På dansk har ordet cowboybukser stort set samme betydning som jeans og anvendes omtrent lige så ofte.Jeans kommer af ordet Genoveser og blev til idet købmænd fraGenova i det19. århundrede ofte købte stort ind af stoffet denim ellerserge, som det oprindeligt blev kaldt, fra den franske byNimes (deraf også navnetdenim fra serges de Nimes) for netop at fabrikere beklædningsgenstande[1].
I1873 modtog en skrædder ved navnJacob Davis, som var bosiddendeNevada iUSA en bestilling fra en lokal skovarbejder på et par slidstærke arbejdsbukser. Davis syede et par bukser i denim og tilføjedenitter til forstærkning af syningerne. Nitterne gjorde en forskel for syningernes og buksernes holdbarhed, og efterspørgslen hos Davis på denne slags bukser steg hurtigt. Davis bad derfor tekstilfabrikantenLevi Strauss om hjælp til masseproducering samt til at sørge for at det nye påfund blevpatenteret.[2] Patentet, som hedLevi's, lagde grunden til en stor kommerciel succes indtil1908, hvor patentet udløb og andre producenter af cowboybukser eller jeans entrerede det amerikanske marked.
I1950'erne begyndte cowboybukser at få status af modebuks. Dette skete blandt andet i takt med at filmeneWild One fra1953 ogRebel Without A Cause (dansk titel:Vildt Blod)fra1955 med henholdsvisMarlon Brando ogJames Dean i hovedrollerne tonede frem på de store lærreder. De unge filmstjerner var klædt i denim og det smittede af på datiden amerikanske ungdom. Det var også her cowboybukser begyndte sit indtog uden for USA's grænser.
I1960'erne og1970'erne blev cowboybukser gængs for alle samfundslag og de blå bukser havde ikke længere en identitet som arbejderklassesymbol eller som en buks fra det vilde vest påhæftet. Fra1980'erne og indtil nu er der sket store designmæssige fremstød og cowboybukser er blevet genstand for megen stilistisk tilpasning med forskellige pasformer,lommeformer og syningsmønstre.
I dag betegnes cowboybukser som den mest anvendte og mest udbredte beklædningsdel i verden på tværs af køn. Cowboybukser omfavner en bred anvendelse som modebukser samt en stadig fastholdelse i oprindelsen som arbejdsbuks og kulturel repræsentant for en fysisk udfordret og udholdende arbejderklasse[3].
