Aleksandr Nikolajevitj Skrjabin (russisk:Алекса́ндр Никола́евич Скря́бин) (født6. januar1872 iMoskva, død27. april1915 i Moskva) var enrussiskkomponist ogpianist. Han udviklede et meget lyrisk og følsomt tonesprog. Drevet af en poetisk, filosofisk ogæstetisk vision, som grænsede tilmysticisme, anses han for at være en af forgrundspersonerne inden for russisk musikalsksymbolisme.
Rusland har en lang historie af nyskabelser på denklassiske musiks område. Den første af de store komponister varMikhail Glinka (1804–1857) og med ham de komponister, som tilhørte den såkaldtenyrussiske skole. Den nyrussiske skole stræbte efter at skabe en nykunstmusik i russisk ånd. Efter, at tsarAlexander II i 1861 havde ophævetlivegenskabet kom en blomstring i kulturlivet, og en række fremstående komponister indtog deres plads på scenen. Den største af dem varPjotr Tjajkovskij, som også hurtigt fik international opmærksomhed.
Skrjabin fremstår blandt efterfølgerne som en af de mest nyskabende og kontroversielle.Bolsjaja sovetskaja entsiklopedija (Den store sovjetiske encyklopædi) skriver om ham: "Ingen anden komponist har måttet udstå så megen hån og fået så megen kærlighed."Lev Tolstoj beskrev Skrjabins musik som "et ægte udtryk for genialitet".[2]
Skrjabin skrev storslåederomantiske orkesterværker, men først og fremmest klavermusik. De første værker for klaver stod i gæld tilFrédéric Chopin ogFranz Liszt, men han fortsatte i egen stil. Med sinmystiske akkord var han en af de komponister, som omkring år 1900 bidrog til at opløse den tilvantedur-mol-tonalitet. Han skrev også tonedigte for orkester og tre symfonier. Skrjabin var højt værdsat i sin levetid, og hans musik har nået fornyet popularitet i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede efter en nedgang i midten af 1900-tallet. Hans popularitet blandt pianister har dog altid været stor.[3]
Nogle mennesker oplever atse farver, når de hører musik. Skrjabin er nok det mest udprægede eksempel på en komponist, der har arbejdet bevidst og systematisk med forbindelsen mellem toner og farver.
Nikolaij Zverev med sine elever. Fra venstre: Samuelson, Skrjabin, Maximov, Rachmaninov, Tjernjajev, Keneman og Pressman.
Skrjabin blev født i en adelig familie iMoskva juledag 1871 ifølge denjulianske kalender; den 6. januar 1872 i dengregorianske kalender. Familien Skrjabin havde stærke rødder i hæren. Hans fader og flere slægtninge var officerer.[4]
Da han var et år gammel, døde hans moder, som var koncertpianist, aftuberkulose. Efter hendes død færdiggjorde hans fader en uddannelse i tyrkisk med henblik på at blivediplomat, og han forlod ogsåRusland og rejste tilDet Osmanniske Rige. Den unge Skrjabin blev efterladt hos sin farmor, hendes søster og en faster. Hans fader giftede sig igen, og Skrjabin fik flere halvsøskende. Hans faders ugifte søsterLjubov var amatørpianist, og hun dokumenterede "Sasja"s (som han blev kaldt) liv frem til det tidspunkt, hvor han mødte sin kommende hustru. Som barn, fortæller hun, måtte Skrjabin naturligvis høre meget klavermusik og i anekdoter fortælles det, hvorledes han tvang sin faster til at spille for sig. Tidligt moden begyndte Sasja at bygge klaverer efter, at han var blevet fascineret af deres mekanik. Dem han byggede, gav han ofte værk til forundrede besøgende i hjemmet.[4]
Ljubov beskriver Skrjabin som meget genert og asocial sammen med kammerater, men han værdsatte de voksnes opmærksomhed. Ljubov beskriver, hvorledes Skrjabin forsøgte at dirigere et orkester af børn i naboskabet – et forsøg som endte i frustration og tårer. Han fik for vane at fremføre egne teaterstykker og operaer med dukker for tilskuere. Han fik tidligt klaverundervisning afNikolaij Zverev, en striks lærer, som også undervisteSergej Rachmaninov og andre vidunderbørn.[4] Han gik i familiens militære fodspor og kom med iMoskvas Kadethær. I studietiden blev Skrjabin ven med skuespillerenLeonid Limontov, men denne beskriver i sine memoirer sit ubehag ved venskabet med Skrjabin, eftersom Skrjabin var den mindste og svageste blandt drengene og ofte blev drillet.[4] Skrjabin vandt imidlertid sine kammeraters velvilje, da han optrådte ved en koncert og spillede klaver.
Senere studerede Skrjabin vedMoskva musikkonservatorium[5] hosAnton Arenskij (komposition),Sergej Tanejev (kontrapunkt) ogVasilij Iljitj Safonov (klaver). Han blev en dygtig pianist trods sine små hænder, som dårligt nok kunne nå ennona. Han følte sig udfordret af pianistenJosef Lhévinne og skadede en hånd alvorligt, da han øvede sig påFranz LisztsDon Giovanni-fantasi ogMilij Balakirevs orientalske fantasiIslamej.[6] Hans læge mente, at han aldrig ville genvinde sin førlighed, og Skrjabin skrev sit første store mesterværk,f-mol-sonaten, som et "vredesudbrud mod Gud og skæbnen". I 1892 tog han eksamen og fik den "lille guldmedalje" i klaverspil, men han gik aldrig op i eksamen i komposition på grund af de store forskelle i personlighed og musiksmag, som var mellem ham og Arenskij (hvis underskrift er den eneste, som mangler på Skrjabins eksamensbevis) og hans uvilje mod at skrive i musikalske former, som ikke interesserede ham.[4] Ironisk nok var det værk, som han udførte, enfuga i e-mol, det, som skulle blive et obligatorisk stykke for studenterne ved konservatoriet i flere årtier.
Skrjabin debuterede som pianist i 1894 iSankt Petersborg. Han spillede sine egne værker og fik meget gode anmeldelser. Samme år indgik han en aftale medMitrofan Petrovitj Belaiev mod at mod betaling skrive musik for dennesmusikforlag. På samme forlag fandtes allerede berømtheder somNikolaj Rimskij-Korsakov ogAleksandr Glazunov.[4] Dette blev fulgt op af en omfattende turnevirksomhed i Rusland og udlandet, som kulminerede i en enestående succes i 1898, da han optrådte sammen med sin nye hustruVera Ivanova Isakovitj. Samme år blev han professor i klaverspil ved Moskvakonservatoriet. I den periode skrev han sine12 etuder, op. 8, flere opsætninger afpræludier, sine første treklaversonater og sin enesteklaverkoncert og mange andre værker, hovedsagelig for klaver.
Skrjabin fik flere børn. Senere forlod han sin lærergerning og sin hustru og indledte et forhold til Tatjana Fjodorovna Schloezer (Tatiana de Schloezer), en yngre elev. Bruddet med Vera kom, da komponisten flyttede tilSchweiz.[4] Med Schloezer fik han ligeledes flere børn, blandt andre sønnenJulian Skrjabin, som komponerede flere musikstykker og druknede ved en bådulykke i 1919.
Med økonomisk støtte fra enmæcen brugte han mange år på at rejse mellemSchweiz,Italien,Frankrig,Belgien ogUSA, mens han arbejdede på mereorkestermusik, herunder fleresymfonier. Han begyndte også at skrive "poèmes" (digte) for klaver, en kompositionsform med hvilken han ofte forbindes.
Han slog sig ned iParis med sin familie i 1907 og medvirkede i flere koncerter organiserede afimpresarioenSergej Djagilev, som arbejdede for at fremme kendskabet til russisk musik i Vesteuropa.
I 1909 vendte han endeligt tilbage til Rusland og fortsatte med at komponere. Han arbejdede med stadig flere storartede projekter, dels en serie ensatsede klaversonater og mindre klaverværker, dels tonedigtetPrometheus: Ildens digt, som blev færdigt og uropført i Sankt Petersborg i 1910. Samtidig fortsatte han med at turnere som koncertpianist. Han blev hyldet efter sin tilbagevenden til Rusland som et stort forbillede af unge forfattere og digtere somKonstantin Balmont ogAnna Akhmatova.
I alle hans værker efter 1908 er tonaliteten delvist svævende eller helt sat ud af spil; melodier og rytmiske elementer gentages, driver over toneskalaen og fortættes men fører ikke til nogen tydelig tematisk udvikling gennem hele værket. Klangen bliver vigtigere end tonearten, og der findes en åbenbar erotisk atmosfære i flere værker (fxVers la Flamme ("Mod flammen"), op.72 for klaver, et kort præludium som synes at illustrere en stigende sensuel ekstase eller orgasme – eller i de sidste tre klaversonater 1912-13. I samtiden og længe efter hans død vakte dette element heftige kontroverser, og bådeStravinskij og 1920'ernes nysaglige komponister var ivrige efter at distancere sig fra ham. Stravinskij kommenterede dog i sine senere år, at selv om Skrjabin var en overvurderet komponist og en besværlig person, så "har jeg undertiden undret mig over, hvad han ville have komponeret i 1920'erne".[7]. Skrjabins skitser tilMysterium 1914–1915 indeholder forsøg medtolvtoneharmoni, omkring ti år indenSchönberg prøvede det, og dermed kan han ses som en forgænger for 1950'ernesserielle musik, som også influerede den sene Stravinskij.[8]
Prometheus kan ses som et forstudie tilMysterium, det store orkester- og korværk, som Skrjabin så som kronen på sin virksomhed. Han havde haft planerne omkring 1905, og de indbefattedemultimedia-elementer (farvet lys på hvide tøjflader styret fra et "farveklaver"). Dette store værk skulle fremføres i et tempel iHimalaya og forårsage en kosmisk omvæltning. Denne "grandiose religiøsesyntese af alle kunstarter som skulle forvarsle den nye verdens fødsel".[9] Skrjabin efterlod kun skitser til dette værk"Mystères" (mysterier). Skitserne er senere blevet sammenstillet til et spilbart værk afAlexander Nemtin.[10]"Mystères" var "en verden, som Skrjabinsgeni skabte for at bekræfte sin egen udvikling.[11]
Skrjabin var lille af vækst og anset som klejn samthypokondrisk hele sit liv. Han døde i en alder af 43 år i Moskva. Dødsårsagen varblodforgiftning forårsaget af et snitsår ved barberingen eller en byld på læben.[11]
Mange af Skrjabins værker blev skrevet for klaver. De tidligste værker minder omChopin og består af værker i samme form som Chopin ofte anvendte;etuder, præludier,nocturner ogmazurkaer.
Hans musik udviklede sig under hans levetid, og udviklingen var tydeligt hurtig og nåede længere end andre komponister. Fraset hans tidligste værker er musikken påfaldende original. I sin mellemste periode og henimod slutningen udnytter han usædvanligeharmonier og strukturer. Udviklingen af hans ansatser og stil kan følges i hans ti klaversonater: de tidligste er ret konventionellesenromantiske og udviser påvirkning fra Chopin ogFranz Liszt, mens de senere bevæger sig mod et nyt originalt landskab og de sidste fem er noterede udentoneartsbetegnelse. Flere afsnit i disse kan anses somatonale, eftersom mellem 1903 og 1908, "tonal sammenbinding umærkeligt blev erstattede af harmonisk sammenbinding.[12]
Aaron Copland roste Skrjabinstematiske materiale som "ægte personligt og ægte besjælet", men kritiserede ham for at placere "denne nye klangkasse af følelser i den gamlesonateforms spændetrøje medtilbagetagning og alt" og kaldte det "en af de mest exceptionelle fejltagelser indenfor al musik".[13]
Ifølge Samson har sonateformen i Sonate nr.5 en vis betydning for værkets tonale opbygning, mens den formmæssige spænding i sonaterne nr. 6 og 7 skabes ved fraværet af harmonisk kontrast og "mellem musikkenskumulative bevægelse, som almindeligvis opnås ad strukturel vej snarere end harmonisk, og den formmæssige tvang, som den tredelte form indebærer". Han mener tillige, at i"Le poème de l'extase" (op. 54) og "Vers la flamme" findes et mere vellykket samspil mellem 'form' og 'indhold', og at senere sonater som nr. 9 udnytter en mere fleksibel sonateform.[12]
Teosofen og komponistenDane Rudhyar skrev, at Skrjabin var "den nye musiks eneste store forgænger i den genfødte vesterlandske civilisation og den fremtidige musiks fader" og en "modgift mod de reaktionære katolikker og deres apostelIgor Stravinskij og musikken fraArnold Schönbergs 'regelpåtvingende'Anden Wienskole".[14]
Skrjabin udviklede sin egen meget personlige og abstrakte mysticisme, som baseredes på kunstnerens rolle i relation til fornemmelse ogaffirmation. Hans syn på virkeligheden minder omPlatons ogAristoteles teorier, meneterisk og modsigelsesfuldt.[15] Kilderne til hans filosofiske tanker genfindes i hans utallige upublicerede notesbøger. I en af dem gjorde han det kendte notat "Jag er Gud".[16] Ud over nedtegnelser findes der avancerede tekniske diagrammer, som forklarer hans tanker ommetafysik. Skrjabin anvendte også poesi som et middel til at udtrykke sine filosofiske idéer; endvidere findes mange af hans filosofiske tanker oversatte til musik, hvor det mest bemærkelsesværdige eksempel er hans "messianske" syvende sonate, "Hvide messe".[8]
Tonarterne ordnede i enkvintcirkel for at vise relationen med etfarvespektrum.De syntetiske farver således som de beskrives af Skrjabin.
Til trods for, at disse værker ofte anses for påvirkede af Skrjabinssynestesi, en tilstand hvor man oplever at et indtryk af en sans giver anledning til fornemmelser af en anden, er der blev sat spørgsmålstegn ved, om Skrjabin i virkeligheden selv har oplevet dette.[17][18][19] Hans farvesystem opstilles, i modsætning til de fleste synæstetiske oplevelser, i en cirkel med fem segmenter. Det var et gennemtænkt system, som baseres påIsaac NewtonsOpticks. Det er værd at notere, at Skrjabin ikke skelnede imellem dur- og mol-tonaliteter med samme navn (fx C-dur og c-mol). Men ligeledes påvirket af teosofiens doktriner udvikler han sit syntetiske system til noget, som kunne være blevet ett pionerprojekt indenfor multimedia/performance: hans ufuldstændige magnum opus"Mystères", som ville være blevet en stor ugelang forestilling med musik, dufte, dans og lyssætning af udløberne fra Himalaya, og som skulle have forårsaget opløsning af en verden i salighed.[8][18]
I sin selvbiografi gengiver Sergej Rachmaninov en samtale, som han havde med Skrjabin ogNikolaj Rimskij-Korsakov om Skrjabins associationer mellem farver og musik. Rachmaninov var forbløffet over, at Rimskij-Korsakov forstod Skrjabins sammenstilling mellem farver og tonarter. Eftersom han selv var skeptisk, noterede Rachmaninov, at de to komponister åbenbart ikke var enige om hvilke farver, som var indblandede.[8] Begge mente, at tonearten D-dur var gyldenbrun, men Skrjabin forbandt Es-dur med purpurrød mens Rimskij-Korsakov foretrak blåt. Rimskij-Korsakov protesterede imidlertid mod, at en passage i Rachmaninovs operaDen gerrige ridder understøttede deres teori. Scenen, hvori den gamle baron åbner skattekister for at finde guld og juveler, som glitrer i fakkelskinnet, var skrevet i D-dur. Skrjabin sagde til Rachmaninov, at "din intuition har ubevidst fulgt de love, hvis eksistens du har forsøgt at benægte".[20]
Skønt Skrjabin kun skrev få orkesterværker, er de blandt hans mest kendte, og nogle af dem spilles ofte. Det er tre symfonier, en klaverkoncert (1896), symfoni nr. 4,"Le poème de l'extase" (1908) og Prometheus"Le poème de feu" (1910) som indeholder et parti for "Clavier à lumières" eller "tastiéra per luce", som der står i partituret. Dette instrument var en slags farveorgel bygget specielt til opførelsen af denne symfoni. Det blev spillet som et klaver med farver, som blev projekteret op på et lærred i koncertsalen. De fleste fremførelser af dette værk, herunder uropførelsen, omfatter ikke dette "lysspil", men ved en opførelse i New York i 1915 blev farver projekteret op på en skærm. Det er fejlagtigt blevet hævdet, at man ved denne koncert anvendte et farveorgel opfundet af den britiske maler A. Wallace Rimington, skønt det i virkeligheden var en nykonstruktion fremstillet specielt til dette formål af Preston S. Miller, chef for Illuminating Engineering Society i New York.[21][22][23]
Ved en opførelse afPrometheus i februar 2010 gennemførte Anna M. Gawboy og Justin Townsend et projekt, hvor man med moderne teknik forsøgte at genskabe Skrjabins intentioner. Værket blev opført vedYale University med Yale Symphony Orchestra under ledelse af dirigenten Toshiyuki Shimada.[23][24]
Skrjabins originale orgel, med dets skivetallerken med farvede lamper er bevaret i hans hjem i Moskva. Hjemmet er nu museum for Skrjabins liv og virke.[25]
Horowitz spillede for Skrjabin i dennes hjem som 11-årig, og Skrjabin var entusiastisk men mente, at han burde øve sig noget mere. Som ældre bemærkede Horowitz, at Skrjabin åbenbart var gal, eftersom han havde tics og ikke kunne sidde stille.[26] Trots Horowitz vurdering holdt Skrjabin nøje øje med, hvad der foregik indenfor det musikalske område i Rusland under sin levetid. Hans begravelse havde så mange deltagere, at man måtte uddele adgangsbeviser. Prokofjev beundrede ham meget, og dennesVisions Fugitives har store ligheder med Skrjabins stil.Igor Stravinskij var derimod stærkt negativ - han hadede det, han anså som retningsløst, indadvendt og tomt brillerende i kollegaens musik, men hans egne gennembrudsværkerIldfuglen ogPetrusjka viser en ikke ubetydelig indflydelse fra SkrjabinsLe Poème de l'Extase ogPrometheus.
En anden stor beundrer var den britisk-persiske komponistKaikhosru Shapurji Sorabji, som ihærdigt samlede på Skrjabins mest obskure værker, da han som ung boede i Essex. Sorabji ivrede for Skrjabin selv i de år, da dennes popularitet var mindst. Skrjabins barnebarns barnebarn Elisha Abas blev koncertpianist og har rejst skiftevis mellem USA og Israel.[27]
Den svenske komponist og musikforskerBengt Hambraeus var meget interesseret i Skrjabin, især hans harmonik og rytmik og de kosmiske aspekter af hans æstetik, og Hambraeus henviste ofte til Skrjabin.[28]
Skrjabins hjem i Moskva er nu omdannet til museum, og i huset blev i 1960'erne oprettet Sovjetunionens første elektronmusikstudio.[25]
Enasteroid,6549 Skryabin,[29] er opkaldt efter komponisten.
↑Stravinskij, Igor; Rootzén Kajsa, Craft Robert (1970).Samtal med Stravinskij. En PAN-bok, 99-0104304-2 (svensk). Stockholm: PAN/Norstedt.Libris651082
1234Powell, Jonathan."Skryabin, Aleksandr Nikolayevich" (engelsk). Grove Music Online. Oxford Music Online. Oxford University Press. Hentet 15. september 2013.
↑Minderovic, Zoran."Alexander Scriabin".Biography (engelsk).Allmusic. Hentet 17. september 2013.a grandiose religious synthesis of all arts which would herald the birth of a new world
↑Benson, Robert E. (oktober 2000)."Scriabin's Mysterium".Nuances. Preparation for The Final Mystery. Classical CD Review. Arkiveret fraoriginalen 30. december 2007. Hentet 9. december 2007.
↑Molina Moreno, Francisco (2005)."Scriabin and Plato's Musical Mysticism"(PDF).Journal of the Scriabin Society of America (engelsk). 10 (1): 21-36. Arkiveret fraoriginalen(pdf) 4. november 2018. Hentet 15. september 2013.
↑"Biography" (engelsk). Scriabin Society of America. Arkiveret fraoriginalen 26. november 2013. Hentet 17. september 2013.
↑Harrison, John E. (2001).Synaesthesia: the strangest thing (engelsk). Oxford: Oxford University Press.31-32.ISBN0-19-263245-0.In fact, there is considerable doubt about the legitimacy of Scriabin's claim, or rather the claims made on his behalf, as we shall discuss in Chapter 5.Libris4603385
12Galeyev, B. M.; Vanechkina, I. L. (august 2001)."Was Scriabin a Synesthete?".Leonardo vlym=34 (engelsk) (4): 357-361. Hentet 17. september 2013.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
↑"authors conclude that the nature of Scriabin’s 'color-tonal' analogies was associative, i.e. psychological; accordingly, the existing belief that Scriabin was a distinctive, unique 'synesthete' who really saw the sounds of music—that is, literally had an ability for 'co-sensations'— is placed in doubt."
↑Rachmaninov, Sergej Vasiljevitj (1934).Rachmaninoff's recollections told to Oskar von Riesemann: [Illustr.] (engelsk). London.Libris2980426
12Gawboy, Anna M.; Townsend, Justin (juni 2012)."Scriabin and the Possible".Journal of Society for Music Theory (engelsk). Society for Music Theory.18 (2). Hentet 15. september 2013.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
