Det var natten til 29. juni 1864, og noget var i gære.

Så meget var det danske forsvar klar over.

Godt to måneder var gået efter det forsmædelige nederlag til den prøjsisk-østrigske hær ved Dybbøl.

Lige siden havde der været våbenhvile og fredsforhandlinger i London, men 25. juni, ved det 13. møde mellem danskerne, prøjserne og østrigerne, var forhandlingerne brudt sammen og krigen genoptaget.

Jeg tror ikke, at man bevidst har lavet en sammensværgelse og sagt, at nu skal vi aldrig tale om det. Det har bare gjort for ondt i lang tid. Dermed er det heller ikke blevet behandlet særlig grundigt i de faghistoriske bøger

Men det kunne de ikke. Og krigen kom til at forme sig som én lang dansk retræte.

Den danske hær trak sig tilbage til skanserne ved Dybbøl, som i ugevis blev bombarderet sønder og sammen, inden prøjserne 18. april stormede anlægget og tvang danskerne til at trække sig endnu mere tilbage – blandt andet til Als.

Ydmygelsen af Danmark

Efter nederlaget ved Dybbøl blev der erklæret våbenhvile og indledt fredsforhandlinger i London.

Faktisk havde Storbritannien, der var på Danmarks side, længe ønsket forhandlinger. Det havde Prøjsen og Østrig sagt ja til, mens danskerne havde sagt nej til at gå til forhandlingsbordet.

Og da det så endelig skete, var de danske forhandlere dårligt forberedte og havde helt urealistiske forventninger om, hvad Danmark kunne opnå, siger Tom Buk-Swienty:

»Man har bidt sig fuldstændig fast i, at Slesvig er dansk. Man kan simpelthen ikke forlige sig med tanken om, at man skal afgive noget af Slesvig«.

Besat af Slesvig som urdansk område
I hele to måneder forhandlede man. Undervejs fik de slagne danskere faktisk tilbudt en grænse, der lå tæt på nutidens, men sagde nej.

Og da prøjserne – meget moderne – foreslog en folkeafstemning i Slesvig om, hvor grænsen skulle gå, rystede danskerne også på hovedet. Danskerne var, med Tom Buk-Swientys ord, besat af tanken om Slesvig som urdansk område.

Til sidst skete det uundgåelige sammenbrud i forhandlingerne, og få dage senere kom så angrebet på Als og det endelige danske nederlag.

Mere tysk end dansk
Det gik nu op for kong Christian IX, at Danmark risikerede at miste meget mere, end man nogensinde i sine vildeste fantasier havde forestillet sig.

Kongen var dødtræt af de nationalliberale, han fyrede sin regering og indsatte i stedet et konservativt ministerium.

Christian IX var selv vokset op i det sydlige Slesvig, han var på mange måder meget mere tysk end dansk, og han fostrede nu den tanke, at Danmark kunne indtræde i Det Tyske Forbund for at redde stumperne.

Og han spurgte – gennem den belgiske kong Leopold I – sin prøjsiske kollega, kong Wilhelm I, om det var en mulighed.

Næppe kaldt landsforræder dengang
Han var, påpeger Tom Buk-Swienty, godt klar over, hvor kontroversielt det ville være i befolkningen, og forespørgslen blev fremsat i den dybeste hemmelighed.

»Kongen gør det ikke af lyst, men fordi han opfatter det som den eneste måde, hvorpå man kan bevare det danske monarki, herunder Slesvig, som en samlet enhed. At der så er en pris at betale i forhold til at afgive suverænitet til Det Tyske Forbund – den pris er kongen klar til at betale«, siger Tom Buk-Swienty.

Som også understreger, at kongens handling dengang næppe ville være blevet kaldt landsforræderi.

»Demokratiet er ungt, og der er en stor gråzone, hvor det ikke er helt klart, hvor kongens magtbeføjelser ender. Men man kan roligt kalde kongens forespørgsel til den prøjsiske konge for et kup mod demokratiet«.

Danmark blev ydmyget igen
Og under alle omstændigheder blev der ingen bukser af det skind.

For Bismarck sagde slet og ret nej til den danske konges forespørgsel. Han havde ikke lyst til at få et genstridigt Danmark ind i den tyske fold.

Nogle måneder senere havde Christian IX fået den danske regering med på ideen, og danskerne genfremsatte hele to gange forespørgslen under fredsforhandlingerne i Wien.

Men Bismarck sagde stadig nej. Og fredsforhandlingerne endte med en forudsigelig ydmygelse af Danmark, der mistede både Lauenborg, Slesvig og Holsten.

Det moderne Danmarks fødsel
Fragmenter af den historie, Tom Buk-Swienty fortæller i ’Dommedag Als’, har været fortalt før.

Men bogen er den første samlede og detaljerede fortælling om det sidste slag i 1864-krigen og om det hasardspil med den danske selvstændighed, den danske konge og regering spillede i ugerne og månederne efter krigen.

»Når man læser hovedværkerne om krigen, er disse begivenheder kun nævnt helt sporadisk. Og jeg har flere gange tænkt: Holy shit, står der virkelig, at man forsøgte at få Danmark til at blive en del af Tyskland?«, siger Tom Buk-Swienty.

Hvorfor har de historikere, som trods alt nævner det, ikke gjort mere ud af at beskrive det reelle forløb? Hvorfor vælger man på det nærmeste at fortie det?

»Historikeren Niels Neergaard, som senere bliver statsminister, nævner det i sit hovedværk om krigen ’Under Junigrundloven’ i 1916. Jeg gætter på, at han har ment, at det var for følsomt at gå i detaljer med, så kort tid efter at Christian IX var død. Erik Møller nævner det i et andet hovedværk, ’Helstatens Fald’, i 1954. Og måske han har ment, at det ikke var værd at gøre alt for meget ud af så tæt på Anden Verdenskrig. Men det er alt sammen kun gætterier«.

En fiasko på alle niveauer
Slaget om Als er jo ikke fortiet på helt samme måde. Men alligevel er det aldrig blevet en del af fortællingen om 1864-krigen på samme måde som nederlaget ved Dybbøl. Mange har simpelthen aldrig hørt om slaget. Hvorfor er det gået i den historiske glemmebog?

»Trods nederlaget kunne Danmark bruge Dybbøl til at genopbygge sig moralsk. Man havde kæmpet bravt mod en overlegen modstander. Men nederlaget på Als var en fiasko på alle niveauer. I familier kan der være noget, som gør så ondt, at man bare ikke taler om det, og det er det samme her. Jeg tror ikke, at man bevidst har lavet en sammensværgelse og sagt, at nu skal vi aldrig tale om det. Det har bare gjort for ondt i lang tid. Dermed er det heller ikke blevet behandlet særlig grundigt i de faghistoriske bøger. I historiebøgerne er det Dybbøl, der har sejret«.

Hvorfor er de historier vigtige i dag?

»Alle lande, der har været ude for traumatiske begivenheder, har brugt megen tid på at bearbejde det historiske. Tag borgerkrigen i Amerika. Der er skrevet tusindvis af bøger om den. I de amerikanske sydstater har man talt om nederlaget igen og igen og behandlet det som et personligt traume for at kunne forstå, hvor man kommer fra. Og i dag kan man slet ikke begribe sydstaterne uden at vide, hvad der skete i borgerkrigen«.

»Jeg har kaldt nederlaget i 1864 for DanmarksStunde Null. Der er et Danmark før 1864 og et andet efter. Det Danmark, vi har i dag, er selvfølgelig også påvirket af så meget andet, men det er der, det moderne Danmark fødes, og megen af vores selvforståelse kommer derfra. Blandt andet vores opfattelse af tyskerne. Før så vi os som en integreret del af Europa med tysk kultur som meget dominerende i Danmark. Men på grund af denne undergangsangst får vi en skepsis over for udlandet, som jeg mener er blevet et meget distinkt dansk karaktertræk«.

Demokratiet begyndte at blomstre
Så uden at tage munden for fuld kan man godt, efter din mening, sige, at modstanden mod EU og den fælles valuta osv. har sine rødder i disse begivenheder?

»Ja, de har rod i det. Det er klart, at der er en masse andre ting, der spiller ind. Men ligesom du i dag ikke kan forstå sydstaterne uden at vide, hvad der skete i borgerkrigen, kan du heller ikke forstå Danmark uden at forstå krigen i 1864. Vi har bare lukket ned for den kendsgerning, at institutioner og kulturelle tankegange er blevet præget af det, der skete dengang. På godt og ondt. For der er jo også kommet positive ting ud af 1864. For eksempel bliver Danmark jo et ufatteligt fredeligt land efter 1864, og demokratiet begynder at blomstre på sin egen danske måde«, siger Tom Buk-Swienty.

»Og så vil jeg som historiefortæller i øvrigt også sige: Det er altså barea damned good story«.

fortsæt med at læse