Albanien er enparlamentarisk republik. Landets hovedstad,Tirana, er dets finansielle og industrielle centrum med en befolkning påca. 418.495(2011)[11].Frie markedsreformer har åbnet landet op for udenlandske investeringer, især i udviklingen af energi- og transportinfrastruktur.[12][13] Landet har et højtHDI og har universel sundhedspleje samt gratis grundskole- og ungdomsuddannelse.[5] De mest dominerende økonomier i landet er servicesektoren, fulgt af industrisektoren og landbrugssektoren.[14]
Navnet "Albanien" kommer fra detmiddelalderlatinske navn på landet,Albania (lokalt kaldes landetShqipëri). Navnet "Albania" kan stamme fra denillyriske Albani-stamme, somPtolemæus nævnte på et kort i 150 e.Kr., der viste byenAlbanopolis nordøst forDurrës.[16][17]
Navnet kan også være relateret til en middelalderlandsby kaldet Albanon og Arbanon, omend det er usikkert, hvorvidt der er tale om det samme sted.[18] Den byzantinske historikerMichael Attaliates var omkring år 1080 den første til at beskriveAlbanoi som havende været en del af et oprør modKonstantinopel i 1043 og til at betegneArbanitai som underlagt hertugen afDyrrachium.[19] IMiddelalderen kaldte albanerne deres land forArbëri ellerArbëni og sig selv forArbëresh ellerArbënesh.[20][21]
Tidligst omkring det 17. århundrede begyndte stednavnetShqipëria og det etniske demonymShqiptarë gradvist at erstatteArbëria ogArbëresh. De to begreberfortolkes i folkemunde til at betyde hhv. "Ørnenes land" og "Ørnenes børn".[22][23]
De første spor efter mennesker i Albanien kan dateres tilbage til mellemste og øvrepalæolitikum, og blev fundet i landsbyen Xarrë, nærSarandë og bjergetDajti nærTiranë.[24] Blandt de genstande, der blev fundet i en grotte nær Xarrë, var flint- og jaspisobjekter samt fossile dyreknogler, mens der ved Dajti blev fundet knogler og stenværktøjer, der lignedeAurignacienkulturens. De palæolitiske fund i Albanien har stor lighed med de objekter fra samme æra, der er fundet ved Crvena Stijena i Montenegro og det nordvestlige Grækenland.[24]
I Antikken blev det territorium, der i dag er Albanien, hovedsageligt beboet af en rækkeillyriske stammer. Territoriet var kendt somIllyrien, og strakte sig omtrent fra området øst for Adriaterhavet til mundingen afVjosë-floden i syd.[25][26] Den første beskrivelse af de illyriske grupperinger stammer fraPeriplus Ponti Euxini, en gammel græsk tekst skrevet i midten af det 4. århundrede f.Kr.Arkiveret 10. september 2016 hosWayback Machine[27]
Blandt de mest magtfulde stammer i området varArdiaei. Ardiaei-kongeriget nåede sin største udbredelse underAgron af Illyrien, søn afPleuratos 2.. Agron herskede også over andre nærliggende stammer.[28] Efter Agrons død i 230 f.Kr. arvede hans kone Teuta Ardiaei-riget. Teutas styrker fortsatte deres erobringer sydpå mod detIoniske hav, hvor de besejrede de kombinerede akaiske og aitoliske flåder islaget ved Paxos og erobrede øenCorcyra, hvilket satte dem i stand til at ramme de vigtige handelsruter mellem det græske fastland de græske byer i Italien.[29] I 229 f.Kr. erklærede Rom krig[30] mod Illyrien for deres udbredte plyndring af romerske skibe. Krigen endte med romersk sejr i 227 f.Kr.. Teuta blev senere efterfulgt afGentius i 181 f.Kr.[31] Gentius sloges med romerne i 168 f.Kr., hvilket blev starten påden tredje illyriske krig. Konflikten førte igen til romersk sejr, og Illyrien blev indlemmet i Romerriget i 167 f.Kr.[bør uddybes] Regionen blev opsplittet i tre administrative opdelinger.[32]
Det territorie, der i dag kendes som Albanien, forblev under romersk (og senerebyzantinsk) styre indtil slaverne løb det over ende fra det 7. århundrede og frem,[33] hvorefter det blev erobret af detBulgarske Rige i det 9. århundrede. Efter både det Byzantinske og Bulgarske Rige i midten og slutningen af det 13. århundrede, blev nogle dele af det, der i dag er Albanien, erobret afStorfyrstendømmet Serbien. De invaderende styrker ødelagde eller svækkede de fleste af de kulturelle centre fra romersk og byzantinsk tid.[34]
Den albanske stats territoriale kerne blev dannet i middelalderen somFyrstendømmet Arbër ogkongeriget Albanien. Fyrstendømmet Arbër orAlbanon (albansk):Arbër ellerArbëria, blev etableret afarkontProgon i regionenKrujë i ca. 1190. Progon, statens grundlægger, blev efterfulgt af sine sønner Gjin og Dhimitri. Efter Dhimiters død, som den sidste fra Progons familie, tilfaldt fyrstendømmetGrigor Kamona, og senereGolem, hvorefter det endelig gik i opløsning i 1255.[35][36][37] Nogle historikere argumenterer for at Arbanon var den første skitse for en "albansk stat", og at det bevarede semi-autonom status som den vestlige yderlighed af et rige (underDoukai afEpirus elleLaskariderne fraNikæa).[38] Kongeriget Albanien blev etableret af Karl 1. af Sicilien ud af det albanske territorie som han erobrede fra Epirus-despotatet i 1271. Han udråbte sig selv til "Konge af Albanien" i februar 1272. Kongeriget strakte sig fra Durrës-regionen (dengang kendt som Dyrrhachium) mod syg langs kysten til Butrint. Efter kongerigets skabelse gjorde udgjorde den katolske politiske struktur et godt grundlag for pavens planer om at sprede katolicisme til Balkanhalvøen. Denne plan blev også støttet af Helene af Anjou, Karl 1.'s kusine, der på daværende tidspunkt herskede over territorier i det nordlige Albanien. I løbet af hendes tid blev der bygget omkring 30 katolske kirker og klostre i Nordalbanien og Serbien.[39] I perioden 1331-1355 tilkæmpede det Serbiske Rige sig kontrol over Albanien. Efter selvsamme rige gik i opløsning, blev der oprettet flere albanske fyrstendømmer, hvoraf nogle af de mægtigste var Balsha, Thopia, Kastrioti, Muzaka og Arianiti. I første halvdel af det 14. århundrede invaderede detOsmanniske Rige det meste af Albanien, men i 1444 blev de albanske fyrstendømmer igen forenet som selvstændigt rige, denne gang underGeorge Castrioti Skanderbeg, der normalt betragtes som Albaniens nationalhelt.
Efter at have tjentDet Osmanniske Rige i 20 år deserteredeSkanderbeg og startede et oprør, der forsinkede det osmanniske indtog i Europa med 25 år.
Dadet Osmanniske Rige voksede frem i Sydøsteuropa, var det geopolitiske landskab i området kendetegnet ved spredte kongeriger bestående af små fyrstendømmer. Osmannerne ønskede kontrol med Albanien, som de så som et springbræt for en invasion af Italien og Vesteuropa, og opstillede i 1415 deres garnisoner i det sydlige Albanien. Pr. 1431 havde de besat størstedelen af landet.[40]
Muhammad Ali Pasha var en af mange osmanniske ledere, der var af albansk oprindelse.
I 1443 udbrød et stort og længerevarende oprør under ledelse afSkanderbeg. Oprørerne besejrede i flere omgange store osmanniske hærenheder under ledelse af sultanerneMurad 2. ogMehmed 2.. Skanderbeg forenede de albanske prinser, og etablerede senere en centraliseret autoritet og blev hersker over Albanien. Han prøvede flere gange ihærdigt at oprette en europæisk koalition imod osmannerne, men uden større held, omend flere magter, såsom Napoli, Pavestaten, Venedig og Ragusa, støttede økonomisk og militært.[41] Skanderbeg blev beundret i flere europæiske hof for sin evne til at tage kampen op med det, der på daværende tidspunkt var en af de mægtigste militære styrker på kontinentet. Oprøret ophørte ved Skanderbegs død i 1468, men det ville tage osmannerne yderligere 10 år at tage alle albanske territorier tilbage fra oprørerne. Skanderbegs popularitet voksede mange århundreder senere - i det 19. århundrede - som følge af at han blev anset som en folkehelt og en del af den albanske nationalidentitet.
Medtyrkernes ankomst, blevislam introduceret i Albanien som en tredje religion. Dette medførte en massiv udvandring af albanere til diverse kristne europæiske lande.[42]Sammen medbosniakkerne nød de muslimske albanere særdeles god status i det Osmanniske Rige, og var hovedsøjlerne iHøjportens Balkan-politik.[43]
I det 15. århundrede, da det Osmanniske Rige var ved at blive fast forankret i regionen, blev de albanske byer organiseret i firesanjakker. Styret søgte at fremme mere handel ved at tillade en større mængde jødiske flygtninge på flugt fraden spanske inkvisition at slå sig ned i regionen.Vlorë blev central for importerede handelsvarer såsom fløjl, bomuld, mohair, tæpper, krydderier og læder fraBursa ogKonstantinopel, og nogle af Vlorës borgere havde sågar handelsnetværk op igennem resten af Europa.[45]
Albanerne kunne også findes i andre hjørner af det store rige, heriblandt i Irak, Egypten, Algeriet og langsMaghreb, i vigtige militære og administrative positioner.[46] Dette skyldtes delvistDevşirme-systemet, hvorved kristne osmanneres drenge blev hvervet til staten i en ung alder. Islamiseringsprocessen var inkrementel, og startede fra osmannernes ankomst i det 14. århundrede.Timar-besiddere, der var en af hjørnestenene i osmannernes tidlige kontrol med Sydøsteuropa, var ikke nødvendigvis islamiske konvertitter, og gjorde af og til oprør. Størstedelen af den albanske befolkning blev dog gradvist konverteret til islam - en proces, der især voksede i det 17. (forkatolske albanere) og 18. århundrede (forortodokse albanere) .[47] Til at begynde med vedrørte islamiseringen kun de støre bycentreElbasan ogShkoder, men efterhånden begyndte folk på landet også at tage den nye religion til sig.[47] Folk konverterede af mange forskellige grunde, men manglen på kildemateriale gør at det generelt er svært at udpege motivationsgrunde.[48]
Prizrenligaen blev dannet 1. juni 1878 iPrizren,Kosovo Vilayet i det Osmanniske Rige. Til at begynde med havde de osmanniske autoriteter støttet Ligaen, hvis udgangspunkt havde været baseret på religiøs solidaritet med muslimske jordejere og folk forbundet medden osmanniske administration. Osmannerne vægtede muslimsk solidaritet højt, og ønskede at beskytte alle muslimske lande, heriblandt det, der i dag er Bosnien-Hercegovina. Ligaen blev derfor døbtDe sande muslimers komité (albansk:Komiteti i Myslimanëve të Vërtetë).[49] Ligaen udsendte et dekret kendt somKararname, som indeholdt en proklamation om at folk fra det nordlige Albanien, Epirus og Bosnien var villige til at forsvare det Osmanniske Riges territoriale integritet med alle midler mod tropper fraBulgarien,Serbien ogMontenegro. Det blev underskrevet af 47 muslimske stedfortrædere for Ligaen 18. juni 1878.[50] Omkring 300 muslimer deltog i forsamlingen, heriblandt deleerede fra Bosnien og mutasarrif (sanjakbey) fraSanjakken Prizren som repræsentanter for centralautoriteterne, og ingen delegerede fraScutari Vilayet.[51]
Osmannerne droppede deres støtte til Ligaen, da den, under påvirkning afAbdyl bey Frashëri, begyndte at arbejde hen mod albansk autonomi, og anmodede om at sammensmeltning af fire osmanniske vilayetter (Kosovo,Scutari,Monastir ogIoannina) til en nyAlbansk Vilayet). Ligaen anvendte militær magt til at forhindre annektering af dele afPlav ogGusinje, som ellers var blevet tildelt Montenegro afBerlinerkongressen. Efter flere kampe med montenegrinske tropper, såsom iSlaget om Novšiće, og under pres frastormagterne, blev Prizrenligaen nødt til at trække sig tilbage fra de omstridte regioner Plav og Gusinje, og blev senere besejret af en osmannisk hær sendt af sultanen.[52]
Ved denalbanske nationalkongres iVlorë 28. november 1912[53] konstituerede kongresdeltagerneVlorë-forsamlingen.[54] Forsamlingen, bestående af 83 ledende albanske skikkelser, udråbte Albanien til en uafhængig stat og oprettede efterfølgendeAlbaniens provisoriske regering ved deres anden session, afholdt 4. december 1912. Regeringen havde ti medlemmer, og blev anført afIsmail Qemali frem til hans resignation 22. januar 1914.[55] Forsamlingen etablerede ogsåSenatet (albansk:Pleqësi) som har en rådgivende funktion for regeringen, og består af 18 medlemmer fra forsamlingen.[56]
Ismail Qemali og hans kabinet under fejringen af etårsjubilæummet for uafhængighed,Vlorë, 28. november 1913.
Albaniens uafhængighed blev anerkendt vedLondonkonferencen 29. juli 1913, men optegnelsen af grænserne for det nyligt oprettedealbanske fyrstendømme ignorerede dog de demografiske realiteter. DenInternationale Kontrolkommission blev etableret 15. oktober 1913 med hovedkvarter iVlorë,[57] for at håndtere administrationen af det nyligt oprettede Albanien indtil dets politiske institutioner fungerede ordentligt.[58] DetInternationale Gendarmeri blev etableret som Fyrstendømmet Albaniens førsteretshåndhævende organ, og de første gendarmer ankom til Albanien i begyndelsen af november. PrinsWilhelm af Wied blev valgt som nationens førstefyrste.[59]
I november 1913 havde de pro-osmanniske albanske styrker tilbudt den albanske trone til den osmanniske krigsminister (af albansk oprindelse),Izzet Pasha.[60] De pro-osmanniske bønder mente at det nye fyrstendømme var styret af de seks kristnestormagter og lokale jordejere, som ejede halvdelen af agerjorden.[61]
28. februar 1914 blevden Autonome Republik Nord-Epirus udråbt i Gjirokastër af den lokale græske befolkning i protest mod indlemmelse i Albanien. Dette initiativ var dog kortlivet, og i 1921 blev de sydlige provinser endegyldigt indlemmet i det albanske fyrstendømme.[62][63] I mellemtiden var der udbrudtet oprør blandt de albanske bønder under ledelse af en gruppe muslimske gejstlige omkringEssad Pasha Toptani, som havde udråbt sig selv til at være både Albaniens ogislams frelser.[64][65] For at opnå støtte fra de katolske frivillige fra de nordlige bjerge iMirdita, udpegede fyrst Wilhelm deres leder,Prênk Bibë Doda, til udenrigsminister. I maj og juni 1914 led det Internationale Gendarmeri sammen medIsa Boletini og hans, hovedsageligt kosovanske, mænd,[66] og katolikkerne fra det nordligeMirdita store nederlag i kampen mod oprørerne, som ved udgangen af august 1914 havde erobret størstedelen af det centrale Albanien.[67] Fyrst Wilhelms regime kollapsede, og han selv flygtede i eksil 3. september 1914.[68]
Fyrst Wilhelms kortlivedefyrstendømme (1914-1925) blev fulgt af den førsteAlbanske Republik (1925-1928). I 1925 blev den fire-mand-store formynderregering afskaffet ogAhmet Zogu blev valgt som præsident af den nyligt udråbte republik.Tirana blev officielt udråbt til landets permanente hovedstad.[69] Zogu bedrev enautoritær og konservativ regeringsførelse, hvis hovedformål var at vedligeholde stabilitet og orden. Han blev i denne periode tvunget til at acceptere en samarbejdspolitik medKongeriget Italien, og en pagt mellem de to lande blev underskrevet 20. januar 1925, hvorved Italien fik monopol på al fragt og handel.[70]
Zogu udvidede gradvist sin autoritet, og i 1928 omdannede han republikken tilet monarki med ham selv som konge af Albanien. For at sikre yderligere muligheder for direkte kontrol med landet, lagde Zogu, der nu blev tituleret som "kong Zog 1.", stor vægt på konstruktion af nye veje og infrastruktur. Alle mandlige albanere over 16 år blev krævet at afgive ti dages gratis arbejdskraft til staten.[70] Kong Zog forblev konservativ, men igangsatte dog visse reformer - eksempelvis blev den gamle tradition med at føje sin region til sit navn droppet i et forsøg på social modernisering, ligesom han også donerede land til internationale organisationer, der ønskede at bygge skoler og hospitaler. De væbnede styrker blev trænet af italienske instruktører, og som modvægt hertil beholdt Zog britiske officerer i det Internationale Gendarmeri på trods af stærkt italiensk pres for at få dem fjernet. Op igennem1930'erne blev Kongeriget Albanien aktivt støttet af det italienskefascistiske regime, og de to lande nød generelt tætte relationer frem til Italiens pludseligeinvasion af Albanien i 1939.
EfterAksemagternesinvasion af Jugoslavien i april 1941 blev de dele af Jugoslavien, hvor der boede større mængder albanere, annekteret af Albanien: dette gjaldt størstedelen af Kosovo,[a] såvel som det vestlige Makedonien, byenTutin i det centrale Serbien og en stribe land i det østlige Montenegro.[71] I november 1941 etablerede de små albanske kommunistgrupper et Albansk kommunistparti i Tirana med 130 medlemmer, under ledelse afEnver Hoxha og en 11-mand-stor Centralkomité. Partiet havde til at begynde med ikke bred appel, og selv dets ungdomsorganisation havde kun få rekrutter. Efter marts 1943 dannede denNationale Befrielsesbevægelse sin første og anden bataljon, som efterfølgende blev brigader, og fungerede i modstandskamp sammen med andre, mindre modstandsenheder. Modstanden mod besættelsen voksede stærkt efterhånden som det blev tydeligt, at Italien var svækket militært. I slutningen af 1942 var der mellem 8.000 og 10.000guerillakrigere i Albanien. Pr. sommeren 1943, da de italienske styrker gav op, var næsten hele landets bjergfyldte indre kontrolleret af modstandsfolk.[72]
Efter Italiens kapitulation i 1943 besatteNazityskland Albanien, ogsatte det op som klientstat. De nationalistiskeBalli Kombetar, som havde kæmpet mod Italien, dannede en "neutral" regering i Tirana, og kæmpede side-om-side med tyskerne mod den kommunistisk-anførteNationale Befrielsesbevægelse.[73] Pr. januar 1944 havde de kommunistiske partisaner vundet kontrollen over en stor del af det sydlige Albanien, omend tyske angreb fortsat drev dem ud af andre områder. På Përmet-kongressen dannede den Nationale Befrielsesbevægelse et "Antifascistisk Råd for National Befrielse", som skulle fungere som Albaniens administration og lovgivende magt. Før udgangen af november 1944 havde størstedelen af de tyske tropper trukket sig tilbage fraTirana, og kommunisterne erobrede byen. Partisanerne befriede de sidste dele af Albanien fra tysk besættelse 29. november 1944. I perioden herefter udspillede der sig et borgerkrigslignende scenarie i Albanien, hvor kommunister og nationalister fortsat lå i krig mod hinanden. De kommunistiske partisaner sendte styrker nordpå mod nationalisterne, og blev mødt af modstand i Nikaj-Mertur, Dukagjin og Kelmend (Kelmendi anført afPrek Cali).[74] De kommunistiske partisaner endte som sejrherrer, og etablerede ensocialistisk republik.
Landet var en satellitstat tilJugoslavien mellem 1944 og 1948, men allierede sig medStalin efter, atTito havde brudt medSovjetunionen 1948. Landet blev medlem afFN i 1955.
Den socialistiske genopbygning af Albanien blev påbegyndt øjeblikkeligt efter monarkiets afskaffelse og indførelsen af folkerepublikken. I 1947 blev Albaniens første jernbanelinje færdigkonstrueret, og den anden blot otte måneder senere. Der blev vedtaget nye love om jordreform, som tildelte jorden til de arbejdere og bønder, der dyrkede den, landbrug blevkooperativt, og produktion voksede betragteligt indtil Albanien til sidst var selvforsynende udi landbrug. I 1955 varanalfabetisme udryddet blandt landets voksne befolkning.[75]
I samme periode blev Albanien industrialiseret og oplevede voldsom økonomisk vækst - den gennemsnitlige BNI var således 29% højere end verdensgennemsnittet, og 56% højere end det europæiske gennemsnit.[76] Albaniens socialistiskeforfatning tillod ikke beskatning af individer; i stedet blev kooperativer og andre organisationer beskattet, hvilket havde mere eller mindre den samme effekt.[77]
Religionsfrihed blev suspenderet i det socialistiske Albanien, og alle former for gudsdyrkelse blev kriminaliseret. I august 1945 havde landbrugsreformloven betydet at store dele af ejendom, der var ejet af religiøse grupper (hovedsageligt islamiskewaqfs) blev nationaliseret, sammen med klostre og bispedømmer. I 1949 krævede et nyt dekret om religiøse fællesskaber at alle deres aktiviteter skulle sanktioneres af staten og staten alene.[78]Efter hundreder af moskeer og flere islamiske biblioteker var blevet destrueret, bandlyste en lov i 1967 al "fascistisk, religiøs, krigsmagende, antisocialistisk aktivitet og propaganda", og samme år udråbte Hoxha Albanien til "verdens førsteatetistiske stat".[79][80] Flere af landets kirker blev ligeledes ødelagt eller konverteret til kulturcentre for unge mennesker. Selvom prædikener kunne straffes med fængselsdomme på mellem 3 og 10 år, fortsatte mange albanere med at praktisere deres religion i det skjulte.[kilde mangler] Hoxha-styrets anti-religiøsitet blev beskrevet kort og koncist i en formulering fra landets forfatning i 1976: "Staten anerkender ingen religion, og støtter og gennemfører ateistisk propaganda for at implantere et videnskabeligt materialistisk verdenssyn i folk."[80]
Efter Hoxhas død i 1985 forsøgte hans enkeNexhmije Hoxha at få den politiske magt, men blev udmanøvreret af den nye partileder,Ramiz Alia. I erkendelsen af behovet for decentralisering indledte han i 1987 en moderat reformkurs med en lempelse af den planøkonomiske politik, samtidig med at flere andreØstbloklande ligeledes gik i opløsning. Efter protester i 1989 samt yderligere reformer i 1990 gik Den Socialistiske Folkerepublik Albanien i opløsning i 1991-1992, og blev i stedet omdannet til Republikken Albanien.Albaniens Arbejdets Parti bevarede en højborg i parlamentet efter at være blevet valgt ind ved parlamentsvalget i 1991. I marts 1992, daprivatiseringspolitikken havde medført økonomisk kollaps og sociale optøjer, vandt en ny koalition ført af det nyeAlbaniens Demokratiske Parti magten.
I de følgende år blev en stor del af landets rigdom investeret ipyramideforetagender i banksektoren, som blev støttet af landets regering. Pyramideforetagenderne blev udbredt til et sted mellem 20%-33% af landets befolkning.[81][82] På trods af advarsler fraIMF i slutningen af 1996, forsvarede den daværende præsidentSali Berisha pyramideforetagenderne som blot værende store investeringsfirmaer, hvilket fik flere til at omdirigere deres pengeoverførsler og sælge deres hjem og kvæg for at kunne investere i pyramideforetagenderne.[83] Pyramideforetagenderne brød endeligt sammen i slutningen af 1996, hvilket fik mange af investorerne til at afholde fredelige protester mod regeringen og kræve deres penge tilbage. Protesterne blev voldelige i februar 1997, da regeringsstyrkerne åbnede ild mod demonstranter. Måneden efter deserterede politistyrken og den Republikanske Garde, og efterlod ubevogtede våbenlagre, som øjeblikkeligt blev tømt af militser og kriminelle bander. Den resulterende krise skabte en bølge af evakueringer af udlændinge fra landet (såsom vedOperation Libelle ogOperation Silver Wake) samt en strøm af flygtninge, hovedsageligt til Italien, Grækenland, Schweiz, Tyskland og USA.
Krisen førte til at premierministerAleksandër Meksis gik af 11. marts 1997, og fulgt af præsidentSali Berisha, der trak sig i juli efter han forinden havde givetamnesti til en række fanger, heriblandt den fremtrædende socialistiske lederFatos Nano. I mellemtiden, april 1997, ankom en fredsbevarende FN-styrke, anført af Italien, til landet iOperation Alba. Styrken havde to formål: at assistere med evakueringen af udlændinge og at sikre området for internationale organisationer - primært WEU MAPE, som samarbejdede med regeringen om at restrukturere retssystem og politi. Optøjerne stilnede af efterAlbaniens Socialistiske Parti valgt parlamentsvalget samme år, og den nyligt løsladte Fatos Nano blev ny premierminister.
I september 1998 udbrød der voldelige uroligheder i landet efter attentatet på den fremtrædende demokratiske politikerAzem Hajdari, og under hans begravelse forsøgte bevæbnede grupper kupforsøg mod regeringen - kupforsøget slog fejl, men premierminister Nano måtte flygte og trak sig kort efter som premierminister. Han blev efterfulgt afPandeli Majko på posten. Samme år, og især året efter, blev landet voldsomt påvirket afOperation Allied Force inabolandet Jugoslavien, da et stort antal albanere flygtede fraKosovo til Albanien.
Den albanske republik er et parlamentarisk demokrati, etableret under en forfatning der blev fornyet i 1998.[84] Der afholdes valg hvert fjerde år til den 140-sæder-storeetkammer-forsamling. I juni 2002 blev en kompromiskandidat, den tidligere generalAlfred Moisiu, valgt til at efterfølge præsidentRexhep Meidani. Efter et parlamentsvalg i juli 2005 blev lederen afAlbaniens Demokratiske Parti,Sali Berisha, premierminister, mensBamir Topi blev præsident i juli 2007. Den nuværende albanske præsident,Ilir Meta, blev valgt af parlamentet i april 2017.
Albaniens Euro-Atlantiske integration har været det øverste mål for regeringerne efter den kommunistiske tid, og Albaniens EU-medlemskab er blevet sat som en prioritet af EU-Kommissionen.
Albanien blev, sammen medKroatien, medlem afNATO 1. april 2009, hvorved de blev det 27. og 28. medlem af alliancen.[85]
Albaniens statsoverhoved errepublikkens præsident. Præsidenten vælges af parlamentet for 5 år af gangen, via hemmelig afstemning, og kræver en 50%+1 majoritet af stemmerne.
Præsidenten har magten til at garantere overholdelse af forfatningen og lovene, være øverstkommanderende for de væbnede styrker, bedriveparlamentets rolle, når parlamentet ikke er til stede, samt udpege en formand for ministerrådet (en premierminister).
Den udøvende magt ligger normalt i ministerrådet (kabinettet). Formanden for rådet (premierministeren) udpeges af præsidenten; ministre nomineres af præsidenten på baggrund af premierministerens anbefalinger. Parlamentet skal give den endelige godkendelse af ministerrådets sammensætning. Rådet er ansvarligt for både uden- og indenrigspolitik gennem ministerierne og de andre statslige enheder.
Retshåndhævelse hører i Albanien hovedsageligt under detalbanske politi. Albanien har derudover et antiterrorkorps kaldetRENEA (forkortelse forReparti iNeutralizimit tëElementit tëArmatosur, eller på dansk: "Afdelingen for neutralisering af bevæbnede elementer").
Landet har en forholdsvis højmordrate, og har især problemer medblodhævn i øde områder i landets nordlige del, samtvold i nære relationer.[86] I 2014 blev det anslået at omkring 3000 albanske familier på det tidspunkt var involveret i blodfejder, samt at dette siden den socialistiske republiks fald havde ført til mere end 10.000 menneskers død.[87]
Republikken Albaniens Forsamling (Kuvendi i Republikës së Shqipërisë) er Albaniens lovgivende magt. Det består af 140 medlemmer, som vælges gennem etliste-proportionelt repræsentationssystem senest hvert fjerde år. Forsamlingens formand, som har to viceformænd, leder den. Der findes 15 permanente kommissioner eller komitéer.
Forsamlingen har magten til at beslutte hvilken retning inden- og udenrigspolitik skal bevæge sig i; godkende eller føje til forfatningen; erklære krig; ratificere eller annullere internationale traktater; vælge republikkens præsident, højesteret, rigsadvokaten samt hans stedfortrædere; samt kontrollere statsligt tv- og radio, statslige nyhedstjenester og andre officielle media.
Den danskeombudsmand har – i forbindelse med ydelse af dansk overgangsbistand – rådgivet Albanien med etableringen af en tilsvarende institution. Den albanske ombudsmand betegnes somFolkets Advokat.
De væbnede albanske styrker (Forcat e Armatosura të Shqipërisë) blev oprettet efter landet erklærede sin uafhængighed i 1912. I de seneste årtier har Albanien gradvist reduceret antallet af aktive tropper fra 65.000 i 1988 til 14.500 i 2009.[88][89] Militæret består nu hovedsageligt af en lille samling af fly- og flådefartøjer. i 1990'erne skrottede landet enorme mængder forældet materiel, som de havde fået fra Kina, heriblandt tanks ogSAM-systemer.
De væbnede styrker omfatter i øjeblikketGeneralstaben, dealbanske landstyrker, detalbanske luftvåben og dealbanske flådestyrker. En øgning af landets militære budget var oprindeligt et af de vigtigste krav i forhold til at blive integreret iNATO, men militære udgifter har dog siden 1996 ligget på mindre end 1,5% siden 1996, med undtagelse af i 2009 hvor det kortvarigt hoppede til at udgøre 2%.[90] Siden februar 2008 har Albanien været officiel deltager i NATO'sOperation Active Endeavor iMiddelhavet.[91] Landet blev inviteret til medlemskab af NATO 3. april 2008, og blev endelig et fuldgyldigt medlem 2. april året efter.[92]
Albanien er opdelet i 12 administrativepræfekturer (albansk:qark eller prefekturë). Siden juni 2015 er disse præfekturer yderligere opdelt i 61 kommuner (albansk:bashki). Præfekturene var tidligereopdelt i 36 distrikter (albansk:rreth), der dog blev opløst i 2000.[93] Regeringen introducerede en ny administrativ opdeling, der skulle implementeres i 2015, hvorved kommunerne blev reduceret til de nuværende 61, mens landdistrikterne kaldetkomuna blev afskaffet. De afskaffede kommuner vil i stedet blive kaldt "nabolag" eller "landsbyer" (albansk:Lagje / Fshat).[94][95] Der findes i alt 2980 landsbyer/fællesskab (albansk:fshat) i Albanien, der tidligere var kendt som "lokaliteter" (albansk:lokalitete). Kommunerne er det første niveau af lokal forvaltning, og ansvarlige for lokale behov og lovhåndhævelse.[96]
Som en del af reformen blev de store bycentre i Albanien fysisk ombygget, og facaderne blev malet til at give et mere middelhavslignende udseende.[97][98]
Albanien har et samlet areal på 28748 km². Det ligger mellem breddegraderne39° og43° N, samt mellem længdegraderne19° og21° Ø (et lille område ligger øst for 21° Ø). Albaniens kystlinje er 476 km lang og strækker sig langsAdriaterhavet og detIoniske Hav. Det vestlige lavland grænser op til Adriaterhavet.[99]:240
70% af landet er bjerge, og ofte utilgængeligt udefra - det højeste bjerg erKorab, der ligger i det tidligereDibër og er op imod 2764moh. Kystklimaet er typiskMiddelhavsklima med milde, våde vintre og varme, solbeskinnede og tørre somre.
Længere inde i landet afhænger klimaet meget af højde, men de områder der ligger mere end 1.500 m over havoverfladen er om vinteren særdeles kolde og ofte snefyldte, hvilket somme tider kan vare ved ind i foråret.
De tre største og dybeste tektoniske søer påBalkanhalvøen ligger alle delvist i Albanien.Shkodër-søen i nordvest har en overflade på mellem 370 km² og 530 km2, hvoraf en tredjedel tilhører Albanien og restenMontenegro.Ohrid-søen ligger i landets sydøstlige del, og deles mellem Albanien og Republikken Makedonien. Den har en maksimal dybde på 289 meter og er hjem for en række unikke dyr og planter, heriblandtlevende fossiler og mangeendemiske arter. På grund af dens naturmæssige og historiske værdi er Ohrid-søen beskyttet afUNESCO. Sidst er også Butrinti-søen, som er en lille tektonisk sø i nationalparken Butrint.
Selvom det er et lille land har Albanien en biologisk mangfoldighed. Landets mange variationer i geomorfologi, klima og terræn skaber gunstige forhold for en lang række endemiske og sub-endemiske arter med 27 endemiske og 160 subendemiske vaskulære planter voksende i landet - i alt findes der mere end 3250 plantearter i Albanien, heriblandt omkring 30% af hele Europas samlede mængde plantearter.[kilde mangler]
Albanien er et land på vej frem, men er fortsat et af de fattigste lande i Europa. Efter en svær tid med 45 år som lukket diktatur til 1991 og økonomiske og politiske tilbageslag i 1990'erne og uro og usikkerhed i samfundet efter sammenbruddet af pyramidespillene i 1997, formåede man at huse 400.000 flygtninge fra Kosovo i 1999.
Albanien har et anslåetbefolkningstal påca. 2.811.655(2023)[8] indbyggere. Hovedparten af befolkningen (95%) er albanere. Landet har dog en væsentlig græskminoritet. En række indbyggere med etnisk albansk baggrund bor endvidere i naboområderne Kosovo, Makedonien, Montenegro og Serbien. Sproget eralbansk, men der tales dog ogsågræsk, primært af den græske minoritet.
Det albanske køkken er – ligesom de flestemiddelhavs- ogBalkan-nationer – stærkt påvirket af dets lange historie. Det territorie, der i dag er Albanien, er igennem historien blevet besat eller indlemmet i Grækenland, Serbien, Italien og det Osmanniske Rige, og hver gruppe har sat sine spor i det albanske køkken.Albaneres hovedmåltid er frokosten, der ofte serveres med ensalat af friske grøntsager såsom tomater,agurker, grønnepeberfrugter ogolivener medolivenolie, eddike og salt. Det omfatter også en hovedret med grøntsager og kød. I kystbyerneDurrës,Sarandë ogVlorë findes der mange fiske- og skaldyrsspecialiteter. På steder beliggende langt over havets overflade spises ofte røget kød og syltet konserves.
Denitalienske ret cannoli er meget populær i Arbëreshë-regionerne
Tarator er en afkølet drik med yoghurt og agurk, der også kendes fra blandt andet fra detbulgarske køkken
^ab Kosovo er centrum for territoriale uenigheder mellemRepublikken Kosovo ogRepublikken Serbien. Republikken Kosovoerklærede uafhængighed 17. februar 2008, men Serbien gør fortsat krav på dets territorie som en del af sin egenautonome provins. De to regeringer begyndte at normalisere deres diplomatiske forhold i 2013 som en del afBruxellesaftalen. Kosovo er blevet anerkendt som uafhængig stat af størstedelen afFN's medlemsstater.
^Zolo, D.Invoking Humanity: War, Law and Global Order, Continuum International Publishing Group, 27 August 2002, 224 pages. p. 180books.google.comArkiveret 4. juli 2016 hosWayback Machine
^Madrugearu A, Gordon M. The wars of theBalkan Peninsula. Rowman & Littlefield, 2007. p. 146.
^Richard Talbert,Barrington Atlas of the Greek and Roman World,ISBN0-691-03169-X, Map 49 & notes.
^The Illyrians by J. J. Wilkes, 1992,ISBN978-0-631-19807-9, page 279,"We cannot be certain that the Arbanon of Anna Comnena is the same as Albanopolis of the Albani, a place located on the map of Ptolemy (3.12)"
^Robert Elsei.The Albanian lexicon of Dion Von Kirkman. Earliest reference to the existence of the Albanian language, pp. 113–122.
^Kristo Frasheri.History of Albania (A Brief Overview). Tirana, 1964.
^Lloshi, Xhevat."The Albanian Language"(PDF). United Nations Development Programme. Arkiveret fraoriginalen(PDF) 9. juli 2011. Hentet 9. november 2010.
^The Illyrians (The Peoples of Europe) by John Wilkes, 1996,ISBN978-0-631-19807-9, page 92, "Appian's description of the Illyrian territories records a southern boundary with Chaonia and Thesprotia, where ancient Epirus began south of river Aoous (Vjose)"og kortArkiveret 31. maj 2016 hosWayback Machine
^Marjeta Šašel Kos, "The Illyrian King Ballaeus – Some Historical Aspects",Épire, Illyrie, Macédoine: Mélanges offerts au professeur Pierre Cabanes, ed. Danièle Berranger (Clermont-Ferrand: Presses Universitaires Blaise Pascal, 2007), 127.
^Bideleux, Robert; Jeffries, Ian (24. januar 2007).Balkans: A Post-Communist History. Routledge. s. 25.ISBN978-1-134-58328-7.Arkiveret fra originalen 4. juli 2016. Hentet 26. august 2016.From AD 548 onward, the lands now known as Albania began to be overrun from the north by ever-increasing ...
^Clements 1992, p. 31"By 1190, Byzantium's power had so receded that the archon Progon succeeded in establishing the first Albanian state of the Middle Ages, a principality"
^H. T. Norris, Islam in the Balkans: Religion and Society Between Europe and the Arab World, p. 196.
^abClayer, Nathalie."Albania"Arkiveret 29. juni 2016 hosWayback Machine Encyclopaedia of Islam, THREE. Edited by: Gudrun Krämer, Denis Matringe, John Nawas, Everett Rowson. Brill Online, 2012. 2 April 2012
^Clayer, Nathalie."Albania"Arkiveret 29. juni 2016 hosWayback Machine. Encyclopaedia of Islam, THREE. Edited by: Gudrun Krämer, Denis Matringe, John Nawas, Everett Rowson. Brill Online, 2012. 17 April 2012
^Kopecek, Michal; Ersoy, Ahmed; Gorni, Maciej; Kechriotis, Vangelis; Manchev, Boyan; Trencsenyi, Balazs; Turda, Marius (2006),Discourses of collective identity in Central and Southeast Europe (1770–1945), vol. 1, Budapest, Hungary: Central European University Press, s. 348,ISBN963-7326-52-9,arkiveret fra originalen 13. juli 2015, hentet 18. januar 2011,The position of the League in the beginning was based on religious solidarity. It was even calledKomiteti i Myslimanëve të Vërtetë (The Committee of the Real Muslims) ... decisions are taken and supported mostly by landlords and people closely connected with Ottoman administration and religious authorities..{{citation}}:Cite har en ukendt tom parameters:|editorn=,|editorn-last=,|editorn-link=,|editorn-first= og|author-separator= (hjælp)
^Elsie, Robert."1878 The Resolutions of the League of Prizren". Arkiveret fraoriginalen 19. februar 2011. Hentet 20. februar 2011.On 10 June 1878, ... The League of Prizren, Alb. Lidhja e Prizrenit, ... On 13 June 1878, the League submitted an eighteen-page memorandum to Benjamin Disraeli, the British representative at the Congress of Berlin
^Kopeček, Michal; Ersoy, Ahmed; Gorni, Maciej; Kechriotis, Vangelis; Manchev, Boyan; Trencsenyi, Balazs; Turda, Marius (2006), "Program of the Albanian League of Prizren",Discourses of collective identity in Central and Southeast Europe (1770–1945), vol. 1, Budapest, Hungary: Central European University Press, s. 347,ISBN963-7326-52-9, hentet 18. januar 2011,there were no delegates from Shkodra villayet and a few Bosnian delegates also participated. Present was also mutasarrif (administrator of sandjak) of Prizren as representative of the central authorities{{citation}}:Cite har en ukendt tom parameters:|lay-date=,|lay-url= og|author-separator= (hjælp)
^Qemali, Ismail."Ismail Kemal bey Vlora: Memoirs". Arkiveret fraoriginalen 17. juni 2010. Hentet 23. januar 2011.... On the resumption of the sitting, I was elected President of the Provisional Government, with a mandate to form a Cabinet ...
^Giaro, Tomasz (2007). "The Albanian legal and constitutional system between the World Wars".Modernisierung durch Transfer zwischen den Weltkriegen. Frankfurt am Main, Germany: Vittorio Klosterman GmbH. s. 185.ISBN978-3-465-04017-0. Hentet 24. januar 2011.... a provisional government, consisting of ten members and led by Vlora, was formed on 4 December.
^Giaro, Tomasz (2007). "The Albanian legal and constitutional system between the World Wars".Modernisierung durch Transfer zwischen den Weltkriegen. Frankfurt am Main, Germany: Vittorio Klosterman GmbH. s. 185.ISBN978-3-465-04017-0.Arkiveret fra originalen 6. september 2015. Hentet 24. januar 2011.From its own members congress elected a senate (Pleqësi), composed of 18 members, which assumed advisory role to the government.
^Jelavich, Barbara (1999) [1983], "The end of Ottoman rule in Europe",History of the Balkans: Twentieth century, vol. 2, Cambridge, United Kingdom: The Press Syndicate of University of Cambridge, s. 101,ISBN0-521-27459-1,arkiveret fra originalen 29. juni 2011, hentet 21. januar 2011,the International Commission ... had headquarters in Vlorë{{citation}}:Cite har en ukendt tom parameters:|editorn=,|lay-url=,|editorn-link=,|editorn-first=,|lay-date=,|author-separator= og|editorn-last= (hjælp)
^Seton-Watson, R.W.; J. Dover Wilson; Alfred E. Zimmern; Arthur Greenwood (10. januar 2004) [1915], "III Germany",The War and Democracy, London: MacMillan And Co. Ltd.; 1st Edition,arkiveret fra originalen 13. november 2012,Prince William of Wied, the first Prince of Albania{{citation}}:Cite har en ukendt tom parameters:|lay-url=,|editorn-link=,|editorn-first=,|lay-date=,|editorn=,|author-separator= og|editorn-last= (hjælp)
^Elsie, Robert."Albania under prince Wied". Arkiveret fraoriginalen 25. januar 2011. Hentet 25. januar 2011.pro-Ottoman forces ... were opposed to the increasing Western influence ... In November 1913, these forces, ... , had offered the vacant Albanian throne to General Izzet Pasha ... War Minister who was of Albanian origin.
^Jelavich, Barbara (1999) [1983],History of the Balkans: Twentieth century, vol. 2, Cambridge, United Kingdom: The Press Syndicate of University of Cambridge, s. 103,ISBN0-521-27459-1,arkiveret fra originalen 29. juni 2011, hentet 25. januar 2011,peasants..willing listeners to Ottoman propaganda ... attached the new regime as a tool of the beys and Christian powers{{citation}}:Cite har en ukendt tom parameters:|lay-date= og|lay-url= (hjælp)
^Bowden, William (2003).Epirus Vetus : the archaeology of a late antique province. London: Duckworth. s. 28.ISBN978-0-7156-3116-4.Arkiveret fra originalen 15. december 2016. Hentet 26. august 2016.the Greek Epirote population of the area refused to be incorporated into the new Albanian state and in February 1914 declared the Autonomous Republic of Northern Epirus ... in 1921 Albania was recognised as an independent sovereign state, with its borders established on their present lines.
^ed, Gregory C. Ference, (1994).Chronology of 20th century eastern European history. Detroit [u.a.]: Gale Research. s. 9.ISBN978-0-8103-8879-6.Arkiveret fra originalen 14. december 2016. Hentet 26. august 2016.February 28 George Zographos, a former foreign minister of Greece, proclaims at Gjirokaster the establishment of the Autonomous Republic of Northern Epirus, with Zographos as president. He notifies the International Commission that his government has been established because the Great Powers have not provided the Greeks in southern Albania any guarantees for the protection of the life, property and religious freedom, and ethnic existence.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Ekstra tegnsætning (link)
^"The Efforts to settle amputated Albania state". albaniainbrief.com. Arkiveret fraoriginalen 28. januar 2011. Hentet 28. januar 2011.Thousands of muslim peasants, ... were exploited by their leaders Haxhi Qamili, Arif Hiqmeti, Musa Qazimi and Mustafa Ndroqi, ... to rebel
^Vickers, Miranda (1999).The Albanians: a modern history. I.B.Tauris. s. 81.ISBN978-1-86064-541-9.Arkiveret fra originalen 16. juli 2020. Hentet 26. august 2016.He gathered round him a group of discontented Muslim priests ... and proclaimed himself the savior of Albania and the Champion of Islam.
^Elsie, Robert."Albania under prince Wied". Arkiveret fraoriginalen 25. januar 2011. Hentet 25. januar 2011.Panic broke out in Durrës, and the royal family sought refuge on an Italian vessel ...
^Springer, Elisabeth; Leopold Kammerhofer (1993).Archiv und Forschung. Oldenbourg Wissenschaftsverlag. s. 346.ISBN3-486-55989-3.
^Library of Congress Country Studies, Albania: Hoxha's Antireligious Campaign
^Kombësia dhe feja në Shqipëri, 1920–1944 / Roberto Morocco dela Roka ; e përktheu nga origjinali Luan Omari.
^abElsie, Robert (2010).Historical Dictionary of Albania. Historical Dictionaries of Europe, No. 75 (2 udgave). Lanham, MD, and Plymouth: The Scarecrow Press. s. 27.ISBN978-0-8108-6188-6.