Sagaerne er overleveret i håndskrifter af papir eller pergament. Nogle af dem er dekoreret. Her ses håndskriftet AM 345 fol
Saga er betegnelsen for en gruppenorrøne prosatekster framiddelalderen. De kaldes deislandske sagaer, da langt størstedelen stammer fra Island. Sagaerne er for det meste skrevet af anonyme fra slutningen af1100-tallet til1400-tallet, dvs. op til flere hundrede år efter den periode, sagaerne foregår. Ordet saga kommer af det norrøne ”segja”, at sige, og betyder ”det sagte” eller ”det fortalte”, og er først senere brugt om gruppen af tekster[1]. Sagaerne inddeles traditionelt efteremne[2]:kongesagaer,bispesagaer,islændingesagaer,oldtidssagaer,samtidssagaer ogriddersagaer[3]. Den mest kendte gruppe er islændingesagaerne, der fortæller om bemærkelsesværdige islændinge isagatiden.
De fleste af sagaerne foregår omkring år1000, hvorkristendommen gradvist erstattede troen på denordiske guder i denordiske lande. Perioden var også kendetegnet af, at stormændenes herredømme blev overtaget afkongemagten, og at de deraf følgende konflikter ledte til bebyggelsen af Island (landnammet)[4]. De ældste sagaer handler ofte om slægtsfejder og retlige opgør blandtnorske og islandske stormænd, mens de senere sagaer er mereeventyrlige og fortæller om sagnskikkelser, fiktive personer og overnaturlige væsener somtrolde ogdrager[4].
Sagaerne er for størstedelens vedkommende nedskrevet første gang1200 til1350[6]. Sagaerne er overleveret ihåndskrifter, hvoraf alle er kopier eller kopier af kopier. Kun fåfragmenter med sagamateriale er overleveret fra1200-tallet, mens resten af håndskrifterne er fra1300-tallet og senere[7]. Netop fordi originalerne er gået tabt, er det vanskeligt at datere sagaerne. Da der ydermere kan være foretaget ændringer i teksterne undervejs i overleveringsforløbet, er det umuligt at vide, hvordan en saga var oprindeligt. De forskelligartede overleveringer bevirker, at der kan være bevaret forskellige versioner af samme saga.
Sagaerne er kendt for deres kortfattedestil, hvor kun det mest nødvendige fortælles[4]. Sagaernesfortællestil er meget ensartet, selv om de er skrevet af forskellige forfattere, hvilket vidner om et fælles stilideal og en høj grad af formmæssig bevidsthed[6]. Sagafortællerens rolle er nøgtern, ogfortælleren er aldrig navngiven eller personligt involveret i historien. Fortælleren betragter altid sagaens hændelser og personer udefra, således at personernes tanker og følelser kun kendes, hvis de udtrykkesdirekte. Ovenstående træk er karakteristisk forfaglitteratur og giver derfor sagaerne et præg afautenticitet, støttet af de mange oplysninger omgeografi ogslægtsforhold, som de også ofte giver. Herved styrkes forestillingen om, at sagaerne beretter virkelige historier fra fortiden, selv om det oftest ikke er tilfældet[6].
Islændingesagaerne handler om islændinge i årene fraaltingets grundlæggelse og til cirka 1030, den såkaldte sagatid[8]. Gruppen kaldes også slægtssagaer, da det ofte er enslægt, som er i fokus. Der er også sagaer om en enkelt person, f.eks. Gisles saga[1]. Islændingesagaernes tematiske fokus er som regel æreskrænkende handlinger og den hævn, der følger[2]. En del af islændingesagaerneshovedpersoner kan findes i de historiske fortegnelserÍslendingabók ogLandnámabók, som nævner de slægter, der rejste til Island i landnamstiden. Personerne kan derfor formodes at have eksisteret, om end det ikke vides, om historierne om dem er sande[6].
Islændingesagaerne er skrevet1200-1350, og der er i alt 40 sagaer og 49totter (kortere fortællinger) overleveret[8]. Til denne gruppe hører de mest kendte islandske sagaer somNjals saga ogRavnkels saga
Følgende hører til gruppen af islændingesagaer[9]:
Illustration af Ragnar Lodbrogs saga. Pigen Kraka kommer til Ragnar Lodbrogs skib. Han har bedt hende om at være hverken påklædt eller upåklædt, hverken sulten eller mæt, og hverken alene eller sammen med nogen. Hun har derfor spist en bid af et løg, svøbt sig i et fiskenet, og følges med en hund.
Oldtidssagaerne, også kaldetfornaldersagaerne, handler om nordiskehelte ogsagnfigurer og udspiller sig førlandnammet på Island[2]. Gruppen består af 29 sagaer og syvtotter (kortere fortællinger)[3]. De ældste oldtidssagaer er skrevet i slutningen af1100-tallet, men der blev fortsat skrevet og omskrevet oldtidssagaer gennem helemiddelalderen[3]. Oldtidssagaerne afgrænses fra de øvrige sagaer aftid og sted; de foregår ivikingetiden og før det islandske landnam, og dermed udspiller handlingen sig andre steder endIsland.
Oldtidssagaernes hovedpersoner ervikingehelte, der ofte har forbindelse til magtfuldekonger. Heltene rejser rundt i hele verden i jagten efter skatte oggiftermål[3]. På vejen møder de overnaturlige elementer somtrolde,glemselsdrikke,drager og forheksedevåben. Oldtidssagaerne er den sagagruppe, hvorde nordiske guder oftest optræder[3].
Selvom oldtidssagaerne foregår iførkristen tid, er de præget afhøjmiddelalderlig skrivestil oghøviske idealer, og er dermed stærkt præget af den tid, de er skrevet i. De fleste af sagaerne erprosimetriske, og består altså af bådeprosa ogdigte (oftesteddadigte), ofte i verseformenfornyrðislag[3]. En del af oldtidssagaerne er formentlig blevet anset forhistoriske kilder fra deres tilblivelse og helt frem til1700-tallet[2]. I nyereforskning er er enighed om at oldtidssagaerne ikke er historiske kilder, om end der ikke kan udelukkes at være et historisk udgangspunkt for nogle af sagaerne. Dog må især de yngre sagaer anses som renfiktion[3].
Oldtidssagaerne kan inddeles i tre grupper efter indhold: Den ældste gruppe er heltesagaerne, hvis afslutning ofte er heltens tragiske død. I modsætning hertil har de to andre grupper, eventyrsagaerne og vikingesagaerne, en mere munter tone, og de har som regel en lykkelig slutning.
Bispesagaerne er beretninger om de førstebiskopper på Island[1]. Sagaerne er skrevet1200-1350. Nogle af biskopperne er senerehelgenkåret, og deres sagaer er derfor også helgensagaer som helgenbiografien om Þorlákur Þórhallsson, der var biskop iSkálholt1178-1193[2].
Følgene sagaer hører til gruppen af bispesagaer[11]
Kongesagaer er biografiske fortællinger om norske og danske konger fra perioden cirka år 850-1177. Historierne udspiller sig derfor i nogle tilfælde forholdsvist kort før sagaernes nedskrivning i 1180-1280[12]. Kongesagaerne er nogle af de ældste sagaer, der er overleveret[12], og de har en mere udpræget historisk knytning end flere andre sagagrupper, selv om de ikke kan regnes for reelt troværdige historiske kilder. Kongesagaerne beskriver kongernes regeringstid og landets historie i perioden[1], og har altid kongen som omdrejningspunkt for historien[12]. En af de mest kendte kongesagaer er Sagaen om Olav den Hellige, som findes i hovedværket Heimskringla, der menes at være skrevet af Snorri Sturluson (1179-1241)[1] (https://haandskrift.ku.dk/bogtyper/litteraere_haandskrifter/). Kongesagaerne indeholder ofte digte, de såkaldte skjaldedigte, der af nogen menes at være mundtligt overleveret længe inden sagaerne blev nedskrevet[13]
Samtidssagaer adskiller sig fra de øvrige sagatyper ved at være nedskrevet umiddelbart efter de begivenheder, der fortælles om. Gruppen udgøres af de sagaer, der til sammen kaldesSturlunga saga. Sagaerne foregår påIsland i1100- og1200-tallet[15]. Samtidssagaerne bliver i højere grad end de øvrige sagaer betragtet som historiske[15]
Sturlunga saga er en samskrivning af følgende sagaer[16]:
Sagaerne er som nævnt overleveret ihåndskrifter, der er kopier af håndskrifter, som siden er gået tabt. Der vides derfor meget lidt om sagaernes ophav, ligesom der sjældent kendes enforfatter. Denne uvished har foranlediget, at hypoteser om sagaernes ophav er blevet fremsat gennemforskningen de seneste århundreder:bogprosateorien ogfriprosateorien. Bogprosateorien er den mest fremherskende i nyere tid.
Friprosateorien har sit navn, fordi dens hovedtese er, at sagaerne har eksisteret imundtlig tradition, før de blev nedskrevet og oprindeligt var frie, fordi de ikke var bundet afskriften. Tidligere var det almindeligt accepteret, at sagaerne varhistoriske beretninger[6]. Man mente, at sagaerne måtte være forfattet kort efter de begivenheder, de skildrer, og derefter var overleveret mundtligt, til de i1200-tallet blev nedskrevet. Friprosateorien var fremherskende indtil 1900-tallet, hvor den kom under væsentlig kritik[6]
Bogprosateorien antager at sagaerne er blevet til som prosafortællinger samtidigt med, at de blev nedskrevet i bøger[1]. Det betyder, at det er den enkelte sagaskriver, der har frembragt værket, inspireret af historiske personer og kendte historier. Bogprosateorien kommer af, at man i1900-tallet holdt op med at se sagaerne som historiske værker og begyndte at betragte dem somkunstneriske frembringelser. Hermed var sagaskriveren ikke kun den, der skrev en allerede eksisterende historie ned, men var også hovedansvarlig for den kunstneriske fremstilling i sagaen[6].
Árni Magnússon (1663-1730), håndskriftsamler og professor ved Københavns Universitet
Sagaforskningen begyndte i1500-tallet, hvor en historisk interesse førteskandinaviskeforskere til undersøgelser afoldtidssagaerne ogkongesagaerne[2]. Interessen for sagaerne som historiske kilder var i høj grad drevet afnationalistiske strømninger, der ledte til et ønske om at vise nationens værd i kraft af dens fortid[5]. I Dansk kontekst var oldtidssagaerne vigtige, da nogle af sagaerne udspiller sig iDanmark og har danskesagnfigurer somhovedpersoner[3]. Flere af oldtidssagaernes historier findes desuden iSaxosGesta Danorum som beretningen om sagnheltenStarkad. Helt frem til1800-tallet var et af de store forskningsspørgsmål, hvorvidt sagaerne var udtryk for en fælles nordisk ellergermanskkulturarv, eller om de kunne tilskrives en bestemt nation, der derved kunne bryste sig af sagaheltenes gerninger som historiske vidnesbyrd[5] .
Sagaforskningens mest betydningsfulde skridt var indsamlingen af sagahåndskrifter fraIsland ogNorge, der i navnlig1600-tallet blev hentet tilDanmark ogSverige med henblik på afskrivning og bevaring. Især islændingenÁrni Magnússon var en ihærdig samler, og hans håndskriftsamling,Den Arnamagnæanske Samling, blev omdrejningspunkt for forskningen[5][2]
Da man i løbet af1800-tallet begyndte at interessere sig for sagaerne somlitterære frembringelser snarere end historiske, fik isærislændingesagaerne fokus[2]. Man har gradvist forladt ideen om sagaerne som troværdige historiske kilder og begyndte nu at betragte sagaerne som æstetiske produkter.
I forbindelse med den begyndende forskning i sagaerne underrenæssancehumanismen, blev det aktuelt at udgive sagaerne påtryk. Den første saga, der blev trykt, var oldtidssagaenGøtreks saga i 1664.[2] Den hører til fornaldersagaerne. Sandsynligvis blev den skrevet på Island sidst i 1200-tallet, men er i dag kun bevaret i senere manuskripter. Sagaen indeholder en række fortællinger. Den er opkaldt efter kong Gøtrek, der mere fremtræder som fortællingernes røde tråd end som en egentlig hovedperson. Historierne om den tragiskeStarkad-skikkelse og den langt lykkeligere Gave-Ref får mere plads. Fortællingerne har været populære i samtiden, da de er bevaret i mere end 30 manuskripter. Som historisk kilde betragtet er der meget lidt at hente. Miljøet er mere Island i 1200-tallet end Norge i 600-700-tallet. Sagaens udgivelse har sammenhæng med den islandske student Jonas Rugmans (1636–79)[17] ophold iUppsala i 1660'erne, medbringende en række islandske manuskripter. Sammen med den svenske historiker Olof Verelius[18] redigerede Rugman den første udgave afGøtreks saga, der blev udgivet i Uppsala i 1664.[19]
Et vigtigt bidrag til den tidligste udgivelse af norrøne tekster er oversættelsen afHeimskringla foretaget af Peder Claussøn Friis,[20] og trykt i1633 med hjælp fraOle Worm.[5]
I1700-tallet blev de førsteoversættelser af islændingesagaer udgivet. Det bidrog betydeligt til deres popularitet uden for Island.[13] Oprettelsen afDen Arnamagnæanske Kommission i1772, hvis formål blandt andet var at udgive sagaerne, var også betydningsfuld for udbredelsen af kendskab til sagateksterne.[5] I1800-tallet er især udgivelsen af oldtidssagaer fremtrædende. Her definerer den danske filologC.C. Rafns pionerudgivelseFornaldarsögur norðurlanda (1829-30) genren oldtidssagaer, der længe kaldtes fornaldersagaer netop på grund af hans udgivelse.[3]
Udgivelsen af oversatte sagaer ogtekstkritiske udgaver af sagaer sker fortsat, og udgør en vigtig del af forskningen i og tilgængeliggørelsen af sagalitteraturen både iNorden og i udlandet.
Sagaerne og det øvrige norrøne materiale som for eksempel eddadigtene var ikke alene populært som historisk materiale, men blev siden også anvendt iskønlitteraturen. Blandt andre forfatterneAdam Oehlenschläger ogN. F. S. Grundtvig brugte teksterne som inspiration til deres egne værker.
I nyere tid ses adskillige eksempler på sagamateriale som del af kunstneriske produkter, for eksempeltv-serienVikings.
^abÚlfar Bragason, Sagas of Contemporary History (Sturlunga saga): Texts and Research, in: Mcturk, R. (2005).A Companion to Old Norse-Icelandic Literature and Culture.
^Kr. Kålund (Versene ved Olaf Hansen), udgiven af Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, København og Kristiania, 1904
_-_cropped.png)
