Ældre Edda (Den poetiske Edda,Sæmunds Edda,eddadigtene,Edda m.fl.) er endigtsamling med fortællinger franordisk mytologi ognordiske heltesagn. De blev i 13. og 14. århundrede nedskrevet iIsland. Forfatterne er ubekendte. Digtene er sandsynligvis flere hundrede år ældre og er overleveret vedmundtlig tradition. De udgør en central tekstgruppe i denislandske litteratur fra middelalderen.
BetegnelsenEdda var oprindeligt navnet påSnorre Sturlassons lærebog iskjaldekunst fra omkring 1220. Men da et manuskript med de ældreeddadigte blev opdaget i 1643, blev det nyfundne bogværk kaldtÆldre Edda for at adskille det fra Snorres værk, som nu hedderYngre Edda. Hvad ordet edda betyder er omdiskuteret, men det antages enten at relateret med ordetoldemor (norrønt:edda), altsåhistorier fra oldemors tid, eller en afledning af ordetóðr (digterisk inspiration) eller en form af detlatinskeedo (jeg udgiver, fremstiller).
Genren ogmetrikken der karakteriserer eddadigtene var formentlig udviklet i det 9. århundrede, og sandsynligvis har de kendte digte overlevet i næsten samme form sidenvikingetiden. Digtformen og indholdet har givetvis været udbredt over hele Norden tilhøjmiddelalderen. De bevarede digte stammer fra Island, men deres form har sikkert varieret fra region til region.[1] Vi ved, at i hvert fald nogle af digtene var kendt i Norge før årtusindeskiftet, og atudvandrere havde taget dem til Island. Fra udgravninger påbryggen i Bergen har man fundet en del runeindskrifter fra 10. århundrede, som indeholder strofer fra eddadigte.
Der findes to grupper af gudedigte. I den første ligger fokus påhellig viden, i den anden på fortællingen. Kundskabsdigtene indeholder en hemmelig viden, der kun taler til de indviede, mens deepiske digte gengiver et heltmytologisk forløb, hvor teksten i reglen består af replikker. Begge former kan være til stede i samme digt, men i det er den ene underordnet den anden. Overordnet set har eddadigtet tre lag: inderst var den mytologiske viden, oftest formidlet fragmentarisk og forudsat en allerede opnået viden. Imellem var fortællingens scene, hvori hovedpersonen optræder. I det yderste (som kun findes i nogle digte) er begyndelsen af en rammefortælling med en fortæller, der henvender sig til lytterne.Preben Meulengracht Sørensen har foreslået at det måske var almindeligt, at fortælleren som indledning satte digtet ind i en mytologisk ramme, der ikke altid er bevaret.[2]
Kundskabsdigtene har magten som tema, med spørgsmål om, hvem der snyder hvem, og hvem der ved mest. I flere af denne type digte erOdin rejst tilJotunheim ellerHelheim. Disse rejser må have før-kristen oprindelse, fordi handlinger og fornærmende ord hører til i den hedenske sfære, og derfor nok ikke forfattet af en kristne forfatter for at skrive enblasfemisk tekst. En kristen ville imiddelalderen normalt fremstille hedenske guder somdæmoner.[3]
I 1643 opdagede håndskriftsamlerenBrynjólfur Sveinsson på Island et gammelt stykkepergament med digte om guder og sagnhelte, somSnorres Edda var bygget på. Det nyopdagede pergament fik betegnelsenEdda Saemundar (ellerSæmundar Edda), det vil sigedigtsamlingen afSæmundr in fróddi. Grunden var at man fejlagtigt troede, at teksten stammede fra ham. Bogværket fik navnetÆldre Edda, da det gamle manuskript, Sveinsson fandt, blev indlemmet idet Kongelige Biblioteks håndskiftsamling, kaldes det ofteCodex Regius (Den kongelige bog).[4]
Kort efter fandt Sveinsson et andet håndskrift, som også indeholdt eddadigte. Det fandt senere vej til den store islandske håndskriftsamlerenÁrni Magnússons samlinger, og har katalognummeret AM 748 I 4to. Der findes også en version af det store digtVöluspá iHauksbok. Desuden kendes der andre enkeltdigte forskellige håndskrifter. Enkeltstrofer findes blandt andet iVølsungesagaen og altså i Snorres Edda. Desuden blev der nydigtet eddadigte efter 13. århundrede, de findes bl.a. ifornaldersagaerne
Eddadigtenes historie før deres nedskrivning er så godt som ukendt. Nedskrivningen må være et resultat af dengenerelle interesse for oldtiden, der fandtes i lærde kredse i Europa i højmiddelalderen.[5] Tidspunkte, hvornår og hvor eddadigtene første gang blev nedskrevet, er også usikkert.Codex Regius stammer fra omkring 1270;AM 748 fra omtrent samme tid. Begge antages at være afskrifter fra ældre nedtegnelser, som er forsvundet. Sandsynligvis blev de skrevet i begyndelsen af det 13. århundrede, måske i Island eller i Norge.Codex Regius indeholder 10 gudedigte og 19 heltedigte, som hovedsageligt består af historier relateret tilSigurd Fafnersbane-fortællingerne. Fra andre håndskrifter er der i alt bevaret fire – fem gudedigte og 25 heltedigte.[5]
Vølsungedigtene – Vølsungedigtene skildrer svigets og fjendskabets konsekvenser i en heroisk etik, som udløser hævndrab på hævndrab, og som i sidste ende medfører fællesskabets sammenbrud.[10]:
Adskillige af dem er relateret tilNibelungenlied.
