Kant godtog Newtons mekanistiske naturvidenskab og opfattede naturfilosofi som den tænkning, der handler om naturvidenskabernes princippera priori.Schelling ogHegel udviklede den spekulative naturfilosofi, der ville aflede naturen af ånden, og de fremsatte et fuldstændigt system uden hensyn til sansernes erfaring.[2]
I 700-tallet f.Kr blev degræskemyter præsenteret samlet afHomer ogHesiod. Dermed blev de også diskuteret, og de første græskefilosoffer kritiserede, at guderne lignede mennesker for meget; ikke mindst havde de alle menneskelige dårskaber.
Xenofanes tog det som bevis for, at guderne måtte være udtænkt af menneskene selv – hosAfrikanerne havde guderne jo mørk hud, hosthrakerne rødt hår og blå øjne. Man fik en udvikling fra et mytisk tænkesæt til en tankegang bygget på erfaring og fornuft.
I dag tænker man sig, at verden kan være opstå af intet (Big Bang). Den tanke var grækerne fremmed. De forudsatte, at "noget" altid har eksisteret. Derimod var de optaget af, hvordanvand kunne blive til levende fisk, og livløsjord blive til høje træer. Der voksede en forestilling frem om, at naturen rummer et urstof, som alt springer ud fra og vender tilbage til. Ved at studerenaturen håbede naturfilosofferne at forstånaturlovene, i stedet for at forklarefænomenerne gennem myter.
Først ude varThales fra den græskekoloniMilet. Han mente, at vand er alle tings ophav. Måske tænkte han på, at vand kan forvandles tildamp ogis, og derefter til vand igen; og at planter,frøer ogorme dukker frem efterregn.
Så komAnaximander, også fra Milet. Han mente, at vor verden kun er en af mange, der opstår og forgår iapeiron, "det ubestemte", som måske var hans navn for urstoffet.
Den tredje naturfilosof varAnaximenes fra Milet. Han mente, urstoffet måtte være luft ellertåge. Anaximenes regnedeild som fortyndet luft, mens vand er fortættet luft; for i regnvejr presses vand jo ud af luften. Når vand så presses sammen, mente han, at man fik jord. Måske har han set jord og sand presset ud af smeltende is.
Alle de tre filosoffer fra Milet tænkte sig et urstof. Men hvordan urstof ændrer sig til noget andet, blev diskuteret i en anden græsk koloni, Elea i Syditalien.
Bedst kendt af eleaterne erParmenides, der mente, at alt som er, altid har eksisteret, og ingenting ændrer sig virkelig. Vore sanser registrerer godt nok stadige ændringer; men Parmenides fik det ikke til at passe med, hvad fornuften fortalte ham. Han foretrak så at stole på sin fornuft fremfor sine sanser.
Heraklit mente tværtimod, at stadig ændring er naturens mest grundlæggende træk.
Empedokles mente, at verden kan deles i 4grundstoffer – jord, luft, ild og vand. Alle naturens ændringer skyldes, at de 4 stoffer blandes og opløses igen. Når et stykke træ brænder, knitrer vandet, mens luften viser sig som røg; ilden ser vi som en flamme, og asken, der bliver tilbage, er jorden. At noget dannes og senere opløses, skyldes ifølge Empedokles 2 kræfter; kærlighed binder sammen, mens had eller strid opløser. Også i dag skiller videnskaben mellem grundstoffer og naturkræfter.
Anaxagoras mente, naturen er bygget op af mange bittesmå dele, vi ikke opfatter med øjnene. Disse mindstedele, som har noget af alt i sig, kaldt han "frø" eller "spirer"; og de føjes sammen til dyr og planter af "ånd" eller "logos".
Demokrit sluttede sig til tanken om små, usynlige byggestene, som hver og en er evig og uforanderlig. Han kaldte dem "atomer" (= udelelige). De fandtes i mange udgaver, så de kunne danne så forskellige ting som gedeskin og menneskehud,valmuer og træer. Ser viMånen, er det ifølge Demokrit, fordi "måneatomer" rammer øjet. Demokrit såsjælen for sig som bestående af "sjæleatomer";bevidstheden opløses, nårhjernen gør det.
