Movatterモバイル変換


[0]ホーム

URL:


Spring til indhold
WikipediaDen frie encyklopædi
Søg

Allan Pettersson

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Allan Pettersson
FødtGustaf Allan PetterssonRediger på Wikidata
19. september1911Rediger på Wikidata
Västra Ryds församling,SverigeRediger på Wikidata
Død20. juni1980 (68 år)Rediger på Wikidata
Stockholm,SverigeRediger på Wikidata
DødsmådeNaturlige årsagerRediger på Wikidata
DødsårsagKræftRediger på Wikidata
GravstedHögalid KirkeRediger på Wikidata
StatsborgerSverigeRediger på Wikidata
SprogSvenskRediger på Wikidata
GenreKlassisk musikRediger på Wikidata
BeskæftigelseKomponist,lyriker, bratschistRediger på Wikidata
Medlem afKungliga Musikaliska AkademienRediger på Wikidata
Instrumenter
BratschRediger på Wikidata
Kendte værker
Symfoni nr. 7, 4. symfoni, Barfodssange, Symfoni nr. 9Rediger på Wikidata
Information med symboletBillede af blyant hentes fraWikidata.

Gustav Allan Pettersson (født19. september1911, død20. juni1980 iSverige) var en svenskkomponist ogbratschist.

Han var en af sin samtids betydeligste svenske symfonikere, hvis omfattende produktion genspejler et pessimistisk livssyn med baggrund i barndomshjemmets fattigdom og en følelse af isolation som voksen. En meget stor del af sit voksenliv var han præget af en tiltagende gigtsygdom, hvis smertefulde tilstand man har forbundet med hans symfoniske udtryk, særligt Symfoni nr. 10 og 11.

Han er en udpræget bekendelsesmusiker, som med en vis ret kaldes en svenskMahler. Den traditionellesymfoniske form anvendes kun én gang i hans værker, nemlig i Symfoni nr. 3. Musikken synes at skildre sjælelige tilstande, der svinger mellem dyb fortvivlelse, angst, der er ved at vige, og stunder af livsalig trøst. Derved stod han i opposition til samtidens akademiske tradition i svensk musik. Men f.eks. musikskribenten Andreas K. W. Meyer betoner dog i noterne til Thomas Sanderlings indspilning den 8. Symfoni, at der også ligger en dimension af samtidskritik og refleksion over kollektive tilstande i Petterssons værker, som det også ses i valget af tekster i vokalværkerne og i komponistens egne udsagn om sin produktion.

Pettersson har skrevet 17 symfonier, hvoraf den første ikke er offentliggjort (1951; bearbejdet af Christian Lindberg og indspillet på CD), og den 17. er ufuldendt. Hans gennembrudsværk var den 7. Symfoni (1968), der indspilledes af bl.a. Antal Dorati på LP og er forblevet hans mest populære komposition, selvom f.eks. også den 8. Symfoni er umiddelbart iørefaldende. Den 12. Symfoni er den eneste med vokalledsagelse, med tekst af Pablo Neruda fra "Canto General"/"Den Store Sang". Symfoni nr. 16 er for saxofon og orkester.

Desuden komponerede Pettersson syvsonater for 2 violiner, trekoncerter for strygeorkester, en næsten timelang violinkoncert kaldet "nr. 2", da der også eksisterer en tidligere "Koncert for Violin og Strygekvartet", en bratschkoncert, en "Symfonisk Sats" for orkester, kantaten "Vox Humana" (1974, med tekster af Pablo Neruda, Manuel Bandeira m.fl.), lidt yderligere kammermusik, og de "24 Barfotssånger".

Pettersson studerede ved musikkonservatoriet i Stockholm i 1930-39 og spillede så bratsch i Stockholms Filharmoniske Orkester. I 1951-1953 studerede han komposition i Paris hos Rene Leibowitz og Arthur Honegger. I 1953 satte hans sygdom ind. Fra 1964 tildeltes han en svensk kunstnerstøtte, der sikrede hans muligheder for at komponere fremover.

Alle Petterssons værker er efterhånden blevet indspillet; på LP udsendtes symfonierne 2,5-12,14,16 m.v., og plademærket CPO har indspillet Symfoni nr. 2-16 og flere andre værker på CD, ligesom selskabet BIS også er i gang med en langvarig, komplet indspilning af bl.a. symfonierne, inklusive nr. 1.


Udvalgte værker

[redigér |rediger kildetekst]
  • Symfoni nr. 1 (1957) (ufuldendt, to versioner tilgængelige, 1951 (tilpasset indtil omkring 1957) - for orkester
  • Symfoni nr. 2 (1952–1953) - for orkester
  • Symfoni nr. 3 (1954–1955) - for orkester
  • Symfoni nr. 4 (1958–1959) - for orkester
  • Symfoni nr. 5 (1960–1962) - for orkester
  • Symfoni nr. 6 (1963–1966) - for orkester
  • Symfoni nr. 7 (1966–1967) - for orkester
  • Symfoni nr. 8 (1968–1969) - for orkester
  • Symfoni nr. 9 (1970) - for orkester
  • Symfoni nr. 10 (1972) - for orkester
  • Symfoni nr. 11 (1973) - for orkester
  • Symfoni nr. 12 "De døde på torvet" (1974) - for blandetkor og orkester
  • Symfoni nr. 13 (1976) - for orkester
  • Symfoni nr. 14 (1978) - for orkester
  • Symfoni nr. 15 (1978) - for orkester
  • Symfoni nr. 16 (1979) - foraltsaxofon og orkester
  • Symfoni nr. 17 (1980) (ufuldendt) - for orkester

Litteratur

[redigér |rediger kildetekst]
  • Barkefors, Laila:Allan Pettersson, En tonsättares liv och verk (1999)
  • Aare, Leif:Allan Pettersson (1978)

Eksterne henvisninger

[redigér |rediger kildetekst]
Autoritetsdata
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Allan_Pettersson&oldid=10838689"
Kategorier:
Skjulte kategorier:

[8]ページ先頭

©2009-2025 Movatter.jp