Knud den Store[2] (oldengelsk:Cnut se Micela,oldnordisk:Knútr inn ríki (født ca.995, død12. november1035 iShaftesbury[3]) også omtalt somKnud 2.,[4] var konge afDanmark1018-1035, afEngland1016-1035 og afNorge1028-1035, der tilsammen ofte bliver omtalt somNordsøimperiet. Han var søn afSvend Tveskæg, hvilket også gav hampatronymetSveinsson (oldnordisk)Sweynsson (engelsk). Trods hans store samtidige betydning svandt arven efter Knud den Store hurtigt, først med hans børns død mindre end et tiår efter hans egen og endeligt med dennormanniske erobring af England i 1066. Han bliver populært omtalt i legenden omKong Knud og tidevandet, der bygger på en fortælling om, hvordan Knud som en vis konge irettesatte sine hoffolk for deres sleske adfærd.
Som dansk prins vandt Knud tronen i England i 1016 i kølvandet påflere hundrede års vikingeaktivitet i det nordvestlige Europa. Da han senere besteg den danske trone i 1018 bragte han den engelske og danske krone sammen. Knud forsøgte at bevare sin magtbase ved at forenedanerne og englænderne igennem fælles kulturelle bånd af rigdom og tradition samt via ren brutalitet. Efter et årti i konflikt med modstandere iSkandinavien tog Knud Norges krone iTrondheim i 1028.
Herredømmet over England gav danerne en vigtig forbindelse til havområdet mellemStorbritannien ogIrland, hvor Knud, ligesom hans fader før ham, havde store interesser og udøvede stor indflydelse blandtnorrøn-gælerne.[5] Knuds besiddelser i form af Englandsbispedømmer og de kontinentale bispedømmer i Danmark, som dentysk-romerskeærkebiskop af Bremen ellers havde højhedsretten over, var en kilde til stor prestige og en løftestang i forhold tilden katolske kirke og blandt mange magnater ikristendommen (han modtog store indrømmelser, som bl.a. prisen påpallium til hans biskopper, selvom de stadig måtte rejse for at få den, samt de afgifter hans folk måtte betale på vej tilRom). Efter hans sejr i 1026 over Norge ogSverige, på vej tilbage fra Rom, hvor han deltog i kroningen af den tysk-romerske kejserKonrad 2., udnævnte han sig selv som "Konge over hele England og Danmark og nordmændene og nogle af svenskerne".[6] Deangelsaksiske konger brugte titlen "king of the English". Knuds titel varealles Engla landes cyning - Konge over hele England ("king of all England"). MiddelalderhistorikerenNorman Cantor har kaldt ham for "den mest effektive konge i angelsaksisk historie".[7]
Knud var søn afSvend Tveskæg, der var søn eller stedsøn og arving til kongHarald Blåtand, og han kom således fra en slægt af skandinaviske herskere, der var centrale for foreningen af Danmark.[8] Hverken hans fødselsdag eller fødselssted er kendt.Hardeknud anses som en semi-legendarisk grundlægger af det nuværende danske kongehus i begyndelsen af 900-tallet, og hans søn,Gorm den Gamle, refereres ofte som den første konge i den danskekongerække. Harald Blåtand, Gorms søn og Knuds farfar, var dansk konge dakristendommen blev indført i Danmark, og han blev den første skandinaviske konge til at bestemme, at hele hans hjemlige kongerige skulle være kristent tillige.
BådeThietmar af MerseburgsKronikon ogEncomium Emmae Reginae angiver at Knuds mor var datter afMieszko 1. af Polen.Oldnordisk litteratur frahøjmiddelalderen, særligtHeimskringla afSnorri Sturluson, angiver også en polsk prinsesse som Knuds mor, som de kalderGunhild og en datter afBurislav, konge overVindland.[9]Dakonge af Vindland i de nordiskesagaer altid erBurislav er dette foreneligt med antagelse om, at hendes fader var Mieszko (ikke hans sønBoleslav).Adam af Bremens udlægning iGesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum er unik, idet han sætter lighedstegn mellem Knuds mor (som han ikke angiver med navn) og den tidligere dronning afSverige,Erik Sejrsæls hustru, der via dette ægteskab også er mor tilOluf Skotkonung.[10]Heimskringla og andre sagaer beskriver også, at Svend ægtede Eriks enke, men i disse tekster fremstilles hun i øvrigt som en anden person og angives som værendeSigrid Storråde, som Svend gifter sig med efter atGunhild, en slavisk prinsesse som fødte Knud, er død.[11]Andre teorier angående ophavet til Svends koner (eller kone) er også blevet foreslået (seSigrid Storråde ogGunnhild), men siden Adam er den eneste kilde, der opgiver identiteten på Knuds og Olufs mødre som samme person, så bliver dette ofte set som en fejl fra Adams side, og det antages normalt at Svend havde to koner, hvoraf den første var Knuds mor og den anden var den tidligere dronning af Sverige. Knuds bror,Harald, var den yngste af de to brødre ifølgeEncomium Emmae.
Sølvpenning med Knud den Store.
Der kan findes spor af Knuds barndom iFlateyjarbók, der er en kilde fra 1200-tallet, der beskriver at han blev udlært som soldat af høvdingThorkild den Høje,[12] bror tilSigvalde,jarl over den mytiskeJomsborg og de legendariskejomsvikinger på deres fæstning påWolin ud forPommerns kyst. Hans fødselsdato er, ligesom hans moders navn, ukendt. Samtidige værker, somKronikon ogEncomium Emmae, omtaler ikke dette. IKnútsdrápa afskjaldenÓttarr svarti, er der et udsagn om at Knud var "af ingen stor alder", da han først drog i krig.[13] Den nævner også en kamp, som kan identificeres som Svend Tveskægs invasion af England og angreb på byenNorwich, i 1003/04, efterdanemordet i 1002. Hvis knud virkelig deltog på dette togt, så kan hans fødselsår være nærmere 990 eller sågar 980. Hvis ikke det er tilfældet, og hvis skjaldens poetiske vers omtaler et andet angreb, som Tveskægserobring af England i 1013/14, kan det indikere et fødselsår væsentligt nærmere år 1000.[14] I forbindelse med Knuds død bliver hans alder angivet som enten 40 år eller knap 40 år, hvilket således kunne tyde på et fødselsår mellem ca. 995 og ca. 997.[15][16] Der er en passage iEncomiast (som forfatteren tilEncomium Emmae kendes som), der refererer til de tropper som Knud ledede under den engelske erobring i 1015/16. Her står atvikingerne var af "moden alder" under "kongen" Knud.
En beskrivelse af Knud optræder iKnýtlinga saga fra 1200-tallet:
Knud var exceptionelt høj og stærk, og den smukkeste blandt mænd, bortset fra hans næse, der var tynd og sad høj og temmelig kroget. Han havde en pæn teint, og et fint hoved med tykt hår. Hans øjne var bedre end dem på andre andre mænd, både smukkere og skarpere i deres syn.
Der vides stort set ingenting sikkert om Knuds liv indtil han blev en del af de skandinaviske tropper hørende under faderen, kong Svend, under invasionen afEngland i sommeren 1013. Dette var klimakset af vikingernes togter, der havde stået på gennem flere årtier. Efter deres landgang vedHumber[19] faldt kongeriget hurtigt til vikingerne, og mod slutningen af året flygtede kongEthelred tilNormandiet, og efterlod Svend Tveskæg med England. I løbet af vinteren, hvor Tveskæg var i gang med at konsolidere sin magt i det nye kongerige, fik Knud ansvaret for flåden og basen med hæren iGainsborough.
Efter Svend Tveskægs død efter få måneder som konge vedKyndelmisse (søndag den 3. februar 1014),[20] efterfulgte sønnen Harald ham som konge over Danmark, mens vikingerne og indbyggerne iDanelagen strakts efter valgte Knud som konge i England.[21] Den engelske adel havde dog en anden mening, ogWitenagemot(no) sendte bud efter Ethelred fra Normandiet. Den genindsatte konge ledte hurtigt en hær mod Knud, der måtte flygte med sin hær til Danmark, og på deres vej lemlæstede de gidsler, som de havde taget, og efterlod dem på stranden vedSandwich.[22] Knud drog tilbage til Danmark til sin bror Harald og foreslog antagelig vis, at de delte kongemagten, men det vandt ikke indpas hos hans bror.[21] Harald antages at have tilbudt Knud at udruste en nyledingsflåde og lede hans tropper til en ny invasion af England på betingelse af, at han ikke fortsatte med at gøre krav på tronen.[21] Under alle omstændigheder formåede Knud (og Harald) at samle en stor flåde, som kunne bruges til en ny invasion.[22]
Tvekamp mellemEdmund Jernside (venstre) og Knud (højre).Mønt slået for Knud iLondon.CNUT REX ANGLORU[M] = "Knud, konge af England".
Harald Svendssøn skal have lovet ham hjælp og støtte til atgenerobre England, og i august1015 sejlede Knud vestpå med en større flåde. Nogle områder, især i det gamleDanelagen, kongehyldede ham; men da Ethelred døde i foråret 1016, gjorde Ethelreds sønEdmund Jernside krav på kongemagten. Selv om Edmund tappert forsvaredeLondon mod danskerne, forlod han ofte byen for at aflede danskerne fra deresbelejring. Det forlød, at han samlede fem hærstyrker det år, en for hvert slag. Underslaget ved Brentford sejrede han over danskerne, men det sidste og afgørende,slaget ved Assandun, fandt sted18. oktober og endte ikatastrofe for angelsakserne på grund af Eadric Streonas forræderi, da han flygtede med sine tropper. Denne gang ville Knud få en ende på kampene. Angelsakserne trak sig tilbage, men danskerne fulgte dem op ad flodenSevern ind iGloucestershire, hvor de to konger mødtes på øen Olney (eller Alney).[23] De aftalte her at dele riget sig imellem.
Sejrherren Knud fik hele landet nord forThemsen, mens Edmund skulle regere syd forLondon. Edmund døde imidlertid allerede i november, og i januar1017 tog stormændene Knud til konge over hele England. Han giftede sig senere samme år med Ethelreds enkeEmma, formentlig for at undgå ubehageligheder fra Ethelreds overlevende sønner i Normandiet.
Ligeledes dette år lod Knud England inddele i fire storejarledømmer,East Anglia,Northumbria,Mercia ogWessex. I 1018 sendte hanledingsflåden hjem til Danmark efter at have opkrævet den sidstedanegæld i England, en uhyre sum af £ 82.500. Samme år døde hans bror Harald. Knud rejste til Danmark året efter og modtog den danske krone.
Påskedag1027 tilbragte Knud iRom, hvor Europas mægtigste herskere var samlet for at overværepave Johannes 19.s kroning af den tysk-romerske kejserKonrad 2. Udadtil var det envalfart, men Knud var i Rom med tanke på alliancer, der skulle sikre og udbygge hans magt som hersker overNordsøimperiet - Danmark, England, Norge - og dele afSverige. "...om hele mit folks velfærd, danskes somangelsakseres," sagde Knud selv. Han var da også heldig med at opnå aftaler om lavereafgifter til kirken, samt vedtagelser om sikrere og afgiftsfri rejser forpilgrimme undervejs til og fra Rom. Han opnåede også, at kejser Konrad anerkendteEjdergrænsen mellem Danmark ogDet Tysk-romerske Rige.[24]
Knuds hær og flåde forbereder sig i 1028 til krig mod Norge.
I Norge regerede på Knuds tid kongOlav den Hellige, der virkede så brutalt forkristendommens udbredelse i det stadig hedenske Norge, at det gav ham mange fjender. De norske stormænd kontaktede derfor kong Knud, som imidlertid opholdt sig i England. Olav indgik et militært forbund med den svenske kongeAnund Jakob, som også frygtede Knud, og angreb i 1027 Danmark for at svække Knuds magt.
Ulf jarl, der var gift med Knuds søsterEstrid, havde styret Danmark somrigsforstander siden1019. Efter angrebet mente han, at det ville være bedst, hvis danskerne fik én konge at samles om, og udråbte straks Knuds og Emmas sønHardeknud til konge. Så snart Knud den Store fik det at vide, skyndte han sig til Danmark med en stor flåde. Knud var meget vred over det kongevalg, Ulf jarl havde foretaget, og fik hurtigt fordrevet Olav fra Sjælland og over tilSkåne. Det kom til etsøslag ved Helgeåens udløb iØstersøen. I starten gik det dårligt for danskerne, men så fik kongen hjælp af Ulf, der kom med den del af flåden, der lå i Danmark. Der kom ikke nogen egentlig sejrherre fra slaget, men danskernes fjender var drevet på flugt.
Kong Knud og Ulf jarl var herefter ikke særlig gode venner. Efter søslaget overvintrede de iRoskilde, hvor de kom op og skændes over etskakspil. Efter at Ulf havde væltet brættet og gik mod døren, råbte kongen efter ham: "Flygter du nu, du ræddeulv?" Ulf vendte sig om i døren og svarede: "Længere var du flygtet ved Helgeå, om du havde kunnet. Dengang kaldte du mig ikke den rædde ulv, da jeg kom dig til hjælp, fordi svenskerne havde banket jer som hunde!" Det svar gjorde ikke kongen mildere stemt, og næste morgen bad han en skosvend om at dræbe Ulf; men svenden kom tilbage med uforrettet sag, da jarlen var gået i kirke. Det anfægtede ikke Knud, som i stedet befalede nordmanden Ivar Hvite at dræbe Ulf, og han gik hen iTrefoldighedskirken, hvor han ved koret fandt Ulf og dræbte ham. Knud måtte sone mordet med mandebod til sin søster og selvfølgelig også til kirken, der var blevet vanhelliget ved denne udåd. Enken skænkede den bod, hun fik, til kirken, hvor hun lod Ulf begrave. Kirken fik så mange penge ind, at der blev råd til at opføre en stenkirke i stedet for trækirken. Det var i så fald Danmarks første kirke af sten.[26]
Knud 2. Stores erobringer, 1014-1035 Knud den Stores rige. Knud den Stores vasalstater. Knud den Stores allierede.
Knud var også stadig vred på den norske kong Olav for angrebet på Danmark. Med 1.500 skibe sejlede han derfor til Norge i1028 for at erobre landet, men slap for at måtte kæmpe, da han ved ankomst blev hyldet som norsk konge af folket. Olav flygtede tilRusland, men døde i1030 islaget ved Stiklestad. Knud dannede enalliance med sin søstersønHåkon Eriksson jarl som vicekonge, og indsatte sin tidligerefrilleÆlfgifu og deres søn, den mindreårigeSvend, som regenter. Et oprør umiddelbart efter Knuds død førte til fornyet norsk selvstændighed.
Det er blevet spekuleret i, at den svenske bySigtuna blev holdt af Knud; der blev slået mønter der, som kaldte ham konge, men der er ingen narrativ optegnelse om hans okkupation. Disse mønter betragtes dog normalt som kopier af mønter præget i Danmark. Mønter, der angiver, at den svenske kongeOlof Skötkonung var konge af England, er mærkeligt nok også blevet fundet i Sigtuna.[27][28][29]
Knud i strandkanten med sit følge. Fra før 1885 og gengivet iFamous Men of the Middle Ages (1904).
IfølgeHistoria Anglorum afHenry af Huntingdon, enkrønike om Englands historie fraoldtiden frem til samtiden (1154), befandt kong Knud sig en gang ved stranden, hvor han forbødtidevandet at stige op og gøre hans fødder våde. Det gjorde tidevandet nu alligevel, og derefter, sigersagnet, "tog kong Knud aldrig igen sin guldkrone på, men satte den på et billede af denkorsfæstede Herre, i evig lovprisning af Gud, den store konge." Historien genfortælles iThe History of England afDavid Hume. Her er kongens hensigt at sætte sinehoffolk på plads, for deres overdrevne smiger hørte ingen steder hjemme.[30]
Da Knud døde i Shaftesbury iDorset, var han ifølge samtidige kilder "fyrre år", alternativt "næppe fyldt fyrre år". Ud fra det må han være født i 995 eller 996. Sit tilnavn, som han givetvis aldrig selv har hørt, fik han da han ved sin død var konge over de tre riger Norge, Danmark og England.
Knud blev fulgt af sin sønHardeknud i Danmark, mens hans søn med Ælfgifu,Harald Harefod, tog magten i England. Hans datterGunhild blev gift med den tyske kejsersøn Henrik (den senere kejserHenrik 3.).
^Adam af Bremen angiver Gunhild som Svend Tveskægs mor, mensSaxo angiverGyritha som moderen (hvilket vist er en kronologisk umulighed). Tove kanteoretisk være såvel mor til Svend Tveskæg, som at hun kan være identisk med Gunhild (og at der således kan have været tale om, at den samme dronning kendtes under flere forskellige navne), men ingen kildemæssige beviser foreligger til at understøtte den ene eller anden af disse teoretiske formodninger.
^Vi har ingen dokumentation for, hvem der kunne have været Knuds mormor.
^Elisabeth Munksgaard: "Vort ældste kongeportræt? Knud den Store i Liber vitae". IAarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1989, København, 1989. (ss. 171-177)
^Bolton,The Empire of Cnut the Great: Conquest and the Consolidation of Power in Northern Europe in the Early Eleventh Century (Leiden, 2009)
Adam of Bremen (1917),Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontifificum,or History of the Archbishops of Hamburg-Bremen.English translation by F. J. Tschan., Hamburg: Hahnuni
Campbell, Alistair, red. (1998),Encomium Emmae Reginae, London: Cambridge University
Ellis, P. B. (1993),Celt & Saxon, Suffolk: St. Edmundsbury Press
Frank, R. (1999),King Cnut in the verse of his skalds.In The Reign of Cnut, London: Leicester University Press,ISBN0-7185-0205-1
Hagerman, Maja (1996),Spåren av kungens män, Rabén Prisma
Henry of Huntingdon (1853),The Chronicle of Henry of Huntingdon, comprising The History of England, From the Invasion of Julius Caesar to the accession of Henry II.English translation by T.A.M. Forester, London: Henry, G. Bohn
Hudson, B. T. (1994),Knutr & Viking Dublin, Scandinavian Studies
Snorri Sturluson (1990),Heimskringla,or The Lives of the Norse Kings.English translation by Erling Monsen & A. H. Smith., Mineola, New York: Dover Publications, Inc.,ISBN0-486-26366-5
Swanton, Michael, red. (1996),The Anglo-Saxon Chronicle, New York: Routledge,ISBN0-415-92129-5
Thietmar (1962)Chronik: Chronicon; Neu übertragen und erläutert von Werner Trillmich. Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft
Trow, M. J. (2005),Cnut – Emperor of the North, Stroud: Sutton,ISBN0-7509-3387-9
William of Malmesbury (1998),Gesta Regnum Anglorum.English translation by R.A.B. Mynors, Oxford: Clarendon Press
1=Konge af Jylland, Skåne og Vestfold *=Måske kun konge af Jylland†=Også konge af Norge‡=Også regent af Norge og Sverige#=Også konge af England2=Også konge af Island Kategori:Regenter af Danmark
.jpg)
_obverse.jpg)
