En guldavidsstjerne var påbudt tøjmærke forjøder iNazi-Tyskland og mange tyskbesatte områder underanden verdenskrig. Disse jødestjerner er et af 1900-tallets kendteste symboler på antisemitisme.
Antisemitisme betegner en fjendtlig indstilling til,fordomme mod ellerdiskrimination afjøder. Antisemitisme opfattes generelt som et udtryk forracisme.[1] Antisemitisme kan manifestere sig fra nedsættende eller hadefulde udtalelser og diskrimination mod individuelle jøder til organiseredepogromer iværksat mod hele jødiske samfund. Udtrykket anvendes i vore dage ofte parallelt medislamofobi.[2][3][4]
Ordet antisemitisk antages først at være brugt af denøstrigske jødiske lærde Moritz Steinschneider i1860 i enpolemik mod franskmandenErnest Renan, der havde omtalt "semitiske racer" som underlegne i forhold til "ariske racer" - en holdning, som Steinschneider karakteriserede som "antisemitiskefordomme" ("antisemitische Vorurteile").[5][6] Den videre udbredelse af ordet antisemitisme tilskrives dog især den tyskeagitator ogjournalistWilhelm Marr, der anvendte betegnelsen i flere hadefulde antijødiske skrifter i 1880'erne.[7] Mens Renan havde brugt ordet "semitter" som betegnelse for alle, der taltesemitiske sprog (deriblandt dearabisk-talende), blev betegnelsen "antisemitisk" af Marr og efterfølgende brugt somsynonymt med "antijødisk".
Der har været fremført forskellige begrundelser for antisemitiske holdninger i tidens løb, således religiøse, politiske, sociale og racistiske, men grænserne mellem disse er ofte flydende.[8]
Martin Luthers bogOm jøderne og deres løgne (Von den Jüden und iren Lügen).
Den religiøst baserede antisemitisme har eksisteret sidenhellenismen, hvor jøderne opponerede mod denhellenistiske religion. Den er dog især et kristent fænomen, der har eksisteret i det meste af kristendommens historie. Antisemitisme har i flere perioder været en officiel del af den kristne kirkes holdninger.[7] Den religiøse antisemitisme har ofte hentet sine argumenter fraDet Ny Testamente, hvor jøder flere steder fremstilles som hævntørstige, nærige og onde. Ikke mindst er ideen om, at jøderne var ansvarlige for Jesu død, blevet fremhævet gentagne gange gennem historien. I Middelalderen var det en udbredt myte, at jøder dræbte kristne børn for at bruge deres blod i jødiske ritualer.[7] OgsåMartin Luther, der skrev tre voldsomme antijødiske kampskrifter (Brief wider die Sabbather an einen guten Freund (1538),Von den Jüden und iren Lügen (1543) ogVom Schem Hamphoras und vom Geschlechte Christi (1544), er blevet citeret ofte af senere antisemitter.
Religiøs antisemitisme betegnes somme tider som antijudaisme.[8]
Densocioøkonomisk baserede antisemitisme opstod imiddelalderens Europa, hvor der dannede sig jødiske samfund i mange europæiske lande. Ofte var de henvist til at leve som købmænd og pengeudlånere. Det skabte grobund for forestillinger om jøder som rige og pengegriske.[7]
I slutningen af 1800-tallet voksede enpseudovidenskabeligracelære og raceideologi frem, som ofte var antisemitisk, og som undernazismen fik skæbnesvangre konsekvenser for de europæiske jøder. Ifølge denne tænkning tilhørte jøder en særligrace, der var andre racer underlegen. Ud fra dennegenetiske tankegang spillede det ingen rolle om jøder konverterede eller frasagde sig deres kultur, da racemæssige karaktertræk blev anset som umulige at ændre. Efteranden verdenskrig er denne tankegang miskrediteret, og nutidens antisemitisme handler i stedet om jøders kultur, religion og identitet.[7]
Flyveblad fra1913, da enukrainsk jøde stod anklaget for rituelt barnemord, advarer kristne forældre og barn iKiev mod byens jøder under derespåskefejring.
Selv om begrebet antisemitisme først blev brugt i anden halvdel af det19. århundrede, er fænomenet langt ældre.Jødeforfølgelser har fundet sted sidenantikken.SeleukidenAntiochos 4. Epifanes' forbud mod at udøve jødisk religion i 168 f.v.t., der førte til detmakkabæiske oprør, nævnes som den første større konflikt med antisemitiske undertoner.[8] I middelalderen blev jøder udvist af en række europæiske lande, mens de andre steder blev tvunget til at leve afsondret i særligeghettoer. Ved begyndelsen af1. korstog var der storemassakrer på jøderne i det tyskeRhinland, hvor de jødiske samfund i byerneSpeyer,Worms ogMainz blev ødelagt.Påsken1475 forsvandt den to og et halvt år gamle Simon fra Trent i Norditalien. Det forlød snart at drengen var bortført og myrdet af jøder. Myndighederne arresterede jøder; de blev udsat fortortur, og flere mandlige jøder blev henrettet. Simon af Trent skal være helgenkåret afpave Gregor 13.[9]
Andre voldsomme udslag skete under denspanske inkvisition,Bogdan Khmelnytskijs opstand mod Polen i1648, hvor titusinder af jøder blev dræbt, og i en rækkepogromer i Rusland og andre østeuropæiske lande fra slutningen af 1800-tallet.Dreyfus-affæren i Frankrig omkring 1900 var et andet berømt eksempel på en udbredt antisemitisme. De tyske nazistersholocaust 1933-45 kostede omkring seks millioner europæiske jøder livet.1. juli1946 forsvandt en otteårig dreng fraKielce. Da han kom tilbage to dage senere, fortalte han, at han var blevet holdt fanget af jøder. I de næste dage spredtes rygter om, at jøder bortførte og myrdede kristne børn; og 42 jøder, der havde overlevet det nylige holocaust, blev myrdet og omkring 80 skadet.[10]
Den tyskeJudensau (= jødeso), ettræsnit fra 1400-tallet. Jøderne bærer flade hatte med spids, et påbudt jødemærke flere steder i middelalderen.Anti-jødiskgraffiti iKlaipėda iLitauen,2005.Juden 'raus ogHasse betyder "Jøder ud!" og "had" påtysk. Dobbelt-s'erne iHasse er formet som dobbelt-s'et iSchutzstaffel.
Fra dansk middelalder kendes et brev dateretapostelen Jakobs dag (dvs.25. juli)1400, hvor jomfru Ellen Broksdatter skænkede sit gods i Nyrup påRøsnæs tilVor Fruesalter iKalundborg kirke. Til gengæld skulle kirken dagligt afholde messe foran alteret og årligt en særlig sjælemesse for Ellen Broksdatter. Under gavebrevet hængersegl tilhørende både jomfru Ellen, roskildebispenPeder Lodehat, ærkedegnen,Sorø-abbeden ogKalundborgsborgmester, Peder Brand. Men giveren kan ikke have følt sig overbevist afautoriteternes forsikringer alene, for i gavebrevet trues medforbandelser hvis nogen skulle finde på at misligholde aftalen: "Over ham skal alle den hellige skrifts forbandelser komme, og de hellige fædres forbandelser." Videre skulle vedkommende frasige sig troen ved at håneBibelen og fornægte Jesus og jomfru Maria; desudenvanhelligesakramenternedåb ogægteskab ved atvoldtage nogen eller lade sig voldtage, samt flå og ofre et dyr over døbefonten; og ved at gifte sig og havesamleje med en jøde eller jødinde påalteret.[11]
I nyere tid begyndte jøder at bosætte sig i Danmark sidst i 1600-tallet, og der har lejlighedsvis siden været eksempler på antisemitiske holdninger og handlinger i Danmark som den litterære jødefejde (Jødefejden 1813) og de antisemitiske optøjer i København og provinsen 1819-20 (Jødefejden 1819-1820). Også imellemkrigstiden 1918-39 var der antisemitiske strømninger i det danske samfund som en efterklang af begivenhederne uden for landets grænser. I 1917 stiftede en gruppe kunstnere og akademikere således den antisemitiske foreningDansk Forening til Fremmedelementers Begrænsning, senere omdøbt tilDansker-Ligaen. Foreningen fik stor betydning for de danske nazister. I 1930'erne var især den danske avisJyllands-Posten præget af antisemitiske holdninger. Avisens faste skribentHans Jacob Hansen med tilnavnet "Flue-Professoren" skrev således omJødeproblemet og foreslog bl.a. i sine artikler, at dedanske jøder skulle udelukkes fra bestemte stillinger i samfundet for at gøre det jødefrit.[12]
Antisemitismen spiller ikke nogen stor rolle i det danske samfund i dag, men dyrkes dog i snævre kredse, f.eks. hos de danske nazister iDNSB og i nogleislamistiske fora.[13]
Siden 2015 harRigspolitiet foretaget en årlig afrapportering afhadforbrydelser. I 2017 registrerede politiet 142 religiøst motiverede hadforbrydelser, hvoraf de 38 var rettet mod jøder. Jøderne var dermed den religiøse gruppe, der tegnede sig som ofre for den næststørste andel af årets hadforbrydelsessager. De fleste religiøst klassificerede hadforbrydelser, nemlig 67, varislamofobiske, idet de var rettet moddanske muslimer. For begge grupper har det registrerede antal været stigende siden 2015.[14]
Fremkomsten afzionismen som bevægelse og især oprettelsen af statenIsrael i 1948 har ført til en reaktion i form afantizionismen, modstand mod oprettelsen og eksistensen af en jødisk nationalstat. Forholdet mellem antisemitisme og antizionisme har ofte været genstand for debat.[15] Såvel zionisme som antizionisme er grundlæggende ikke-racistiske, politiske holdninger, men i det omfang antizionistisk argumentation låner træk fra antisemitisme, kan den udarte til at være antisemitisk.[8] I moderne tid er der således konstateret flere racistiske angreb på jøder – somgraffiti og tilråb – når der har været politisk uro i Israel ogde palæstinensiske områder.[7]
