Sager ved EU-Domstolen

Få overblikket over både verserende og afgjorte sager på databeskyttelsesområdet.

Retssager ved EU-Domstolen

I de senere år har EU-Domstolen truffet en lang række afgørelser på det databeskyttelsesretlige område. Det er EU-Domstolen, der foretager den endelige fortolkning af bestemmelserne i databeskyttelsesforordningen og retshåndhævelsesdirektivet, og den indtager således en central placering i databeskyttelsesretten.

EU-Domstolen er sammensat af én dommer fra hver medlemsstat i EU. Dommerne udnævnes efter fælles overenskomst af medlemsstaternes regeringer for en periode på 6 år med mulighed for genudnævnelse. Domstolen bistås af 11 særlige generaladvokater, som de enkelte medlemsstater udnævner efter en fast rotationsordning. Generaladvokaterne har til opgave helt upartisk og uafhængigt at komme med forslag til, hvordan EU-Domstolen skal afgøre en sag. Dommerne er ikke bundet af generaladvokatens forslag, men da generaladvokaten har samme baggrund og stilles over for samme juridiske opgave som dommerne, er generaladvokatens forslag som regel et kvalificeret bud på den endelige afgørelse i sagen. De fleste gange følger EU-Domstolen således generaladvokatens forslag til afgørelse.

EU-Domstolen dømmer i flere forskellige typer af sager. En sagstype med særlig betydning for Datatilsynets praksis er de præjudicielle forelæggelser, hvor medlemsstaternes domstole anmoder EU-Domstolen om at besvare spørgsmål vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af en EU-regel til brug for afgørelsen af en konkret tvist. Den nationale retssag vil i så fald skulle afvente EU-Domstolens præjudicielle afgørelse. Nationale domstole er efterfølgende forpligtede til at tage højde for EU-Domstolens fortolkning i lignende sager.

En anden sagstype er de såkaldte traktatkrænkelsessager, hvor EU-Kommissionen indbringer en medlemsstat for EU-Domstolen, fordi EU-Kommissionen vurderer, at den pågældende medlemsstat ikke overholder EU-retten. EU-Domstolen kan også blive bedt om at tage stilling til, hvorvidt en EU-retsakt skal annulleres, fordi den er i strid med traktaten eller andre EU-regler. Denne type sager kaldes annullationssøgsmål.

Du kan finde mere information om sagstyper, organisation, mv., på EU-Domstolens hjemmeside, hvor du også har mulighed for at søgeefter specifikke sager i EU-Domstolens database og finde pressemeddelelser om afgørelser, udtalelser fra generaladvokaterne, mv.

Senest opdateret 25-10-2024