Stillehavet erjordens størstehav (169,2 millioner km²) og dækker en tredjedel af jordens overflade.Ækvator deler havet i det Nordlige Stillehav og det Sydlige Stillehav.Marianergraven i den nordvestlige del er det dybeste punkt i verden og når en dybde på 10.911 meter.
NavnetStillehavet kommer af, atFerdinand Magellan, da han i1500-tallet nåede havet, beskrev det som 'smukt og fredeligt'. Deraf navnet 'Stillehavet' – selvom det ikke er roligere end de andre oceaner.
Stillehavet begrænses mod øst af Amerika, mod vest af Asien og Australien. Syd for Amerika regnesKap Hornsmeridian som grænse mellem Stillehavet ogAtlanterhavet, syd for Australien danner meridianen gennemSydkap påTasmanien grænsen modDet indiske Ocean.
Krümmel beregner arealet af Stillehavet til 161 mio. km2 eller mere end Jordens samlede landareal. I dette tal er dog ikke medregnet den del af Stillehavet, som ligger syd forden sydlige polarkreds, og som tidligere regnedes til det sydlige ishav. Stillehavet er jordens største sænkningsområde.
Efter sin oprindelse udgør det dog ikke et samlet hele. Det er sammenstykket af utallige flager, der har sænket sig til forskellig tid og forskellig dybde. Brudlinierne, der begrænser flagerne, har givet anledning tilvulkanske fænomener og betegnes med rækker af vulkanske øgrupper. I den vestlige del af Stillehavet er deres retning overvejende nord—syd, mens de i den østlige del af oceanet overvejende er nordvest—sydøst. Både i øst og i vest er sænkningsområdet ledsaget af foldebjerge. IAndesbjergene vidnerjordskælv og vulkanudbrud om, at jordskorpen ikke er i ro. På den asiatiske side er foldezonen draget med ind i sænkningen, og som ruiner ligger ørækken:Aleuterne,Kurilerne,de japanske øer ogFilippinerne, adskilte fra fastlandet ved mere eller mindre dybt sunkne flager, der dannerrandhavene:Beringshavet,Det Okhotske Hav,Det Japanske Hav,Det Østkinesiske Hav ogDet Sydkinesiske Hav. Også på vestsiden af Stillehavet vidner jordskælv og vulkaner om, at jordskorpebevægelserne endnu er i fuld gang.
I lighed med disse velafgrænsede randhave viser dybdekortene, så vidt dybdeforholdene er kendte, at også det åbne ocean er sammensat af større eller mindre områder, adskilte ved langstrakte undersøiske grunde, der på deres ryg bærer vulkaner ogkoraløer. I det nordlige Stillehavet udmærker Tuscarora-dybet ellerJapan Grav (10.554 m)[1], der strækker sig som en bred rende langs kysten afBonin-øerne, Japan og Kurilerne, sig ved en betydelig dybde. Ikke langt fra kysten af øenUrup blandt Kurilerne er målt en dybde af 8.520 m. Længere mod syd findesChallengerdybet, hvis dybeste del syd og øst forMarianerne danner den smalle og meget dybeMarianergrav (11.034 m)[1]. Uden forRyukyuøerne findes en lignende dyb rende,Ryukyugraven (7.480 m), og langs Filippinernes kystFilippinergrav (10.265 m)[1]. Syd og øst for Marianerne findesNares-Dybet (4.850 m) mellemCarolinerne ogNy Guinea,Koralhavet (4.480 m) mellem Australien ogMelanesien,Thomson-Dybet (5.340 m) mellem Australien ogNew Zealand. Fra New Zealand strækker sig mod nord en undersøisk ryg, hvorpåKermadec-Øerne ogTonga-øerne ligger. Øst for denne ryg styrter havbunden sig brat ned til store havdybder. IKermadec-Graven nær vedKermadec-Øerne er der målt en dybde af 9.428 m, omtrent underVendekredsen 9.180 m., syd forSamoa-øerne 8.280 m. Også ved den amerikanske kyst findes dybe smalle grave somAleuter-Graven,Peru-Graven ogAtacama-Graven (7.635 m).
Den største del af bunden i Stillehavet er dækket af rødt dybhavsler, som enkelte steder forekommer i varieteten radiolar-dynd. Hvidt dybhavsslam findes i begge hovedvarieteter: globigerinadynd og diatomédynd, sidstnævnte i et bælte uden for kysterne af det antarktiske fastland. Blandt fladsøens sedimenter spiller koraldannelser en stor rolle i den tropiske del af oceanet. Gennemsnitsdybden af Stillehavet anslås af Krümmel til 3.887 m.
Den sydlige del af Stillehavet hører til de stadige vestenvindes bælte. Vinden blæser her næsten altid fra vest med en gennemsnitlig styrke af 5—6 efterBeaufortskalaen. Nord for vestenvindsbæltet følger ved 35° s. br. i januar, 30° s. br. i juli et bælte med højtlufttryk og svage, omskiftelige vinde. Nord herfor følgerSydøstpassatens bælte indtilÆkvator. I den vestlige halvdel af oceanet er dog passaten kun stadig i vinterhalvåret, idet den om sommeren afløses af svagere vinde fra øst og nordøst (den australskesommermonsun).Kalmebæltet ligger i januar omtrent under ækvator, i juli ved 5°—10° n. br. Nord for kalmebæltet følgerNordøstpassatens bælte, der i januar har sin nordgrænse omtrent ved 25 n. br., i juli ved 30° n. br. I den vestlige halvdel af oceanet erstattes passaten om sommeren af østlige og sydøstlige vinde (den asiatiske sommermonsun). Nord for passatbæltet følger det nordlige vestenvindsbælte med overvejende svage syd- og sydvestvinde om sommeren, stormende vest- og sydvestvinde om vinteren.
I passatbælterne løber to strømme øst-vest: den nordlige og den sydlige passatdrift. Idet de når over til vestsiden af oceanet, deler de sig begge i en gren mod nord og en mod syd langs kysterne. De to kyststrømme, der løber mod ækvator, forener sig og fører i kalmebæltet vandet tilbage mod øst: ækvatorial-modstrømmen. Af de kyststrømme, der fører fra ækvator, udgår fra den sydlige passatdrift en strøm langs Australiens østkyst (den østaustralske strøm), der, hvor den når ned i vestenvindsbæltet, bøjer mod øst og forener sig med den gennem alle oceaner strømmende sydlige vestenvindsdrift. Denne når Amerikas vestkyst omtrent ved 40° s. br., hvor den deler sig i den sydgående Kap-Hoorn-strøm og den nordgående peruanske strøm, hvilken sidste ved 5° s. br. går over i passatdriften.
Den peruanske strøm er kendt som en meget kold strøm, ikke blot fordi den kommer fra højere bredder og derfor stadig er koldere end det land, den løber forbi, men også fordi den ved kysten temmelig stadig blæsendefralandsvind giver anledning til vertikale strømninger, der fører koldt vand fra havbunden op til overfladen.
Den nordlige passatdrift bøjer ved Filippinernes østkyst mod nord under navnetKuro Shio. Ved 40° n. br. bøjes den af vestenvindene mod øst (nordlige vestenvindsdrift) og når Amerikas kyst vedVancouver-øen. Her deler den sig i den sydgående kaliforniske strøm, der går over i passatdriften, og en nordgående strøm, der følgerCanadas vestkyst og syd for vestspidsen afAlaska atter forener sig med vestenvindsdriften.
Da stillehavet dækker et enormt område fra øst til vest og nord til syd er havets dyreliv også rigt og varieret. En lang række storehavpattedyr lever i Stillehavet; mod nord tæt vedIshavet findeshvalroser ogsøkøer, mens andre dyr somblåhvalen ogspækhuggere findes i stort set hele havet. I de varmere områder findesgrindehvaler,kaskelothvaler og forskellige arter afdelfiner.
