Nadversmåltidet, som Juan de Juanes tænkte sig det.
Nadver (et gammelt ord foraftensmåltid[1]) er enkristenliturgisk handling baseret påJesu Kristi sidste måltid meddisciplene førkorsfæstelsen. Denromersk-katolske kirke kalder nadverenkommunion (latincommunio, 'fællesskab', 'Den hellige Kommunion'[2]. Nadverhandlingen kaldes i dendanske Folkekirke foraltergang: nadvergæsterne går op tilalteret og modtager brødet og vinen. Desuden kaldes nadveren foreukaristi (afgræsk: Εὐχαριστία,eukharistía, som betyder taksigelse), men denne betegnelse er sjælden på dansk.
Efterreformationen i 1536 blev nadveren bibeholdt som følge af ritualets skriftlige basis i Bibelen i modsætning til andresakramenter fra den katolske kirke. I denne detalje fra en alterforside fra 1561 iTorslunde kirke ses uddelingen af brødet og vinen til menige kirkegængere.
Igudstjenestensammenskrives de fire tekststeder, så de passer mednadversyn og den øvrigeteologi. Det er nemlig kun Lukas og Paulus, der nævner, at det er til minde om Jesus: "... Gør dette til ihukommelse af mig! ..." . Og det er kun Matthæus, der kæder det sammen medsyndernes forladelse: "... som udgydes for mange til syndernes forladelse. ..."
En sammenskrivning kan lyde:
Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav sinedisciple det og sagde: "Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!" Ligeså tog han også bægeret efter måltidet, takkede, gav dem det og sagde: "Drik alle heraf; dette bæger er den nyepagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!"
Tidlig kristen afbildning af et kærlighedsmåltid,agape.
I aposteltiden kendte man to typer gudstjeneste – det offentlige møde med skriftlæsning,prædiken,bøn og sang, og det private møde med nadver. I den tidlige kirke blev disse forenet til én gudstjeneste med to afdelinger, sådan at de udøbte og "de bodfærdige" (= de, der var under kirketugt) gik, inden nadvertjenesten begyndte. Nadveren blev adskilt fra kærlighedsmåltidet, som efterhånden bortfaldt eller blev afløst af menighedens fattigpleje. Gradvis begyndte man at opfatte nadver (ogdåb) som hemmelighedsfulde handlinger, i lighed med de hedenskemysterier, hvis hellighed forbød, at man udførte eller omtalte dem, når andre end "de indviede" var til stede. Jo meremystik, der samlede sig om nadver (og dåb), jo større blev præsternes anseelse. De fremtrådte som formidlere mellem Gud og mennesker, og efterhånden fik nadveren karakter af etoffer – først ettakoffer, da menigheden selv medbragte brød og vin – og senere, da nadveren ikke mere var noget måltid, som en gudstjenstlig handling og etsonoffer, som præsten bragte Gud som ensymbolsk gentagelse af Jesu offer.Cyprian skrev, at "den præst står i sandhed i Kristi sted, som efterligner, hvad Kristus har gjort, og han frembærer i menigheden et sandt og fuldt offer til Gud Fader."Gregor den Store opfattede nadveren som en ublodig gentagelse af ofret, men af samme virkning. Efterhånden blev præstens indvielse af brød og vin gudstjenestens højdepunkt. Nadveren blev et sakramente, en hemmelighedsfuld gave og etpant påopstandelsen.Irenæus tolkede brødet og vinen bogstaveligt som Kristi kød og blod, mensOrigenes ogAugustin mente, at der er tale om en åndelig kraftmeddelelse.[3]
PåThomas Aquinas’ tid var det ved at blive almindeligt, at altergæsterne kun modtog brødet. Thomas forsvarede denne ændring af Kristi indstiftelse med en hellig forsigtighed, der frygtede for at spilde "Kristi blod". Desuden var hele Kristus til stede i hvertelement, sådan at altergæsterne, der kun fik brød, alligevel modtog Kristus ubeskåret.[4]
Kristus med nadverbrødet, som Juan de Joanes tænkte sig ham.
Denteologiske forståelse af nadveren varierer mellemkirkerne. De teologiske forskelle bunder i forskellige opfattelser af selve detsakramentale. I denromersk-katolske kirke og denortodokse kirke opfatter man det således, brødet og vinen forvandles tilKristi legeme og blod (forvandlingen kaldestranssubstantiation i den romersk-katolske kirke), og at nadveren (også kaldetkommunionen ellereucharistien) er et offermåltid, hvori Kristi offerdød anskueliggøres på ublodig vis og er virkelig til stede.Calvinister (Den Reformerte Kirke) og de flestefrikirker oganglikanere mener, at nadveren blot er et måltid til minde om Kristus, og at Kristus ikke faktisk er til stede (Ulrich Zwingli: "Brødet og vinenbetyder Kristi legeme og blod"). Ind imellem ligger det klassiskelutherske synspunkt, som siger, at brødet og vinen godt nok ikke forvandles, men at Kristi legeme og blod alligevel er til stede "i, med og under" brødet og vinen også kaldet konsubstantiationslæren. Lutheranere betragter ikke nadveren som et offermåltid.
Fra Calvins oprindelige reformerte nadverlære hidrører begrebetméreau (tyskAbendmahlsmarke), som var en del afkirketugten. Man skulle gøre sig fortjent til at modtage nadveren og hvis man af presbyteriet (franskconsistoire) blev fundet værdig, fik man udleveret en slagsmønt aftin,blik,messing ellerbly med en diameter på 2–3 cm, enméreau, som deltageren afleverede inden modtagelsen af nadveren til præsten, der så leverede den tilbage til presbyteriet efter gudstjenesten. På den måde kunne presbyteriet nemt opgøre antallet af nadvergæsterne.Méreaux har også været i brug iKøbenhavn ogFredericia, men det vides ikke hvor længe.
Højbo, Bjørn (1969).Nadver og messe : den kristne gudstjenestes udvikling i de første århundreder. Serie: Pauluskredsens skrifter. Forlag: Pauluskredsen. DK5=26.4
Helge Haystrup:Augustin-studier 4: Nadversyn og festforkyndelse. 1992. C.A. Reitzels Forlag.
