Movatterモバイル変換


[0]ホーム

URL:


Spring til indhold
WikipediaDen frie encyklopædi
Søg

Pave

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fraPaven)
Pavedømmets emblem.
Pave Frans fra Argentina, der var pave 2013-2025.

Pave er den traditionelle titel på denromersk-katolske kirkes overhoved, der har ansvar for at lede alle katolikker i verden i trosspørgsmål. Paven er samtidigbiskop iRom ogVatikanstatensstatsoverhoved, og han residerer i Vatikanet. Katolikkerne betragter paven somapostlen Peters efterfølger (idet Peter ifølge traditionen afJesus blev udpeget som kirkens leder og var den første biskop i Rom) og som Jesu stedfortræder.[1]

Pave nr. 266 ipaverækken,Frans 1. (verdsligt navnJorge Mario Bergoglio), blev valgt den13. marts2013, og døde i embedet 21. april 2025.[2]

Valg af pave

[redigér |rediger kildetekst]
UddybendeUddybende artikler:Konklave og Konklavet 2025

Paven vælges ved et pavevalg organiseret afkardinalkollegiet i et såkaldtkonklave - en lukket forsamling, hvor kardinalerne forbliver, indtil de har truffet et valg. Ordningen med konklavet blev indført i 1274. Paven vælges dermed af alle katolske kardinaler, der er yngre end 80 år. Der kan i alt være op til 120 kardinaler, der overholder denne aldersgrænse. Paven behøver i princippet ikke selv at være kardinal, men skal blot være en katolsk mand. Siden 1300-tallet er det dog i praksis kun kardinaler, der er blevet valgt til pave.[3] Paven vælges på livstid, men kan trække sig, sompave Benedikt 16. gjorde i 2013. Umiddelbart efter sit valg tager paven det navn, han vil kendes under som pave. Navnet er typisk et signal om hans teologiske ståsted og vigtigste mål. Da den argentinske ærkebiskopJorge Mario Bergoglio i 2013 blev valgt til pave, tog han således navnet Frans efterFrans af Assisi.[1]

Den hellige stol

[redigér |rediger kildetekst]

Tanken om paven som apostlen Peters efterfølger hviler på Matthæusevangeliets kapitel 16, vers 18, hvor Jesus siger, at "...du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den." Paveembedet omtales derfor også som Peters Stol ellerDen Hellige Stol (på latin:Santa Sede), og apostlen Peter regnes officielt for den første pave ipaverækken.[1]

Pavens myndighed

[redigér |rediger kildetekst]

Paven er den øverste myndighed, hvad angår trosspørgsmål i den katolske kirke. Han udøver normalt denne myndighed gennem såkaldteencyklikaer (rundskrivelser). Ved særlige lejligheder kan paven udtale sigex cathedra, dvs. sådan, at hans udtalelse regnes som ufejlbarlig. Det er sket to gange: dels i 1854, hvorpave Pius 9. formulerede dogmet omjomfru Marias ubesmittede undfangelse, og dels i 1950, dapave Pius 12. formulerede dogmet omjomfru Marias himmelfart. Paven har også den øverste juridiske myndighed indenfor den katolske kirkes egen retsordning (den kanoniske ret). Der er dermed ingen appelinstans, hvortil pavens afgørelser kan appelleres.[1]

Historie

[redigér |rediger kildetekst]

Allerede tidligt fik den kristne menighed i Rom en særlig betydning i kirken som følge af, at Rom varRomerrigets administrative centrum. Den romerske menighed så derfor også sig selv som kristendommens centrum.pave Innocens 1. hævdede således i starten af 400-tallet, at Den Hellige Stol, altså Roms biskop, var den højeste læreautoritet i kirken. Paven blev efterhånden også vigtig i den verdslige politik. I 756 skænkede den frankiske kongePippin den lille et landområde i Italien til kirken, som blev oprindelsen tilKirkestaten, det landområde, som paven styrede som verdslig fyrste.[1]

Imiddelalderen var pavestolen involveret i flere store stridigheder i kirken.Den byzantinske billedstrid førte tildet store skisma 1054 mellem de vestlige (katolske) og østlige (ortodokse) kirker, hvor de sidstnævnte nægtede at anerkende pavens overhøjhed. Underpave Gregor 7. udbrødInvestiturstriden mellem paven og dentysk-romerske kejser om, hvilken myndighed der havde ret til at udnævne biskopperne, og dermed i sidste ende om den endelige overhøjhed i såvel verdslige som åndelige sager. Den prægede middelalderens Europa i flere århundreder. Undervejs blev pavens autoritet svækket afkorstogene, som blev igangsat af paven for at fåJerusalem på kristne hænder, men i sidste ende endte i fiasko. I løbet af 1300-tallet blev der i hele Europa gennemført en magtfordeling mellem verdslig og religiøs magt. Fra 1309 til 1377 blev pavestolen flyttet fra Rom til Avignon (Avignon-pavedømmet), hvilket indledte en krisetid for pavens autoritet, og flerekirkekonciler i middelalderens slutning genoptog en tanke fra oldkirken om, at kirkemøder stod over pavens autoritet.[1][4]

Reformationen i Europa i 1500-tallet forandrede gennemgribende kristendommens struktur og var et stort tab for pavedømmet. Den gav imidlertid også anledning tilmodreformationen, der med flere såkaldte reformpaver, hvorafpave Paul 3. (valgt til pave i 1534) var den første, styrkede pavens stilling i de fortsatte katolske områder.Tridentinerkoncilet 1545-1563 bekræftede således pavens autoritet og overhøjhed over kirkemødet.Oplysningstiden i 1700-tallet svækkede igen kirkens autoritet, og underden franske revolution var den katolske kirke i en årrække helt afskaffet i Frankrig. I 1800-tallet genvandt pavemagten under den såkaldteultramontanisme igen en del af sin autoritet, og i 1879 vedtogdet første Vatikankoncil princippet om pavens ufejlbarlighed, når han udtalte sig om trosspørgsmålex cathedra. Omtrent på samme tidspunkt mistede Kirkestaten imidlertid sit territorium under det såkaldteRisorgimento (Italiens samling). Forholdet mellem paven og den italienske stat var spændt, indtilLaterantraktaten i 1929 skabte et kompromis, der også gav anledning til anerkendelse af Vatikanstaten som en suveræn stat. Pr. 2025 har 183 stater diplomatisk forbindelse med Vatikanet.[1]

Andre paver

[redigér |rediger kildetekst]

Den koptiske kirkes overhoved,Tawadros 2., har titel af Pave af Alexandria, mens patriarken for dengræsk-ortodokse kirke i Alexandria,Theodoros 2., har titel af Patriark og Pave af Alexandria og hele Afrika. Sammenfaldet i titler skyldes, at begge disse kirker anser sig som arvinger til det alexandrinske patriarkat, grundlagt af evangelistenMarkus. I 451 vedtogkirkemødet i Khalkedon at Kristus havde to naturer (guddommelig og menneskelig men kun en vilje), hvilket splittede menigheden i Alexandria. Tilhængerne af kirkemødet blev udskilt i det græsk-ortodokse patriarkat (Khalkedonsk og ikommunion med patriarkatet i Konstantinopel), mens flertallet af den alexandrinske menighed afviste Khalkedon-mødet, og oprettede den koptisk-ortodokse kirke (monofysitisk og ikke-Khalkedonsk).

Se også

[redigér |rediger kildetekst]
Søsterprojekter med yderligere information:

Kilder

[redigér |rediger kildetekst]
  1. ^abcdefgPave iStore norske leksikon, besøgt 25. april 2025.
  2. ^https://www.dr.dk/nyheder/udland/pave-frans-er-doed
  3. ^konklave iStore norske leksikon, besøgt 25. april 2025.
  4. ^Jensen, Kurt Villads:Korstogene (s. 208), forlaget Cappelen, Oslo 2006,ISBN 82-02-26321-2
Autoritetsdata
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Pave&oldid=12022480"
Kategorier:
Skjulte kategorier:

[8]ページ先頭

©2009-2025 Movatter.jp