Armeniere er etindoeuropæiskfolkeslag med oprindelse iKaukasus og det armenske højland, hvor det en stor del af dem fortsat bor. UdoverArmenien findes der større grupper af etniske armeniere iUSA ogFrankrig.
Der er betydelige armenske befolkninger i nærliggende lande somGeorgien,Iran,Rusland ogUkraine. Efterdet armenske folkedrab (1915-1917) flygtede en stor del af de overlevende tilFrankrig,USA,Argentina,Levanten og andre lande, hvor armenierne var velkomne. Det findes i dag skønsvis 8 millioner armeniere i verden.[1]
Armenierne taler to forskellige, men indbyrdes forståelige dialekter afarmensk. Den østarmenske dialekt anvendes hovedsagelig i Armenien, Iran og de tidligereSovjetrepublikker, mens vestarmensk primært anvendes i den armenskediaspora.
I løbet af historien erarmeniere blevet den internationale betegnelse for denne folkegruppe. Den blev først anvendt af nabostaterne om antikkensArmenien. Det er traditionelt antaget at være afledt fra Armenak eller Aram (en efterkommer afHaik, alle armenieres forfader). Armenierne selv kalder sig imidlertidHay (armensk: Հայ, flertal: Հայեր,Hayer). Ordet kommer i følge legenden fra grundlæggeren af den armenske nation, Haik.[4][5]
UnderArsakiderne blev Armenien den første stat, som indførtekristendommen som som sin officielle religion (efter tidligere at have praktiseret hellenistiskpaganisme - dengamle græske religion og der efterden romerske religion)[13] tidligt i 300-tallet, sandsynligvis i 314.[14]Dette indledte en ny æra i det armenske folks historie.[2][3] For yderligere at styrke den armenske nationale identitet udvikledeMesrop Mashtots noget senere det armenskealfabet. Dette indledte Armeniensguldalder, da mange udenlandske bøger og manuskripter blev oversatte til armensk af Mesrops elever. I428 mistede Armenien sin uafhængighed til de bysantinske og persiske riger.
I885 reetablerede armenierne sig som en selvstændig enhed under ledelse afAshot I afBagratiderne. Efter den byzantinske okkupation af Bagratide-Armenien i1045 og den påfølgende invasion af de tyrkiskeSeldsjukker i1064, flygtede en betydelig del af den armenskeadel og bondebefolkning. De bosatte sig i stort antal iKilikia, en region i Anatolien, hvor armenierne allerede var etablerede som en minoritet helt siden romertiden. I 1080 grundlagde de det uafhængigearmenske kongedømme Kilikia, som blev kerneområde for armensknationalisme. Armenierne udviklede nære sociale, kulturelle, militære og religiøse bånd med de nærliggendekorsfarerstater, men bukkede efterhånden under for de invaderendemamelukker.
I 1500-tallet blev det østlige Armenien erobret af det persiskeSafaviderige, men det vestlige Armenien kom under detOsmanniske rige. I1820'erne blev de dele af det historiske Armenien, som lå under persisk kontrol, centrerede omkringJerevan ogSevansøen, indlemmede iDet russiske imperium, men Vestarmenien forblev under osmannisk styre. Under disse urolige tider var armenierne afhængige af kirken for at bevare og beskytte sin unikke identitet.
Denetniske udrensning af armeniere i det Osmanniske riges sidste tid nævnes ofte som etfolkemord eller enmassakre med et skønnet antal ofre på alt fra 400.000 - 1,5 millioner.[15] En bølge af forfølgelser i årene1894 til1896 blev efterfulgt af og kulminerede i hændelserne underdet armenske folkedrab i1915 og1916. Efter det knusende osmanniske nederlag til russerne under1. verdenskrig, trakEnver Pasha sig tilbage som øverstkommanderende for hæren og beskyldte armenierne for at have skylden for det katastrofale nederlag. Dette begrundedes med, at en del armenske oprørsgrupper havde angrebet tyrkiske forsyningsruter og gjort væbnede oprør mod osmanniske styrker i håb om at få selvstændighed. Armenske partier og guerillaer, som ønskede selvstændighed, havde eksisteret længe, og armenske grupper havde længe samarbejdet med Rusland, men dette førte til, at mange flygtede til de russisk kontrollerede områder og lod sig hverve tilden russiske hær og begyndte at kæmpe på russernes side mod det osmanniske rige. Enver Pasha ønskede at løse det armenske problem og beordrede, at armeniere i den osmanniske hær skulle afvæbnes og gav ordre om deportation.
Senere tyrkiske regeringer har konsekvent afvist anklager om folkemord. Man har argumenteret med, at armenierne, som døde, kun var en konsekvens af krigen eller af deres individuelle eller kollektive støtte til Det osmanniske riges fjender. Ifølge enkelte kilder[hvilke?] anslås antallet af armeniere inden for det Osmanniske Rige grænser til ca. 1,2 mio.
EfterDet russiske kejserriges kollaps ved derussiske revolutioner i 1917 blev Armenien selvstændigt i en kort periode, fra 1918 til 1920, som Den demokratiske republik Armenien. I slutningen af 1920 komkommunisterne til magten og omdannet tilArmenske SSR, efter at Armenien var blevet indtaget af denRøde hær. I 1922 blev Armenien en del af denTranskaukasiske SFSR iSovjetunionen og blev i 1936 igen en selvstændig sovjetrepublik som Armenske SSR i Sovjetunionen. Den 21. september 1991 erklæredeArmenien sin uafhængighed fra Sovjetunionen og oprettede den anden republik Armenien.
Armensk-befolkede områder iAnatolien ogTranskaukasus i1896. Stærkere blå farve viser regioner med højere armensk befolkning. De røde tal viser procentdelen af armeniere i hver enkelt region
Armenierne har været tilstede påDet armenske højland i over 4.000 år, helt fra tiden daHaik, den legendariske patriark og grundlæggeren af den første armenske nation, førte dem til sejr overBelus afBabylon. Med nutidens befolkning på 3,5 millioner udgør de en overvældende majoritet af befolkningen både i Armenien og i den omstridte regionNagorno-Karabakh iAserbajdsjan. Armenierne i diasporaen henviser i uformelle sammenhænge til dem somHayastantsi (armensk: Հայաստանցի), der betyder "de som er fra Armenien" (det vil sige, at de eller deres forfædre ikke blev tvunget til at flygte i 1915). Sammen med armenierne i Iran og Rusland taler de den østlige dialekt af det armenske sprog. Staten er sekulær som en følge af sovjetisk dominans, men størstedelen af indbyggerne er armensk-apostolske kristne.
Små armenske handelssamfund har eksisterede uden for Armenien i mange århundreder. Det har for eksempel i over tusind år været en armensk befolkning iDet Hellige Land, og et af de fire kvarterer inden for murene iJerusalem kaldesDet armenske kvarter. Der findes også rester af tidligere større armenske samfund iIndien,Burma ogSydøstasien. De fleste armeniere er imidlertid blevet spredt rundt om i verden som en direkte følge af folkemordet i 1915, og udgør den armenskediaspora.
Inden for det armenske diaspora-samfund findes en uofficiel klassificering af forskelligetyper armeniere. For eksempel kaldes armeniere, der har deres oprindelse fraIranParskahay (armensk: Պարսկահայ), mens armeniere fraLibanon sædvanligvis kaldesLipananahay (armensk: Լիբանանահայ). Bortset fra armenierne i Iran, Rusland og tidligere sovjetrepublikker somGeorgien (hvor de udgør flertallet af befolkningen i provinsenSamtskhe-Javakheti) ogUkraine så taler diaspora-armenierne hovedsagelig den vestlige dialekt af armensk. Denne dialekt har betydelige forskelle i forhold til den østlige dialekt, men brugere af de to dialekter kan sædvanligvis forstå hinanden. I områder, hvor armeniere med mange forskellige baggrunde lever sammen (så som i Canada og USA) har de forskellige grupper en tendens til at klumpe sig sammen.
I Europa er detFrankrig, som har den største armenske befolkning, men også iTyskland,Grækenland ogBulgarien findes betydelige armenske samfund. I verden for øvrigt findes der en større koncentration af armeniere iAustralien.
Armensk er en undergren af denindo-europæiske sprogfamilie, og er med omkring 8-10 millioner armensktalende en af de mindste grene, som stadig eksisterer, sammenlignelig medalbansk eller den noget mere udbredtegræske gren, som den kan være beslægtet med (se om Græsk-armensk[16]).
Fem millioner armensktalende af den østarmenske dialekt bor i Kaukasus, Rusland og Iran, og de ca. to til tre millioner i resten af den armenske diaspora taler den vest-armenske dialekt. I følge den amerikanske folketælling i 2000 var der da 300.000 amerikanere, som taler armensk hjemme, og det er det 20.-almindeligste sprog i USA.
Armensk litteratur går tilbage til 400 e. Kr., da Mesrop Mashdots opfandtdet armenske alfabet, og denne tidsperiode bliver ofte anset som den armenske litteratursguldalder. Tidlig armensk litteratur blev skrevet af "den armenske histories fader",Moses fra Khoren, som skrevArmeniens historie. Bogen dækker tidsperioden fra dannelsen af det armenske folk til 400-tallet e.Kr.
I løbet af 1800-tallet var der en stor litterær bevægelse, der gav ophav til den nyere armenske litteratur. Denne tid, hvor armensk kultur blomstrede, kaldes fornyelsestiden (Zartonki sherchan). Forfatterne i fornyelsestiden, hovedsagelig med base iKonstantinopel ogTbilisi, ønskede at opmuntre den armensk nationalisme. De fleste af dem brugte de nyopståede østlige eller vestlige varianter af det armenske sprog, afhængigt af hvilket publikum de skrev for, og foretrak dem fremfor klassisk armensk (grabar). Denne periode sluttede efterDe hamidiske massakrer i 1894-1896, hvor armenierne oplevede turbulente tider.[17]
Før kristendommen tilhørte armenierne enpolyteistisk religion, og selv efter kristendommen blev officiel religion, fandtes der mange lommer af armeniere, som beholdt en ikke-kristen tro.
Kristendommen blev indført som statsreligion i Armenien først i300-tallet som det første land.[2] Der blev etableret en kirke som fremdeles eksisterer uafhængig af både denkatolske og denortodokse kirke, efter at den i 451 blevekskommunikeret afKoncilet i Chalkedon.[2] I dag er denne kirke kendt somDen Armenske Apostolske Kirke, som er en del af deOrientalske ortodokse kirkerskommunion, som ikke må forveksles med den mere kendte (østlig)-ortodokse kirkes kommunion. Under perioderne med fremmed styre og undertrykkelse har armenierne været afhængige af kirken for at bevare og beskytte identiteten som folkeslag.
Det armenske katolikat lå oprindeligt iEjmiatsin, men de vedvarende uroligheder gjorde at de armenske lederne valgte at flytte til et sikrere sted, og kirkens center flyttede sammen med det politiske og endte til sidst iKilikia, somKatolikatet i Kilikia.
Det armenske kongedømme Kilikia havde nære bånd til de europæiskekorsfarerstater. Senere førte forværringen af situationen i regionen til, at de armenske biskopper valgte en Katolikos i Ejmiatsin, hvor katolikatet oprindelig lå. Det var i 1441, at Kirakos Virapetsi blev den nye Katolikos i Ejmiatsin, mens Krikor Moussapegiants fortsat beholdt titlen som Katolikos af Kilikia. Siden 1441 har der derfor været to katolikater i den armenske kirke, med samme rettigheder og privilegier, og med sine respektive jurisdiktioner. Forrangen for Katolikatet i Ejmiatsin har altid været anerkendt af Katolikatet i Kilikia.
Selv om Den armenske apostolske kirke fortsat er den mest fremherskende kirke i de armenske samfund verden over, så findes der armeniere (specielt i diasporaen) der har tilsluttet sig andre kristne trosretninger. Blandt disse erDen armenske katolske kirke (som følger sin egen liturgi men anerkender den romersk-katolskepave),Den armenske evangeliske kirke, som startede som en reformation i moderkirken, men senere brød ud, ogDen armenske broderskabskirke, som blev til indenfor Den armenske evangeliske kirke men senere brød ud af den. Der findes også et utal af armenske kirker, der tilhører alle typerprotestantiske trosretninger.
Gennem århundreder har mange grupper af armeniere tilhørt andre trosretninger og kristne bevægelser, herunderpaulikanismen, der var en form forgnostisk og kvasi-manikæistisk kristendom. Paulikianerne ønskede at genvinde Paulus' rene kristendom og grundlagde den første menighed i Kibossa i Armenien i 660.
Et andet eksempel ertondrakianerne, som blomstrede i middelalderens Armenien mellem det tidlige 800-tal og 1000-tallet. Tondrakianerne talte for at afskaffe den armenske kirke, benægtede sjælens udødelighed, troede ikke på et liv efter døden, støttede ejendomsret for livegne samt lighed mellem mænd og kvinder.
Armenierne har til tider udgjort en kristenø i en overvejendemuslimsk region. Der findes imidlertid en lille minoritet af etnisk armenske muslimer, kaldethamshinere. Der findes også stadig en lille gruppe jøder i landet, og jøderne har en historie i Armenien, som strækker sig 2000 år tilbage.
Under sovjetisk styre var armenske idrætsfolk fremtrædende og vandt mange medaljer, som hjalpSovjetunionen til at opnå en betydelig medaljehøst iOlympiske lege ved flere anledninger. De første medaljer, der blev vundet af en armensk udøver i moderne olympisk historie, varHrant Shahinians to guld- og to sølvmedaljer iredskabsgymnastik vedSommer-OL 1952 iHelsingfors. I fodbold var deres mest succesfulde hold JerevansFC Ararat, der vandt de fleste sovjetiske mesterskaber i 1970-erne og også vandt over professionelle vesteuropæiske hold somBayern München iEuropacupen.
Instrumenter somduduk,dhol,zurna ogkanun er almindelige i armensk folkemusik. Artister somSayat Nova er kendte på grund af sin påvirkning af udviklingen af armensk folkemusik. En af de ældste typer af armensk musik er armenskmesse, som er den almindeligste type religiøs musik i Armenien. Mange af disse messer er af ældgammel oprindelse, endog tilbage til førkristen tid, mens andre er relativt moderne. Mange er komponerede af St. Mesrop Mashtots, som opfandt det armenske alfabet. Mens landet var under sovjetisk styre, blev den armenske klassiske komponistAram Khatchaturian internationalt kendt for sin musik, forskellige balletter ogSabeldansen fra hans komposition af ballettenGayaneh.
Det armenske folkemord forårsagede omfattendeemigration som førte til, at mange armeniere bosatte sig i lande over hele verden. Armenierne holdt sig til deres traditioner, og enkelte i diasporaen blev berømte for deres musik. Blandt den armenske befolkning i USA har den såkaldte «kef»-stil i armensk dansemusik, som bruger både traditionelle instrumenter fra Armenien og Mellemøsten (ofte elektrisk og forstærket) og vestlige instrumenter, været populær. Denne stil bevarede folkesangene og -dansene fraVestarmenien. Mange artister spillede også samtidige populære sanger fra Tyrkiet og andre lande i Mellemøsten, som de emigrerede fra.Richard Hagopian er måske den mest kendte artist inden for den traditionelle «kef»-stil, ogVosbikian-bandet var kendt i 1940- og 1950-erne for at udvikle sin egen stil inden for «kef»-musik, stærkt påvirket af den populære amerikanskestorband-jazz på den tid.
Med udgangspunkt i artister inden for Mellemøstens armenske diaspora og influeret af kontinental europæisk (specielt fransk) popmusik, voksede den armenske popmusik-genre i berømmelse i 1960- og 1970-erne, med artister somAdiss Harmandian ogHarout Pamboukjian, som havde koncerter både i Armenien og for armenske samfund i diasporaen. Andre diaspora-armenere, som blev kendte inden for klassiske eller internationale musikcirkler, er den fransk-armenske sanger og komponistCharles Aznavour, samtHasmik Papian, pianistenSahan Arzruni og nærmere nutiden ogsåIsabel Bayrakdarian. Andre armeniere valgte imidlertid ikke-armensk musik, somheavy metal-bandetSystem of a Down (som imidlertid ofte inkluderer traditionelle armenske instrumentering og stil i sine sange) eller popstjernenCher.
Som de fleste andre folkeslag ynder dagens armeniere mange forskellige slags mad, både "indfødt" og fremmed. Den mest populære armenske ret erkhorovats, en armensk grillret, som er kendt over hele verden.Lavash er et populært armensk rullebart brød, og armenskbaklava er en speciel delikatesse. Andre kendte armenske madretter erkabob (et spyd med marinert grillet kød og grøntsager, der minder om Shish kebab),t'pov dolma (hakket lam-, eller oksekød og ris pakket i drueblade),kaghambi dolma (hakket kød og ris pakket i kålblade),amarayin dolma (tomater, auberginer og grøn paprika fyldt med blandet hakket kød og ris), ogpilaf, en smagfuld risret. Desuden er risretten Ghapama og mange forskellige salater populære i det armenske køkken. Frugter har en vigtig rolle i den armenske diæt.Aprikos (også kaldetarmensk blomme) ogfersken har sin oprindelse i dette område, ogdruer,figner,granatæbler ogmeloner er også populære.
^«The conversion of Armenia to Christianity was probably the most crucial step in its history. It turned Armenia sharply away from its Iranian past and stamped it for centuries with an intrinsic character as clear to the native population as to those outside its borders, who identified Armenia almost at once as the first state to adopt Christianity». (Nina Garsoïan iArmenian People from Ancient to Modern Times, red. R.G. Hovannisian, Palgrave Macmillan, 1997, Vol. 1, s.81)
^Tidspunktet har traditionelt været dateret til 301, efterMikayel Chamchian (1784), men 314 er datoen som i dag favoriseres af de fleste historikere, som Nicholas Adontz (1970), s.82, i henhold til Ananians forskningsarbejde, og SeibtThe Christianization of Caucasus (Armenia, Georgia, Albania) (2002).
George A. Bournoutian:A History of the Armenian People, 2 bind, (1994)
George A. Bournoutian:A Concise History of the Armenian People (Mazda, 2003, 2004).
I. M. Diakonoff:The Pre-History of the Armenian People (revidert), Caravan Books, New York (1984),ISBN0-88206-039-2.
Russell D. Gray and Quentin D. Atkinson: «Language-tree divergence times support the Anatolian theory of Indo-European origin»,Nature, 426, 435-439 (2003)
