Dannelserne af nutidens nordiske sprog skyldes desproghistoriske forhold og udviklinger, der adskiller de nordiske sprog fra deres fælles urgermanske modersprog (der udviklede sig til urnordisk). Dette er eksempelvis de urnordiske diftonger der blev trukket sammen på dansk og svensk. Det sees i 'ø' - "et land i havet" -svensk:ö, hvorimod diftongen er bevaret inorsk:øy ogislandsk:eyja - i øvrigt også den nu med et engelsk tilhørsforhold -ey endelse, såsom i stednavnetSurtsey.
Som sprogbetegnelse forekommer også 'oldnordisk' der i dag må siges at være forældet. Dels anvendtes ordet som synonym til 'norrøn', dels med den betoning at være det fællesnordiske sprog.[1]
Nordiske sprog grupperes ivestnordisk ogøstnordisk, hvor vestnordisk er norsk, færøsk og islandsk, mens østnordisk er dansk og svensk.
Alligevel vil de fleste dansk- og svensksprogede have lettere ved at forstå norsk end færøsk og islandsk, så man derfor kan tale omønordisk - færøsk og islandsk - ogfastlandsnordisk - østnordiske sprog og norsk - der så også afspejler den sproglige virkelighed som nordisktalende selv oplever.
