I størrelsesskala rækker 'natur' lige frauniverset til densubatomare partikel. Den omfatter alt, som erdyr,planter,svampe,bakterier ellermineralske genstande; alle naturlige ressourcer og hændelser (hvirvelvinde,tornadoer,jordskælv,laviner ogoversvømmelser). Den omfatter også levende væsnersadfærd, og de processer, som er forbundet med døde genstande.Der er et grundlæggende skel mellem dem, som medtager mennesker (både deres bevidsthed og deres handlinger) i begrebet natur, og dem der ikke gør det. Altså: hører mennesket med i den naturlige verden?
Natur bruges nogle gange om denfysiske verden, altså universets natur. Andre gange, f.eks. når man diskuterer, hvad der er naturligt/unaturligt, betyder naturen mere snævert denbiologiske verden.
Ethvertlevende væsen har enlivsduelighed i sig. Denne livsduelig stammer fra detsarvelige anlæg, der har udkrystalliseret sig i løbet af mange millioner år og vist sig succesrige, dvs. egnede til at sikre overlevelse. Hvis et levende væsen ikke havde den livsduelighed i sig, ville det for længst være uddødt. Ganske hverdagsagtigt kan man sammenligne livsduelighed med den pålidelighed, som et computerprogram opnår, når det har været brugt længe og af mange brugere. Også i sådan et program er mange af begynderfejlene for længst ordnet. Det, der manglede, er tilføjet, og det overflødige er fjernet. Livsduelighed er et spørgsmål om egnethed i denøkologiske niche, man lever i.
Ethvert levende væsen må kæmpe for tilværelsen og forsøge at værge sin integritet som levende organisme. Kampen er ofte stille og udramatisk, som f.eks. skovtræernes konkurrence om sollyset. Kampen for tilværelsen er ofte beskrevet medCharles Darwins udtryk:den bedst egnedes overlevelse. Det dog værd at huske hans følgesætning: – og gensidig hjælp.
Ethvert levende væsen, enhver art og alt liv på Jorden er dødeligt. Livet dør senest ud, nårsolen svulmer op til enrød kæmpestjerne. Ethvert levende væsen kan dø i utide, for det meste på grund af ydre påvirkninger, eller det dør, når det har opfyldt sin biologiskeforplantningsopgave, når det ældes og dets biologiske systemer sætter ud mere og mere hyppigt. Af den iagttagelse kommer tanken om, at individerne blot er de tilfældige og midlertidige bærere afartens arveanlæg. Så mens individerne dør, overlever og tilpasser arten sig. R.Dawkins fremlægger dog et noget andet syn på det: Nemlig at det er de individuelle gener der er det primære, og både arten og den individuelle krop der er det sekundære.
Ethvert levende væsen må acceptere, at der er grænser for dets livsudfoldelse og for dets eksistensgrundlag. Jorden, det egnede levested,næringen,vandet,energien er begrænsede. Deraf kommer nødvendigheden af at spare påråstofferne, værdierne i jordbunden og fødemidlerne. Der er også en grænse for produktion afaffald, og der er et behov for genbrug. Hvad sker der, når én art slipper farlige stoffer løs eller forandrer miljøet så meget, at andre risikerer at uddø? Der findes allerede nogle eksempler: De iltproducerende har fortrængt de iltskyendebakterier til bestemtenicher.Koralrev ogsedimenter afkalk er i princippet også affaldsbjerge. Mennesket har tilpasset sig næsten ideelt til naturvilkårene her på Jorden, desuden har mennesket indrettet nogle vilkår til sit eget bedste. Der gives ikke nogen flugtmulighed fra Jorden og ud i verdensrummet, i hvert fald ikke under de nuværende vilkår. Altså må mennesket acceptere begrænsningerne i sit livsområde.
De fleste levende væsner er afhængige af andre levende væsner, men der findes forskellige grader af afhængighed: nogle bakteriearter kan leve helt uden andre levende væsner. Mange planter er slet ikke eller kun i ringe grad afhængige af andre organismer. Dyr er ofte stærkt afhængige af andre levende væsner, særligt planter.
Mennesket har i høj grad brug for naturen, så det kan få f.eks. ilt, mad eller tøj. De indbyrdes afhængigheder i naturen er ofte ikke-lineære. De indgår hyppigt i netværk eller gensidige afhængigheder.
Ethvert levende væsen er som udgangspunkt et individ. Det er afgrænset overfor sit miljø. Denne afgrænsning er dog ikke total, men kun delvis, for der sker uafbrudtstof-,energi- oginformationsudveksling med omgivelserne. Individer kan slutte sig sammen i større fællesskaber af biologisk eller social karakter på grundlag af den fælles fordel, det giver. I den forbindelse må individet ofte sætte en stor del af sine egne interesser til side, eller det bliver forhindret i at fremme dem.
Ethvert levende væsen må tilpasse sig sine omgivelser. Det må underkaste sig naturens tilbøjelighed tilbalance ogstabilitet. Forsøger det at slippe ud af den nødvendighed, må det stræbe efter en ny ligevægt med naturen. Hvis det ikke gør det, så løber det en stor risiko for at uddø. Jo længere et levende væsen har fjernet sig fra den oprindelige ligevægt, jo sværere bliver det at finde en ny balance eller at fastholde en uligevægt. Alligevel er der opstået nye balancer i løbet af udviklingen. Balancen skal ikke opfattes som noget statisk, men som et forhold, der er i mere eller mindre konstant bevægelse. Den slingrer gennem tiden som en cyklist gennem landskabet. Denne slingrende, bevægelige balance kaldeshomøostase ogKaosmatematikken sætter også spørgsmålstegn ved om det er balance og ligevægt der er det nødvendige for levende organismer at tilstræbe.
Naturens udvikling er ofteirreversibel og uoverskuelig. Nye former bliver afprøvet på et sted. Hvis de viser sig egnede, breder de sig hurtigt, hvis da ikke det bliver forhindret af uovervindelige grænser.Relikter eller nye former kan dog ofte blive ved med at overleve på et begrænset sted.
Formålsløs adfærd går på en eller anden måde til grunde i naturen.
Formålstjenligt er i denne sammenhæng alt det, der tjener formeringen af ens egetarvemateriale.
I diskussioner om den betydning, som arvemæssige og miljømæssige påvirkninger har på udviklingen, fremfører man ofte begrebsparretarv/miljø. Her ser det ud til, at begge betydninger af ”natur” kan bruges: i disse diskussioner stiller man på den ene side miljøet op over for individets medfødte karakter, og på den anden side antager man almindeligvis at denne karakter er forudbestemt af individets fysiske natur (f.eks. dets arvelige belastning).
I dyrenes adfærd finder manegoisme,altruisme, godt og ondt, mord og drab. Alle eksempler findes virkeliggjort, ofte endda i én og sammeorganisme. Naturen er ikke alt for fintfølende i menneskelig,moralsk forstand. Godt og ondt i den menneskelige betydning af omsorgsfuldt-næstekærlig over for aggressivt-egoistisk findes altid virkeliggjort mere eller mindre kraftigt som følelsesmæssige adfærdsegenskaber hos dyrene. I øvrigt er der ikke godt eller ondt i naturen, men kun bedre eller mindre godt tilpasset.
Mennesket kan ikke udslette alt liv på Jorden, heller ikke selv om det kan tilføje de levende væsner store skader. På ét eller andet tidspunkt og på én eller anden måde slutter livet på Jorden med eller uden menneskets medvirken. Det liv, som måske findes andre steder i verdensrummet, kan derimod ikke røres af mennesket.
Naturen er det afgørende livsgrundlag for mennesker
Når vi ser op mod himlen, så ser vistjernerne,månen,solen ogplaneterne. De følger forholdsvis simple love på deres bane gennemverdensrummet, love der forløber helt uden vores indblanding. Disse love viser os ”ensartethed” og uforanderlighed i mange af naturens dele.
Når vi ser på den store mangfoldighed af organismer på denne jord, så lærer vi af ”formernes rigdom” og overlevelsesstrategierne, sammensatheden, afhængigheden og tilpasningsevnen.
Naturen betjener sig af ”tilfældighedsprincippet” for at udvikle en stor mangfoldighed af former, så den mest egnede kan udvælges imellem dem. Det vil sige, at naturen var engang og er endnu i dag stadig aktivt skabende.Naturen har allerede givet et vigtigt bidrag til spørgsmålet om bedømmelse af „meningsfuldheden“ i vores handlinger, for udvælgelse af livsformer, der er bedre tilpassetmiljøet, er jo også en slags bedømmelse af meningsfylde. Mange menneskelige handlinger må underkaste sig princippet om den bedst egnedes overlevelse og får derved en mening, der kan forstås af enhver.
Naturen viser os mange tricks og muligheder for overlevelse også i et livsfjendtligt miljø. Den er altså vores store ”læremester”, som man stadigvæk kan lære meget af. Har man gennemskuet endnu et af dens tricks og eventuelt gjort det brugbart for menneskene, så belønner den os med en tilfredshed over at have del i dens skat af viden.
Naturen har opfundet etsprog længe før menneskene, sådan som det f.eks. er virkeliggjort i dengenetisk kode-genetiske kode. Den har overholdt "informationsteoriens love", for den har eksempelvis gjort lagring og overførsel af informationer sikker og kontrolleret gennem gentagelse (redundans)og fejlretning.
Alt i alt må man hverken betragte naturen overlegent eller underlegent. Man behøver ikke at føle sig konstant overvåget af enBig Brother, for naturen har ( I følge nuværende Vesterlandsk opfattelse ) ikke nogen "egenpersonlighed" og heller ikke nogen selvstændigbevidsthed. ( Andre kulturer og tider anser dog naturen for at have selvstændig bevidsthed, og strengt taget har vor nuværende videnskab ikke bevist/afvist hverken det ene eller det andet desangående ).
Alligevel kan man udvikle et helt igennem følelsesbetonet forhold til naturen uden at glide ud i naivitet og tilbede den som en erstatningsgud. Disse følelser for naturen kan være meget muntre og glade. Desværre bliver de nu til dags belastet af en sørgmodighed, der stammer fra indsigten i menneskers unødvendige ødelæggelser af dele af naturen.
Natur forstås somme tider i den brede betydning: universet og alle dets fænomener, men der laves ofte en adskillelse mellem det “naturlige” og det “kunstige”. Kan man begrunde sådan en adskillelse? Én løsning er at udelukkesjæl fra det naturlige; en anden er at udelukke ikke bare sjæl, men også mennesker og deres påvirkninger. Grænsen mellem det naturlige og det kunstige er svær at trække, og den fører til de uklarheder, som gennemsyrer megenkunst,litteratur ogfilosofi, og som minder om dem, der opstår af det beslægtedekrop/sjæl problem. Når man lader være med at udelukke sjæl og mennesker fra naturen (og når man ikke adskiller sjæl og hjerne), så undgås disse uklarheder.
Natur er ofte set i modsætning tilkultur (der betyder "det dyrkede"). Man har lagt vægt på at skelne mellem det oprindelige, fødte, og det kunstige, fremdyrkede. I virkeligheden er det ikke så enkelt. I Danmark vil det være meget svært at pege på ren, oprindelig natur. Alt er påvirket af menneskers aktivitet, så selv de mest naturlige steder er i bund og grund resultater af kultur.
Til gengæld er der betydelig forskel på de naturtyper, der opstår spontant, og dem der er udtryk for målrettet dyrkning. Når de økologiske lovmæssigheder får tid til at svare på vores brug af naturen, opstår der øjebliksbilleder af en selvstyretsuccession, billeder der ofte er af stor skønhed, og som har megen oplevelsesværdi. SeNaturtyper i Danmark.
Det udelukker ikke, at kulturskabte landskabspræg kan give store oplevelser. De har bare en anden karakter. Her ses menneskets hånd i alt, og naturoplevelsen får ofte sin værdi ved, at man ser den ansvarlige, styrende vilje bag det ydre præg.Havearkitekter og deres udøvende kunstnere,gartnerne, er trænet i at kunne planlægge, regulere og pleje naturskønhed.
