| Alkaios | |
|---|---|
_-_Project_Gutenberg_eText_12369.png) | |
| Personlig information | |
| Født | ca. 620 f.v.t. Mytilene[1],Grækenland  |
| Død | ca. 580 f.v.t. Lesbos,Grækenland |
| Partner | Sapfo |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Forfatter,digter,politiker |
| Arbejdssted | Lesbos |
| Kendte værker | Alkaisk strofe |
| Genre | Græsk lyrik |
| Information med symbolet hentes fraWikidata.Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Alkaios (oldgræsk: Ἀλκαῖος) (født ca.620 f.Kr.) var engræsk digter og en afde ni kanoniske lyrikere. Han var samtidig medSappho og tilhørte aristokratiet iMytilene påLesbos. Han var i den forbindelse involveret i forskellige politiske stridigheder.
Under enborgerkrig påLesbos sluttede Alkaios og hans brødre sig tilPittakos' fløj, og de fik fjernetaristokraten Melanchros fra magten. Alkaios kæmpede sammen med Pittakos i et slag imodathenerne vedSigeion nærTroja, hvor Pittakos besejrede denathenskegeneralPhrynon. IfølgeHerodot flygtede Alkaios fra slaget, og han skal i nogen af sine digte have svaret igen på beskyldninger om fejhed.[2]
Alkaios deltog siden i et mislykketkup mod aristokratenMyrsilos, der havde fået større magt efter Melanchros' fald. Pittakos allierede sig imidlertid med Myrsilos, og Alkaios måtte gå ieksil. Efter Myrsilos' død kom Alkaios åbenbart overens med Pittakos og kunne vende tilbage til Lesbos. Han blev dog snart tvunget i eksil igen, og han rejste helt tilEgypten. En af hans brødre tjente samtidig i denbabylonske hær underNebukadnesar 2.
Ioldtiden kendte man 10 bøger (bogruller) af Alkaios' digtning, men de er kun bevaret i fragmenter (fortrinsvis iegyptiske papyri og icitater hos senere forfattere). Han ser ud til at have været næsten lige så vel anset som Sappho, idet han nævnes i talrige af samtidens værker om digte- ogtalekunst. Ét fragment har vakt særlig morskab: "...(kan) tage en bid afagurken?" Der er også observationer af typen "...forvinen er et kighul i mennesket":
Alkaios' politiske og militære erfaringer er afspejlet i hans digtning. Vi læser omvåben ogkrig, om skibbrud og om ryggesløsetyranner. Men det er ikke det hele: Alkaios digter også om venskab og kærlighed. En del af hans digte omhandler kærlighed til unge mænd (pæderasti). Hans digtning har formentlig skullet fremføres vedsymposier, hvor mænd, der tilhørte samme samfundslag og havde de samme politiske forestillinger, mødtes, drak og sang. Et eksempel på Alkaios' digtning:[4]
 | Ret så usselt et liv lever jeg arme mand her på landet gemt væk, Agesilaïdas, længes efterheroldens stemme, som samlingens bud bringer til folk og råd. Gammel er nu min far, gammel min bedstefar, bor dog i deres by - byen, hvor folk i dag øver ondskab imod hinanden -; men derfra er JEG jaget somflygtning bort til det yderste land. Som Onymakles har jeg slået mig ned her som en ensom ulv, klar til kampen; for fred er ikke det bedste man kan ha' med den stærkere. Guders hellige sted sejled' jeg over til, steg i land fra mit skib på den sorte jord, bor bekvemt herved mødepladsen og holder min fod borte fra farens vej. Lesbos' piger med langt slæbende tøj går her op og ned, og ved dom vælges den skønneste; festens hellige råb omkring dem vidunderlig stærkt toner fra kvinderne ... |  |
