Unionsopløsningen betegner den periode, hvor opløsningen afDen svensk-norske union fandt sted, som oftest afgrænset til november 1904 til 26. oktober 1905. Unionen blev først opløst ensidigt afNorge den7. juni1905 og derefter formelt af begge parter den26. oktober samme år. Unionsopløsningen kom i stand efter flere år med uenigheder mellem Norge ogSverige om flere forhold. Norske politikere ønskede unionsbrud, mens flere svenske mente, at Norge havde for mange friheder inden unionen. Unionsopløsningen kom i stand i en proces, hvor øgetnationalisme og økonomiske uligheder fremkaldte udbredt unionsskepsis fra norsk side. Flere svenskere så også med bekymring på smitteeffekten fra det radikale Norges indførelse af almenvalgret,parlamentarisme ogbegrænset kongemagt kunne have på Sverige.
Allerede fra begyndelsen i1814 var unionen formel, og Norge havde i høj grad varetaget sinegrundlovsbestemte rettigheder. Unionen bestod formelt af, at dennorske og densvenske konge var samme person, om end med to særskilte titler, og at norskudenrigs- og handelspolitik var underlagtdet svenske udenrigsministerium. Militæret skulle også have være en samlet enhed, men der var kun i mindre grad samarbejde mellem de to landeshære ogflåder. Det relativt løse unionsbånd var i begyndelsen uproblematisk, men efterhånden blev en række symbolske sager vigtige fornordmændene. Blandt disse var ønsket om at fjerne den sjældent brugterigsstatholder og ønsket om et rentnorsk flag. I tillæg fik politiske sager som parlamentarismen og konsulatsagen større betydning, og den sidstnævnte, økonomisk motiverede sag blev afgørende for unionsbruddet.
Efter tre år med forsøgsvis forhandling mellemHøyre ogModerate Venstres samarbejdsregering, og den svenske regering brød samarbejdet mellem regeringerne i Norge og Sverige sammen i 1905, og derefter gik den nye norske regeringen ind for en mere direkte konfrontationslinje. Regeringen tog afsked efter at kongen nægtede at sanktionere en ny konsulatlov, menOscar II godtog ikke afskeden før han kunne finde en alternativ regering. Den 7. juni tolkedeStortinget det til at betyde at Oscar IIs manglende evne til at etablere en regering var en faktiskabdikationserklæring, og Stortinget erklærede unionen for opløst. Dette kontroversielle vedtag blev ikke accepteret i Sverige, og forholdet mellem de to stater var i flere måneder anstrengt med tilløb til mobilisering og reel fare for militær konfrontation.
Det hele blev løst ved forhandlinger mellem de to lande iKarlstad i september 1905, den såkaldteKarlstad-konvention. Der blev fordeling og regulering af vandveje, forsvar,rensdyr-græsning, transit handel ogvoldgiftstraktater aftalt, og den 23. september blev de to parter enige, efter at det var en hvis krigsfrygt på begge sider af grænsen. Én måned og tre dage senere blev unionen formelt opløst, da kongOscar 2. 26. oktober underskrev dokumenterne som anerkendte Norge som uafhængig stat, og samme dagabdicerede som norsk konge.
