Kynisme (græsk: kυνικοί,latin:cynici = kynikere) var enfilosofisk skole iantikken, der fik særlig indflydelse på folks tænkesæt i tiden omkring år 0. Kynikernesanekdoter og vittige, ofte bidende udtalelser genfindes overalt i datidenslitteratur. En vending som den iPaulus' 1. brev til Timotheus 6:10: "For kærlighed til penge er roden til alt ondt"[1] er en typisk folkelig-kynisk talemåde. Tanker og udtryk fra kynikernesforkyndelse lever videre i vore dages kristneprædiken; og dereslivsstil, medfattigdom og nøjsomhed somidealet, har sat sig præg påmunkevæsnet. De regnes som forløbere forstoicismen.[2]
Hvor betegnelsen stammer fra er usikker; enten en afledning afCynosarges, den bygning iAthen, som var skolens første hjem; eller dannet af det græske ord forhund: κύων,kýōn), eftersomDiogenes af Sinope i sin samtid blev kaldt "Hunden". Da han blev spurgt om, hvorfor han havde dettilnavn, skal han have svaret: "Fordi jeg logrer for dem, der giver mig noget, og bjæffer ad dem, der ikke giver mig noget, og bider kæltringene."[3]
Sokrates havde lagt vægt på uafhængighed af ydre ting som vejen til lykke, og kynikerne fulgte i hans fodspor. Lykken i deres øjne beror ikke på ydre ting, men på os selv, og må bestå idyden. Den indre frihed var for dem alt; overensstemmende med de græskebystaters stræben for at være selvhjulpne og uafhængige. Kynikerne mente, at den, som lever i dyd, også er lykkelig; han behøver ikke andet. Kynikerne flyttede de gamle grækeres politiske ideal over i folks personligemoral. Goder som penge og magt, hæder og ære, frihed, helbred og liv regende kynikerne foradiáfora (= mellemting, dvs. ting, der hverken er onde eller gode). Sygdom, landsforvisning og fattigdom var ting, man skulle søge at hæve sig over. Rigdom og luksus oplevede de som direkte skadeligt, da de bidrog til at knytte folk til denne verden. Idealet varHerakles, som skal have vendt det gode liv ryggen og viet sig til en tilværelse med slid. Grækerne var ellers optaget af, om folk var af god familie; men kynikerne hævdede, at dyden er den sandeadel. De skilte ikke mellem fri mand ogtræl, mellem græker og udlænding. Ligesom senereRousseau anbefalede de det enkle liv inaturen. Kynikerne var individualister; de så ingen større værdi ifænomener somstat,samfund,idræt, religiøseceremonier ogægteskab.[4]
Antisthenes var en yngre samtidig af Sokrates. og først elev afsofistenGorgias. I moden alder sluttede han sig med begejstring til Sokrates og gik dermed over fraretorik til filosofi. Denne type Sokrates-tilhænger dannedeforbillede for Diogenes, kynikerenpar excellence, der gjorde sig bemærket ved at flytte ind i et stort forrådskar, nærmest en tønde. Den fundamentale leveregel, at dyd og ikkenydelse er livets formål, fik Antisthenes fra Sokrates. Han befandt sig i første række i en intellektuelrevolution, med fokus flyttet mod denne verden og menneskets erkendelse af den gennemfornuft. Dagligdagen og menneskenes indbyrdes forhold var nu det væsentlige i denne filosofiske strømning, og vigtigere end forholdet til guderne. Sokrates udtalte, at dyd og kundskab er det samme;[5] han var urokkelig i sin tiltro til, at mennesket gør det rette, straks det ved det rette. I den ultimative harmoni mellem moral og fornuft findes menneskets sande eksistens. Antisthenes videreførte denne idé bogstaveligt, og beskrev viden i den mest snævre form; at sand erkendelse kun var mulig for mennesket gennem de handlinger og valg, det selv foretog i livet. Herved udelukkede han alt andet end det, individet selv oplever i den fysiske verden; dvs. det er ikke muligt at erkende et fænomen gennem andre mennesker, men kun ved selv at opleve det. Det endelige resultat af denne logik var en rendyrketnominalisme, og i sin etik blev han drevet mod en ekstremindividualisme og en afvisning af samfund, videnskab og næsten alt, hvad den græske verden forstod ved uddannelse. På den baggrund anså Antisthenes definitioner og forudsigelser for enten at være forkerte ellertautologier. I protest modPlatons idéverden sagde han: "Jeg ser enhest, men ingen hestehed."[6]
Antisthenes og hans tilhængere tog den yderst logiske konsekvens af det standpunkt og ikke bare negligerede de glæder, livet byder, men anså dem for at være direkte skadelige for den frie vilje og fornuften. De mente, at rigdom, popularitet og magt nedbrød fornuftensautoritet og forvrængedesjælens natur. Efter deres opfatning eksisterer et menneske kun for sin egen skyld, og målet for eksistensen er enselvindsigt og enselvrealisering i overensstemmelse med dets egen fornuft og helt uafhængigt af stat og samfund. Foragt og fattigdom er på det grundlag ikke længere en nedtur, men snarere en fordel, hvis det hjælper den enkelte til selvindsigt og selvkontrol ved at fjerne fokus fra ydre ting. Det ideelle menneskeliv var frit for begær og stræben og ligesom guderne selvforsynende:’’Lad mennesket opnå viden – eller køb et reb’’[kilde mangler], man var ikke borger i et bestemt samfund, menkosmopolit. Kynikernes tilværelse minder om de kristnetiggermunkes. Barfodet, i en luvslidt kappe, strejfede de om i verden somsjælesørgere og lægprædikanter, et uromoment i den hellenistisk-romerske verden, ikke mindst ved åben protest mod samfundets mægtige. Her var de inspireret af Sokrates, den gang han sagde sin mening tilde 30 tyranner i Athen.[7]
Kynismen opnåede stor popularitet i Rom i de to første århundreder e.Kr. Seneca ogLukian priste henholdsvis Demetrius og Demonax, og i Rom var kynismen bådesatirikerens rod og tænkerens ideal.
I kynismen vægtlægges især to principper: Individets selvstændige og absoluttemoralske ansvar, ogviljens frihed.Epiktet var imponeret af kynikerne, men så deres bevægelse som et kald til en spartansk levevis, mere end en doktrine.[8] Kynikerne fik stor betydning som forløbere forstoikerne. Den tætte forbindelse mellem de to skoler illustreres bl.a. iJuvenals kommentar: "Kynikeren adskiller sig kun fra stoikeren ved manglen på entunika".[9]
^latin:"accipe quae contra ualeat solacia ferre et qui nec Cynicos nec Stoica dogmata legit a Cynicis tunica distantia", Juvenal XIII (tunika er ofte fejloversat medkappe)
