Terbium er nogenlunde modstandsdygtig overfor iltning ("rust") ved kontakt medatmosfærisk luft, men ved temperaturer over 150 °C bryder det i brand og danner dervedterbiumdioxid (TbO2). Terbium reagerer medvand under dannelse afgasformigbrint ogterbiumhydroxid.
Terbium kan antage to forskelligeallotropiske former: Ved temperaturer under 1289 °Cantager det sin α-form medhexagonalkrystalstruktur. Ved højere temperaturer omorganiseres strukturen, og stoffet fremtræder i sin β-form.
På overfladen af genskrivbare, magneto-optiske medier bruges legeringer af terbium,jern og kobolt, og eventueltgadolinium. Legeringer af terbium ogdysprosium udviser en højmagnetorestriktivitet, og bruges i forbindelse med materialeprøvning. Imagneter baseret påneodym, jern ogbor medvirker terbium til at øgekoercitivkraften.
Terbium blev opdaget i1843 af den svenskekemikerCarl Gustaf Mosander, som konstaterede stoffet som en "urenhed" iyttriumoxid; Y2O3. Det var dog først langt senere, efter udvikling afionbytnings-processer, at det er lykkedes at isolere rent, metallisk Terbium.
Naturligt forekommende terbium består af én stabilisotop; terbium-159. Dertil kendes 33radioaktive isotoper, hvoraf de mest "sejlivede" er terbium-158, terbium-157 og terbium-160, medhalveringstider på henholdsvis 180år, 71 år og 72,3dage. Alle de øvrige radioaktive isotoper har halveringstider fra knapt enuge og nedefter.
