En ba‘al-figur fra ca. 13. årh. f. Kr., fundet iRas Shamra (oldtidensUgarit).
Baal ellerBaʿal (hebr. בָּעָלbāʿāl) var i gammel nærorientalskreligion en titel, der brugtes om en rækkeguddomme, særligt sådanne som associeredes medfrugtbarhed ogsucces. "Ba‘al" betyder egentlig "herre", og han regnedes ofte for en art gudernes fyrste.
I detfønikiskeKarthago dyrkedes en overgud ved navnBa‘al Hammon, der gerne identificeredes med den nordvestsemitiske guddomEl og senere med den græskeKronos og den romerskeSaturn. Hans guddommelige partner var månegudindenTanit.
I kana‘anæisk religion identificeres han med gudenHadad, der var gud for sol, regn, torden, frugtbarhed og landbrug, søn af højguden El og søster tilAnat.
Ba‘al-dyrkelsen var også udbredt i det gamleIsrael, som det bl.a. beskrives iBibelen. Ifølge bibelske kilder brugte Ba‘al-dyrkere at ofre deres børn til deres gud.
I moderne populærkultur associeres Ba‘al gerne medsatanisme og andre moderneanti-kristne manifestationer, og mange sådanne har da også selv anvendt det navn og den symbolik, der knytter sig til Ba‘al-skikkelsen.
