Solbriller har til formål at lette orienteringen og skåne øjnene i omgivelser med stærkt sollys.
Inuitterne opfandt simple men effektive solbriller som blot bestod af smalle spalter skåret i træ, ben eller hvaltand[1] ved hjælp af hvilke de kunne færdes i det arktiske vinterlandskab uden at blive sneblinde.
Moderne solbriller laves typisk afplastik. Solbrilleglassene er tonede hvorved en vis del af sollyset absorberes inden det rammer øjet. Mange solbrilleglas indeholder endvidere et polarisationsfilter som absorberer horisontalt polariseret lys[2]. Herved frafiltreres hovedparten af det lys som forinden er blevet reflekteret af spejlende flader i landskabet, f.eks. åbent vand, og som således er særligt generende.
Når man påfører sig solbriller, udviderpupillerne sig pga. den reducerede lysintensitet. Øjet er herved særligt udsat for solstrålingens indhold afultraviolet lys (som ikke bremses af brilleglassene). Gode solbriller har derfor et indbygget UV-filter.
Synskorrigerende briller fås også med solbrilleeffekt. De fungerer vha. små korn afsølvchlorid (AgCl) som er indlejret i brilleglasset. Sølvchloridet spaltes i sølv og chlor når det belyses medUV. Brilleglassene fremstår da mørke. Sølvkornene virker som små spejle og reducerer intensiteten af det lys som passerer glassene. I gråvejr reagerer sølv og chlor atter, og glassene bliver på ny lyse.
Omvendt fås solbriller med styrke.
Brugen af solbriller er i vore dage ikke blot en praktisk bekvemmelighed for f.eks. skiløbere eller en forholdsregel som træffes af mennesker med lys øjenfarve for at undgå skader pånethinden. Solbriller er tillige etmodeobjekt og etstatussymbol.
 | Wikimedia Commons har medier relateret til: |
