Det russiske kejserdømme var en naturlig videreføring afZar-rusland og blev proklameret afPeter den Store efterFreden i Nystad i1721, som afsluttedeStore Nordiske Krig, men kejserdømmet var nok en realitet da Peter den Store besteg kejsertronen i1682. Han konsoliderede enevælden i Rusland og spillede en central rolle i at bringe landet nærmere de europæiske stater og det politiske miljø i Europa. Han flyttede endvidere hovedstaden fraMoskva til den nyetablerede bySankt Petersborg.
Peter den Store stod tillige for en omfattende ekspansion af kejserriget, som fulgte efter ekspansionen fra midten af1600-tallet, og som havde sikret kontrol overSibirien og var nåetStillehavet. Dette enorme område havde imidlertid en befolkning på blot 14 millioner.
Den næste russiske hersker, som prægede udviklingen, varKatarina den Store. Hun styrkedeadelen ved at overførte meget af den lokale administration til den samtidig med at det brød noget af den tidligere stærke magtkoncentration. Videre sikrede hun russisk kontrol overPolen-Litauen gennem sin støtte tilTargowica-konføderationen.
Men omkostningerne til de udenrigspolitiske fremstød var høje. Det førte til, at de livegne måtte bruge næsten al deres arbejdskraft på adelens gods. Det førte til et oprør i1773, som igen førte til oprør blandtkosakkerne under ledelse afJemeljan Pugatsjov, under slagordet "hæng jordejerne!". Oprørstyrkerne truede Moskva, før de blev slået ned.
Samtidig som Det russiske kejserrige tidspunkt var en af Europas stormagter, førte livegenskabet til, at den økonomiske udvikling blev hæmmet. Særligt gik det ud over industrialiseringen, som ikke fik fodfæste her, i modsætning til i resten af Europa, hvorDen industrielle revolution blev indledningen til en større omstilling af samfundslivet. Oveni blev den russiske statsadministration stadig mere ineffektiv og forslag til politiske forandringer blev hindret af zarens absolutte magt og aldrig ført ud i livet.
Fanger i en mobilkatorga mens de bygger en vej iAmur
Da den relativt liberale Alexander 1. blev afløst af sin yngre broderNikolaj 1. i1825 blev alle tilløb til uro og ønsker om politiske ændringer slået hårdt ned, blandt andetDekabristoprøret i december samme år, som havde sin baggrund i mere politiske liberale impulser fra udlandet. Nikolaj 1. mødte alle ønsker om, at Rusland skulle følge den europæiske bølge med politisk liberalisering ved at vende bort fra den modernisering, som var begyndt under Peter den Store, og lagde i stedet vægt på sin mere tilbageskuendedoktrin omortodoksi,autokrati ognationalisme, hvor der blev lagt vægt pårussificering. Foruden at gennemføre årelangekrige i Kaukasus mødte Nikolaj 1. også to større oprør iPolen-Litauen, nemligNovemberopstanden mellem november1830 og oktober1831, samtJanuaropstanden fra januar1863 til1865. For at knuse oprørstilbøjeligheder satte zaren en omfattende overvågning af især universiteterne i gang og en udstrakt brug af politispioner. Enhver, som blev mistænkt for at have revolutionære sympatier, blev sendt tilkatorgaer iSibirien.
Der var hele tiden en langstrakt kamp, om Rusland skulle videreføre den modernisering, som blev indledt af Peter den Store, ved at tage forbillede iVesteuropa, eller vende tilbage til landets egne traditioner. Det sidste blev støttet af deslavofile, som så med stor skepsis på det dekadente Vesteuropa. De ønskede stærke fællesskabsløsninger frem for vestensindividualisme. Alternative sociale læresætninger blev udarbejdet af radikale somAleksandr Herzen,Mikhail Bakunin ogPjotr Kropotkin.
Da zar Nikolaj 1. døde, havde Rusland det sidste år af hans levetid været involveret iKrimkrigen. Hans efterfølgerAlexander 2. kom på tronen i1855 og mødte et stærkt behov for sociale reformer, ikke mindst for at ophæve livegenskabet. Det blev antaget, at der levede omkring 23 millioner mennesker under livegenskabet under forhold værre end, hvad der var almindeligt for bondebefolkningen i Vesteuropa, og det var derfor en vigtig reform, da det blev ophævet i1861. Det indledte også reduktionen af aristokratiets magtmonopol og førte til, at landet fik en stor mobil arbejdsstyrke, som bidrog til en begyndende industrialisering, vækst i bybefolkningen og snart en voksende middelklasse, som stadig fik en større politisk indflydelse.
Da zar Alexander 2. blev myrdet af dennihilistiske organisation "Folkets vilje" i1881, gik tronen videre til hans sønAlexander 3., som vendte tilbage til zar Nikolaj 1.s stærke undertrykkelsesmetoder. Som udtaltslavofil, mente han, at Rusland kun kunne reddes fra undergang og kaos ved at isolere sig fra Vesteuropa. For at prøve at afveje Tysklands voksende magtposition, indgik han i1892 en alliance medDen tredje franske republik, samt styrkede den russiske position ved yderligere ekspansion iCentralasien. En af hans vigtigste rådgivere varKonstantin Pobedonostsev. Han gik stærkt imodytringsfrihed og demokratiske institutioner. Under hans regime blev det også gennemført en hårdrussificering. Under hans tid som zar var Rusland præget afantisemitisme og hans kamp mod nihilisterne ogNarodnik.
Da Aleksander 3. døde i 1894, gik tronen til hans søn,Nikolaj 2., og på dette tidspunkt begyndteDen industrielle revolution for alvor at gøre sig gældende i landet.
En mislykket krig modJapan lagde øget pres på samfundet.1905-revolutionen blev udløst, da præstenGeorgij Gapon den22. januar1905 ledede et optog på 200.000 mennesker modzarens palads iSankt Petersborg for at få ham til at gribe ind mod de høje fødevarepriser, som krigen førte med sig. Zarens soldater åbnede ild mod folkemassen, og mange blev dræbt på denblodige søndag. Det udløste strejker, bondeoprør og mytteri i hær og flåde.
Arbejderne gik igeneralstrejke i efteråret 1905, og flere steder blev der dannet såkaldtesovjetter, og zaren måtte modvilligt gå med til at demokratisere landet.
Revolutionen varslede, at ændringer måtte til. For at forhindre nye oprør udstedte Nikolaj 2. det såkaldteOktobermanifest, hvori han tillod valg til en nationalsamling,Statsdumaen, hvor nogle få havde stemmeret, og censuren blev mildnet.
De liberale blandt industriherrerne og inden for adelen arbejdede for politiske og sociale reformer og dannedeKadetpartiet. De mere radikale opretholdt traditionen efter Nardonik og arbejdede for en landreform, der skulle overgive jorden til dem, som arbejdede på den. Desuden var dermarxistiske grupper, blandt andet indenfor det socialdemokratiske parti. I1903 var partiet på et møde iLondon blevet splittet i to fraktioner:mensjevikkerne, som ønskede ændringer gennem reformer, og de mere radikalebolsjevikker under ledelse afVladimir Lenin.
Da Nikolaj 2. med entusiasme og patriotisme førte Rusland ind i1. verdenskrig, kan det også have været i et ønske om at samle landet, især fordi krigspropagandaen lagde vægt påpanslavismen som argument for, at russerne ved deres deltagelse kunne beskytte deres fælles slaviske trosbrødre,serberne. Men allerede fra midten af 1915 virkede krigen stærkt demoraliserende, der blev varemangel, deserteringer og mange tilløb til mytteri. Den 3. marts 1917 udbrød en større strejke i Sankt Petersborg, den udviklede sig til gadekampe og endte iFebruarrevolutionen. Nikolaj 2. abdicerede, og magten blev overført næsten uden blodudgydelse.
En ny regering blev udnævnt afDumaen og skulle sidde frem til det næste valg, da der skulle indføres en nygrundlov ogdemokrati i en liberalrepublik. Mellem februar og oktober prøvede talrigeanarkistiske ogkommunistiske revolutionære at udløse en revolution. Det endte medOktoberrevolutionen, hvor bolsjevikkerne tiltog sig magten fra den provisoriske regering, hvori mensjevikkerne sad. Denne revolution var inspireret og efterfølgende kontrolleret afVladimir Lenin og hans højre håndLev Trotskij. Mens mange magtkampe fandt sted iMoskva ogSankt Petersborg, skete der også en bred bevægelse på landet, hvor bønder overtog og omfordelte jorden.
Almanach de Gotha beskrev i1910 Det russiske kejserdømme som "etkonstitutionelt monarki under enautokratiskzar". Denne selvmodsigelse illustrerer, hvor vanskeligt det er at give en klar systembeskrivelse, da dette system var et resultat af en udvikling over en lang periode, samtidig med at det undergik en del forandringer efter den mislykkede1905-revolution. Før denne var zarens magt beskrevet som absolut, mensOktobermanifestet og åbningen afStatsdumaen27. april1906 medførte visse formelle begrænsninger i zarens magtudøvelse.
Bondebefolkning i det russiske landdistrikt i 1909
Samfundslivet i Det russiske kejserdømme var stærkt klassedelt. De sociale klasser var hovedsageligadelen,præsteskabet,handelsfolk,kosakker og landarbejdere. Den sidste gruppe udgjorde mere end 80 % af befolkningen. Ikke-russere uden for det russiske kerneområde blev ofte omtalt sominorodtsij (ikke-slavere).Slaveriet blev ophævet i 1861, og omfattede både landarbejdere og tjenerskabet.
Der var få muligheder for social mobilitet mellem samfundsklasserne. Mens militær karriere andre steder har været en mulighed for social mobilitet, var de høje officerstillinger længe forbeholdt adelen.
Den russisk-ortodokse kirke var kejserrigetsstatskirke, og zaren var dens officielle overhoved med titel af kirkens overordnede forsvarer. Selv om zaren stod for alle udnævnelser og afskedigelser inden for kirken, blandede han sig ikke i teologiske spørgsmål. Disse blev behandlede iDen hellige synode ledet af enprokurator. Kirken blev ledet af tremetropolitter (iSankt Petersborg,Moskva ogKijev), 14ærkebiskopper og 50 biskopper, som alle kom fra det klosterbaserede præsteskab.Sognepræster kunne være gifte.
Det herskede i princippet religionsfrihed i kejserriget, men der var lagt visse restriktioner på praktiseringen afjødedommen.
Ved folketællingen i1897 fremkom følgende fordeling af befolkningen med hensyn til religiøs tilknytning:
Etnisk kort over det europæiske Rusland før1. verdenskrig
Ved slutningen af1800-tallet havde riget en udstrækning på omkring 22.400.000km², eller næsten 1/6 af jordens landområde. Den eneste stat, som var af tilsvarende størrelse på denne tid, varDet britiske imperium. Imidlertid boede et flertal af befolkningen i den europæiske del af Rusland. Riget indeholdt mere end 100 forskelligeetniske grupper, og de etniskerussere udgjorde omkring 45% af befolkningen.
.svg)
_2.jpg)
_common.svg)
