Fellow of the Royal Society (1903), Fellow of the British Academy, honorary doctor of Harvard University, æresdoktor ved University of St Andrews, Butler Medal (1930) med flere
Signatur
Information med symbolet hentes fraWikidata.Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
I starten af sin karriere skrev Whitehead hovedsageligt om matematik, logik og fysik. Han vigtigste arbejde fra denne periode er trebindsværketPrincipia Mathematica (1910–13), som han skrev i samarbejde med sin tidligere elev Bertrand Russell.
Principia Mathematica anses for at være et af det tyvende århundredes vigtigste værker indenfor matematisk logik, og er nummer 23 påModern Librarys liste over de 100 vigtigste engelsksprogede fagbøger fra den tyvende århundrede.[18]
I slutningen af 1910'erne skiftede Whiteheads interesse fra matematik tilvidenskabsteori, og senere tilmetafysik. Han udarbejdede et omfattende metafysisk system, der bryder radikalt med det meste af den vestligefilosofi. Whitehead argumenterede for at virkeligheden består af begivenheder, og ikke af materielle genstande, og at processer bedst kan defineres af deres relationer til andre processer, og hermed afviser han den teori at virkeligheden dybest set består af materiestykker,atomer, der findes uafhængigt af hinanden.[19] Whiteheads filosofiske tekster, isærProcess and Reality, anses i dag for at have grundlagt procesfilosofi. Fordi Whitehead vil se verden som et væv af interrelaterede processer, som mennesket er en del af, har alle vores handlinger og valg konsekvenser for verden omkring os.[19] Derfor anvendes Whiteheads filosofi i økologisk etik, bl.a. afJohn B. Cobb, Jr.[20]
Whewell's Court north,Trinity College,Cambridge. Whitehead var 30 år på Trinity, fem som studerende og resten som senior lecturer.
Alfred North Whitehead blev født iRamsgate,Kent, England, i 1861.[21] Hans far, Alfred Whitehead, var præst og ledede en skole,Chatham House Academy, en succesfuld drengeskole der blev etableret af Thomas Whitehead, Alfred Norths farfar.[22] Whitehead huskede dem begge som meget succesfulde lærere, men mente at bedstefaren var den mest talentfulde.[22] Whitehead's mor var Maria Sarah Whitehead, fødenavn Buckmaster. Whitehead havde tilsyneladende ikke et tæt forhold til sin mor, da han aldrig nævnte hende i sine værker, og der er referencer der tyder på at Whiteheads kone Evelyn ikke brød sig om hende.[23]
Whitehead gik i skole påSherborne School,Dorset, der ansås for en af de bedstepublic schools i landet.[24] Hans tidlige barndom var tilsyneladende overbeskyttet.[25], men i skolen var han god til sport og matematik.[26] og han var leder i sin skoleklasse.[27]
Han blev valgt somfellow i Trinity i 1884, og her underviste og skrev om matematik og fysik indtil 1910. I 1890erne skrev hanTreatise on Universal Algebra (1898), og i 1900'erne samarbejdede han med sin tidligere elevBertrand Russell om den første udgave afPrincipia Mathematica.[30] Han var også med i diskussionsklubben Apostlene på Cambridge.[31]
1890 giftede Whitehead sig med Evelyn Wade, hun var irsk og havde vokset op i Frankrig; de fik en datter, Jessie Whitehead, og to sønner, Thomas North Whitehead og Eric Whitehead.[27] Eric Whitehead døde i første verdenskrig som 19 årig, hvor han var med iRoyal Flying Corps.[32]
Russell var studerende hos Whitehead og gennem længere tid også samarbejdspartner og ven. I 1910 sagde Whitehead sin stilling op, og flyttede til London uden at have nogen anden stilling.[33] Efter et års arbejdsløshed tog Whitehead en stilling som forelæser i anvendt matematik og mekanik påUniversity College London.[34]
I 1918 accepterede Whitehead en række højtrangerende administrative stillinger iUniversity of London, som Imperial College London var en del af på den tid. 1918 valgtes han somdekan på Faculty of Science at the University of London for en fireårsperiode, i 1919 blev han medlem af University of Londons senat, og i 1920 formand for senatets Academic (leadership) Council, en post han beholdt til han tog til USA i 1924.[35] Whitehead brugte sin nye indflydelse til at få oprettet et nyt institut for videnskabshistorie, hjalp med til at etablere et videnskabelig bachelor, og gjorde skolen mere tilgængelig for fattige elever.[36]
Mod slutningen af sin tid i England vendte Whiteheads interesse sig modfilosofi. Til trods for at han ikke havde nogen egentlig filosofisk uddannelse, blev hans filosofiske værker hurtigt velansete. Efter at han udgavThe Concept of Nature i 1920, blev han præsident forAristotelian Society 1922 til 1923.[37]
I sin tid på Harvard, udarbejdede Whitehead sine vigtigste bidrag til filosofien. I 1925 skrev hanScience and the Modern World, som omgående blev anset for at være et alternativ til den kartesianskedualisme.[39] Få år senere udgav han sit hovedværk, den banebrydendeProcess and Reality, som er blevet sammenlignet (både i vigtighed og i sværhedsgrad) medKantsKritik af den rene fornuft.[20]
Whitehead og hans kone forblev resten af deres liv i USA. Alfred North trak sig tilbage fra Harvard i 1937, og blev iCambridge, Massachusetts til sin død, 30 december 1947.[40]
Victow Lowes tobinds-biografi om Whitehead[41] er den mest definitive kilde til viden om hans liv. Meget af hans liv er dog stadig ukendt, fordi Whitehead ikke efterlod sig nogen papirer. Whitehead havde en nærmest fanatisk tro på retten til privatliv, og skrev meget få personlige breve.[42] Han bad sin familie om at destruere alle sine papirer efter sin død, hvilket blev udført.[42]
Whitehead skrev en række artikler om matematik samt tre større bøger:A Treatise on Universal Algebra (1898),Principia Mathematica (i samarbejde medBertrand Russell, udgivet i tre bind fra 1910 til 1913), ogAn Introduction to Mathematics (1911). De første to bøger var skrevet til matematikere, men den senere var tiltænkt et større publikum, i det den dækkedematematikkens historie ogdens filosofiske grundlag.[43]Principia Mathematica anset for at være et af de vigtigste værker indenformatematisk logik fra det 20. årh.
Oven i hans arv som medforfatter tilPrincipia Mathematica anses Whiteheads teori om "extensive abstraction" som grundlæggende forontologien og fordatalogien. Den kendes også sommereotopology og beskriver rumlige relationer mellem helheder, dele, dele af dele og grænserne mellem delene.[44]
På Whiteheads tid var man bevidst om at strukturer somLie algebra oghyperbolske kvaternioner gjorde det nødvendigt at udvide algebraiske strukturer ud over den associative multiplikative klasse.IA Treatise on Universal Algebra undersøgte WhitehadHermann Grassmanns teori om rummets udstrækning ("Ausdehnungslehre"),Booles logiske algebra, og Hamiltonskvaternioner.
Forsiden af den forkortede udgave afPrincipia Mathematica
Principia Mathematica (1910–1913) er Whiteheads mest berømte matematiske værk. Dets formål var at beskrive er set afaksiomer ogslutningsregel isymbolsk logik, hvorfra alle matematiske sandheder i princippet kunne bevises. Whitehead og Russell arbejdede på et så fundamentalt niveau af matematik og logik, at det først var på side 89 i bind II, at de nåede frem til at bevise at 1+1=2. Detmatematisk bevis ledsagedes af de humoristisk kommentar "Udsagnet er til tider praktisk."[47]
Whitehead og Russel troede først at det ville tage den et år at skrivePrincipia Mathematica; det endte med at tage dem ti år.[48] For at gøre det endnu værre, var værket blevet så langt da det skulle udgives (mere end 2000 sider) og dets publikum var så smalt (professionelle matematikere) at den blev udgivet med et tab på 600 pund, hvoraf de 300 blev betalt afCambridge University Press, 200 afRoyal Society of London, 50 hver af Whitehead og Russell selv.[48] Til trods for dette tab er der næppe noget akademisk bibliotek i dag der ikke har en udgave afPrincipia Mathematica.[49]
Principia Mathematicas virkingshistorie er blandet. Det er generelt accepteret atGödels ufuldstændighedssætning 1931 definitivt viste, at for et hvilket som helst set af aksiomer og slutningsregler, ville der altid være nogen sandheder tilbage som ikke kunne udlæses af dem, og dermed er målsætningen iPrincipia Mathematica uopnåelig.[50] MenKurt Gödel ville ikke have kommet frem til denne konklusion uden Whiteheads og Russells bog. På den måde kan arven fraPrincipia Mathematica siges at være dens nøglerolle i beviset af det umulige i at opfylde dens målsætning.[51] Udover dette populariserede bogen modernematematisk logik, og skabte vigtige forbindelser mellemlogik,erkendelsesteori ogmetafysik.[52]
I modsætning til hans to foregående bøger om matematik henvendteAn Introduction to Mathematics (1911) sig ikke kun udelukkende til professionelle matematikere, men har tiltænkt et større publikum. Bogen handlede om matematikkens natur, dens enhed og interne struktur, og hvordan den kunne anvendes på naturen.[43]
Whiteheads mest komplette bog om uddannelse erThe Aims of Education and Other Essays fra 1929, der var et opsamlingsværk og inkluderede artikler og foredrag fra mellem 1912 og 1927. Essayet der gav bogen sin titel var et foredrag fra 1916 da Whitehead var formand for Londonafdelingen afMathematical Association. I bogen advarede Whitehead mod undervisning i "døde ideer" - ideer der er løsrevne klumper af information, uden nogen anvendelse i det virkelige liv eller kulturen.[54]
I stedet for undervisning af små dele af et stort antal fag, foreslog Whitehead at man i stedet underviste i et relativt lavt antal vigtige begreber, som eleven kunne forbinde organisk med mange forskellige vidensområder, og finde deres brug i det daglige liv.[55] For at opnå dette mente Whitehead det var nødvendigt at man minimerede vigtigheden af standardiserede eksamener.
Whitehead argumenterede for at pensum skulle vælges for en specifik gruppe elever af deres lærere, fordi alternativet ville være stagnation, der kun blev afbrudt af lejlighedsvise overgange fra en gruppe døde ideer til en anden. Han fremhævede også vigtigheden affantasi og fri udvikling af ideer.
Richard Rummells 1906 billede af Harvard University, set fra sydøst.[56] Whitehead underviste på Harvard 1924 til 1937.
Whitehead startede ikke sin karriere som filosof.[21] Han havde ingen formel uddannelse i filosofi. Han udviste tidligt i sit liv en stor interesse og respekt for filosofi ogmetafysik, men det er klart, at han anså sig selv for at være en amatør. Metafysik ansås for at være tidsspilde, da Whitehead i 1920'erne begyndte at skrive om det. De empiriske naturvidenskabers succes havde ledt til dominans af antimetafysiskempirisme ogpositivisme. Whitehead var af en anden mening. I noter taget i en forelæsning Whitehead holdt i 1927 er han citeret for: "Every scientific man in order to preserve his reputation has to say he dislikes metaphysics. What he means is he dislikes having his metaphysics criticized."[57] Whiteheads mener at forskere og filosoffer konstant har metafysiske antagelser om hvordan universet fungerer, men sådanne forudsætninger bemærkes ikke, netop fordi de ikke undersøges og kritiseres. Når Whitehead argumenterer for at "philosophers can never hope finally to formulate these metaphysical first principles,"[58] mener han samtidigt at man fortvarende skal gentænke sine mest grundlæggende antagelser om hvordan universet virker hvis filosofien og videnskaben skal gøre noget virkeligt fremskridt, og det selv hvis dette fremskridt altid vil væreasymptotisk. Derfor anså Whitehead metafysiske undersøgelser som essentielt både for god videnskab og for god filosofi.[59]
Måske den vigtigste forkerte metafysiske antagelser er, ifølge Whitehead,Descartes ide at universet grundlæggende set består af bidder af materie der kan eksistere fuldkomment uafhængigt af hinanden, hvilket han afviste til fordel for en proces- eller begivenhedsbaseretontologi. hvori begivenhederne er det primære og er fundamentalt forbundet med hinanden og afhængige af hinanden.[60] Han argumenterede også for at virkelighedens mest grundlæggende elementer kan ses som noget erfaringsmæssigt, og at alting består af detserfaring. Han brugte begrebet "erfaring" meget bredt, således at selv ikke-levende processer såsom elektroners sammenstød siges at manifestere nogen grad af erfaring. Hermed gik han imod Descartes'dualisme, og afviste opdelingen af verden i bevidsthed og materie.[61] Whitehead kaldte selv sit filosofiske system for "philosophy of organism", men det blev kendt under titlenprocesfilosofi."[61]
Whiteheads filosofi var meget original, og vakte hurtigt interesse i filosofiske kredse. Efter at han udgavThe Concept of Nature i 1920, var han i formand forAristotelian Society from 1922 to 1923, ogHenri Bergson er citeret for at have sagt at Whitehead var den bedste filosof der skrev på engelsk.[62]. På grund af den fik han som 63årig en invitation til at blive professor i filosofi påHarvard.[38]
Whiteheads filosofi var dog hverken alment accepteret eller bare forstået. Hans filosofiske værker anses normalt for at være blandt de sværeste at forstå inden for hele den vestlige filosofi.[20] Selv professionelle filosoffer havde vanskeligt ved at forstå Whiteheads bøger. Dette blev illustreret da Whitehead holdt sineGifford lectures 1927-28 - hvor han efterfulgteArthur Eddington - og som Whitehead senere udgav under titlenProcess and Reality. Eddington havde haft 600 tilhørere under hele forelæsningsrækken. Til Whiteheads første forelæsning kom det samme publikum, men da det var komplet uforståeligt, ikke bare for almindelige mennesker, men også for eliten. Publikummet faldt derefter til en håndfuld. En tilhører bemærkede, at hvis han ikke havde kendte Whitehead godt, ville han tro at forelæseren var en svindler der opfandt det hele efterhånden.[64]
Derfor er det ikke en urimelig antagelse at meget af respekten der var omkring Whitehead til dels skyldtes deres manglende evne til at forstå hans filosofi.Shailer Mathews, teolog fraUniversity of Chicago Divinity School, bemærkede om Whiteheads bog fra 1926Religion in the Making: "It is infuriating, and I must say embarrassing as well, to read page after page of relatively familiar words without understanding a single sentence."[65]Process and Reality er blevet kaldt "arguably the most impressive single metaphysical text of the twentieth century,"[66]
Mathews' frustration kølnede dog ikke hans interesse. Mange filosoffer og teologer i Chicago opfattede det vigtige i Whiteheads projekt, uden at de helt forstod alle detaljer. I 1927 inviterede de en af de eneste Whiteheadeksperter i USA –Henry Nelson Wieman - til Chicago for at forelæse om Whitehead. Wiemans forelæsning var så god at han blev ansat og underviste i Chicago i tyve år, og i mindst 30 år frem i tiden var Chicago's Divinity School er center for aktivitet omkring Whiteheads filosofi.[63]
"Not many people will read Whitehead's recent book in this generation; not many will read it in any generation. But its influence will radiate through concentric circles of popularization until the common man will think and work in the light of it, not knowing whence the light came. After a few decades of discussion and analysis one will be able to understand it more readily than can now be done."[67]
Whitehead mente at det videnskabelige begreb ommaterien var vildledende som beskrivelse af tingenes inderste natur. I sin bog fra 1925Science and the Modern World skrev han at
"There persists ... [a] fixed scientific cosmology which presupposes the ultimate fact of an irreducible brute matter, or material, spread through space in a flux of configurations. In itself such a material is senseless, valueless, purposeless. It just does what it does do, following a fixed routine imposed by external relations which do not spring from the nature of its being. It is this assumption that I call 'scientific materialism.' Also it is an assumption which I shall challenge as being entirely unsuited to the scientific situation at which we have now arrived."[60]
Ifølge Whitehead er der en række problemer med dette begreb om irreducerbar rå materie. For det første skjuler og minimerer det forandringens vigtighed. Fordi den videnskabelige materialisme tænker på en hvilken som helst materiel sten (f.eks. en sten eller en person) som dybest set den "samme" ting gennem tid, hvor alle forandringer der sker med den er sekundære ift. dens natur skjules det faktum at intet overhovedet forbliver det samme. For Whitehead er forandring fundamental og uundgåelig; han understreger at "all things flow."[68]
Det er altså Whiteheads opfattelse at begreber som "kvalitet, "materie" og "form" er problematiske. Disse "klassiske" begreber kan ikke redegøre tilfredsstillende for forandring, og overser verdens mest grundlæggende elementers aktive og erfaringsmæssige natur. De er brugbareabstraktioner, men de er ikke verdens basale byggeklodser.[69] Eksempelvis skal det, der normalt opfattes som en enkelt person, rent filosofisk beskrives som etkontinuum af overlappende begivenheder.[70] Folk ændrer sig hele tiden, om ikke andet fordi de er et sekund ældre og har haft noget mere erfaring. Disse okkasioner af erfaring er logisk distinkte, men er sammenhængende forbundet i det, Whitehead kalder et samfund ("society") af begivenheder.[71] Ved at antage af vedvarende genstande er de mest virkelige og fundamentale ting i universet har materialister forvekslet det abstrakte og det konkrete, hvilket Whitehead kalder "fallacy of misplaced concreteness").[61][72]
En ting eller en person ses ofte som havende en "definerendeessens" eller en "kerne" der ikke ændres, og som udgør hvad tingen eller personen er "i virkeligheden". Ifølge denne opfattelse er ting og personer grundlæggende set den samme gennem tid, og enhver forandring er blot kvalitativ eller sekundær i forhold til kerneidentiteten. (F.eks. "Mortens hår er blevet gråt nu han er blevet ældre, men han er stadig den samme.") I Whiteheadskosmologi er de eneste grundlæggende eksisterende ting "okkasioner af erfaring", der overlapper hinanden i tid og rum, og som tilsammen udgør den vedvarende person eller ting. På den anden side er det som den normale tænkning anser for en tings essens hhv. en persons identitet/kerne en abstrakt generalisering af det, der anses for at være personens/tingens mest vigtige eller slående træk over tid. Identiteter definerer ikke personer; personer definerer identiteter. Alt forandres fra øjeblik til øjeblik, og at mene at noget har en "vedvarende essens" skjuler det at "alt flyder; trods det er det tit praktisk at tale på den måde
Whitehead mente at sprogets begrænsninger var en af hovedårsagerne til den materialistiske tænkemåde, og indrømmede at det måske vil vise sig svært nogensinde at komme helt fri af den slags ideer i daglig tale.[73] Trods alt kan det ikke lade sig gøre at give et egenavn til ethvert øjeblik i en persons liv, og det er nemt og praktisk at tænke på personer og ting som noget der bliver ved med at være det samme, og undlade konstant at huske at enhver ting er en anderledes ting, end den ting den var for et øjeblik siden. Men hverdagslivets og sprogets begrænsninger skal ikke forhindre folk i at indse at "materielle substanser" eller "essenser" er en praktisk generaliserende beskrivelse af et kontinuum af adskilte, konkrete processer. Ingen benægter at en ti-årig person er blevet meget anderledes når han fylder tredive, og på mange måder er en helt anden person; Whitehead pointerer at det ikke er filosofisk ellerontologisk korrekt at tro at en person er den samme fra et øjeblik til det næste.[kilde mangler]
Et andet problem med materialismen er at den skjuler vigtigheden afrelationer. Ifølge materialismen er alle objekter distinkte og adskilte fra alle andre objekter. Ethvert objekt er simpelthen en død klump stof, der kun ereksternt relateret til andre ting. Ideen om materien som primær for folk til at tænke på objekter som om de grundlæggende set er adskilte i tid og rum, og ikke nødvendigvis er relaterede til noget. Men Whitehead mener atrelationer er grundlæggende, måske endog endnu mere vigtige endrelataerne selv.[74] En studerende der tog noter i et af Winterheads efterårsforelæsninger i 1924 skrev at
"Reality applies toconnections, and only relatively to the things connected. (A) is real for (B), and (B) is real for (A), but [they are] not absolutely real independent of each other."[75]
Whitehead mener faktisk at en hvilket som helst entitet på en måde hverken er mere eller mindre end summen af dens relationer med andre entiteter - entitetenssyntese af ogreaktion på verden omkring den.[76] En virkelig ting er bare det, der tvinger resten af universet til at tilpasse sig den; dvs. hvis en ting rent teoretisk slet intet betød for nogen som helst anden identitet (dvs den ikke varrelateret til nogen anden entiteter), så kunne den ikke eksistere.[77] Relationer er ikke sekundære til hvad en ting er, deer hvad tingen er.
Whitehead mener dog ikke at en entitet "kun" er summen af dens relationer; den er også en vurdering af dem og en reaktion på dem.[78] Whitehead mener atkreativitet er virkelighedens ultimative princip, og at enhver ting, om den så er et menneske, et træ eller enelektron har en vis grad af nyhed i hvordan den reagerer på andre entiteter, og at den ikke er fuldt determineret afkausalitet eller afmekaniske love.[79] Langt de fleste entiteter besidder dog ingenbevidsthed.[80] Som et menneskes handlinger ikke altid kan forudses, således kan man heller ikke forudse hvilken retning et træs rødder vil gro, eller hvordan en elektron vil bevæge sig, eller om det vil regne i morgen. Ydermere, umuligheden i at forudsige f.eks. en elektrons bevægelser skyldes ikke utilstrækkelig viden eller teknologi; det er i stedet alle entiteters grundlæggende kreativitet eller frihed der betyder at der altid vil findes uforudsigelige fænomener.[81]
Den anden konsekvens af kreativiteten/friheden som absolut princip er, at enhver entitet er hæmmet af eksistensens sociale struktur (dvs. af dens relationer). Anhver aktuel entitet må tilpasse sig til omverdenens betingelser.[77] Friheden er altid begrænset. Men en entitets unikhed og individualitet skyldes dens egen selvbestemmelse mht. hvor meget den vil tage hensyn til verden, indenfor dens begrænsninger.[82]
Dvs. Whitehead afviser ideen om adskilte og uforanderlige bidder af stof som virkelighedens mest grundlæggende byggeklodser, til fordel for ideen om virkeligheden som interrelaterede processuelle begivenheder. Han opfatter virkeligheden som sammensat af dynamiske processer af vorden i stedet for som en statiskværen, idet han understreger at alle fysiske ting forandrer sig og udvikler sig, og at uforanderlige "essenser" såsom stof kun er abstraktioner.[61]
Da Whiteheadsmetafysik beskrev et univers hvori alle entiteter harsubjektiverfaring, havde han brug for en ny måde at beskriveperception på, der ikke var begrænset til levendeselvbevidste væsener. Hertil dannede han termenprehension der stammer fralatin "prehension", hvilket betyder "at tage".[83] Termen dækker en form for perception der kan være bevidst eller ubevidst, og som både dækker mennesker og elektroner. Et andet formål med termen er at afklare Whiteheads afvisning af teorien omrepræsentativ perception, ifølge hvilkenbevidstheden kun har private ideer om andre identiteter.[83] For Whitehead betød termen "prehension" at perceptoren faktisk indoptager aspekter af den perciperede ting i sig.[83] Således konstitueres entiteter af deres perceptioner og relationer, og er ikke uafhængige af dem. Endvidere skelner Whitehead mellem to modus af perceptionen,causal efficacy (eller "physical prehension") ogpresentational immediacy (eller "conceptual prehension").[80]
Whitehead beskriver "causal efficacy" som "the experience dominating the primitive living organisms, which have a sense for the fate from which they have emerged, and the fate towards which they go."[84] Mao. er følelsen af kausale relationer mellem entiteter en følelse af at blive påvirket af omgivelserne, uden at dette medieres afsanserne. "Presentational immediacy" er, på den anden side, det som normalt kaldes ren sanselig perception, uformidlet af nogen kausal ellersymbolskfortolkning. Dvs, det er rent fænomen, der kan være vildledende eller ej (eks. at man tager fejl af et spejlbillede og "den virkelige genstand").[85]
I højere organismer, så som mennesker, kombineres disse to perceptionsmåder til hvad Whitehead kalder "symbolic reference", som forbinder fænomen med kausalitet i en proces der foregår så automatisk at både dyr og mennesker har vanskeligt ved ikke at gennemgå den. Whitehead illustrerer dette med en persons møde med en stol. Et normalt menneske ser en farvet form, og slutter omgående at det er en stol. Men en kunstner, antager Whitehead, "might not have jumped to the notion of a chair", men ville måske i stedet "might have stopped at the mere contemplation of a beautiful color and a beautiful shape."[86] Det er ikke den normale menneskelige reaktion; de fleste placerer pr. vane og instinkt genstande i kategorier, uden overhovedet at tænke over det. Whitehead pointerer at en hund "would have acted immediately on the hypothesis of a chair and would have jumped onto it by way of using it as such."[87] Således er "symbolic reference" en sammensmeltning af ren sanseperception og kausale forbindelser, og det er det kausale forhold der dominerer den mere grundlæggende mentalitet (som eksemplet med hunden viser), mens det er sanseperceptionen der indikerer en mentalitet af et højere niveau (som eksemplet med kunstneren viser.)[88]
Whitehead mente, at når man spurgte ind til universets basale karaktertræk, så kan man aldrig helt undgå spørgsmål omteleologi. Det ses i hans tanker ombiogenese, den hypotetiske naturlige proces, hvorfra livet opstod ud fra inorganiske stoffer.
Whitehead observerer overraskende at "life is comparatively deficient in survival value."[89] Hvor mennesker kun kan eksistere omkring 100 år, og sten i 800 millioner år, så må man spørge hvorfor komplekse organismer overhovedet opstod; som Whitehead bemærker "they certainly did not appear because they were better at that game than the rocks around them."[90] Han henviser derefter til det, at de højere livsformers særkende er, at de aktivt omformer deres omgivelser, en aktivitet som han formoder er rettet mod livets tredelte mål, at leve, at leve godt og at leve bedre.[91] Mao. ser Whitehead livet som rettet mod det formål at øge sin egen tilfredsstillelse. Uden sådan et mål, mener han livets opståen er komplet uforståeligt. For Whitehead findes der ikke helt dødtstof. Han mener alting har en vis grad af frihed ellerkreativitet, omend måske meget lille, der tillader dem at være delvist selv-styrede.
Whiteheads ide omgud adskiller sig fra traditionellemonoteistiske ideer.[92] Hans måske mest kendte kritik afkristendommens gudsbegreb er den, at "the Church gave unto God the attributes which belonged exclusively toCaesar."[93] Whitehead kritiserer kristendommen for at definere gud som primært en guddommelig konge som påtvinger verden sin vilje, og hvis mest vigtige attribut er magt. Overfor de mest udbredte former for kristendom, forfægtede Whitehead et gudsbegreb som han kaldte "den korte galilæiske vision af ydmyghed":
"It does not emphasize the ruling Caesar, or the ruthless moralist, or the unmoved mover. It dwells upon the tender elements in the world, which slowly and in quietness operates by love; and it finds purpose in the present immediacy of a kingdom not of this world. Love neither rules, nor is it unmoved; also it is a little oblivious as tomorals. It does not look to the future; for it finds its own reward in the immediate present."[94]
For Whitehead er gud ikke nødvendigvis forbundet medreligion.[95] I stedet for at stamme fra religiøstro, mente Whitehead at gud var en nødvendighed for hansmetafysiske system.[95] Hans system nødvendiggjorde, at der fandtes en orden i mulighederne, en orden, der tillod nye ting i verden, og som gav et formål til alle entiteter. Whitehead postulerede at disse ordnede potentialer findes i hvad han kalder gudsprimordial nature. Men Whitehead var også interesseret ireligiøs erfaring. Det første ham til at overveje mere intenst hvad han så som guds anden natur,consequent nature. Whiteheads gudsbegreb som en "bipolær"[96] entitet har tiltrukketteologisk interesse.
Gudsprimordial nature beskrev han som "the unlimited conceptual realization of the absolute wealth of potentiality,"[94], dvs, universets ubegrænsede mulighed. Denneprimordial nature erevig og uforanderlig, hvilket giver entiteterne i universet muligheder, som de kan realisere. Whitehead kalder også det primordiale aspekt for "the lure for feeling, the eternal urge of desire,"[97], der trækker entiteterne i universet imod endnu uvirkeliggjorte muligheder.
Gudsconsequent nature er på den anden side alt andet end uforanderlig. Den er guds modtagelse af verdens aktivitet. Som Whitehead siger "God saves the world as it passes into the immediacy of his own life. It is the judgment of a tenderness which loses nothing that can be saved."[98] Mao. bevarer gud alle erfaringer for evigt, og disse erfaringer ændrer den måde, hvormed gud interagerer med verden. Således forandres gud virkeligt af hvad der sker i verden og i universet som sådan, hvilket giver en uendelig betydning til endelige skabningers handlinger.
Whitehead ser altså gud og verden som gensidigt kompletterende hinanden. Han ser entiteter i verden som flydende og foranderlige ting der længes efter en permanens, som kun gud kan tilbyde, ved at optage dem i guds selv, hvorved de forandrer gud og påvirker resten af universet for evigt. På den anden side ser han gud som permanent, men som mangelfuld i aktualitet og forandring; set isoleret er gud ikke andet end evigt urealiserede muligheder, og har brug for en verden for at realisere dem. Gud giver skabninger permanens, mens skabningerne giver gud aktualitet og forandring.
"In this way God is completed by the individual, fluent satisfactions of finite fact, and the temporal occasions are completed by their everlasting union with their transformed selves, purged into conformation with the eternal order which is the final absolute 'wisdom.' The final summary can only be expressed in terms of a group ofantitheses, whose apparent self-contradictions depend on neglect of the diverse categories of existence. In each antithesis there is a shift of meaning which converts the opposition into a contrast.
"It is as true to say that God is permanent and the World fluent, as that the World is permanent and God is fluent.
"It is as true to say that God is one and the World many, as that the World is one and God many.
"It is as true to say that, in comparison with the World, God is actual eminently, as that, in comparison with God, the World is actual eminently.
"It is as true to say that the World isimmanent in God, as that God is immanent in the World.
"It is as true to say that God transcends the World, as that the World transcends God.
"It is as true to say that God creates the World, as that the World creates God ...
"What is done in the world is transformed into a reality in heaven, and the reality in heaven passes back into the world ... In this sense, God is the great companion – the fellow-sufferer who understands."[99]
Ovenstående var medvirkende til at inspirere bevægelsen kendt somprocesteologi, der stadigt findes i nutiden.[100][101]
For Whitehead var religion i sin kerne individuel. Han accepterede, at individer ikke kan adskilles helt fra deres samfund, men argumenterede for, at live er noget internt for dets eget skyld, før end det er noget ydre, der relaterer til andre.[102] Hans mest berømte bemærkning om religion er "religion is what the individual does with his own solitariness ... and if you are never solitary, you are never religious."[103] Whitehead så religion som et system af generelle sandheder, der forandrer en persons personlighed.[104] Hvor han bemærkede at selv om religion ofte har en god indflydelse, er den ikke "nødvendigvis" god, da en religion kan opmuntre dens tilhængere til vold mod en anden religions tilhængere.[105]
Whitehead så religionens "begyndelse" i ensomhed, men mente at religion nødvendigvis udvidede sig ud over det individuelle. I henhold til hansprocesfilosofi, hvor relationer er primære, skrev han at religion nødvendiggør realiseringen af "the value of the objective world which is a community derivative from the interrelations of its component individuals."[106] Dvs. universet er et samfund, der finder en helhed gennem hver enkelt individuel entitets relaterer sig til alle de andre. Mening og værdi eksisterer ikke udelukkende for individet, men kun i konteksten af det universelle samfund. Whitehead skriver endvidere, at enhver entitet "can find no such value till it has merged its individual claim with that of the objective universe. Religion is world-loyalty. The spirit at once surrenders itself to this universal claim and appropriates it for itself."[107] På denne måde er religionens individuelle og universelle/sociale aspekter gensidigt afhængige.
Mere teknisk beskrev Whitehead religion som "an ultimate craving to infuse into the insistent particularity ofemotion that non-temporal generality which primarily belongs to conceptual thought alone."[108] Dvs. religion tager dybtfølte følelser og giver dem en kontekst i det system af generelle sandheder om verden, hvilket hjælper folk til at forstå følelsernes mere generelle mening. For Whitehead fungerer religion altså som en slags bro mellem filosofi og et bestemt samfunds følelser.[109] Religionens opgave er at gøre filosofien relevant for normale menneskers hverdagsliv.
Det er svært at beskrive Whiteheads indflydelse samlet set. I engelsktalende lande studeres han ikke meget udenfor Claremont og nogle få andre steder. Udenfor disse cirkler er hans indflydelse relativt lille og diffus, og er for det meste formidlet gennem hans tilhængeres værker, og ikke af hans egne,[110] eksempelvis gennemBertrand Russell ogWillard Van Orman Quine,[111], som Whitehead underviste. Det var ikke før 1970erne og 1980erne at Whiteheads tænkning fik meget opmærksomhed udenfor en lille gruppe af filosoffer og teologer, især amerikanere, og selv i dag anses han ikke for at være specielt indflydelsesrig udenfor relativt specialiserede cirkler. En af de første teologer der blev interesserede i Whiteheads tænkning var den kommende Ærkebiskop afCanterbury,William Temple. I TemplesGifford Lectures fra 1932-1934 (senere udgivet som "Nature, Man and God") figurerer Whitehead som en af flere filosoffer, der forfægter begrebet omemergent evolution, som Temple interesserer sig for[112]
Efter ca. år 2000 er Whiteheads indflydelse blevet mere udbredt, med interesse både fra intellektuelle i Europa og i Kina, der kommer fra så forskellige felter fra økologi, fysik, biologi, pædagogik, økonomi og psykologi.Isabelle Stengers har skrevet af "Whiteheadians are recruited among both philosophers and theologians, and the palette has been enriched by practitioners from the most diverse horizons, from ecology to feminism, practices that unite political struggle and spirituality with the sciences of education."[113]
I dag synes Whiteheads indflydelse at vokse mest iKina. For at kunne håndteremodernisering ogindustrialisering er Kina begyndt at blandetaoisme,buddhisme,konfucianisme med Whiteheads filosofi, for at skabe en "økologisk civilization".[118] Den kinesiske regering har startet 23 universitetcentre for studiet af Whiteheads filosofi,[118][119] og bøger af John Cobb and David Ray Griffin er blevet pensum for kinesiske studerende.[118] Cobb selv mener at Kinas interesse i procesfilosofi til del skyldes Whiteheads teori om menneskehedens og naturens gensidige afhængighed, samt hans ide om, at uddannelsessystemet skal inkludere undervisning i værdier, og ikke blot indeholde fakta.[118]
Indenforkontinental filosofi har Whitehead også berømte tilhængere, såsomGilles Deleuze, der har karakteriseret Whitehead som den sidste store engelsksprogede filosof, indtilLudwig Wittgensteins elever blev dominerende.[120]Bruno Latour har kaldt Whitehead for den største filosof i det tyvende århundrede.[121] Deleuze og Latour er dog undtagelser.[122]
Religion in the Making. New York: Macmillan Company, 1926. Baseret påLowellforelæsningerne i 1926.
Symbolism, Its Meaning and Effect. New York: Macmillan Co., 1927. Baseret på forelæsninger påUniversity of Virginia.
Process and Reality: An Essay in Cosmology. New York: Macmillan Company, 1929. Baseret påGifford Lectures afholdt 1927–28 påEdinburgh Universitet. The 1978 Free Press "corrected edition" edited byDavid Ray Griffin and Donald W. Sherburne corrects many errors in both the British and American editions, and also provides a comprehensive index.
The Aims of Education and Other Essays. New York: Macmillan Company, 1929.
The Function of Reason. Princeton: Princeton University Press, 1929.
Adventures of Ideas. New York: Macmillan Company, 1933.
Nature and Life. Chicago: University of Chicago Press, 1934.
Modes of Thought. New York: MacMillan Company, 1938.
"Mathematics and the Good." InThe Philosophy of Alfred North Whitehead, red.Paul Arthur Schilpp, 666–681. Evanston and Chicago: Northwestern University Press, 1941.
"Immortality." InThe Philosophy of Alfred North Whitehead, edited byPaul Arthur Schilpp, 682–700. Evanston and Chicago: Northwestern University Press, 1941.
Essays in Science and Philosophy. London: Philosophical Library, 1947.
med Allison Heartz Johnson, ed.The Wit and Wisdom of Whitehead. Boston: Beacon Press, 1947.
^abcAlfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), 39.
^abcdAlfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), xii.
^Alfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), xiii.
^abcAlfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), xi.
^abcdMichel Weber and Will Desmond, eds.,Handbook of Whiteheadian Process Thought, Volume 1 (Frankfurt: Ontos Verlag, 2008), 17.
^abcdeJohn B. Cobb, Jr., and David Ray Griffin,Process Theology: An Introductory Exposition (Philadelphia: Westminster Press, 1976), 174.
^abcdMichel Weber and Will Desmond, eds.,Handbook of Whiteheadian Process Thought, Volume 1 (Frankfurt: Ontos Verlag, 2008), 26.
^abJohn B. Cobb, Jr., and David Ray Griffin,Process Theology: An Introductory Exposition (Philadelphia: Westminster Press, 1976), 164-165.
^John B. Cobb, Jr., and David Ray Griffin,Process Theology: An Introductory Exposition (Philadelphia: Westminster Press, 1976), 175.
^Thomas J. Fararo, "On the Foundations of the Theory of Action in Whitehead and Parsons", inExplorations in General Theory in Social Science, ed. Jan J. Loubser et al. (New York: The Free Press, 1976), chapter 5.
^Michel Weber and Will Desmond, eds.,Handbook of Whiteheadian Process Thought, Volume 1 (Frankfurt: Ontos Verlag, 2008), 25.
^Wolfgang Smith,Cosmos and Transcendence: Breaking Through the Barrier of Scientistic Belief (Peru, Illinois: Sherwood Sugden and Company, 1984), 3.
^Michel Weber and Will Desmond, eds.,Handbook of Whiteheadian Process Thought, Volume 1 (Frankfurt: Ontos Verlag, 2008), 13.
^Charles Birch, "Why Aren't We Zombies? Neo-Darwinism and Process Thought", inBack to Darwin: A Richer Account of Evolution, ed. John B. Cobb, Jr., (Grand Rapids: William B. Eerdmans Publishing Company, 2008), 252.
^David Ray Griffin,Reenchantment Without Supernaturalism: A Process Philosophy of Religion (Ithaca: Cornell University Press, 2001), vii.
^abVictor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol I (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1985), 2.
^abVictor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol I (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1985), 13.
^Victor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol I (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1985), 27.
^Victor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol I (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1985), 44.
^Victor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol I (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1985), 32–33.
^Victor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol I (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1985), 54–60.
^abVictor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol I (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1985), 63.
^Victor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol I (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1985), 72.
^Victor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol I (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1985), 103.
^On Whitehead the mathematician and logician, seIvor Grattan-Guinness,The Search for Mathematical Roots 1870–1940: Logics, Set Theories, and the Foundations of Mathematics from Cantor through Russell to Gödel (Princeton: Princeton University Press, 2000), ogQuine's kapitel iPaul Schilpp,The Philosophy of Alfred North Whitehead (New York: Tudor Publishing Company, 1941), 125–163.
^Victor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol I (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1985), 112.
^Victor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol II (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1990), 34.
^Victor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol II (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1990), 2.
^Victor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol II (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1990), 6-8.
^abVictor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol II (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1990), 26-27.
^Victor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol II (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1990), 72-74.
^Victor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol II (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1990), 127.
^abVictor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol II (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1990), 132.
^Victor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol I (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1985), 3–4.
^Victor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol II (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1990), 262.
^Victor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vols I & II (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1985 & 1990).
^abVictor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol I (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1985), 7.
^George P. Conger, "Whitehead lecture notes: Seminary in Logic: Logical and Metaphysical Problems", 1927, Manuscripts and Archives, Yale University Library,Yale University, New Haven, Connecticut.
^Alfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), 4.
^Alfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), 11.
^abAlfred North Whitehead,Science and the Modern World (New York: The Free Press, 1967), 17.
^abcdAlfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), 18.
^Victor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol II (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1990), 127, 133.
^abcGary Dorrien,The Making of American Liberal Theology: Crisis, Irony, and Postmodernity, 1950–2005 (Louisville: Westminster John Knox Press, 2006), 123–124.
^Victor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol II (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1990), 250.
^Gary Dorrien, "The Lure and Necessity of Process Theology",CrossCurrents 58 (2008): 320.
^Peter Simons, "Metaphysical systematics: A lesson from Whitehead",Erkenntnis 48 (1998), 378.
^Henry Nelson Wieman, "A Philosophy of Religion",The Journal of Religion 10 (1930): 137.
^Alfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), 208.
^Alfred North Whitehead,Science and the Modern World (New York: The Free Press, 1967), 52–55.
^Alfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), 34–35.
^Alfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), 34.
^Alfred North Whitehead,Science and the Modern World (New York: The Free Press, 1967), 54–55.
^Alfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), 183.
^Alfred North Whitehead,Symbolism: Its Meaning and Effect (New York: Fordham University Press, 1985), 38–39.
^Louise R. Heath, "Notes on Whitehead's Philosophy 3b: Philosophical Presuppositions of Science", September 27, 1924, Whitehead Research Project, Center for Process Studies, Claremont, California.
^Alfred North Whitehead,Symbolism: Its Meaning and Effect (New York: Fordham University Press, 1985), 26.
^abAlfred North Whitehead,Symbolism: Its Meaning and Effect (New York: Fordham University Press, 1985), 39.
^Alfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), 19.
^Alfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), 21.
^abAlfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), 23.
^Charles Hartshorne, "Freedom Requires Indeterminism and Universal Causality",The Journal of Philosophy 55 (1958): 794.
^John B. Cobb,A Christian Natural Theology (Louisville: Westminster John Knox Press, 1978), 52.
^abcDavid Ray Griffin,Reenchantment Without Supernaturalism: A Process Philosophy of Religion (Ithaca: Cornell University Press, 2001), 79.
^Alfred North Whitehead,Symbolism: Its Meaning and Effect (New York: Fordham University Press, 1985), 44.
^Alfred North Whitehead,Symbolism: Its Meaning and Effect (New York: Fordham University Press, 1985), 24.
^Alfred North Whitehead,Symbolism: Its Meaning and Effect (New York: Fordham University Press, 1985), 3.
^Alfred North Whitehead,Symbolism: Its Meaning and Effect (New York: Fordham University Press, 1985), 4.
^Alfred North Whitehead,Symbolism: Its Meaning and Effect (New York: Fordham University Press, 1985), 49.
^Alfred North Whitehead,The Function of Reason (Boston: Beacon Press, 1958), 4.
^Alfred North Whitehead,The Function of Reason (Boston: Beacon Press, 1958), 4–5.
^Alfred North Whitehead,The Function of Reason (Boston: Beacon Press, 1958), 8.
^Roland Faber,God as Poet of the World: Exploring Process Theologies (Louisville: Westminster John Knox Press, 2008), kapitler 4–5.
^Alfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), 342.
^abAlfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), 343.
^abAlfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), 207.
^Alfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), 345.
^Alfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), 344.
^Alfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), 346.
^Alfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), 347–348, 351.
^Bruce G. Epperly,Process Theology: A Guide for the Perplexed (New York: T&T Clark, 2011), 12.
^Roland Faber,God as Poet of the World: Exploring Process Theologies (Louisville: Westminster John Knox Press, 2008), chapter 1.
^Alfred North Whitehead,Religion in the Making (New York: Fordham University Press, 1996), 15–16.
^Alfred North Whitehead,Religion in the Making (New York: Fordham University Press, 1996), 16–17.
^Alfred North Whitehead,Religion in the Making (New York: Fordham University Press, 1996), 15.
^Alfred North Whitehead,Religion in the Making (New York: Fordham University Press, 1996), 18.
^Alfred North Whitehead,Religion in the Making (New York: Fordham University Press, 1996), 59.
^Alfred North Whitehead,Religion in the Making (New York: Fordham University Press, 1996), 60.
^Alfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), 16.
^Alfred North Whitehead,Process and Reality (New York: The Free Press, 1978), 15.
^"Quine Biography", last modified October 2003, John J. O'Connor andEdmund F. Robertson
^George Garin, "Theistic Evolution in a Sacramental Universe: The Theology of William Temple Against the Background of Process Thinkers (Whitehead, Alexander, Etc.)," (Protestant University Press, Kinshasa, The Congo, 1991).
^Isabelle Stengers,Thinking with Whitehead: A Free and Wild Creation of Concepts, trans. Michael Chase (Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press, 2011), 6.
^Gary Dorrien, "The Lure and Necessity of Process Theology",CrossCurrents 58 (2008): 321–322.
^David Ray Griffin, "John B. Cobb, Jr.: A Theological Biography", inTheology and the University: Essays in Honor of John B. Cobb, Jr., ed. David Ray Griffin and Joseph C. Hough, Jr. (Albany: State University of New York Press, 1991), 229.
^Gary Dorrien, "The Lure and Necessity of Process Theology",CrossCurrents 58 (2008): 334.
^Victor Lowe,Alfred North Whitehead: The Man and his Work, Vol I (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1985), 5.
^"About Us".www.postmodernchina.org. The Institute for the Postmodern Development of China. Arkiveret fraoriginalen 2. december 2013. Hentet 21. november 2013.
^Gilles Deleuze,The Fold: Leibniz and the Baroque, trans. Tom Conley (Minneapolis: University of Minnesota Press, 1993), 76.
^Bruno Latour,Thinking with Whitehead: A Free and Wild Creation of Concepts, byIsabelle Stengers, trans. Michael Chase (Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press, 2011), x.
^F.W. Owens, "Review:The Axioms of Descriptive Geometry af A. N. Whitehead",Bulletin of the American Mathematical Society 15 (1909): 465–466.
^James Byrnie Shaw, "Review:Principia Mathematica by A. N. Whitehead and B. Russell, Vol. I, 1910",Bulletin of the American Mathematical Society 18 (1912): 386–411.
