Filosofiens historie starter iGrækenland i det6. århundrede f.Kr. medThales som den førstefilosof og går frem til nutiden. Hvordan filosofiens historie skal beskrives er en ståendefilosofisk diskussion der bl.a. kan behandles ud fra ethistoriefilosofisk synpunkt. Filosofihistorie er beslægtet med fagetidehistorie, der dog har et bredere emneområde. Filosofihistorie kan orienteres på flere måder:
Denvestlige filosofi har en langhistorie og opdeles traditionelt i fire storeepoker:
Den vestlige filosofi anses generelt for at begynde i de græske byer i det vestligeAnatolien medThales af Milet som var aktiv omkring 585 før vor tidsregning. Flere faktorer har været medvirkende til at filosofien opstod i Grækenland. Grækernes lave indtægter fralandbruget der tvang dem til at blive en handelsmagt, og dermed udviklede de kontakter over hele middelhavet. Denne udvikling prægede middelhavets kulturer fra forhistorisk tid:Malta,Kreta ogKypern, senere bådefønikerne oggrækerne, handlede med de gamle kulturer iMesopotamien. Den decentrale administration som blev skabt af de hjemvendte handlende kan have opfostret den filosofiske tankegang.[3]De græske filosoffers hovedområder varkosmologi (astronomi),etik,erkendelsesteori, logik,metafysik ogæstetik såsom:
Fra ca.585 f.Kr. opstod der filosofiske skoler over hele oldtidens Grækenland. Førsokratikernes værker er gået tabt, og deres filosofier kendes derfor kun via fragmenter, eksempelvis fra senere filosoffers citater. En vigtig kilde til viden om førsokratikernes filosofi erDiogenes Laertius' filosofihistorie.[5] Tolkningen af præsokratikernes filosofi er derfor meget vanskelig. Ikke desto mindre har de haft stor indflydelse på den senere filosofi.
Blandt de vigtigste var:
Filosofien forskød sig herefter tilItalien ogSicilien:.
Herefter erAthen filosofiens centrum. Athen var på det tidspunkt den dominerende bystat i Grækenland.[3]Er teori om hvorfor den athenske kultur tilskyndede filosofi henviser til at Athen var etdemokrati.[3] På den anden side er den græske filosofis filosofiske ideal ikke det politiske engagement. Det er derimodbios teoretikos, (latin:via contemplativa), altså et liv frigjort fra verdslige pligter helliget til studiet af sandhed.[20] At dette ideal var opnåeligt for en græsk filosof kan skyldes at Grækenlands arbejdsstyrke for en stor del bestod afslaver der tog sig af det arbejde der ellers ville have optaget den frie mands tid. Der fandtes flere slaver end frie græske borgere.
Sokrates revolutionerede den filosofiske tankegang. Alle filosoffer før ham kaldes derforførsokratiske. Sokrates skrev intet selv, så vi kender ikke hans filosofi nøjagtigt. Meget forskellige retninger somStoicisme ogSkepticisme er inspireret af ham. Sokrates blev dømt skyldig i at fordærve sindene blandt Athens ungdom og for ikke at tro på statens guder. Han havde rig lejlighed til at forlade Athen og undgå dødsdommen, men han valgte at blive og dermed overholde sine principper. Dødsdommen blev eksekveret ved at han drakskarntydesaft.[21]
Sokrates vigtigste elev varPlaton. Platon skrev en række dialoger og brugteden sokratiske metode til at undersøge filosofiske problemstillinger. Han udarbejdede det hidtil langt mest udviklede filosofi system og organiserede enskole i Athen der bestod helt indtil år529 e.Kr. Platon har han udøvet en ekstrem stor indflydelse på den vestlige filosofi og kultur. Mange af hans tanker, eksempelvis idelæren, har haft stor indflydelse på kristendommen.
Hans elevAristoteles var måske den første systematiske filosofi. Aristoteles var den første filosof der udviklede en systematisk logik, der var enestående helt frem til den 20.ende århundrede. Han arbejdede også empirisk, således udgav han empirisk baserede værker om fosterudvikling og indsamlede forfatninger fra græske bystater. Han grundlagde denPeripatetiske skole der havde en lang række ledere, bl.a.Theofrastos.
Andre klassiske skoler er
_-_BEIC_6353768.jpg)
Grækenland mistede i denhellenistiske periode sin politiske betydning til fordel forromerriget, men græsk filosofi vedblev at spille en meget stor rolle i romersk kultur. KejserDomitian (regerede81 -96) udviste alle filosoffer fra Rom og Italien[22] men generelt var filosofien central, ogMarcus Aurelius var både romersk kejser og filosof.
De vigtigste filosofiske retninger var
Biblioteket i Alexandria ogMuseion var to vigtige institutioner i denne periode. I år529 lukkede den romerske kejserKejser Justinian 1. alle filosofiske skoler, inklusivePlatons akademi da de var i strid med kristendommen. Dette regnes traditionelt som slutningen på den klassiske filosofi og overgang til middelalderen.
Se også:Filosofi i middelalderen
I middelalderen tager filosofien udgang iBibelen ogkristendommen. Både med hensyn til dens emner, idetteologiske spørgsmål udgør en almen ramme, men også idet at de fleste filosoffer er tilknyttet kirken, f.eks. sommunke.klostrene fungerede også som biblioteker. Efter sammenbruddet af det romerske imperium forsvandt meget af kendskabet til de klassiske filosoffer. Mange tekster blev tabt for evigt underbogtabet i senantikken. Andre er blevet overleveret, fordi de er blevet oversat til arabisk som følge af oversættelsesbevægelsen underden islamiske guldalder, hvorfra de senere igen er blevet oversat til latin og andre europæiske sprog.[24]
De to romerske filosofferAugustin ogBoethius er de første middelalderlige filosoffer. Man kendte Aristoteles igennem Boethius' oversættelse af Aristoteles'Kategorier,De Interpretatione om logik, og hans oversættelse afPorfyrsIsagoge, der er en kommentar til Aristoteles' værk. Augustin er primært en teolog, men meget af hans skrifter er filosofiske. Hans temaer ersandhed,Gud, mennesketssjæl,historiens mening,staten,synd ogfrelse. I tusind år blev hans bøger citeret i nærmest alle teologiske skrifter.
Under denkarolingiske renæssance i slutningen af8. århundrede og begyndelsen af9. århundrede etableredeKarl den Store skoler i hele sit rige, rådgivet af den lærdeAlcuin. Disse skoler, fra hvilkeskolastikken har sit navn, blev centre for lærdom.Duns Scotus var Alcuins efterfølger.
.png)
I kølvandet på denislamiske ekspansion fra 632 og frem, der skabte en ny stormagt i Middelhavsområdet, indtrådte engylden periode for arabisk filosofi i 800-1200-tallet. UnderkalifferneHarun al-Rashid ogAl-Mamun blev det berømteVisdommens hus (Bayt al-Hikma) iBagdad centrum for en intellektuel oversættelsesbevægelse: Man ønskede at samle al den eksisterende viden, og hvis den ikke allerede fandtes påarabisk, måtte den oversættes. Værker afAristoteles ogPlaton, medicinske afhandlinger afHippokrates ogGalen, geografiske og astronomiske bøger afPtolemaios, matematiske skrifter afEuklid ogArkimedes og mange andre arbejder af græske tænkere blev oversat til arabisk i løbet af 800- og 900-tallet. Samtidig begyndte arabiske filosoffer at tænke videre i form af kommentarer til de græske tænkere og selvstændige forklaringer på de forskellige filosofiske spørgsmål. Man var bl.a. stærkt optaget af, hvordan filosofi og teologi kunne forenes eller i hvert fald eksistere side om side og af spørgsmål som sjælens udødelighed og verdens skabelse. Blandt de vigtigste arabisksprogede filosoffer varAl-Kindi,Al-Farabi,Ibn Sina (Avicenna),Ibn Rushd (Averroes),Ibn Arabi og den noget senereIbn Khaldun. De fleste arabiske filosoffer fra denne epoke varmuslimer, men også tænkere som den jødiskeMaimonides og den kristneYahya bin Adi skrev på arabisk. Mange af værkerne blev senere oversat til persisk og latin og derefter til moderne vestlige sprog og fik dermed indflydelse på den senere vestlige tænkning.[24]
Den første filosof i den europæiske højmiddelalder regnes for at væreAnselm af Canterbury (1033–1109) der især er berømt fordet ontologiske gudsbevis.Roscelinus (ca.1050 – ca.1121, hvis skrifter er gået tabt, er den første skolastiker.
Det 13. og det 14. århundrede regnes forskolastikkens glansperiode. Bl.a.Adelard af Baths oversættelser fra arabiske manuskripter betød, at den græske filosofi blev genopdaget. Især opdagelsen af Aristoteles' skrifter var skelsættende. Dette ledte tiluniversaliestriden, en flere hundrede år lang diskussion om almenbegrebernes metafysiske stilling hvor Platonsbegrebsrealisme stod over for Aristoteles'konceptualisme og den middelalderligenominalisme.Peter Abelard er en af de første nominalister. I en af middelalderens mest berømte filosofiskekontroverser blev han anklaget forkætteri afBernhard af Clairvaux, en anden fremtrædende tænker der grundlagdeCistercienserordenen.
I mange store byer opstod deruniversiteter. Der opstod flere flere gejstlige ordener der ville tage kontrol over dem, hvoraf de vigtigste varDominikanerordenen (sortebrødrene) ogFranciskanerordenen (gråbrødrene). Franciskanerne blev grundlagt afFrans af Assisi i1209. Deres leder i midten af 1200-tallen varBonaventura, en traditionalist der forsvarede Augustins teologi og Platons filosofi, og som kun indarbejdede en smule af Aristoteles' filosofi. Bonaventura fulgte Anselm og hævdede at fornuften kun kan opdage sandheden når den er oplyst af religiøs tro. Andre vigtige franciskanere erDuns Scotus,Peter Auriol ogWilliam af Ockham. Den sidste er kendt forOckhams ragekniv der er et vigtigt metodisk princip, selv om Ockham ikke formulerer princippet direkte.[25]
Dominikanerne blev grundlagt afDominicus i1215. De lagde større vægt på fornuften og gjorde udbredt brugt af de nyopdagede skrifter af Aristoteles. Fremtrædende dominikanere erAlbertus Magnus ogThomas Aquinas. Aquinas syntese af græsk filosofi med de kristne dogmer kom til at definere katolsk filosofi. Aquinas lagde mere vægt på fornuft og argumentation, og var den første der brugte Aristoteles metafysiske og erkendelsesteoretiske skrifter, hvilket var et stort skifte fra dennyplatoniske og augustinske tænkning der havde domineret den tidlige skolastik.Francisco Suárez (1548 - 1617) regnes som den sidste af skolastikerne.
En definition er at datere starten af perioden fra starten afrenæssancen, især fra denitalienske renæssance. De virkeligt nye filosofiske impulser fra ikke-italienske tænkere. Meget af den klassiske græske filosofi var bevaret iDet byzantinske rige, men det var tydeligt for alle her at Byzans ville ende med at blive helt erobret afosmannerne. Mange byzantinske lærde, håndværkere, kunstnere og flygtede derfor til Italien, og de medbragte de græske tekster samt underviste i græsk.[26] Især var Platons skrifter ukendte i Middelalderen frem til kontakten med Byzans. UnderKonciliet i Firenze1438-1439 fikGeorgios Gemistos Plethon, der var med i den østromerske delegation, kontakt medCosimo de' Medici. Under Cosimos ledelse oversatteMarsilio Ficino Platons samlede værker, som Plethon havde med fra Byzans.
DaJohann Gutenberg opfinderbogtrykkerkunsten omkring1440 falder bøger betragteligt i pris, da de nu ikke mere skal skrives i hånden, og derfor ophører adgangen til filosofiske værker med at være et problem, hvilket havde hæmmet filosofien siden starten af middelalderen. I Venedig udgiverAldus Manutius bl.a. Aristoteles samlede værker.
Renæssancefilosofferne forkaster kirkens autoritet i form af denskolastiske tradition, og læser antikkens filosofi uden at forsøge at forene den med kristendommen. Flere af dem kom derfor i konflikt med kirken, bl.a.Giordano Bruno, der blev brændt som kætter, ogGalileo Galilei, der blev idømt husarrest. At filosoffer blev anklaget for kætteri var dog ikke noget nyt og forekom også under middelalderen, f.eks. forPeter Abelard. De arbejder heller ikke alle for kirken, men kan f.eks. være embedsmænd somMichel de Montaigne.
I denne perioder er der endnu ikke opstået samlede teoretiske ramme til at erstatte middelalderens, og renæssancefilosofferne kan derfor ikke grupperes i retninger.
Af andre vigtige filosoffer fra renæssancen kan nævnes
Fra begyndelsen af 1600-tallet bliver filosofien mere systematisk.Rene Descartes anses almindeligvis for at være grundlæggeren af den moderne filosofi. Filosofien i det17. århundrede er domineret af behovet for at organisere filosofi pårationelle,logiske og indlysende grunde. Dette skyldtesreformationen. Perioden præges også af at filosoffer ofte samtidigt er videnskabsmænd. Således regnes bådeRené Descartes,Blaise Pascal ogSir Isaac Newton også for filosoffer. I henved 200 år er filosofien opdelt i to hovedgrupper, rationalismen der fortrinsvis dominerede på kontinentet, og empirismen, der fortrinsvis dominerede på de britiske øer.
De rationalistiske filosoffer har det til fælles at de anser fornuften for at være medfødt og kilden til viden, at gudsbegrebet har en vigtig plads i deres filosofi. Deres brug af gudsbegrebet peger tilbage til middelalderen og de opstillergudsbeviser. Endvidere opstiller de ambitiøse filosofiske systemer der er tænkt som forklaringer af alting. DetSjæl-legeme problemer er et andet fælles hovedtema.
Vigtige rationalistiske filosoffer er:
Empirismen har det samme mål som rationalismen, men mener at erkendelsens grundlag er sansningen, og benægter at der findes medfødte ideer. John Locke beholder den klassiske tese, der oprindeligt stammer fra Aristoteles, at menneskets bevidsthed fra fødslen af er entabula rasa, en ubeskrevet tavle, som sanserne gradvist fylder ud. Gudsbegrebet er, med undtagelse af Berkeley, ikke et vigtigt begreb for empirismen. En anden forskel til rationalismen er ar empiristerne udarbejder detaljerede politiske og etiske teorier. Som bevægelse er empirismen præget af hvad den danske filosofDavid Favrholdt har kaldt "det empiristiske skråplan". Empirismen starter med at hævde omverdenens realitet og naturlovenes gyldighed, men som den udvikles mister man mere og mere sikkerhed på denne, og det ender medDavid Humes filosofi, der også kan kaldes skepticistisk. Med Hume ender empirismen i en blindgyde, i det Humes filosofi opfattes som skeptisk og samtidigt som den mest konsekvente empiristiske filosofi. Hume opstillerinduktionsproblemet. Empirismen mest varige succes ligger i den politiske filosofi, hvis ideer i dag er af stor betydning for de vestlige samfund.
Vigtige empirister er:
Udover de filosoffer der tilhører de to hovedstrømninger er der en lang række filosoffer og tænkere der har haft stor betydning for den efterfølgende filosofi. Vi finder vigtige studier der kan kaldes forløbere for moderne psykologi hos moralister, somLa Rochefoucauld ogFrancis Hutcheson. I England var der en række af filosoffer der udviklede vigtigepolitiske filosofier i dette tidsrum, så somAdam Smith der grundlægger liberalismen.Blaise Pascals religiøse filosofi peger frem imodeksistentialismen.
Det 18. århundredes filosofi er den tidlige del afoplysningstiden. Filosofferne opstillede politiske ideer, der var idegrundlag for denamerikanske revolution og senereden franske revolution, så som magtens tredeling, menneskerettigheder og adskillelse af kirke og stat. Hermed definerede de det moderne demokrati. Oplysningsfilosofferne var optagede af, at få deres ideer udbredt og omsat til virkelighed, og skrev derfor værker der var let tilgængelige og polemiske. De samlede også viden og udgav dem i de førsteencyklopædier, idet de ville gøre viden tilgængelig for alle. Vigtige oplysningsfilosoffer er
Den moderne filosofi regnes for at afsluttes og kulminere medKant. Denne leverer et ødelæggendeerkendelsesteoretisk angreb påmetafysik der hidtil regnedes for videnskabens moder men som stort set opgives efter ham. Kant leverer også en så ødelæggende kritik af alle kendte gudsbeviser at temaet fuldkommen forsvinder fra filosofien efter ham. Han har derfor en stilling i filosofiens historie der kan sammenlignes med Sokrates, idet at temaerne og måden at lave filosofi på er forskellige før og efter Kant. Kantsdeontologiske etik er også definerende for etikken efter ham.
Efter Kant er næsten alle filosoffer professionelle statsansatte universitetsfilosoffer. Tyskland er det første land der gør filosofi til en specialiseret profession.[27] Man ser kun få filosoffer, der også arbejder med naturvidenskab. Betegnende for perioden er, som følge af Kants filosofi, at man ikke søger efter faste grundlag uden for mennesket. Man ser også verden som stadigt foranderlig, og ikke som statisk og uforanderlig. Fremskridtsbegrebet bliver derfor vigtigt. Perioden kan siges at minde om renæssancen derved at der er mange vigtige filosoffer der ikke tilhører nogen skole, f.eks.:
Mange filosoffer kan siges at tilhøre flere forskellige "ismer". En filosofi kan f.eks. arbejde med både strukturalisme og fænomenologi. Man skal derfor ikke altid lægge så meget i betegnelserne.
Meget groft kan filosofien opdeles i to hovedstrømninger. Den ene har menneskets personlige stilling og erfaring som tema og udgangspunkt, og derfor er åben overfor religion, litteratur og kunst. Den anden tager udgangspunkt i logik og matematik, videnskab, teknologi og samfundets udvikling. Allerede i 1800-tallet kan skellet ses antydningsvis, f.eks. som forskellen mellemSøren Kierkegaard ogAuguste Comte, men først i 1900-tallet navngives de to hovedgrupper:Kontinental filosofi oganalytisk filosofi. Betegnelsen kontinentalfilosofi stammer fra engelske filosoffer, der fandt det brugbart at have en term for en række tankestrømninger, især fra Frankrig og Tyskland, der kun havde det tilfælles, at de var meget forskellige fra analytisk filosofi.
Uddybende artikel:Østlig filosofiI vesten refererer "Østlig filosofi" til de forskellige traditionelle tros- og videnssystemer iAsien, hovedsageligt herunderKina,Indien,Japan, ogPersien. Man må tage hensyn til, at dette udtryk er meget generelt og ikke vægter noget land eller en enkelt tid.
studeres typisk som religionshistorie, men er såvel et kontemporært og vestligt tema. Begrebet er oprindeligt – i sin etymologi – forbundet med studierne afantikken og bruges ligeledes til at fremstille den religionshistoriske udvikling i det mesopotamiske kulturcenter. Ved romernes annektering af det levantiske område, de første århundreder i vor tid, ses synkretiske former som eksempelvis kejserkultenSol Invictus, men karakteristisk for synkretismen er de former der opstår ved lokale kultcentre og deres møde med skiftende overherredømmer.[29]
udviklede sig hovedsageligt i Indien og Kina[30]. Denvediske skole anses af nogle for at være den ældste filosofiske skole – 500 år før den græske filosofi. Andre mener den vediske filosofi begynder medUpanisaderne – de ældste upanisader,Brhadaranyaka-upanisad ogChandogya-upanishad er dateret til omkring det ottende århundrede f.Kr. Det filosofiske bygningsværk af indiske religioner såsomhinduisme,jainisme ellerbuddhisme er også til dels bygget på den vediske tanke. I Kina anseskonfusianisme for at være den ældste filosofi. Konfusianisme udvikledes i Kina omkring samme tid som buddhisme og jainisme udviklede sig i Indien. Det skal dog tages i betragtning at både den indiske og kinesiske filosofi er mere knyttet til religionen end den moderne, vestlige fagfilosofi har været efter middelalderen.[31]
 | Wikimedia Commons har medier relateret til: |
