Buddha som asket, udsultet. Skulptur fra 1100-/1200-tallet,British Museum.
Askese (fragræsk:áskesis = øvelse, fraaskeîn = "at øve sig"[1]) er en oftereligiøst begrundet afholdenhed fra kropslige behov og nydelser. Iklassisk græsk bruges ordet om legemlige øvelser, som vi ville kaldegymnastik. I religiøst sprogbrug betegner det forskellige handlinger, der skal tjene til forsagelse og selvtugt. Askesens mål er at frigøreånden franaturen ud fra et ønske omselvkontrol og en negativ opfattelse af det materielle liv. Den kan arte sig som afståen fraalkohol, socialt liv eller kønsliv.Faste, eneboerliv ogcølibat er andre former for asketisk praksis. Der kan ligge ikke blot religiøse, men også sundhedsmæssige ellerideologiske årsager bag et valg om at føre et asketisk liv.
Askese praktiseres i mange religioner, såsombuddhisme,hinduisme,islam ogkristendom, ofte sammen medmeditation ellerbøn. I kristendommen kommer askese til udtryk iklosterlivets nøjsomhed ogden katolske kirkes håndhævelse af kravet om, atpræster skal leve i cølibat. En særlig fremtrædende rolle har askesen spillet iIndien, hvortraditionen medmunke ogeneboere går langt tilbage.Buddha organiserede et samfund aftiggermunke, som skulle lære at overvinde tilknytningen til verden og livet. Hosjøderne, der ellers betragtede rigdom og mange børn som envelsignelse, fandtes asketer somessæerne ogJohannes Døberen. Også hos de livsglade grækere fandt mankynikerne, der levede i fattigdom og lediggang, mens de rejste omkring og talte omdyd og afholdenhed. For dem gjaldt det at øve kroppen op til at modstå de fysiske plager, den naturligt udsættes for.[2] HosPlaton finder man tanken om menneskets opgave med at befrisjælen fra legemets fængsel. Tanken går igen inyplatonisme,gnosticisme ogmanikæisme.[3]
Kirkefædre somOrigenes,Tertullian ogHieronymus var strenge asketer, i stærk uoverensstemmelse medJesu livssyn. Mange af hans samtidige forargedes over, at han spiste og drak som enhver anden, og han blev spottet som "frådser" og dranker" (Mt 11:19). Han gik gerne til gilde, og det førsteunder, der berettes om ham, er, at han i etbryllup forvandlede vand tilvin. Sinedisciple lærte han at bede om det daglige brød, i tillid til, at nårGud har skænket os livet, vil han også sørge for mad og tøj. Jesu helbredelsesundere viser, hvilken værdi han tillagde legemlig sundhed. Han kendte ikke til asketens ringeagt for kvinder, mindreårige ogfamilieliv. Tværtimod talte han omGuds rige i billeder netop fra bryllup og familieliv (Mk 2:19 og 10:6). Mens datidensrabbinere anså kvinden som et ringere væsen, der ikke skulle undervises i loven, tog Jesus kvinder med i sin discipelkreds (Mk 15:40); ligeledes velsignede han børn og hævdede, at Guds rige hører sådanne til (Mk 10:13). Selv om han forlangte, at man skulle ofre selve livet for en sag, var hanslivsopfattelse ikke asketisk. Forsagelsen var for ham ikke målet, men kun et i visse tilfælde nødvendigt middel. Formaningen "Hvis dit højre øje forarger dig, så riv det ud og kast det fra dig," kendt fra Mt 5:29, er både betinget (i form af "hvis") og individuel ("forargerdig"). Jesus delte heller ikke asketens ligegyldighed og ringeagt for natur og arbejde. Naturen var Gudsskaberværk og til sinelignelser hentede han billeder fra hyrdens, fiskerens og vingårdsarbejderens hverdag.[4]
