Albrecht Altdorfer,Donaulandskab medSchloss Wörth, 1522.Laistrygonerne overfalder Odysseus. Romerskfresko, ca. år 100 fvt.Annibale Carracci,Fisketuren, 1596Paul Bril,Fantastisk bjerglandskab, 1598Jan van Goyen,Klitlandskab, ca. 1630-1635Pieter Brueghel den ældre,Kornhøsten, 1565: Et fredeligt agrarsamfund i et førromantisk ideallandskab, hvor naturens farer ganske mangler.Canaletto:Elben ved DresdenPoussin:Landskab medOrpheus ogEurydike, ca. 1650Joseph Mallord William Turner,Parken ved Petworth House, ca. 1830Camille Corot,Ville d'Avray, ca. 1867
Som litteraturen viser deantikke folkeslags levende interesse for naturens skønhed, og oldtidsfund giver os beviset for datidens interesse for billedlig fremstilling, så er landskabet mest med som baggrund eller i rent dekorative øjemed. I denalexandrinske tid med dens mere udprægede natursans fik landskabet et selvstændigere præg. Som et klassisk eksempel påsenantikt landskabsmaleri er freskerne fraCasa di via Graziosa, der illustrerer scener fraOdyssén, nu opstillet iVatikanmuseet; andre eksempler kendes fra fundene iPompeji ogHerculaneum.
Imiddelalderen havde landskabsmaleriet dårlige vækstbetingelser. Det, som det rørte sig i sø og skov, mark og bjerg, var fyldt med onde dæmoner.[kilde mangler] Italienerne synes at have været de første, der kunne iagttage og nyde landskabet som noget skønt. Helt ind i middelalderen går denne skønhedsfølelse, der brød frem irenæssancen,Frans af Assisi,Dante; senereFrancesco Petrarca,Aeneas Sylvius' skildring af italienske natur,Spinello Aretinos af en solnedgang.
Forklaringen på landskabsmaleriets sene udvikling skal nok findes i, at den æstetiske landskabskategori først skulle træde frem. FilosoffenJoachim Ritter har argumenteret for, at opgivelsen af et brugsforhold til naturen var forudsætningen for, atæstetikken og dermed landskabsmaleriet kunne opstå. For Ritter er Petrarcas beskrivelse af bjergbestigningen afMont Ventoux i1336 et vendepunkt. Naturen var ikke længere blot et fødevarekammer, men kunne gengives kunstnerisk.[3] Landskabsmalerierne kunne finde et publikum blandt italienskepatriciere, der havde forladt depestramte byer og søgt tilflugt ivillaer på landet.
Det var dog først i det nordlige Europa med folkenes medfødte kærlighed[kilde mangler] til den landskabelige natur — og først sent — at der dannedes en fuldt selvstændig landskabskunst løst fra sin forbindelse med den kirkelige overlevering. Også for landskabet gjorde van Eyck’ernes malerkunst epoke. Her som andetsteds fremtrådte landskabet som baggrund for en figurlig fremstilling, udført med glimrende teknik, dybt perspektiv og de ny strålende oliefarver fangede det selvstændig interesse. Landskabet gjorde sig nu mere gældende efter udviklingslinjen: mindre og mindre figurer og større landskaber, indtil de første svandt ind til ren staffage. I 15. og 16. århundrede sås på de tyske maleres billeder baggrunde, udmærkede billeder afAlbrecht Altdorfer med betoning afluftperspektivet, med stejle fjelde, ligesom påLeonardo da Vincis;Tizian skildrede Gadores bjergegn,Rafael og den umbriske skole en blødere, mildere natur med slanke træer etc.
Men større betydning fik han vel i Frankrig forNicolas Poussin, den egentlige skaber afdet heroiske landskab medmytologisk staffage, dennes svogerGaspard Dughet og først og fremmestClaude Lorrain, hvis skønne elysiske landskaber med den ubrudte harmoni, milde fred og det gyldne lys blev som et ”dogme” for megen landskabskunst og toges forfængelig i skabelonmæssige efterligninger i tusindvis. Fine malere og dygtige repræsentanter for Lorrains retning traffes især i Nederlandene:Herman van Swanevelt,Jan Dirksz Both,Jan Hackaert etc.
INederlandene træffer vi hosGerard David,Albert van Ouwater med flere smukke landskabsbaggrunde, men først en selvstændig udvikling af landskabsmaleriet i 16. århundrede medJoachim Patinir ogHerri met de Bles; denperspektiviske fremstillingsmåde er endnu naiv; man benyttede sig, af den konventionelle perspektiviske dualisme, med toøjepunkter, for ad den vej at give det fremstillede større tydelighed.Jan Brueghel den ældre, kaldet ”Blomster-Brueghel”, gengav i sine mange, miniaturefint udførte billeder,Paradisets Have og lignende, naturen i dens yppige mangfoldighed af planter og dyr; andre vigtige navne varDavid Vinckboons,Jan Savery ogJoos de Momper. Denne fik J. Brueghel til at male staffagen, i sin farveskala, brunt i forgrunden, grønt i mellemgrunden og blåt i baggrunden, fæstner en i landskabskunsten længe rådende koloristisk manér.Rubens var jo lige så lidt somRembrandt landskabsmaler af profession, men ydede dog — ligesom Rembrandt på sin vis — i landskabet ting, der i magt og stemning hørte til denne kunstgrens mest betagende og lødige værker.Herman Saftleven, der pillent malede nydelige billeder fraRhinen ogMosel, står som de ovennævnte i gæld til italiensk kunst.
I 1700-tallet aftog interessen for landskabsmaleriet hos samlere ogliebhavere ganske vist; men efterspørgslen efter nøjagtigetopografiske fremstillinger af bestemte steder tiltog. Her kan nævnes de venetianskevedutmalereBellotto,Canaletto ogGuardi og den i Rom virksommeLuigi Vanvitelli, desuden kanJ.C. Dahls skildring af Norges natur også betragtes som vedutmaleri. Guardi dyrkede som landsskabsmalercapriccio-genren ("med et stort element af fantasi"), landskaber som er sat sammen af af opfundne og virkelige partier til en idealkomposition. Karakteristisk for tidens franske maleri er sarte og luftige landskabsbaggrunde i billederne afWatteau ogFragonard.
I England i 1700-tallet brugte man inden for landskabsmaleriet gerne italienske forbilleder og Claude Lorrain.Richard Wilson malede efter sit ophold i Rom stemningsfuldemelankolske landskaber; det samme gjordeJohn Robert Cozens – med en tendens til det idyllisk-arkadiske. I det sene 1700-tal udviklede der sig hos malerne en interesse for detsublime i naturen.Burkes undersøgelse fra 1756 af det sublime (Essay into the Origin of our Ideas of the Sublime and the Beautiful) førte til idemæssige og kunstneriske diskussioner om hans ideer ikke blot i England, men også i Tyskland.
I midten af 1700-tallet udviklede der sig i England i en bevidst modsætning til den arkitektoniske have i Frankrig en ny havekunst, hvis arkitekter orienterede sig mod billeder afPoussin og Claude Lorrain, og grænsen mellem haveanlæg og frit landskab blev udvisket. I stedet for havernes lige rækker, akser og symmetri optrådte nu den naturlige plantevækst og den afromantikken inspirerede "ruin-idyl". Som Adrian von Buttlar formulerer det,[4] "komponeres havescenerne efter reglerne for landskabsmaleri med flader, mellemrum, farve, lys og skygge foruden den forgrund, som indrammer det samlede billede". Repræsentanter for denne form for landskabshave varWilliam Kent (1664-1748),Lancelot Brown (1715-1783) ogWilliam Chambers (1723-1796).
Den levende naturbetragtning og vågne samfølelse med naturen, som var kaldt til live vedRousseau og andre, hævede overhovedet landskabsmaleriet i 19. århundrede til et nyt og friere standpunkt. Det ideale landskab i Poussins ånd var længe det rådende. Således repræsenteredes det med stor dygtighed i Tyskland afJohann Christian Reinhart ogJoseph Anton Koch, begge påvirkede afAsmus Jacob Carstens, og begge i besiddelse af en inderlig og varm naturfølelse; denne idealistiske udviklingslinje fortsættes i Tyskland, hvis første rene landskaber frigjorte for forbindelse med andre genrer, kirkebilleder etc. i øvrigt gik så langt tilbage som tilAlbrecht Dürers vandfarver,Wolf Huber,Augustin Hirschvogel, vedCarl Rottmann,Friedrich Preller den ældre med landskaber taget fraOdysseen,Johann Wilhelm Schirmer ogWilhelm Schirmer med flere. I Frankrig repræsenteres den klassiske retning afJean-Hippolyte Flandrin,François-Louis Français og mange flere samt med stor selvstændighed og lyrisk følelse afJean-Baptiste Camille Corot. Her fornyede den romantiske anskuelse følelsen fornaturlivet. Og man så, at ens egen hjemlige natur lå gemt det usynlige liv og de skatte, som man hidtil oftest havde søgt at fremtrylle i et tænktArkadien. Lyset med dets uendelige variationer i et nordisk klimas skiften gav det følte udtryk for de sjælelige stemninger. Man så, at man blot skulle fordybe sig i den landskabelige natur — den være så beskeden og tarvelig, den vilde — for at trylle sjælen frem. Derfor gjaldt det om hensynsløst at give sig hen i naturen og dyrke hver dens enkelthed.
Der fremkom således iFrankrig en naturalistisk landskabsskole, hvis mål var stemning. Denne retning havde sine aner iEngland, iThomas Gainsborough og fæller i det 18. århundrede, iJohn Crome, men særlig iJohn Constable og den genialeTurner;Richard Parkes Bonington blev formidleren mellem engelsk og fransk. Denne ny franske intime landskabsskole med dens dyrkelse af lysvirkningerne og dens luft i billederne, ”den brystsyge trak vejret bedre ved synet af dem”, tog først og fremmestFontainebleau-skoven i besiddelse. Dens ypperste navne varThéodore Rousseau, den ældreCharles-François Daubigny ogJules Dupré fraBarbizonskolen.Denne skole gik sin sejrsgang verden rundt, men dens bølger og dønninger krydsedes snart af andre strømninger, således afimpressionismen, der tilførte landskabet ny og store værdier, og afVincent van Goghs intense, dynamiske landskabskompositioner, hvor farven tildeles en helt ny rolle, der forener følelse og omverden.
Johan Thomas Lundbye,Hankehøj vedVallekilde, 1846-47P.C. Skovgaard,Bøgeskov i maj. Motiv fraIselingen, 1857
J.P. Lund var den første danske landskabsmaler, der af fødsel var dansk.[6] Dernæst komJens Juel ogErik Pauelsen. Juel, som primært er kendt for sitportrætmaleri, brugte landskaber som baggrund i portrætter, har malet ca. 100 selvstændige landskabsbilleder. Juels samtidige Pauelsen malede ligeledes landskaber bl.a. fraNorge ogSjælland. Ellers er det isærJ.Th. Lundbye,P.C. Skovgaard ogDankvart Dreyer, der er kendt som landskabsmalere. De grundlagde en romantisk tradition inden for landskabsmaleriet. Efter dem forsatteVilhelm Kyhn traditionen længe. I 1880’erne vandt realismen indpas medL.A. Ring som frontfigur. Derefter komTheodor Philipsen, der regnes for den første danske impressionist,Fritz Syberg,Johannes Larsen ogPeter Hansen er på linjen efter ham. I den 20. århundrede udvikler malerkunsten sig via ekspressionisme, surrealisme og kubisme.Per Kirkebys landskabsmaleri mangler konturer, og der kun er farver og flader tilbage.[7]
Malcolm Andrews,Landscape and Western Art (Oxford History of Art), Oxford: Oxford University Press 2000.ISBN0-19-284233-1
Nils Büttner,Landscape Painting: A History, Abbeville Press 2006.ISBN0-7892-0902-0 (tysk udg.,Geschichte der Landschaftsmalerei, Hirmer, München 2006,ISBN3-7774-2925-2).
Oskar Bätschmann,Entfernung der Natur. Landschaftsmalerei 1750-1920, Köln: DuMont 1989.ISBN3-7701-2193-7
Francis Frascina, Tamar Garb, Nigel Blake, Briony Fer, Charles Harrison,Modernity and Modernism: French Painting in the Nineteenth Century (Modern Art: Practices and Debates), New Haven: Yale University Press 1993.ISBN0-300-05514-5
Gill Perry, Francis Frascina, Charles Harrison,Primitivism, Cubism, Abstraction: The Early Twentieth Century (Modern Art: Practices and Debates), New Haven: Yale University Press 1993.ISBN0-300-05516-1
Denne artikel stammer hovedsagelig fraSalmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved atajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med etdybt link tilSalmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.
%2c_I_secolo_ac.jpg)
