Johannes (frahebraiskYohanan) levede i det1. århundrede og omtales iDet Nye Testamente som søn afZebedæus og Salome, som i overleveringer hævder var søster tiljomfru Maria.[1] Johannes og hans brorJakob var i så fald fætre tilJesus. Sammen med Jakob var Johannes blandt Jesu førstedisciple og blev betragtet som en af hans særlig fortrolige og den, han betroede omsorgen for sin mor. Det antages, at"den discipel, som Jesus elskede", er Johannes.
Johannes var af fiskerfamilie, og det var, mens han og broderen sammen med deres far en dag ordnede garn, at Jesus bad dem følge sig. Sammen medPeter og Jakob var Johannes med ved de afgørende begivenheder i Jesu liv som opvækkelsen af Jairus' datter, opholdet på Tabor-bjerget og timerne iGetsemane. Johannes og Jakob fik af Jesus tilnavnetBoanerges, der erhebraisk for "Tordensønner". Nok har de begge har været temmelig højstemte i dereseskatologiske forventninger. De var meget impulsive, og da ensamaritansk landsby afviste at modtage Jesus, fordi han var på vej tilJerusalem, forslog brødrene at få ild til at falde fra himmelen og fortære stedet.
Efter Jesu død indtager Johannes en fremtrædende rolle i menigheden. Han omtales iGalaterbrevet som en afmenighedens søjler, og han er med vedapostelmødet i Jerusalem.
Om Johannes fortalte kirkefaderenHieronymus, at han som olding lod sig bære hen i menighedens forsamling for at sige: "Børnlille, elsk hinanden!" Da han blev spurgt, hvorfor han altid sagde det samme, skal han have sagt: "Det er Herrens bud, og når det overholdes, er det nok."[2] Han ser ud til at have overlevet alle disciplene og være den eneste af dem, som med sikkerhed døde en naturlig død. Der er ikke overleveret noget troværdigt om hansgravsted, eller hvor hansrelikvier kan være endt. Ifølge nogle kilder blev han gravlagt på borghøjen (Akropolis) iEfesos. I hvert fald blev der tidligt rejst en gravkirke der. KejserJustinian (527-565) fik rejst enbasilika på stedet. Vi hører om Johannes' gravkammer uden for murene i Efesos i449, dapave Hilarius gemte sig der efter at være flygtet fra den såkaldte "Røversynode".[1]
En anden tradition vil, at han udvandrede tilEfesos (formodentlig først efterPaulus' død) hvor han stadig levede omkring år100. Denne opfattelse støttes af biskopIrenæus, der var discipel afPolykarp, der igen skulle have været elev af Johannes i Efesos. Denne version har størst tilslutning. Mens Jerusalem ogAntiokia var den ældste kirkes midtpunkter, blev det nu også Efesos ogRom. I år95 skal den aldrende apostel være blevet arresteret af kejserDomitian. Ifølge en helt utroværdiglegende fikDomitian Johannes ført til Rom. Efter at have udsat ham for grusomtortur, skal kejseren have befalet, at Johannes skulle kastes i en kedel med kogende olie, som i stedet forvandlede sig til et forfriskende bad. Beretningen om dette under bredte sig, og Domitian blev så skræmt, at han løslod Johannes og forviste ham til Patmos. Mindet om dettemirakel ved Porta Latina (ante Portam Latinam) blev fejret6. maj. (I virkeligheden har det drejet sig om indvielsesfesten for en Johanneskirke på dette sted.) Johannes sad angiveligt på Patmos "for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld." (Åbenbaringen, 1:9). Her skal han ifølge denne tradition have forfattet sinapokalypse. Efter Domitians død i96, da kejserNerva havde overtaget, blevkristenforfølgelserne indstillet, og Johannes kunne atter vende hjem til Efesos. Her efterfulgte han biskop Timotheos, som var død, og skal have skrevet det fjerde evangelium og sine tre breve.[1]
Johannes påPatmos. Fra bønnebogenLes Très Riches Heures du duc de Berry, 1400-tallet.
I Efesos skulle Johannes have skrevet Johannesevangeliet, de tre små Johannesbreve og Johannes' Åbenbaring. Andre angiverpresbyteren Johannes som forfatter. At forfatteren, der kalder sig Johannes i 1. kapitel, er apostlen Johannes, hævdedes af den kirkelige overlevering omkring år150 og er ikke umuligt, men usikkert. Stilen i evangeliet adskiller sig stærkt fra åbenbaringens. I evangeliet er det evige liv blevet en realitet, mens apokalyptikeren taler om fremtiden.Apokalypsen er skrevet på et hjælpeløst jødegræsk, mens Johannesevangeliet og brevene er forfattet på et langt sikreregræsk. Det kan delvis forklares ved tidsafstanden, hvis åbenbaringen er skrevet omkring år69, og de andre skrifter først tyve år senere, så apostlen under sit ophold i Efesos er blevet bedre til græsk, eller haft en græker til at skrive efter diktat. Forfatteren kan også have tilhørt Johannes' kreds i Efesos og have skrevet på grundlag af hans beretninger.[3]
Johannesevangeliet er i lighed med de andre evangelieranonymt. At man i den kirkelige tradition gerne ser Johannes som forfatteren, skyldes, at man derved kan give evangeliet karakter aføjenvidneskildring.
I vestlig tradition fremstilles Johannes glatraget, som tegn på ungdom, mens man i den østlige kirke ynder at fremstille ham som en ældre herre med langtskæg.
Han vises ofte med et bæger og enslange. Det henviser til en legende: han fik forgiftetvin af enDiana-præst i Efesos, som udfordrede ham til at tømme det. Johannes velsignede vinen, og giften kom frem i form af en slange, så han kunne drikke vinen. Nogle steder velsignes vinen på hans mindedag og rækkes frem med ordene:Bibe amorem Sancti Ioannis! - "Drik Skt. Johannes' kærlighed!" At han erskytshelgen for vinbønder, skyldes dettesagn. Imiddelalderen var han også skytshelgen for lysestøberne.
.jpg)
