Hitler var egentlig ikke interesseret i hverken Norge eller Danmark. Men han var bange for, at hans modstandereStorbritannien ogFrankrig skulle placere tropper i de nordiske lande og trueNazi-Tyskland derfra. Dertil kom, at den tyske flåde gerne ville have baser forubåde i Norge. Herfra ville de lettere kunne komme ud iAtlanterhavet og true konvojerne med forsyninger tilStorbritannien. Dels havde Hitler et behov for en hurtig overbevisende sejr, som kunne fjerne modstanden imod ham i militæret.
Faktisk havde Storbritannien og Frankrig planer, som berørte denordiske lande.Nazi-Tyskland importeredejernmalm fraNordsverige, og om vinteren, når denBotniske Bugt var lukket af is, blev jernmalmen udskibet fraNarvik i Norge. Problemet for Storbritannien og Frankrig var, at man kun kunne forhindre udskibningen af den svenske jernmalm, hvis man sendte tropper til det nordlige Norge og Sverige, og det ville de to neutrale lande ikke frivilligt gå med til. Derfor planlagde man at sige, at tropperne skulle videre tilFinland for at hjælpe finnerne iDen finske vinterkrig mod russerne. Men krigen mellem Finland ogSovjetunionen sluttede, indenStorbritannien ogFrankrig fik sendt deres tropper af sted.
De tyske tropper gik over grænsen til Danmark kl. 4.15 om morgenen den9. april1940. Det kom til kortvarige kampe iSønderjylland og påAmalienborg Slotsplads. Men allerede kl. 6 blev det på et møde hoskongen med de vigtigste ministre og de militære chefer besluttet, at man måtte indstille modstanden. Kampene kostede 16 faldne på dansk side og et mindre antal tyske soldater. Det tyske tabstal er aldrig blevet endelig klarlagt efter krigen. Tyskerne ønskede at foretagenet kom til at ligne en fredsbesættelse, mens det var vigtigt for danskerne, at det var tydeligt, at Danmark havde kæmpet.[1]
INorge trak kampene ud i længere tid, ogStorbritannien ogFrankrig nåede at sende hjælpetropper til landet. Men i slutningen af maj blev de engelske og franske tropper trukket tilbage, og kort efter overgav de sidste norske styrker sig.