Vagn Holmboe,Vagn Gylding Holmboe, 20.12.1909-1.9.1996, komponist. Vagn Holmboe var sig tidligt bevidst som skabende kunstner og søgte som sekstenårig ind på Det kgl. danske musikkonservatorium hvor han blev modtaget afCarl Nielsen. Hans lærere i teori og komposition varKnud Jeppesen ogFinn Høffding. Han tog 1929 "store eksamen" suppleret med organisteksamen og studerede fra 1930 ved Berliner Hochschule für Musik (Ernst Toch). 1933 rejste han som nygift til Rumænien for med områdets folkemusik som basis i videnskabeligt øjemed at studere musikken på Balkan og i Arabien. Næste år var han tilbage i København og var 1940–49 musiklærer ved Statens blindeinstitut, 1950–65 ved Det kgl. danske musikkonservatorium, fra 1955 som professor. 1947–55 virkede Vagn Holmboe som musikkritiker ved Politiken. 1965 trak han sig tilbage fra offentlige hverv med en livsvarig hædersgave fra Statens kunstfond.

Vagn Holmboes kompositoriske karakteristika viser sig allerede i tidlige værker: et intenst, væsentlig rytmiskmelodisk udtryk, holdt i ave af en klassicistisk formholdning, inspireret især af J. Haydn. Blandt samtidens komponister lod han sig påvirke af Béla Bártok og Igor Stravinskij, mens han var forbeholden over for den såkaldte Wienerskole (Arnold Schönberg, Anton Webern, Alban Berg) hvis musik han fandt for ekstrem og spekulativ. Vagn Holmboe koncentrerede sig om intuitivt at fastholde bevægelige, evt. ligefrem revolterende elementer i en logisk fremadskridende proces med lyriske hvilepunkter, en holdning som synes at knytte Vagn Holmboe til Carl Nielsen-traditionen.

Grundlæggende var for Vagn Holmboe arbejdet med den musikalske celle, motivet, hvis ekspansion af komponisten omkr. 1950, inspireret afNiels Bohrs almene tænkning, erkendtes som en organisk vækstproces, enmetamorfose,efter hvilket princip motivet if. iboende love endegyldigt spaltes og forvandler sig i et spil mellem komplementært ladede partikler, hvilken proces også styrer formforløbet. Denne erkendelse fremkaldte en produktion af overordentlig bredde, også genremæssigt, og mens den væsentlige arbejdsmark først havde været "symfoni" og "koncert" blev det efterfølgende især strygekvartetten der bar videre, ledsaget af store korsamlinger (Liber canticorum I-IV) uden at symfoniproduktionen dog ophøte.

Omkring 1960 fik den mellemeuropæiske (egl. internationale) avantgarde fodfæste blandt danske komponister. Vagn Holmboe reagerede med bogenMellemspil.1961: "Den er et tegn, ikke en kvalitet." En afklaring af tonesproget og en harmonisering af modsætninger var iøvrigt karakteristisk for de senere værker som til gengæld udforskede den klanglige kvalitet, en tendens som kan spores allerede i 6. strygekvartet fra 1961. Blandt symfonierne og de såkaldte "symfoniske metamorfoser" må særlig 7. symfoni (1950) fremhæves som skelsættende, idet det her lykkedes Vagn Holmboe på endegyldig vis at placere metamorfosen i den store form og samtidig væsentligt bidrage til at forløse problematikken omkring symfoniformen i vort århundrede. Blandt vokalværkerne nævnes det stort anlagteRequiem for Nietzschemed tekst af Thorkild Bjørnvig for soli, kor og orkester, 1964, fordi Vagn Holmboe i dette værk inddrog tidsaktuelle tendenser i sit kompositoriske univers.

Vagn Holmboes kunst vinder stadig større udbredelse i Norden og de angelsaksiske lande, og hans produktion sammen med den påvirkning, han i øvrigt øvede på dansk musikliv som lærer, inspirator og eksempel placerer ham evolutionært som vor betydeligste tonekunstner siden Carl Nielsen. Han skrev i alt 13 symfonier og 20 strygekvartettet, og hans værkliste omfatter omkring 400 numre. Vagn Holmboe var medlem af Dansk komponist forenings bestyrelse 1942–73. Medlem af Kungliga musikaliska akademi siden 1957. Han modtog Arnold Baxmedaljen 1960, Statens kulturpris 1965 og Carl Nielsens hæderspris 1979.