De fleste europæiske stater var fra1600-tallet til begyndelsen af1800-tallet styret på denne måde.
Indførelse af enevælde betød ikke nødvendigvis, at stænderforsamlingerne blev afskaffede, men der kunne ofte gå meget lang tid, mellem folkets repræsentanter blev indkaldt til møde.[1]
I Frankrig havde rigsstænderne møde i 1614. Derefter gik der 175 år inden stænderne mødtes igen. Generalstændernes møde iVersailles i 1789 indledteDen Franske Revolution.[2]
I 1660 lå landet i ruiner efter nederlaget iKarl Gustav-krigene mod Sverige, hvor de danske landsdele øst for Øresund måtte afstås. Kongen nød dog stor popularitet, og på etstændermøde i København blev det trods modstand fraadelen, besluttet at gøre tronen arvelig og at give kongen enevældig magt. Det kunne kongemagten gøre med henvisning til de pligter, adelen havde haft siden indførelsen af feudalvæsnet. Det var en magtfordeling, som gav de adelige en række fordele og rettigheder, til gengæld forat gøre krigstjeneste. Under svenskekrigene havde den danske adel vist sig helt uduelig i krig, og kun borgernes indsats havde reddet København. Enevælden blev i 1661 formaliseret gennem en forfatning,Suverænitetsakten (også kaldet Enevoldsarveregeringsakten), underskrevet af repræsentanter for de priviligeredestænder,gejstlighed ogadel, og i Danmark én af de ufrie stænder,borgerne, i Norge også bønderne. Suverænitetsakten afløste Frederik III'shåndfæstning og blev i 1665 selv afløst afKongeloven.[3][6]
Med enevældens indførelse mistede "den gamle adel" meget af dens indflydelse, og flere gamleprivilegier afskaffes. En ny række privilegier gives til en ny type adelsmænd (friherrer), som adles af kongen til gengæld for tro tjeneste i det enevældige system.
Frederik III var Danmark-Norges første enevældige konge.Norge var en selvstændig stat i personalunion med Danmark. Derfor måtte de norske stænder i 1661 særskilt indføre enevælden i Norge med underskrift og laksegl.
I Danmark blev rigstænderne formelt afskaffet med Kongeloven af 1665, og de holdt deres sidste møde i 1660 hvor de overgav den enevældige magt til kongen.[7] I 1834 blev derådgivende provinsialstænderforsamlinger oprettet og i 1835 indkaldt til møder iRoskilde,Viborg,Slesvig by ogItzehoe, men de havde som sådan ingen forbindelse til 1600-tallets stænder og var blot en følge af den danske konges forpligtelser ifølgeWienertraktaten til som hertug overHolsten at oprette en stænderforfatning i hertugdømmet. For at opveje en alt for stor holstensk stænderforsamlings indflydelse, oprettede han yderligere tre danske rådgivende stænderforsamlinger.[8]
Som model på et enevældigt styre ses ofte Frankrig underLudvig 14. (kaldet solkongen), som tilskrives sloganet "Staten, det er mig". Det er dog værd at bemærke, at der under Ludvig 14. fortsat blev øvet en hel del indflydelse af den franske adel gennem de såkaldte parlamenter, der godkendte lovgivning for de enkelte geografiske områder.[9]
Frem til 1906 blev stænderne (landdagen) kun indkaldt få gange. I 1809 mødteslanddagen iBorgå. Derefter gik der 54 år, før stænderne mødtes igen. Der var møder i 1863, 1867, 1872, 1877, 1882, 1885, 1888, 1891, 1894, 1897, 1899 (ekstraordinært), 1900, 1904–1905 og 1905–1906 (ekstraordinært).[10]
I 1906 besluttede landdagen at afskaffe stænderforsamlingen. I stedet skulle landdagen vælges ved almindelig valgret for både kvinder og mænd.[11]
ISverige blev enevælden indført i 1682, og den blev styrket i 1693. Den første afskaffelse af enevælden fandt sted i 1719. I 1772 blev enevælden genindført, og den blev styrket i 1789. Den svenske enevælde blev sidste gang afskaffet i 1809.[12]
Adelen var modstander af enevælden. De svenske konger indkaldte til flere stændermøder, hvor de spillede de tre øvrige stænder (præster, borgere og bønder) ud mod adelen.[kilde mangler]
Den engelske politiske filosofHobbes leverede et teoretisk forsvar for enevælde. I bogenLeviathan gjorde han sig til talsmand for den tanke, at det organiserede samfund er resultatet af en kontrakt mellem borgerne, der overdrager al magt til staten. Borgerne opgiver deresautonomi for at undslippe naturtilstanden, hvor livet ifølge Hobbes er kendetegnet ved alles kamp mod alle – og derfor brutalt og kort.[13][14]
Den franske filosof og retslærdeMontesquieu regnede (det enevældige) monarki som anderledes end et egentligtdespoti, idet han bl.a. fremhævede, at der i monarkiet er indgået en aftale mellem folket og kongen, mens den despotiske hersker selv har taget magten (f.eks. ved etmilitærkup).[15]
Thomas Lyngby, Søren Mentz og Sebastian Olden-Jørgensen (red.),Magt og pragt – Enevælde 1660-1848, Gads Forlag, 2010.ISBN978-87-12-04482-6. Om enevælden i Danmark.
Allan Tønnesen (red.),Magtens besegling Enevoldsarveregeringsakterne af 1661 og 1662 underskrevet og beseglet af stænderne i Danmark, Norge, Island og Færøerne, Syddansk Universitetsforlag, 2013.ISBN978-87-7674-661-2.
_(cropped).jpg)
_(cropped).jpg)
