Økonomi (gr. oikos + nomos, hus(holdning) + lov, altså egentlig ”regler for (eller styring af) en husholdning”) er ensamfundsvidenskab, der analysererproduktionen ogforbruget afvarer ogtjenesteydelser. Et vigtigt fokus er, hvordan og hvorfor forskelligeaktører somforbrugere ogvirksomheder handler i forskellige situationer, og hvordannationers og andre større sammenslutningers økonomiske sammenhænge fungerer.
Siden 1969 har den svenske centralbank,Sveriges Riksbank, i enighed med Nobelstiftelsen uddelt ennobelpris i økonomi til banebrydendeforskere inden for de forskellige økonomiske underdiscipliner.
Der er ikke nogen bredt accepteret og samtidig præcis afgrænsning af, hvad der kendetegner økonomi somvidenskab, men følgendedefinition, der stammer fra den engelskeøkonomLionel Robbins, nævnes ofte:
Økonomi er en videnskab der undersøger menneskets adfærd som et forhold mellem mål og begrænsede midler der har alternative anvendelsesmuligheder.[1]
Definitionen gengives ofte som ”økonomi omhandler allokering af knappe resurser” og henleder altså opmærksomheden på det forhold, at mennesketsadfærd i stort set alle sammenhænge typisk vil være påvirket af knaphed af en bestemt resurse, hvad enten denne er ennaturresurse i fysisk forstand, varer,penge,tid eller mentale resurser. Andre definitioner har i tidens løb fokuseret på økonomi som bl.a. studiet af skabelsen afrigdom, af hvordan mennesker træffer beslutninger, afmarkeder og maksimerende adfærd og af, hvordan mennesker tjener og anvender deresindkomst.[2]
Økonomisk analyse kan anvendes på stort set alle områder af menneskelig interesse. Kerneområder har været de ovennævnte, men også så forskellige emner somkriminalitet,uddannelse,familie, børnefødsler ogparforhold,jura,politik,religion,krig,forskning og grundlæggende samfundsinstitutioner kan underkastes økonomisk analyse og har dermed deres egne nicheforskere og -tidsskrifter.
En yderligere opdeling går mellem såkaldtmainstream-økonomi, dvs. hovedstrømningen inden for økonomisk tankegang, som er hovedindholdet i undervisningen på de flestelæreanstalter og grundlaget for den meste faglige og offentlige økonomiske debat, og forskellige alternative, såkaldtheterodokse teorier, som opfatter sig som i opposition til hovedstrømningen. Disse har også fortalere blandt nogle økonomiske forskere og deres egne faglige cirkler, men typisk et ret beskedent antal tilhængere og derfor en mere marginal position blandt økonomer. I den officielle JEL-klassifikation nævnesmarxistisk økonomi, institutionel økonomi, evolutionær økonomi,østrigsk ogfeministisk økonomi som nuværende heterodokse tilgange. Andre nævnerpost-keynesiansk (i modsætning tilnykeynesiansk)[4] og økologisk økonomi (i modsætning tilmiljøøkonomi) som eksempler på heterodoks økonomi.
Økonomisk metode adskiller sig fra øvrige samfundsvidenskaber ved at være udprægetmatematisk i sin tilgang. Det gælder for begge videnskabens halvdele: Den teoretiske del og denempiriske del. Fordelen ved en matematisk tilgang er, at resultaterne er præcise og objektivt korrekte i forhold til deres forudsætninger, og at deantagelser, der ligger til grund for resultaterne i en konkret sammenhæng, bliver eksplicit præsenteret. Denne matematiske klarhed gør det muligt at nå en indsigt i komplicerede spørgsmål, som en rent verbal tilgang ikke giver mulighed for. En ulempe er, at tilgangen er mindre let tilgængelig for personer uden matematisk træning.
Fremgangsmåden i økonomisk forskning kan beskrives som følger: Der opstilles en teoretiskmodel, typisk i form af nogle matematiskeligninger, der ud fra nogle grundlæggende antagelser (hypoteser) demonstrerer adfærden hos modellens aktører i en given situation. Dernæst anvendes den anden halvdel, empirien, til at evaluere, om modellens antagelser er realistiske. Hvis modellens resultat ikke virker empirisk plausibelt, vil det skyldes, at mindst én af dens antagelser er urealistisk. Man kan så opstille en modificeret model med ændrede antagelser og se, om denne klarer sig bedre empirisk. På denne måde skrider processen fremad med stadig opstilling og aftestning af nye og potentielt bedre modeller, der i stigende grad bør kunne afspejle empirisk relevante resultater. Empirien kan bestå af simple deskriptive data, men vil ofte være resultatet af mere avanceredestatistiske metoder, der er indholdet i underdisciplinenøkonometri.
ForbedredeIT-metoder har betydet, at anvendt økonomi i stigende grad betjener sig af computermodeller, der kombinerer et teoretisk model-setup med empiriske data. Sådanne modeller opbygges og vedligeholdes ofte i institutioner som ministerier,centralbanker, tænketanke o.l. snarere end i egentlige universitetsforskermiljøer. Computermodellerne kan igen inddeles i forskellige typer alt efter deres teoretiske udgangspunkt og anvendelsesområde. Eksempler på sådanne anvendte modeller i Danmark erADAM, MONA, SMEC,DREAM ogHEIMDAL.
I nyere tid har disciplinen eksperimentel økonomi vundet en vis udbredelse. Inspireret afpsykologi udsætter man en række mennesker for forskellige test og opgaver under videnskabeligt kontrollerede forhold. Især inden for den ret nye disciplinadfærdsøkonomi, der inddrager indsigt fra moderne psykologi i økonomiske sammenhænge, er eksperimenter af denne type en hyppigt anvendt metode.
Nogle centrale mainstream-økonomiske begreber og tankegange
Rationel adfærd: Økonomer fokuserer oftest på rationel adfærd, dvs. at de forskellige aktører antages at vælge de handlinger der forventes at stille dem bedst muligt i forhold til den kriteriefunktion de nu engang har, givet det udgangspunkt aktørerne står i og den information de har til rådighed. Dog undersøger især moderne adfærdsøkonomiske teorier også handlinger, der udspringer af begrænset rationalitet.
Nyttemaksimerende forbrugere: Almindelige privatpersoner – ofte inddelt ihusholdninger som så antages at være den grundlæggende private beslutningsenhed – antages at have ennyttefunktion som kriteriefunktion, dvs. deres grundlæggende ønske er at få så høj nytte som muligt. Nytte er imidlertid et meget bredt begreb, hvori man kan lægge stort set alt, hvad mennesker sætter pris på. Således vil materielt forbrug af varer og tjenesteydelser typisk indgå i nyttefunktionen, men i konkrete sammenhænge kan også forhold somfritid, et godthelbred, et langt liv, børn, et forureningsfritmiljø og mental tilfredsstillelse (f.eks. opfyldelse af et ønske omfairness) forøge nytten. En rationel person/husholdning vil så vælge sin adfærd således, at han opnår den højeste samlede nytte ved et kompromis mellem de forskellige elementer i nyttefunktionen.
Profitmaksimerende virksomheder: Privatevirksomheder antages typisk at maksimere deresprofit – dvs. at tjene så meget som muligt. Virksomhedernes kriteriefunktion er således endimensionel i modsætning til forbrugernes.
Markeder og markedspriser: De fleste varer, tjenesteydelser og produktionsfaktorer udveksles via markeder, hvor markedsprisen bestemmes af udbud og efterspørgsel. Efterspørgslen på et varemarked afhænger af husholdningernespræferencer repræsenteret ved deres nyttefunktioner, af deresindkomst og af prisen på andre varer, mens udbuddet afhænger af produktionsomkostningerne. Fordi markedspriserne afspejler alle disse forhold, indeholder de meget store mængder af information og er derfor centrale for at kunne skabe en efficient allokering af økonomiens resurser.
Fuldkommen konkurrence og markedsfejl: Er der såkaldtfuldkommen konkurrence på etmarked, fungerer markedsmekanismen optimalt, og markedet vil fungere effektivt. Man taler om, at markedet i så fald fungererpareto-optimalt ellerefficient. I en sådan situation vil offentlige tiltag, der griber ind i markedets funktionsmåde, medføreforvridninger, dvs. skabe en inefficiens. Er der såkaldtemarkedsfejl på markedet (f.eks. i form af eksternaliteter, ufuldstændig information eller offentlige goder), vil konkurrenceforholdene imidlertid ikke være fuldkomne i udgangspunktet, hvilket vil give anledning til forskellige former for samfundsøkonomiske problemer. Forhold som arbejdsløshed, miljøproblemer ogfinanskriser kan således ifølge økonomisk teori tilskrives hver sin type markedsfejl.
Offentlige indgreb i markedernes funktionsmåde kan dermed (kun) forbedre økonomiens funktionsmåde og dermed befolkningensvelfærd, hvis de 1) enten korrigerer for en markedsfejl og dermed forbedrer markedets funktionsmåde, eller 2) foretages for at ændre fordelingen af resurserne på en måde, som opfattes som mere rimelig af befolkningen. Ofte vil der være en afvejning mellem disse to tiltag, idet ændringer, der forbedrer forholdene langs den ene dimension, samtidig forværrer forholdene langs den anden dimension. Dette er den grundlæggende afvejning mellem efficiens og fordeling i økonomisk politik.
Økonomi og penge: I modsætning til den almindelige opfattelse handler den økonomiske videnskab kun i meget lidt omfang ompenge, men derimod snarere om den fornuftigste anvendelse af reale resurser:Arbejdskraft ognaturressourcer samt de produktionsfaktorer, varer og tjenesteydelser, der kan produceres ved hjælp heraf. Disse forhold kan – og bliver ofte – analyseret uden, at penge er noget nødvendigt led itransaktionen. Penge, der dels skabes af centralbanker og dels af private banker,[5] anses dog for et nyttigtbetalingsmiddel, der letter udvekslingen af reale resurser, og enkelte økonomiske problemstillinger hænger specifikt sammen med anvendelsen i vores moderne samfund af penge som betalingsmiddel (i modsætning til en økonomi, hvor man i stedet byttede varer direkte). Disse problemstillinger, herunderinflation, analyseres i underdisciplinen monetær økonomi.
Kort og lang sigt: I makroøkonomi spiller tidsperspektivet en fundamental rolle, idet økonomien ifølge hovedstrømningen fungerer afgørende forskelligt. På kort sigt er pristilpasningen træg i overensstemmelse med Keynes’ tankegang, mens priserne på lang sigt tilpasser sig som i traditionelleneoklassiske modeller. Konjunkturforløb og svar herpå hører til kortsigtsøkonomien, mens strukturelle udviklingstræk foregår i et langt tidsperspektiv. Økonomisk-politiske instrumenter virker derfor også helt forskelligt på kort og lang sigt, og det er afgørende at være klar over denne skelnen. Man kan eksempelvis ikke meningsfuldt bekæmpe strukturelle ledighedsfænomener med konjunkturpolitik, mens ændringer iarbejdsudbuddet typisk antages at medføre tilsvarende ændringer i beskæftigelsen på lang, men ikke nødvendigvis kort sigt. ”Kort sigt” svarer ofte til 1-2 år, men kan i konkrete situationer også være længerevarende perioder. Store konjunkturudsving kan således have en varighed, som er betydeligt længere end 1-2 år, jf. finanskrisen ogdepressionen.
Hvad skaber vækst? Også begrebetøkonomisk vækst har et meget forskelligt indhold, alt efter om der tænkes på kort eller lang sigt. Udsigterne tilBNP-væksten et par år frem i tiden vil typisk være domineret af konjunkturudsigterne og de forhold, der påvirker disse. Den gennemsnitlige vækst over længere tidsrum, f.eks. udviklingen over årtier, vil derimod blive bestemt af strukturelle faktorer: Udviklingen i arbejdsstyrken,investeringerne og dermedkapitalapparatet, i tilgængeligheden af naturressourcer i bred forstand samt i den tilgængelige produktionsteknologi. I moderne vækstteori spiller den sidstnævnte faktor en særlig vigtig rolle. Det er en dominerende opfattelse, at fremskridt i menneskets viden og dermed teknologiske formåen er den afgørende faktor bag de sidste par hundrede års kraftige vækst i vores materielle levestandard.
Den finansielle sektor spiller en væsentlig rolle i økonomien i form af sine tre hovedfunktioner: Den administrerer betalingsformidlingen og letter dermed økonomiens reale transaktioner (vareudveksling), den formidler kapital mellem lånere og opsparere og skaber dermed mulighed for forbrugsudjævning og investeringer, og den udjævner risici (f.eks. viaforsikringsselskaber). Alle tre er vigtige tjenesteydelser i moderne økonomier. Samtidig er den finansielle sektor dog præget af væsentlige markedsfejl, ikke mindst i form afasymmetrisk information, der gør offentlig regulering ønskværdig. Erfaringen har imidlertid indtil nu vist, at det er svært at finde en optimal måde at regulere de finansielle markeder på.
Indsigtsfulde mennesker har beskæftiget sig med overvejelser af samfundsøkonomisk art langt tilbage i historien, såledesAristoteles og middelalderensskolastikere. To lidt yngre tankegange nævnes ofte i teorihistoriske oversigter:Merkantilisterne, en økonomisk doktrin, der havde sit højdepunkt i 1500-1700-tallet, mente, at en nations rigdom afhang af dens akkumulation afguld ogsølv, mensfysiokraterne, en gruppe af franske tænkere i 1700-tallet, mente, atlandbruget var den afgørende kilde til al rigdom.
Moderne økonomisk analyse regnes dog normalt for at blive grundlagt medAdam Smith, og specielt med udgivelsen af hans bog ”The Wealth of Nations” i 1776. Smith var den første af de såkaldteklassiske økonomer, som dominerede de økonomiske diskussioner i det meste af 1800-tallet. Andre kendte klassiske økonomer varThomas Malthus,David Ricardo ogJohn Stuart Mill. OgsåKarl Marx regnes i teorihistorisk sammenhæng ofte med i kredsen af klassiske økonomer. De studeredemarkedsøkonomier, prisdannelse, produktion og fordeling af indkomster.
I perioden 1870-1910 blev den økonomiske tankegang afgørende påvirket af den såkaldte ”marginalistiske revolution” eller den ”neoklassiske skole”, hvor prominente navne varAlfred Marshall,William Stanley Jevons ogLéon Walras. De indførte brugen af marginalbegrebet som stadig spiller en afgørende rolle i moderne økonomi og systematiserede analysen afudbud og efterspørgsel som de elementer, der i fællesskab bestemmer både prisen på og mængden af varer i en markedsligevægt, hvor efterspørgslen igen afhænger af forbrugernes marginalnytte og udbuddet af produktionsomkostningerne. Disse neoklassiske principper udgør stadig i dag grundlaget for det meste af den elementære mainstream-økonomi som der bliver undervist i på de fleste vestlige universiteter, ikke mindst inden for mikroøkonomi.
Makroøkonomi som en selvstændig underdisciplin regnes normalt for at starte medJohn Maynard Keynes og især hans hovedværk The General Theory of Employment, Interest and Money fra 1936. Keynes lagde i modsætning til traditionel neoklassisk analyse vægt på, at priserne virker ret ufleksible på kort sigt: Pristilpasningen er træg, hvilket han brugte til at forklare stigninger i ledigheden i forbindelse med lavkonjunkturer og kriser somdepressionen i 1930’erne. Det skaber en rolle for finanspolitik og andre tiltag, der påvirker den samlede efterspørgsel i en økonomi, til at påvirke ledigheden.
I de første årtier efter 2. verdenskrig blevkeynesiansk makroøkonomisk teori helt dominerende inden for den økonomiske tænkning. Der opstod det, man kalder den neoklassiske syntese, som kombinerede den keynesianske makroøkonomiske teori med en fortsat byggen på neoklassiske tanker inden for mikroøkonomien. Efterhånden blev de oprindelige keynesianske tanker dog udfordret fra forskellig side. Én vigtig udfordring kom i 1960’erne framonetaristerne, anført afMilton Friedman. Senere og mere fundamentalt komnyklassikerne (som ikke bør forveksles med de tidligere omtalte neoklassikere), der bl.a. tællerRobert Lucas fra University of Chicago. Nyklassikerne understregede vigtigheden af at forklare makroøkonomiske udviklingstræk som økonomisk vækst og konjunkturcykler ud fra et neoklassisk mikroøkonomisk fundament. De fokuserede i høj grad på udbudsstød og rationelle forventninger og afviste, at politiske indgreb som aktiv finanspolitik vil kunne gavne økonomien.
Som svar på udfordringen fra nyklassikerne voksede i 1980'erne nykeynesianerne frem. De delte ønsket om et mikroøkonomisk fundament og udgangspunkt i rationelle forventninger med nyklassikerne, men fastholdt fra Keynes' oprindelige tankegang en empirisk baseret tro på træg prisdannelse og en aktiv rolle for økonomisk politik. Moderne makroøkonomiske diskussioner tager ofte udgangspunkt i uenighederne mellem nyklassikere og nykeynesianere.
Økonomiens emner har stor betydning for den måde, vi indretter vores samfund på, og er derfor naturligt nok ofte genstandsfelt for en række kontroverser. Såvel blandt ikke-økonomer som blandt heterodokse økonomer, der befinder sig uden for mainstream-tankegangen, og blandt mainstream-økonomer indbyrdes stilles der ofte spørgsmål ved nogle af de mere etablerede opfattelser.
Et nyligt eksempel herpå erpengeskabelsens rolle i samfundet, hvor nogle personer mener, at de private bankerspengeskabelse er en vigtig faktor i dannelsen affinansielle bobler, og der derfor er behov for at fokusere mere påpengemængden og pengeskabelsens rolle for den makroøkonomiske stabilitet, end man hidtil har gjort.[6] Ikke mindst efterfinanskrisen 2008 har denne opfattelse fået mere opmærksomhed i offentligheden.
Regeringen Mette Frederiksen nedsatte i 2021 en reformkommission, der har til opgave at stille forslag om nye reformer. Formanden for kommissionen, Nina Smith, har tilkendegivet, at det ikke længere er muligt at nå videre med den strategi, der sigter mod at skabe større udbud af arbejdskraft.[7] Usikkerhederne ifinansministeriets modeller illustreres blandt andet ved, atcoronakrisen har vist, at et økonomiske råderum er langt større end modellerne antager. Med udsigt til den største vækst i økonomien i flere årtier, er der ifølge Smith behov for at udvide regnemodellerne.[7]
↑Robbins, Lionel (1932).An Essay on the Nature and Significance of Economic Science, s.15. London: Macmillan. Links for1932 HTML og 2. udgave,1935 facsimile.
↑Backhouse, Roger E., og Steven Medema (2009). "Retrospectives: On the Definition of Economics",Journal of Economic Perspectives, 23(1), s. 225. [ss.221–33.
Grell, H. og E. Rygner (2012): Mikroøkonomi - Teori og beskrivelse. Limedesign, København. 3. udgave, 372 sider. Dansksproget indføring i mikroøkonomiens grundbegreber, beregnet til undervisning på videregående uddannelser.
Grell, H. og E. Rygner (2013): Makroøkonomi - Teori og beskrivelse. Limedesign, København. 4. udgave, 385 sider. Tilsvarende indføring i makroøkonom.
