Afrikas Horn (somali:Geeska Afrika,ge'ez: የአፍሪካ ቀንድ,arabisk: القرن الأفريقي) er en trekantformetØstafrikanskhalvø som ender i en spids som kan minde om etnæsehorns horn, deraf navnet. IMiddelalderen blev halvøen også omtalt somBilad al Barbar, der kan oversættes tilBerberlandet.[1][2][3] Halvøen har kyst mod sydøst mod detIndiske Ocean og mod nord modAdenbugten. Hele kyststrækningen tilhørerSomalia, mens denetiopiskeOgadenørken ligger i den centrale del. Nogle gange bruges også en udvidet definition som foruden Somalia omfatter hele Etiopien,Djibouti ogEritrea. Afrikas horn har etareal på ca. 2 millioner km2 og en befolkning på omkring 100 millionermennesker, fordelt på 85 millioner i Etiopien, 9,3 millioner i Somalia, 5,2 millioner i Eritrea og 0,9 millioner i Djibouti.
På hornets spids ligger den 275 m høje klippeKap Guardafui, også kaldetRas Assir. Afrikas østligste punkt,Ras Hafun, ligger lidt syd derfor.
Satellitbillede af den østlige del af Afrika. Afrikas Horn ses i den højre del af billedet. Billede oprindeligt fraNASA. De orange og sandfarvede områder indikerer områder, der for størstedelens vedkommende har et tørt eller næsten tørt klima.
Semienbjergene ogBalebjergene var engang dækket af omfangsrigegletsjere, dersmeltede i starten af denholocæneepoke. Bjergene rækker ned til DetRøde Hav med en enormskrænt, og noget mere jævnt mod det Indiske Ocean. I det Indiske Ocean liggerøenSocotra ud for Somalias kyst. Den har et areal på 3.600 km2 og tilhørerYemen, der er det sydligste land på denArabiske Halvø.
Hornets lavlandsområder er generelt tørre på trods af deres nærhed til Ækvator. Dette skyldes at de vinde, der kommer fra dentropiskemonsun, som giver sæsonernes nedbør tilSahel ogSudan blæser ind fra vest. Således afgiver disse vinde størstedelen af deres væde inden de når Djibouti og Somalia, hvorfor Afrikas Horn kun modtager ganske lidt af denne monsunregn. I Central- og Vestetiopien, som ligger op mod vinden, samt i den sydligste del af Eritrea, falder der dog ofte kraftig monsunregn.
I Etiopiens bjerge får flere områder over 2.000 mm regn om året, og selv iAsmara falder der 570 mm. Denne nedbør er den eneste kilde til vand for mange områder uden for Etiopien, herunder ogsåEgypten, der – regnet i nedbør – er den mest tørre nation i verden.
Bygning af den regionale administration iAsmara .Kort over politiske situation i Afrikas horn omkring 1900. Grænserne er grænserne gældende i 2020.
I perioden efter åbningen afSuez-kanalen i 1869, da de europæiske magter underKapløbet om Afrika forsøgte at etablerekulstationer for deres skibe, invaderede og besatte ItalienEritrea. Den 1. januar 1890, blev Eritrea officielt enItaliensk koloni. I 1896 forsøgte italienske tropper at udvide ind i Etiopien, men blev slået tilbage. I 1936 lykkedes det dog at samle Eritrea,Etiopien ogItaliensk Somaliland iItaliensk Østafrika (Africa Orientale Italiana). I 1941 havde Eritrea omkring 760.000 indbyggere, herunder 70.000 italienere.[4]
Underanden verdenskrig erobredeCommonwealth of Nationss væbnede styrker, sammen med den etiopiske oprørshær i 1941 området fra italienerne[5] og overtog områdets administration. Briterne fortsatte med at administrere område under etFN-mandat indtil 1951, da Eritrea blev optaget i Etiopien, som en delstat i en føderation, ifølge FN-resolution 390 (A), som under tilskyndelse fra USA blev vedtaget i december 1950.
Eritreas Røde Havs kyst og mineralske ressourcer, gav landet en strategisk betydning, hvilket var den primære årsag til føderationen med Etiopien, hvilket igen førte til Etiopiens annektering af Eritrea som landets 14. provins i 1952. Dette var kulminationen på en gradvis proces med overtagelse af Eritrea fra de etiopiske myndigheder side, en proces, som fx omfattede en lov fra 1959 om obligatorisk undervisning iamharisk, som er hovedsproget i Etiopien, men ikke i Eritrea, i alle Eritreas skoler. Den manglende hensyntagen til Eritreas befolkning førte til dannelsen af en uafhængig frihedsbevægelse i begyndelsen af 1960'erne (1961), som medførte30 års krig mod skiftende etiopiske regeringer, der sluttede i 1991. Efter en FN-overvåget folkeafstemning i Eritrea (døbtUNOVER), hvor det eritreanske folk overvældende stemte for uafhængighed, erklærede Eritrea sin uafhængighed og opnåede international anerkendelse i 1993.[6] I 1998 førte en grænsestrid med Etiopien tilEritrea-etiopiske krig.[7]
Fra 1862 indtil 1894 blev området nord forTadjoura-bugten (det nuværendeDjibouti) kaldtObock og blev regeret af somaliske- og Afar-sultaner, med hvemFrankrig underskrev forskellige traktater mellem 1883 og 1887 for at få fodfæste i regionen.[8][9][10] I 1894 etableredeLéonce Lagarde en permanent franske forvaltning iDjibouti by og navngav regionenCôte française des somaliere (Fransk Somaliland), som området hed indtil 1967.
I 1958, kort før det nærliggendeSomalias uafhængighed i 1960, blev der afholdt en folkeafstemning i Fransk Somaliland for at afgøre om man skulle slutte sig til den somaliske republik eller om man skulle blive i det franske statssamfund. Folkeafstemningen faldt ud til at man skulle blive i det franske statssamfund, dels på grund af mange ja-stemmer fra medlemmer af Afar stammen og bosiddende europæere.[11] Der var også udbredtvalgsvindel, hvor de franske autoriter udviste tusinder af somaliere før afstemningen.[12] De fleste af dem, der stemte nej var somaliere, der gik stærkt ind for at tilslutte sig et forenet Somalia, som det var blevet foreslået afMahmoud Harbi, næstformand for regeringsrådet. Harbi blev dræbt i et flystyrt to år senere.[11] Djibouti fik endelig sin uafhængighed fra Frankrig i 1977, ogHassan Gouled Aptidon, en somalisk politiker, der havde ført kampagne for et ja ved folkeafstemningen i 1958, endte i sidste ende op som nationens første præsident (1977-1999).[11]
Fra 1896 til 1920 lykkedes detMuhammad Abdullah Hassan at fastholdeDervish-staten som et frit land i det somaliske bagland, trods vedholdende britisk pres. De slog med held fire britiske ekspeditionsstyrker tilbage og tvang dem til at trække sig tilbage til de kystnære regionen.[13] På grund af disse succesrige ekspeditioner, var Dervish anerkendt som allieret af detosmanniske ogtyske kejserrige.Tyrkerne udnævnte også Hassan tilEmir af den somaliske nation,[14] ogtyskerne lovede at officielt anerkende de områder som dervisherne erobrede.[15] Efter i et kvart århundrede at have holdt den britiske hær i skak, blev Dervisherne endeligt besejret i 1920 som en direkte konsekvens af Storbritanniens nye politik forluftbombardementer.[16] Som et resultat af dette bombardement, blev tidligere Dervish områder forvandlet til et britiskprotektorat.Italien stod overfor lignende modstand i deres forsøg på at få kontrol over Somalia og de etablerer ikke fuld kontrol over hele Somalia får denfascistiske æra i slutningen af 1927. Denne besættelse varede indtil 1941 hvorden britiskemilitære administration tog over. Den nordlige del af Somalia ville forblive etprotektorat, mens det sydlige Somalia blev enformynderskab. Sammenslutningen af de to regioner i 1960 dannede den somaliske republik. En civil regering blev ligeledes dannet i den forbindelse og den 20. juli 1961 efter en enfolkeafstemning blev en nyforfatning ratificeret.[17]
^Fage, J.D., Oliver, R., Oliver R.A. (1977).The Cambridge History of Africa (engelsk). Cambridge University Press. s. 190.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
^Huntingford, George Wynn Brereton (1980).The Periplus of the Erythraean Sea: With Some Extracts from Agatharkhidēs "On the Erythraean Sea" (engelsk). Hakluyt Society. s. 83.
^Saeed, John I. (1999).Somali - Volume 10 of London Oriental and African language library (engelsk). J. Benjamins. s. 250.
^ Raph Uwechue,Afrika årbogen, og hvem der er hvem, (Afrika Tidende Ltd: 1977)., p.209
^ Hugh Chisholm (red.),The Encyclopædia Britannica: en ordbog for kunst, videnskab , litteratur og generel information, bind 25, (På University Press: 1911)., p.383
^En Politisk Kronologisk oversigt over Afrika, (Taylor & Francis ), s.132
^abc Barrington, Lowell,efter uafhængigheden:. Danne og beskytte en nation i postkolonial og postkommunistiske stater, (University of Michigan Press: 2006), s. 115
^ Kevin Shillington,Encyclopedia of African historie, (CRC Press: 2005)., p.360
^ Kevin Shillington,Encyclopedia of African historien , (CRC Press: 2005), p.1406
^ Lewis,Den moderne historie Somaliland: fra nation til stat, (Weidenfeld & Nicolson: 1965), s. 78
^ Thomas P. Ofcansky, Historiske ordbog over Etiopien. (The Scarecrow Press, Inc.: 2004) , p.405
^Samatar, Said Sheikh (1982).Oral Poetry og somaliske Nationalisme. Cambridge University Press. s. 131 & 135.ISBN0521238331.
^Greystone Press Staff,The Illustreret Library of The World og dets folk: Afrika, Nord-og Øst, (Greystone Press: 1967)., p.338
^ Benjamin Frankel,Den Kolde Krig, 1945. – 1991: Ledere og andre vigtige figurer i Sovjetunionen, Østeuropa, Kina og den tredje verden, (Gale Forskning: 1992)., p.306
^ Oihe Yang,Afrika syd for Sahara 2001, 30. Ed, (Taylor og Francis: 2000)., p.1025
