Antoninusmuren ellerden antoninske mur (romernesVallum Antonini) var etforsvarsværk, der markerede Romerrigets nordligste grænse på den ø, der i dag er kendt somStorbritannien. Muren var en jordvold på stenfundament bygget afromerne tværs over det, som i dag erCentral Belt iSkotland mellemFirth of Forth ogFirth of Clyde. Den markerede nordgrænsen,limes, iRomerriget og var omkring 63 km lang, ca. 3 m høj og 5 m dyb.Lidar-scanninger er brugt til at fastslå længden af muren.[1] Den var befæstet med en dybvoldgrav på nordsiden. Det antages, at der har været træpalisader på toppen af volden. Barrieren var den anden af to "store mure", som romerne etablerede i det nordlige Britannien. Ruinerne er langt dårlige bevaret end den mere kendteHadrians mur, hovedsagelig fordi jordvolden og eventuelle træpalisader er gået til, i modsætning til Hadrians mur, der var opført i sten.
Byggeriet blev påbegyndt i 142 e.Kr. på ordre fra denromerske kejserAntoninus Pius, og det tog omkring 12 år at færdiggøre den. Antoninus Pius besøgte modsat sin forgængerHadrian aldrig Britanien. Presset frakaledonierne kan have fået Antoninus til at sende imperiets tropper længere mod nord. Antoninusmuren blev beskyttet af 16romerske forter, de såkaldtecastra, med mindre forter imellem. Troppebevægelser blev lettet af en romersk stenvej, hærvejen eller militærvejen, der forbandt alle stederne. Soldaterne, som opførte muren, mindedes deres byggeri og deres kamp med kaledonierne med mindeplader, hvoraf der stadig er bevaret 20. Muren blev forladt blot otte år efter færdiggørelsen, oggarnisonerne langs den blev flyttet til den sydligere liggendeHadrians mur. I år 208 genetablerede kejserSeptimius Severuslegionerne ved muren og beordrede, at den skulle repareres. Det har ført til, at muren også blev kendt somSeverus' mur.[2] Romernes tilstedeværelse ved muren sammenlagt under 100 år, og muren blev aldrig siden forskanset og bemandet.