| Tove Ditlevsen Dansk litteratur 20. århundrede | |
|---|---|
 | |
| Personlig information | |
| Født | 14. december1917(1917-12-14) Vesterbro iKøbenhavn[1] |
| Død | 7. marts1976 (58 år) Vesterbro i København |
| Gravsted | Vestre Kirkegård |
| Nationalitet |  Dansk |
| Søskende | Edvin Ditlevsen |
| Ægtefælle | Viggo F. Møller(1940-1942) Ebbe Munk(1942-1945) Carl T. Ryberg(1945-1950) Victor Andreasen(1951-1973) |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Prosaist, selvbiograf, forfatter,digter |
| Fagområde | Litterær aktivitet,poesi,prosa |
| Genre | Romaner,noveller,digte,essays,børnebøger,erindringer |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Søren Gyldendal-prisen (1971), De Gyldne Laurbær (1955), Tagea Brandts Rejselegat (1953) |
| Information med symbolet hentes fraWikidata.Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Tove Irma Margit Ditlevsen (født14. december1917[1][note 1] iKøbenhavn, død7. marts1976 smst.) var endanskforfatter, der debuterede i1939 meddigtsamlingenPigesind.
Tove Ditlevsen voksede op iHedebygade påVesterbro[1] som datter af Kirstine Alfrida Mundus (1890-1965) ogfyrbøder Ditlev Nielsen Ditlevsen (1880-1972). Vesterbro var et kvarter med stor arbejdsløshed og fattigdom, præget afmellemkrigstidensverdensomspændende økonomiske krise, som også formede Ditlevsens opvækst på 4. sal i baghuset i Hedebygade 30A.[2] "Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp," sagde hun.[3]
Selv om Ditlevsen klarede sig godt i skolen, og hendes lærer anbefalede hende at fortsætte igymnasiet, sagde hendes forældre nej, og skaffede hende i stedet en "plads i huset" (dvs.husassistent).[4] I denselvbiografiskeBarndommens gade fortæller hun, at hun fik nyesko til sinkonfirmation, og at hendes mor da sagde til hende: "Ja, det er så de sidste par sko, vi forærer dig."[5] - og derved lod hende forstå, at hun i forældrenes øjne kun havde været en udgiftspost, de nu var fri for. Oplevelsen rystede Ditlevsen så meget, at den går igen i flere af hendes noveller.[6][7]
Som forfatter var hun loyal mod sin baggrund og talte de svages sag. Personligt hungrede hun livet igennem efter anerkendelse. Social status, højere position isamfundet, og angsten for ikke at slå til fulgte hende livet igennem.Ægteskabet med den 30 år ældre redaktørViggo F. Møller (1887-1955) i1940 blev adgangsbillet til de akademiske kredse, men hendes uvidenhed tyngede hende, og ægteskabet holdt kun et par år. Møller opmuntrede hende til at stifteUnge Kunstneres Klub, hvor hun mødte ligesindede somSonja Hauberg ogMorten Nielsen; desudenEster Nagel ogHalfdan Rasmussen, som blev gift med hinanden (og sidstnævnte efterfulgte senere Møller som redaktør afVild Hvede). OgsåPiet Hein var med i kredsen og blev snart kæreste med Tove Ditlevsen.[8] Hun brød ud af sit ægteskab, flyttede ind i et pensionat påÅboulevarden - og blev forladt af Piet Hein, som dog hilste udgivelsen afMan gjorde et barn fortræd med etgruk iPolitiken:
12. september1942 giftede Tove Ditlevsen sig på Københavns Rådhus med den jævnaldrendepolit.studerende Ebbe Munk (1916-1970). De flyttede sammen i en toværelses lejlighed på Tartinisvej og fik datteren Helle Munk (1943-2008), der måtte tages med tang. Fødselsskaderne, Ditlevsen blev påført, ødelagde ægteskabet.[10] I1945 mødte hun lægen Carl Theodor Ryberg (1918-1962, selvmord i hjemmet i Rungsted) til en fest. Hun blev gravid uden at vide, om han eller ægtemanden var barnets far, og fortæller i selvbiografienGift, hvordan Ryberg fremkaldte aborten efter at have givet hende en sprøjtepethidin. Hun kunne derefter ikke tænke på andet end at få mere af stoffet; forlod Munk, giftede sig 26. november 1945 med Ryberg på Københavns Rådhus, og fødte 16. juli1946 Michael Ryberg på en fødeklinik i København. Samme år adopterede hun også Rybergs nyfødte datter Trine. Familien isolerede sig i fem år i eneboligen Ewaldsbakken 34.[11] I løbet af de fem år blev Ditlevsen narkoman og vejede kun 30 kilo, da hun i1949 blev indlagt til afvænning på etpsykiatrisk hospital.
Ægteskabet med Ryberg blev afsluttet i1950, og i1951 indgik Tove Ditlevsen sit fjerde og sidste ægteskab medembedsmandenVictor Andreasen (1920-2000). Parret flyttede tilBirkerød, fordi Andreasen opdagede, at hans kone havde genoptaget sit misbrug. I1954 fik de sønnen Peter Andreasen, og Ditlevsen huskede årene i Birkerød som gode. Men så blev Andreasen tilbudt en stor stilling iUdenrigsministeriet, og de flyttede ind i en herskabslejlighed påH.C. Andersens Boulevard. Ditlevsen egnede sig ikke som medfølgende frue vedministerielle middage. Ægteskabet skrantede, og op gennem1960'erne og1970'erne gik det jævnlig galt, så hun flere gange var indlagt. Ægtemændene i hendes romaner blev gradvis "et rentorgie af Victors mest ubehagelige egenskaber," skrev hun selv. I1973 ophørte ægteskabet, som hun skrev så skånselsløst om iVilhelms værelse, at Andreasen blev sygemeldt. Somchefredaktør iEkstra Bladet1972-76 mobiliserede han en kampagne mod statsstøtte tilkunstnere. Ditlevsen tog offentligt afstand fra kampagnen, som nogen tolkede som Andreasens angreb på hende.[12]
I2023 udkom bogenTove Ditlevsen var min mormor påforlaget 28B afLise Munk Thygesen. I bogen, som er skrevet på baggrund af forfatterens mor Helle Munks psykiatriske journaler samt efterladte nedskrevne erindringer, anklages Victor Andreasen for et årelangt seksuelt misbrug af steddatteren.[13]
Ditlevsen så selv enparallel mellem sin uberegnelige, afstumpede mor og Victor Andreasen. Hun oplevede indlæggelserne på psykiatrisk sygehus som et fristed, hvor hun kom sig fysisk og mentalt, og dertil overvandt sin skriveblokering. Opholdet påSct. Hans Hospital, hvor hun skrev erindringsbøgerneBarndom ogUngdom, kaldte hun selv for "den hidtil lykkeligste periode i mit liv".[3]
Tove Ditlevsen overtog somFamiliejournalens brevkasseredaktør efterEdith Rodes død i1956 og fortsatte at besvare læserbrevene frem til sin død.[14] Hendes svar gennem tyve år er samlet og udgivet.[15]
Tre år efter skilsmissen tog Tove Ditlevsen sit liv mellem 4. og 7. marts 1976 af en overdosis på sovepiller. Hun blev fundet 8. marts. To år før havde hun forsøgt selvmord iRude Skov, men af skræk for naturen lagde hun sig i udkanten af skoven, hvor hun blev fundet af en hundelufter. IPolitiken skrev hun om øjeblikket: "Den uendelige lykke ved aldrig mere at skulle se noget menneske i verden." Det forargede mange, der mente, at hun som offentlig person og forbillede - tidligere brevkasseredaktør - ikke burde reklamere forselvmord. I marts 1976 lånte hun en venindes lejlighed, tog en overdosis piller og døde.[16]
Hun blev begravet fraKristkirken på sin barndoms Vesterbro, og som folkekær digter blev hun fulgt til graven af henved tusind mennesker.[17] Avisernes referater af begravelsen bemærkede lige så meget dem, derikke kom.Det danske Akademi viste sig ikke. Tove Ditlevsen fik ikkeAkademiets store pris i1974. Hun er i dag anført som af de 16 kanonforfatterne[18] , hvor hun er obligatorisk læsning ifolkeskolen,[19] .
Tove Ditlevsen ønskede at begraves påVestre Kirkegård, hvor hun ofte legede som barn, og af salmer ønskede hunFar verden, farvel ogGud ske tak og lov, vi så dejligt sov, fordi det var det første digt, hun hørte. Hendes søn Michael Ryberg, som døde i en trafikulykke i 1999, ligger gravlagt hos hende.[20]
I1975 indspilledeMathilde Bondo solopladen Pigesind med tekster af Tove Ditlevsen og musik afLasse Helner.
I 1980-erne indspillede musikerenAnne Linnet en plade med egne melodier til Ditlevsens digte,Barndommens Gade.
I1987 indspillede den norske musiker Kari Bremnes et album med egne melodier til Tove Ditlevsens digte,Mitt ville hjerte.[32][33]
I 2015 blev Ditlevsens liv og værker fortolket af teaterkollektivetSort Samvittighed, under forestillingenTove!Tove!Tove! Sort Samvittighed udgav senere sangene fra forestillingen, i et album der også hedTove!Tove!Tove![34]
