noget slemt, så det ville blive en lang liste.Olsenbanden er et godt eksempel.[er denne påstand neutral?]
De slemme bandeord bruges som regel når man er meget sur. F.eks. hvis man slår sig hårdt, mister en finger eller om nogle man ikke kan lide. Disse bliver oftest råbt medstore bogstaver.[er denne påstand neutral?]
Det er en almindelig antagelse, at unge mennesker bander mere end ældre. Men en undersøgelse foretaget af sprogforskerenMarianne Rathje[7] viser, at det ikke er tilfældet. Til gengæld bander unge mennesker anderledes, med 56% bandeord af den religiøse type og de resterende 44% af kropsfunktions-typen. De midaldrendes og de ældres bandeord er altovervejende af den religiøse type (hhv. 92% og 95%).
Topscoreren blandt de unges bandeord ersgu, efterfulgt af fækale bandeord somskide ogikke en skid. På tredjepladsen hos de unge kommer bandeord, hvor Fanden indgår, og på fjerdepladsen kommer ord af fækal og seksuel karakter, herunder en række amerikanske bandeord.
Blandt de midaldrende ersgu også det mest populære bandeord, efterfulgt af andre religiøse bandeord beslægtet med Gud. På tredjepladsen kommer bandeord forbundet medSøren.
Blandt de ældre er førstepladsen religiøse udtryk,gudskelov ogherregud, omskrivninger afSøren kommer ind på andenpladsen ogsgu kommer ind på en tredjeplads.
Sgu er i følge trebinds-værket "Grammatik over det Danske Sprog", fra maj 2011, ikke længere at finde blandt bandeordene. Ligesom det før er sket med "skam" ersgu ikke et bandeord længere[8]. Atsgu ikke længere er et bandeord, er dog et omdiskuteret synspunkt[9].
Der er ikke stor forskel på, hvor meget, de forskellige generationer bander. Til gengæld er der en klar tendens til, at unge bander mest, når de taler med andre unge; i gennemsnit tre gange så meget, som når de taler med midaldrende og ældre[7]. De midaldrende lægger også en dæmper på sig selv, når de taler med ældre; til gengæld bander de væsentligt mere, når de taler med unge. De ældre bander lige meget, når de taler med deres jævnaldrende og midaldrende, men væsentligt mere, når de taler med unge.Til gengæld ændres typen af bandeord ikke meget i samtale med mennesker af andre aldre[7].
