Movatterモバイル変換


[0]ホーム

URL:


Spring til indhold
WikipediaDen frie encyklopædi
Søg

Ariel Sharon

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Denne artikel børformateres, som det anbefales i Wikipediasstilmanual. Begrundelsen kan findes pådiskussionssiden eller i artikelhistorikken. Det er med interne henvisninger, afsnitsinddeling o.l.. Husk ogsåat tilføje kilder!(maj 2014) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)
Ariel Sharon
אריאל שרון
Ariel Sharon i 1998.
Israels 11.premierminister
Embedsperiode
7. marts2001 – 14. april2006
Ehud Olmert blev fungerede premierminister fra4. januar2006
PræsidentMoshe Katsav
Vicepremier­ministerEhud Olmert
ForegåendeEhud Barak
Efterfulgt afEhud Olmert
Udenrigsminister
Embedsperiode
13. oktober1998 – 6. juni1999
PremierministerBenjamin Netanyahu
ForegåendeDavid Levy
Efterfulgt afDavid Levy
Minister for energi og vandresourcer
Embedsperiode
8. juli1996 – 6. juli1999
PremierministerBenjamin Netanyahu
ForegåendeYitzhak Levy
Efterfulgt afEli Suissa
Bygge- og boligminister
Embedsperiode
11. juni1990 – 13. juli1992
PremierministerYitzhak Shamir
ForegåendeDavid Levy
Efterfulgt afBinyamin Ben-Eliezer
Industri-, handels- og arbejdsminister
Embedsperiode
13. september1984 – 20. februar1990
PremierministerShimon Peres(1984–86)
Yitzhak Shamir(1986–90)
ForegåendeGideon Patt
Efterfulgt afMoshe Nissim
Forsvarsminister
Embedsperiode
5. august1981 – 14. februar1983
PremierministerMenachem Begin
ForegåendeMenachem Begin
Efterfulgt afMenachem Begin
Personlige detaljer
FødtAriel Scheinermann
26. februar1928
Kfar Malal,Palæstinamandatet
Død11. januar2014 (85 år)
Ramat Gan,Israel
DødsårsagHjerneblødning, akut nyreskade
GravstedGiv'at ha-Kalaniyot
Politisk partiLiberal
(1973–1974)[1]
Likud
(1977–2005)[2]
Kadima
(2005–2006)
Andre politiske
tilhørsforhold
Shlomtzion
(1977)
Ægtefælle(r)Margalit Sharon (g. 1953; d. 1962)
Lily Sharon (
g. 1963; d. 2000)
Børn3 (blandt andet Omri Sharon og Gilad Sharon)
Uddannelses­stedDet hebraiske universitet i Jerusalem
Tel Aviv Universitet
BeskæftigelseMilitærofficer
ReligionJødedom
Underskrift
Militærtid
Troskab Israel
VærnHaganah
Israel Defense Forces
Tjenestetid19481974
RangAluf(generalmajor)
EnhedIsraels faldskærmsbrigade
Enhed 101
Golanibrigaden
Chef forSydkommando
Israels faldskærmsbrigade
Enhed 101
Golanibrigaden
Slag/krigeIsraelske uafhængighedskrig
Suez-krigen
Seksdageskrigen
Yom Kippur-krigen
Informationen kan være hentet fraWikidata.
George W. Bush,Mahmoud Abbas og Ariel Sharon mødes under topmøde ved det Røde Hav iAqaba iJordan den 4. juni 2003

Ariel Sharon,fødtAriel Scheinermann, (26. februar1928 -11. januar2014)[3] var enisraelskgeneral,politiker og tidligerepremierminister. Han lå ikoma siden den4. januar2006, hvor han fik enblodprop i hjernen. Han døde den 11. januar 2014 efter 8 år i koma.

Baggrund og tidlig karriere

[redigér |rediger kildetekst]

Han blev født somAriel Scheinermann iKfar Malal som søn af enpolsk-tyskfar og enrussiskmor.

  • Kæmper i den jødiske undergrundshærHaganah (1945-48)
  • Deltager iDen Arabisk-Israelske krig 1948, og stiger snart i graderne
  • Leder af den israelske hærs særlige Enhed 101 – senere en del af faldskærmstropperne. (1953-)
  • Brigadegeneral iSeksdageskrigen, 1967
  • Går ind i politik: Ledende medlem af den højrenationaleLikud-blok. (1972-)
  • Genindkaldt reservegeneral iYom Kippur-krigen (1973). I en dristig aktion krydsede Sharon og hans styrker Suez-kanalen og etablerede et brohoved i det egyptiske hovedland. Aktionen gjorde det muligt for israelerne at omringe 3. egyptiske Armé i Sinai-ørkenen.
  • Vælges tilKnesset. Forlader parlamentet året efter 1973-74
  • Sikkerhedsrådgiver for premierministerYitzhak Rabin 1974-76
  • Genvælges til Knesset i 1977
  • Forsvarsminister iMenachem Begins regering (1981-84)

Som forsvarsminister stod Ariel Sharon bagIsraels invasion af Libanon 1982. Krigen kom til at splitte israelerne.

Ifølge dagbladetHa'aretz lovede Sharon, at invasionen ville standse 40 km nord for den israelsk-libanesiske grænse. Sharon lod den israelske hær rykke helt frem til Libanons hovedstad Beirut i løbet af blot tre dage uden at orientere hverken parlamentet, regeringen eller premierminister Menachim Begin om invasionens omfang og militære mål.Det ville ifølge Sharon føre til en fredsaftale mellem Libanon og Israel. I Sharons plan indgik måske forestillingen om, atPLO så ville vende tilbage tilJordan og vælte kongHussein. Derefter ville Jordan blive en palæstinensisk stat, og det israelsk-palæstinensiske problem være løst én gang for alle.[kilde mangler]

De høje israelske tabstal – 657 soldater døde – var et problem for Sharon. Det var vildledningen af de israelske politikere, regering og regeringschefen også. Det største problem skaffede Sharon dog sig selv på halsen, da kristne militsergik ind i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila i Beirut. Her voldtog og massakrerede de i 40 timer palæstinensiske kvinder, børn og ældre – antallet af dræbte menes at ligge over 800. De israelske styrker befandt sig 200 meter fra lejrene og greb ikke ind.

En israelsk undersøgelseskommission kulegravede massakren. Den konkluderede, at Ariel Sharon burde have forudset, hvad der ville ske, når de kristne falangister fik adgang til lejrene. Kommissionen under ledelse af Kahane fandt, at Sharon var "indirekte medansvarlig" for uhyrlighederne og krævede ham afsat. I Israel medførte massakrerne et ramaskrig, men Sharon nægtede at gå af. Den14. februar1983 vedtog Knesset at fritage forsvarsminister Ariel Sharon for sin ministerforpligtelse.

Hele sagen var ifølge premierminister Menachim Begins søn, Benny Begin i dag et fremtrædende medlem af Likud, direkte årsag til, at Menachim Begin i1984 overraskende trådte tilbage og tilbragte resten af livet i dyb depression.[kilde mangler] Sharon har i januar2002 sagt til den israelske avis Ma'ariv:"Vi havde en aftale om, atArafats liv skulle skånes. Denne aftale har jeg, alt taget i betragtning, fortrudt."

Bemærkningen "afslører en mafioso og oprørers tankegang snarere end en premierministers," svarede en oprørtSaeb Erekat, palæstinensisk cheffredsforhandler og kabinetsminister.[4]

Comeback

[redigér |rediger kildetekst]
  • Boligminister. Sharon stod bag en voldsomt udvidet bosættelsespolitik i de besatte områder,Vestbredden ogGaza-striben 1992-98
  • Udenrigsminister underBenjamin Netanyahu 1998-99
  • Netanyahu tabte valget i 1999. Sharon bliver leder afLikud.
  • Besøgte området vedAl-Aqsa-moskeen, der er en af islams største helligdomme i september 2000, der medførte voldsomme uroligheder og den anden opstand:Al-Aqsa-intifadaen.[4]
  • Premierminister ved jordskredssejr i februar 2001. Lover "Sikkerhed og ægte fred" 2001-2006
  • Ariel Sharon lancerer en plan om ensidig israelsk tilbagetrækning og opgivelse af bosættelser i Gazastriben. Hans eget Likud-parti var imod, og et flertal for planen var først hjemme i kabinettet, efter at et par kritiske ministre blev fyret.
  • Arbejderpartiet underShimon Peres indtrådte i regeringen 2004-

Israel vil indtil videre opretholde en række bosættelser påVestbredden. Israels opførelse af en storseparationsbarriere delvis på palæstinensisk område er fordømt afFN og erklæret folkeretsstridig afDen internationale Domstol i Haag.

Inovember2005 tabte formanden for detisraelske Arbejderparti,Shimon Peres, et formandsvalg i sit parti tilAmir Peretz. Den nye formand blev valgt på et løfte om at trække Arbejderpartiet ud af koalitionsregeringen med Sharons Likud-parti. Med udsigt til at tabe en lignende afstemning i Likud-partiet brød Ariel Sharon med Likud-partiet, som han selv var med til at stifte i begyndelsen af1960'erne. Han dannede et nyt parti med navnetKadima (pådansk: Fremad). Samtidig udskrev Sharon nyvalg til det parlamentet,Knesset.

Han blev indlagt påhospital den18. december2005 med en mindreblodprop ihjernen og blev udskrevet i to dage senere.

Den4. januar2006 blev han ramt af en omfattendehjerneblødning og vicepremierministerEhud Olmert fik overdraget hans beføjelser. Ifølge hospitalet skulle Sharon få varige men, blandt andet lammelser, og han fik ikke store chancer for at vende tilbage til et aktivt liv i politik.

Den6. januar2006 blev Sharon opereret for 3. gang, da lægerne kunne konstatere nye komplikationer i hans hjerne som følge af endnu en hjerneblødning.

Den14. april 2006 efterfulgte Ehud Olmert ham officielt som premierminister. Han havde fungeret som premierminister siden 4. januar.

Den 28. januar 2013,Den tidligere israelske premierminister, der har ligget i koma i syv år, har overrasket lægerne ved at vise tegn på hjerneaktivitet.

Kontroversielle episoder

[redigér |rediger kildetekst]

I1953 anførte Sharon som officer et angreb på landsbyenQibya. De israelske styrker sprængte en række huse i luften med kvinder og børn. 59 mennesker blev dræbt.

Noter

[redigér |rediger kildetekst]
  1. ^Henry Kamm (13. juni 1982)."Man in the News; Laurels for Israeli Warrior". The New York Times.
  2. ^"New Israeli Cabinet Approved by Parliament". Associated Press. 11. juni 1990.
  3. ^Tidligere premierminister Ariel Sharon død
  4. ^abPortræt af Sharon: Bulldozeren 'Arik' – TV2 Nyhederne, 21. november 2005

Eksterne henvisninger

[redigér |rediger kildetekst]
Israel Israels Industri-, Handels- og Arbejdsministre
Israel Israels Minister for Religiøse Anliggender
Israel Ministre for landbrug og udvikling af landdistrikterne i Israel
Autoritetsdata
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Ariel_Sharon&oldid=11796606"
Kategorier:
Skjulte kategorier:

[8]ページ先頭

©2009-2025 Movatter.jp