| Venstresocialisterne | |
|---|---|
| Partileder | Kollektiv ledelse |
| Grundlagt | 1967 |
| Nedlagt | 8. september2013 |
| Partiavis | Solidaritet |
| Hovedkontor | Griffenfeldsgade 41 2200 København N |
| Antal medlemmer | ca. 3000 (1968); ca. 500 (1973); ca.2000; (1980) |
| Ungdomsorganisation | Socialistisk Ungdoms Forum (1967–1971) Venstresocialisternes Ungdom (1984–1992) |
| Politisk ideologi | Marxisme[1] |
| Politisk placering | Yderste venstrefløj |
| Partifarve(r) | Rød |
| Partibogstav | Y |
| Udspringer af | Socialistisk Folkeparti |
| Ophav til | Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister Internationale Socialister Enhedslisten |
Ikke at forveksle medDanmarks Venstresocialistiske Parti.Venstresocialisterne (VS) var etmarxistiskdanskpolitisk parti dannet i1967 og i1998 omdannet til enforening, i hvilken form det bestod indtil opløsningen den 8. september 2013.[2] Forinden havdeØstre Landsret ved enkendelse af 12. september 2012 lagt til grund, at partiet var opløst i 1998, hvilket VS selv afviste.
Partiet blev dannet i1967 af udbrydere fraSF, hvor fire folketingsmedlemmer og en række menige medlemmer var utilfredse med SF's politik under det såkaldte 'Røde Kabinet' fra1966 til 1967. Her havde SF ogSocialdemokratiet flertal iFolketinget, men mistede dette ved dannelsen af VS.
Partiet var kendetegnet ved en række usædvanligestrukturelle principper, som hidtil var ukendte i dansk partipolitik:kollektiv ledelse,urafstemning med nominering affolketingskandidater, dobbeltorganisering ogfraktionsfrihed.Kontingentet var fastsat til 2% af medlemmetsbruttoindkomst.
Blandt partiets markante politikere iFolketinget varPreben Wilhjelm,Erik Sigsgaard,Mikael Waldorff ogAnne Grete Holmsgaard.Karen Jespersen var folketingskandidat for VS i1979, men blev ikke indvalgt.Per Clausen ogFinn Sørensen, der blev valgt til folketinget 2011 forEnhedslisten, var medlemmer af VS til dets nedlæggelse i 2013.
Kongressen var partiets øverste myndighed, som vedtog alle program – og principbeslutninger. Dedelegerede var valgt af de lokale partiafdelinger samt af afdelingerne påarbejdspladserne.[3] Kongressen kunne ligeledes beslutte, om andre smågrupper påvenstrefløjen kunne optages i partiet. Kongresserne kunne være præget af ophedede diskussioner mellem repræsentanter for forskellige fraktioner, som i1970’erne førte til udmeldelser blandt de medlemmer, som havde lidt nederlag ved afstemningerne.[4]
Hovedbestyrelsen, som valgtes på kongressen bestod hovedsageligt af21 medlemmer fra partiets tidlige historie, men i praksis var detforretningsudvalget, der stod for den daglige ledelse og kontakt til de lokale afdelinger og de mangeudvalg ogkommissioner, som blev nedsat af kongressen.[5]
Dobbeltorganiseringen var en konstruktion, hvor hvert medlem både var organiseret i sit lokalområde[6], men samtidig også på sinarbejdsplads elleruddannelsesinstitution. Der opstod imidlertid skævheder i denne struktur, fordi størstedelen af medlemmerne varstuderende.[7]
Fraktionsfriheden var en særlig form formindretalsbeskyttelse, som sikrede, at medlemmer, der tilsluttede sig de generelle principper i partiprogrammet, frit kunne danne en selvstændig fraktion med selvstændige mål for den konkrete politiske praksis. I partiets historie var der over 25 fraktioner, men generelt kan fraktionskampene karakteriseres som en strid mellem strammere og slappere. Strammerne ønskede enleninistisk politik med stram partidisciplin og opbygning af revolutionære celler, mens slapperne ønskede en bred dialog med de mangegræsrodsbevægelser, der var opstået efterungdomsoprøret.[8]
Folketingskandidater for partiet blev udpeget ved urafstemninger og herefter placeret på den såkaldte top – tyve liste, som afgjorde rækkefølgen påpartilisten. Endvidere betød et princip om rotation, at et folketingsmedlem ikke kunne genopstille til et følgendevalg, når pågældende havde haft sæde i folketinget i 7 år.
Disse regler betød blandt andet, at fremtrædende medlemmer, som havde tegnet partiets politik de første år, ikke kunne genopstille, hvilket fx ramte hårdt ved valget i1987.[9]
VS’ grundlag i internationalt arbejde var dels kritik afSovjetunionen, dels ensolidaritet medrevolutionære frihedsbevægelser i den 3. Verden. Officielt støttede partietSalvador Allende iChile ogsandinisterne iNicaragua. I løbet af 1970’erne blev der gennem Internationalt Udvalg (IU) etableret kontakter til de såkaldte befrielseshære somIRA ogPFLP.
I august 1980 var folketingsmedlemmetAnne Grete Holmsgaard sammen med to øvrige fra Venstresocialisterne,Lone Johnsen (medlem af VS' Internationale Udvalg) ogJakob Erle[10] (medlem af partiets hovedbestyrelse), på besøg iBeirut ogSaida iLibanon hos den palæstinensiske gruppePFLP.Mødets resultat blev en fællesudtalelse underskrevet af Jakob Erle ogTaysir Quba, der er formand for PFLPs Internationale Komité.I fælleserklæringen hedder det:
 | VS og PFLP er enige om, at der hverken kan findes en løsning på det palæstinensiske eller på det jødiske spørgsmål uden et totalt opgør med den zionistiske bevægelse og med Israel. |  |
Holmsgaard har efterfølgende erkendt, at hun var klar over, at denne organisation bl.a. accepteredeflykapringer "som et middel i den anti – imperialistiske kamp."[11]. Dette initiativ til udvikling af det internationale samarbejde medførte en skrap intern debat i partiet om holdningen tilterrorisme og gidseltagning. Allerede ijuli1980 havdePreben Wilhjelm, som ellers sjældent tog del i fraktionskampene, rettet en skarp kritik af flertallet i IU, fordi dette angiveligt forholdt sig taktisk tilvoldelige aktioner, ligesom Wilhjelm påpegede, atretssikkerhed ogdemokratiske principper var det eneste holdbare grundlag for international solidaritet.[12]. Da et flertal af medlemmerne efterfølgende støttede Wilhjelms synspunkter, forlod flertallet af IU og ca. 20 sympatisører partiet.
Kontroverserne om VS's internationale engagement fortsatte dog, bl.a. da Anne Grete Holmsgaard sammen medKit Broholm udgav en bog omzionismen, der i dagspressen blev udlagt som stærktantisemitisk.[13] Broholm, Holmsgaard og VS har dog altid selv på det skarpeste afvist denne beskyldning, idet bogen ikke forholder sig kritisk til jødedommen, men til zionismen, til staten Israel og Israels politik, som forfatterne betragtede som imperialistisk.
VS var en erklæret del af den europæiskevenstreopposition og udsendte gennem årene en række politiskepartiprogramerklæringer, vedtaget på diverse kongresser, med det formål at præcisere partiets rolle i kampen modkapitalismen. Disse erklæringer afspejler en udvikling, hvor skiftende flertal medvirker til at ændre den politiskestrategi. En vedtagelse fra 3. Partikongres i1970 illustrerer udmærket de politiske dilemmaer.[14]. Overordnet fremhæves det, at hovedopgaven er at udvikle et revolutionært parti, der kan stå i spidsen forarbejderklassens kamp modborgerskabet; men også den daglige kamp for bedrelevevilkår må udvikles.Repræsentationen i folketinget er ensekundær opgave, hvorfolketingets talerstol skal benyttes til at afsløre undertrykkelsen af befolkningen.[15]
Partiet støttede i 1970’erne destrejker ogblokader, som blandt andet fandt sted påUniprint ogBerlingske Tidende; men det var især påuniversiteterne, partiet spillede en egentlig rolle i ”kampen mod undertrykkelse”.[16] En af årsagerne til den manglende opbakning på arbejdspladserne var, at fraktioner i partiet havde omtaltfagbevægelsen som fagforsteningen, ligesomSocialdemokratiet var blevet udråbt som klasseforrædere.[17]
Partietsrepræsentation iFolketinget fik en dramatisk start, da det først efterfintællingen af stemmerne ved valget i1968 blev klart, at VS havde klaretspærregrænsen. Inden udgangen af 1968 havdeHanne Reintoft ogKai Moltke forladt partiet.[18] Selv om arbejdet i Folketinget formelt var sekundært i partiets strategi, er det de markante personligheder blandt folketingsmedlemmerne, VS især huskes for. Med Preben Wilhjelm som frontfigur satte de fokus påboligpolitikken,socialpolitikken oguddannelsespolitikken, og partiet var det første, der fremlagde et ambitiøstenergipolitisk program.[19] To gange overlevede partiet at miste sin folketingsrepræsentation, men 3. gang ved valget i1987 blev afslutningen på 20 år som venstrefløjens frontfigur.
Partiets strategi omfattede et samarbejde med "antikapitalistiske kræfter" og grupper i opposition til det bestående samfund. Som et led i denne strategi samarbejdede partiet bl.a. med denfeministiske del af kvindebevægelsen og modstanderorganisationen modatomkraft,OOA. Partiet tillægges en stor betydning forfolketingets beslutning i1985 om at den fremtidige energiplanlægning skulle foregå uden atomkraft[20]. I folketinget samarbejdede partiet medDKP ogSF, men udnyttede også mulighederne for et alternativt flertal med bl.a.Socialdemokratiet ogDet Radikale Venstre, blandt andet om den såkaldtefodnotepolitikken.
Uddybende artikel:EnhedslistenI1989 dannede VS sammen medDanmarks Kommunistiske Parti ogSocialistisk Arbejderparti partietEnhedslisten, som i1994 kom iFolketinget. På sin sidste kongres, i 1998, blev VS officielt nedlagt som parti og omdannet til en forening, som stadigt udgav det teoretiske tidsskrift "Solidaritet". På baggrund afPET-kommissionens rapport fra 2009 fremsatte VS et erstatningskrav modPET med påstand om ulovlig registrering af lovlig politisk virksomhed. Kravet afvistes den 12. september 2012 afØstre Landsret, som lagde til grund for sin kendelse, at Venstresocialisterne "ikke længere eksisterer".[bør uddybes]
Nedlæggelsen af VS blev med afstemning vedtaget af en generalforsamling i Solidaritetshuset den 8. september 2013, fordi man hellere vil lægge de politiske kræfter i Enhedslisten, i stedet for at være 'parti i partiet'.[2]
| Valgår | Stemmer | Procent | Mandater |
|---|---|---|---|
| 1968 | 57.184 | 2,0 % | 4 |
| 1971 | 45.979 | 1,6 % | 0 |
| 1973 | 44.843 | 1,5 % | 0 |
| 1975 | 63.579 | 2,1 % | 4 |
| 1977 | 83.667 | 2,7 % | 5 |
| 1979 | 116.047 | 3,7 % | 6 |
| 1981 | 82.711 | 2,7 % | 5 |
| 1984 | 89.356 | 2,7 % | 5 |
| 1987 | 46.141 | 1,4 % | 0 |
| 1988 | 20.303 | 0,6 % | 0 |
